Prædiken til 20. søndag efter trinitatis 2024
Posted By admin on 6. januar 2025
Sønnerne i vingården: Himlen er for ludere og lommetyve
Prædiken i Hasle, Sct. Klemens og Rø Kirker 20. søndag efter trinitatis 2024
Nikolaj Hartung Kjærby
Man behøver ikke at have hørt særlig mange historier fra de fire evangelier før man finder ud af hvem der er henholdsvis heltene og skurkene. Skurkene, det er ypperstepræsterne og de skriftkloge og farisæerne og saddukæerne og hvad de forskellige grupper af religiøse ledere i datidens jødiske samfund ellers hed. Heltene, derimod, består hovedsagelig af jævne fiskere og fattige enker og samaritanere, altså folk der befandt sig langt fra magtens centrum og anseelsens tinder. Og det stopper ikke der, for der er nogle af heltene i Det Nye Testamente der ikke bare er ukendte og upåagtede, men som ligefrem er kendt for noget negativt, og i teksten til i dag omtaler Jesus to kategorier af dem, nemlig ”toldere og skøger”. ”Skøger”, det er jo et gammelt ord for prostituerede (så gammelt at allerede Ordbog over det Danske Sprog, der blev færdiggjort i 1956, anfører at det kun bruges i skriftsprog, og derfor kan det godt undre mig at man alligevel valgte at bruge det da den nuværende autoriserede bibeloversættelse udkom i 1992, men selvom Jesus sandsynligvis talte helt almindeligt hverdagssprog, er der alligevel mange mennesker der mener at Bibelen bør være præget af højtideligt og gammeldags sprog – sådan er der så meget). ”Skøger” er altså som sagt prostituerede, og det er jo en profession der heller ikke i vores kultur har det bedste ry (selvom det siges at være verdens ældste profession). Men hvorfor nævnes ”toldere” i samme åndedrag som ”skøger”? Hvad har de to erhverv med hinanden at gøre? På moderne dansk er det jo et helt andet ”erhverv” (hvis man kan kalde det det) der oftest nævnes side om side med prostituerede – de fleste af jer har sikkert hørt vendingen ”ludere og lommetyve”. Men det hænger sammen med at på Jesu tid var en tolder faktisk, om ikke en lommetyv, så i hvert fald en slags tyv – eller sådan blev han i hvert fald betragtet, for den told han indsamlede, gik direkte til den romerske besættelsesmagt. Toldere var med andre ord det som vi på dansk plejer at kalde ”kollaboratører” eller ”værnemagere”; de var landsforrædere som enhver respektabel nationalt sindet israelit nærede den dybeste foragt for.
Grunden til at jeg understreger det her, er at det kun er alt for nemt for os der lever her 2000 år senere, at glemme hvordan de ting Jesus sagde og gjorde, må have virket på mennesker i hans samtid. Vi er blevet så vant til at tænke at ypperstepræsterne og de skriftkloge var nogle slemme, slemme typer, nogle skinhellige magtmennesker som vi aldrig ville have kunnet drømme om at omgås hvis vi havde levet dengang, mens vi måske opfatter ”toldere og skøger” som nogle søde og rare, næstekærlige mennesker som blev undertrykt af de onde farisæere – men sådan tror jeg bare ikke vi ville have opfattet det hvis vi havde været til stede dengang! For at sige det helt enkelt, så tror jeg at den type omgangskreds som vi har valgt i den tid som vi rent faktisk lever i, den samme type af omgangskreds ville de fleste af os nok have valgt hvis vi havde levet dengang. Og de fleste af os ville nok have været enige om at undgå tolderes og skøgers selskab. Måske ville vi endda have sunget med i det kor som de af jer der var i kirke for 3 uger siden, hørte om, som forarget spurgte Jesu disciple: ”Hvorfor spiser han sammen med toldere og syndere?” – et spørgsmål som Jesus jo besvarede med de bevingede ord: ”De raske har ikke brug for læge, det har de syge.” Med andre ord: Det var netop fordi de mennesker ikke var Guds bedste børn, at de havde brug for at Jesus spiste sammen med dem. Og i den prædiken jeg holdt for 3 uger siden, var min pointe at hvis vi vil have del i den frelse som Jesus kom med, så er vi nødt til at vedgå at vi dybest set ikke selv er et hak bedre end de mennesker hvis livsstil vi måske foragter; at vi også er syge på vores sjæl og har brug for Jesus som vores læge.
Men i den tekst vi har hørt i dag, går Jesus et skridt videre, for nu siger han ikke kun at tolderne og synderne er nogle stakler som har brug for at han redder dem; men han udnævner dem ligefrem til moralske forbilleder med ordene: ”Toldere og skøger skal gå ind i Guds rige før jer.” Og så står verden da ikke længere! ville vi utvivlsomt have tænkt hvis vi ikke havde været så vant til at opfatte de skriftkloge som skurkene og ”synderne” som heltene. For hvordan i alverden kan Jesus rose mænd der beriger sig selv og folkets fjender på deres landsmænds bekostning, og kvinder der lever af at sælge deres krop til – ja, sikkert hovedsagelig til fjendens soldater? Hvordan kan han rose dem frem for gode, fromme mennesker der aldrig kunne drømme om så meget som at tage et bandeord i deres mund, og som går over på den modsatte side af gaden når de møder en romer?
Jo, det forklarer Jesus ved at fortælle en lille lignelse om en vinbonde der havde to sønner, som han begge to gav besked på at gå ud og arbejde i vingården. Den ene sagde nej, men fortrød og gik derud alligevel, mens den anden straks sagde ja, men uden at gå derud. ”Hvem af de to gjorde deres fars vilje?” spørger Jesus, og det er vel nærmest et retorisk spørgsmål, for der kan vel ikke være to meninger om den sag. I hvert fald svarer ypperstepræsterne og de skriftkloge uden tøven: ”Den første.” Men den første søn er faktisk et billede på tolderne og skøgerne, mens den anden søn er et billede på ypperstepræsterne, farisæerne og de skriftkloge. Jesus siger med andre ord at de skriftkloge kun siger at de gør Guds vilje, mens det er ”synderne” der i virkeligheden gør Guds vilje. Men hvad skal det nu sige? Jo, siger Jesus, ”Johannes kom til jer og lærte jer vejen til retfærdighed”. Den Johannes der er tale om, er ham som vi plejer at kalde Johannes Døber – ikke at forveksle med apostlen Johannes, som har skrevet Johannesevangeliet og Johannesbrevene. Johannes Døber var en kendt og kontroversiel skikkelse i Israel på Jesu tid, som stod ude i ørkenen og talte dunder mod tidens umoral, hvilket tiltrak folk fra nær og fjern, som bekendte deres synder og lod sig døbe (i Apostlenes Gerninger møder vi for eksempel en gruppe disciple af Johannes der boede så langt væk som Efesos). Johannes Døber kendte ikke til personsanseelse, men kritiserede også at landsfyrsten Herodes Antipas havde et utugtigt forhold til sin brors kone (der oven i købet var halvsøster til begge brødre), og den kritik fandt Antipas sig ikke i, så han satte Døberen i fængsel hvor han sad indtil førnævnte halvsøsters unge datter forlangte hans hoved på et fad som belønning for en sensuel dans. Det var virkelig en afskyelig grad af dekadence der gik i svang ved det herodianske hof! Nå, men ypperstepræsterne og de skriftkloge var altså ikke blandt dem der bekendte deres synder og blev døbt af Johannes, men det var der altså omvendt mange toldere og skøger der gjorde, og da Jesus trådte ind på scenen, var der endnu flere der fulgte i deres spor; i Lukasevangeliet kan vi for eksempel læse om overtolderen Zakæus, der efter at have haft besøg af Jesus erklærer: ”Se, Herre, halvdelen af, hvad jeg ejer, giver jeg til de fattige, og hvis jeg har presset penge af nogen, giver jeg det firedobbelt tilbage” (Luk 19,8).
Men hvad var det da Johannes prædikede, og som ypperstepræsterne og de skriftkloge nægtede at lytte til? Ja, han prædikede selvfølgelig at man skulle omvende sig, bekende sine synder og lægge sit liv om, men hvad var det mere konkret han sigtede til, ud over at man selvsagt skal lade være med at gå i seng med sin brors kone? Det får vi svar på i Lukasevangeliets tredje kapitel, hvor en gruppe mennesker netop spørger Johannes Døber hvad de skal gøre. Han svarede: ”Den, der har to kjortler, skal dele med den, der ingen har, og den, der har mad, skal gøre ligeså” (Luk 3,11). Derudover formaner han toldere og soldater til at afholde sig fra afpresning, plyndring og korruption, men lade sig nøje med deres løn. Og så er det at jeg i hvert fald ikke kan lade være med at sidde tilbage og tænke: ”Var det bare det?” Og nej, selvfølgelig var det ikke ”bare” det; når vi læser videre i Det Nye Testamente, ikke mindst i Paulus’ breve, så får vi mange andre konkrete eksempler på hvad det indebærer at leve et liv efter Guds vilje. Men Johannes Døbers korte svar fortæller os i hvert fald hvad hovedsagen er, nemlig at møde vores medmennesker med godhed, barmhjertighed og næstekærlighed. Og netop det var ypperstepræsterne og farisæerne ualmindelig dårlige til.
Og dermed er vi stort set nåede tilbage til hvor vi begyndte, nemlig at ypperstepræsterne og farisæerne og de skriftkloge er skurkene i evangelierne. Men hvis vi tænker at det der gjorde dem til skurkene, var at de ikke mødte deres medmennesker med godhed og barmhjertighed, så har vi ikke forstået det som Jesus siger i dag. For det at være dårlig til at vise godhed og barmhjertighed mod andre, det er bestemt ikke noget som farisæerne har patent på! En værnemager der presser penge af sine landsmænd for at berige sig selv og besættelsesmagten, kan man for eksempel heller ikke just beskylde for at være fuld af godhed og barmhjertighed. Nej, det der var årsagen til at de skriftkloge kom til at stå tilbage som skurkene, var at de ikke omvendte sig – at de nægtede at lytte når Gud forsøgte at tale til deres samvittighed gennem skiftende sendebud, fordi de så grundigt havde fået bildt sig selv ind at det var dem der var de gode og fromme. På den måde kom de til sidst til at ligne de onde vingårdsforpagtere fra dagens anden lignelse, som kun var interesserede i fordelene ved at fremstå som vingårdsejerens repræsentanter, men ikke ville give vingårdsejeren hvad de skyldte ham.
Budskabet til os i dagens tekst er altså ikke at vi skal kaste al moral overbord og leve som det passer os, fordi det alligevel er ludere og lommetyve Gud holder mest af – Herodes Antipas og hans dekadente hof hvor Johannes Døber blev halshugget, er jo på ingen måde et eksempel til efterfølgelse! Og budskabet er slet ikke at vi skal begynde at pege fingre ad vor tids farisæere og skriftkloge og glæde os over at vi ikke er nogle skinhellige hyklere som dem, for gør vi det, bliver vi jo netop selv til nogle skinhellige hyklere. Nej, det vi skal gøre, er at erkende at vores liv ikke har levet op til Guds krav – vi har ikke elsket vores næste som os selv, og vi har ikke i alle situationer udvist hudløs oprigtighed og pinlig hæderlighed. Og ikke alene skal vi erkende det; vi skal også angre det og omvende os, sådan som tolderne og skøgerne gjorde. Og det skal vi ikke bare gøre én gang, men hver dag, for der går næppe en dag uden at vi kommer til at synde. Men det betyder ikke at vi skal gå rundt med sænket pande og slå os selv i hovedet over hvor dårlige mennesker vi er; i stedet må vi juble og glæde os over at Gud – på trods af alle vores fejl og mangler – elsker os og kalder os sine børn, og at han har givet os Helligånden, som tit sørger for at vise mennesker godhed og barmhjertighed gennem os på trods af vores egen syndighed. Og når denne verden ender, kan vi se frem til en evighed hvor vi er forvandlet efter Guds billede så vi af os selv med grænseløs glæde altid gør hans vilje002E
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments