Prædiken til 22. søndag efter trinitatis 2024
Posted By admin on 6. januar 2025
Den største i Himmeriget: Gud har ikke glemt dig!
Prædiken i Sct. Klemens Kirke 22. søndag efter trinitatis 2024
Nikolaj Hartung Kjærby
Vi har lige sunget om Davids søn. ”Davids søn” er en af de titler som bruges om Jesus i Det Nye Testamente (og altså også 9 steder i Den Danske Salmebog). Jesus’ jordiske far, Marias mand, hed ganske vist ikke David, men i oldtidens Mellemøsten betød ordet ”søn” ikke nødvendigvis en efterkommer i første slægtled; det kunne også bruges om et barnebarn eller oldebarn med et vilkårligt antal ”tip-” foran, og Marias mand Josef var altså en efterkommer af den store kong David der havde regeret i Jerusalem cirka 1000 år tidligere. Gud havde på et tidspunkt lovet kong David at der til evig tid skulle sidde en af hans efterkommere på tronen i Israel; det vidste alle israelitter, for profeten Natan, der formidlede løftet, skrev det ned i sin krønike (se 1 Krøn 29,29), og derfra fandt det vej til Israels hellige historiebøger, som også er en del af vores bibel; det står i Anden Samuelsbog kapitel 7. Davids dynasti holdt imidlertid kun i cirka 400 år (nå ja, ”kun” og ”kun”; 400 år er jo faktisk en ret lang levetid for et dynasti, men det kan trods alt ikke kaldes ”til evig tid”), så da Jesus blev født, havde der i næsten 600 år ikke siddet en efterkommer af David på tronen. Men andetsteds i de hellige skrifter, nemlig hos profeterne Esajas og Ezekiel (som også er en del af vores bibel) kunne jøderne slå op og læse at Guds løfte til David stadig stod ved magt, og at en efterkommer af David engang på ny ville sætte sig på tronen, denne gang for at grundlægge et evigt kongedømme.
Alt det skal vi høre meget mere om i adventstiden, der begynder om en god måneds tid, men i dag vil jeg indlede med at fortælle om en anden søn af David, endda en søn i første led – dem havde han nemlig mange af, og en af dem hed Absalom. Absalom var stærkt utilfreds med sin fars måde både at være far på og at være konge på (og ikke helt uden grund, kunne man tilføje, men det er en anden historie, hvor Absalom i øvrigt heller ikke selv gjorde sig specielt positivt bemærket), og det endte med at kongesønnen anstiftede et oprør så hans far måtte flygte fra Jerusalem. Den del af hæren der var loyal over for David, tog kampen op mod oprørshæren og vandt, men David havde svært ved at glæde sig over sejren fordi hans oprørske søn faldt i slaget, og hvilken far elsker ikke inderst inde sine børn, uanset hvor meget uvenner han bliver med dem? Nå, men grunden til at jeg fortæller jer alt det her, er at jeg vil citere en ordveksling som David havde med sine tre hærførere umiddelbart før det afgørende slag i krigen mod Absalom, og som vi kan læse om i Anden Samuelsbog kapitel 18: ”Kongen sagde til hæren: ’Jeg vil selv rykke ud sammen med jer.’ Men de svarede: ’Det må du ikke! Bliver vi slået på flugt, er der ingen, der bekymrer sig om det; hvis halvdelen af os dør, er der ingen, der bekymrer sig om det. Men du er mere værd end ti tusind af os’” (2 Sam 18,2-3).
Uden at jeg skal prale af at være nogen ekspert i militær strategi (jeg trak endda frinummer da jeg var på session), så synes jeg de tre hærføreres analyse giver god mening. De kæmpede jo for den retmæssige konge mod en tronraner, og hvis den konge de kæmpede for, blev slået ihjel, så var slaget ligesom tabt, uanset hvordan det i øvrigt gik på slagmarken, for så var der ikke længere noget at kæmpe for. På den måde havde de helt ret i at det ville have været værre hvis David var blevet slået ihjel, end hvis de havde mistet ti tusind soldater. Og sådan er det jo også i al almindelighed her i verden: Det er fodfolket der kæmper for deres ledere, ikke omvendt. Spørg en hvilken som helst ukrainsk soldat om han ville tage en kugle for at redde præsident Zelenskyj; det tror jeg han ville sige ja til. Også i en langt mere fredelig kamp som for eksempel en valgkamp til Folketinget er i Danmark er der mange mennesker der bruger mange timer på at samle stemmer sammen til Mette Frederiksen, Troels Lund Poulsen, Inger Støjberg, Alex Vanopslagh eller Pia Olsen Dyhr, og som sikkert aldrig kunne drømme om at forvente at deres partileder skulle gøre det samme for dem. Sådan er det jo i vores verden! Der er stjerner, og der er vandbærere, for at bruge et udtryk fra cykelsporten.
På et cykelhold eller i et politisk parti eller i andre sammenhænge kan der så ind imellem opstå lidt stridigheder om hvem der er næstøverst i hierarkiet, og det gjorde der også blandt Jesu disciple, hørte vi i dag. I hvert fald kom de hen til Jesus og ville have ham til at svare på hvem der er den største i Himmeriget. Vi skal huske at de først og fremmest så Jesus som ”Davids søn” (hvad han da også var og er), så de var altså ikke i tvivl om at det var ham der var bossen; det var ham de ”samlede stemmer til”, så at sige, ham de kæmpede for, og som de i hvert fald selv mente at de ville være parate til at gå i døden for (selvom det viste sig at knibe lidt da det kom til stykket). Så deres spørgsmål skal nok høres som: ”Hvem er den største næst efter dig? Hvem er nummer to i hierarkiet?” Havde der været bookmakere dengang, ville de sikkert have sat de laveste odds på at Jesus ville have svaret ”Peter” eller ”Jakob” eller måske ”Johannes”, hvorimod jeg ikke tror at de ville have haft fantasi til overhovedet at sætte odds på den person som Jesus rent faktisk endte med at pege på, nemlig et lille barn! Det kongerige som Davids søn, Jesus, var i færd med at oprette, var nemlig helt anderledes end alle de riger verden ellers havde kendt – inklusiv hans stamfar Davids rige. For hvor det i Davids rige var sådan at kongen blev betragtet som mere værd end ti tusind af sine folk, så er det i Jesu rige sådan at selv den mindste af hans undersåtter har så stor værdi at kongen selv drager ud for at redde ham eller hende, som en hyrde der forlader 99 andre får for at lede efter et enkelt får der er blevet væk. Og hvor kong David fik forbud af sine generaler mod at bevæge sig ud på slagmarken, for hvis han døde, var alt tabt – ja, der gik Jesus helt alene ind i sin store kamp mod Djævelen, og netop ved at han døde, blev alt vundet!
Hvorfor var der så stor forskel på hvad David gjorde, og hvad Jesus gjorde? Det var der fordi deres udgangspunkt var forskelligt, og deres mål var forskelligt. Davids udgangspunkt var at hans kongedømme var truet, og målet var at forsvare hans kongedømme. Derfor måtte undersåtterne kæmpe for deres konge. Det var helt anderledes med Jesus; hans udgangspunkt var, som vi læser i Johannesevangeliets skildring af den sidste aften før Jesus blev korsfæstet, at han ”vidste, at Faderen havde lagt alt i hans hænder, og at han var udgået fra Gud og nu gik tilbage til Gud” (Joh 13,3). Derfor gjorde Jesus heller ikke noget forsøg på at kæmpe for sit eget kongedømme, for han stolede på at den side af sagen ville Gud tage sig af. Det der betød noget for Jesus, var, som han sagde i den sidste sætning af dagens læsning, ”at ikke en eneste af disse små skal gå fortabt”. Ikke en eneste af de mindste og svageste mennesker ville Jesus undvære i sit rige, og derfor måtte kongen kæmpe for sine undersåtter!
Det er værd at huske på hvis du ind imellem går rundt med den samme følelse som israelitterne på Jeremias’ tid gav udtryk for i den første læsning vi hørte i dag: ”Herren har svigtet mig, Herren har glemt mig!” Er der nogen af jer der nogensinde har tænkt sådan? Det kan i hvert fald være en nærliggende tanke, særligt i perioder hvor livet ikke flasker sig sådan som vi kunne tænke os, men hvor vi måske tværtimod oplever prøvelser og lidelser. Det der fik israelitterne på Jeremias’ tid til at stille spørgsmålet, var at Jerusalem var blevet jævnet med jorden af en fjendtlig hær, og indbyggerne var blevet ført i eksil og nu sad ved Babylons floder og græd, som mange af jer sikkert har hørt Bob Marley eller Boney M synge om: ”By the rivers of Babylon, there we sat down…” Men trods deres ulykkelige situation forsikrede Gud dem altså om, gennem Jeremias’ ord, at det ville være endnu mere umuligt for ham at glemme dem, end det ville være for en mor at glemme sit barn, som hun selv har født!
”Se, i mine hænder har jeg tegnet dig,” siger Gud til sit folk. Jeg ved ikke om du nogensinde har tænkt over det, men du og jeg er faktisk tegnet i hånden på Jesus! Hvad er der nemlig i Jesus’ hænder? Der er mærkerne efter de nagler som han blev sømmet fast til korset med! Hver gang Jesus ser på sine hænder, bliver han altså mindet om os, fordi det var for vores skyld han gik i døden. Derfor er det også at han siger: ”Se til, at I ikke ringeagter en af disse små” og ”den, der bringer en af disse små, som tror på mig, til fald, var bedre tjent med at få en møllesten hængt om halsen og blive sænket i havets dyb”. Så dyrt som Jesus har købt os, hvordan skulle han så nogensinde kunne glemme os? Så fat mod: Uanset hvordan dine omstændigheder ser ud, så er du regnet med blandt dem vi sang om: ”sjæle, dyrekøbte, søskende til Davids Søn”!
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn. Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments