Prædiken til 20. søndag efter trinitatis 2023
Posted By admin on 24. oktober 2023
Kongesønnens bryllup: Snavset tøj
Prædiken i Hasle, Sct. Klemens og Ny Kirker 20. søndag efter trinitatis 2023
Nikolaj Hartung Kjærby
”Der var en dreng, der hed Eustace Clarence Scrubb, og han havde næsten fortjent det.” Sådan begynder bogen Morgenvandrerens rejse, som, afhængig af hvordan man tæller, er enten den tredje eller den femte bog i C.S. Lewis’ serie om eventyrlandet Narnia. Som det fremgår af bemærkningen om at han næsten havde fortjent sit navn, er det meningen at vi som læsere skal opfatte Eustace som en komplet skiderik, men bogen er fra 1952, og der er mildt sagt løbet en del vand i stranden siden dengang, så personligt har jeg noget mere sympati for ham end det tilsyneladende var meningen at man skulle have. Jeg kan i hvert fald godt forstå at han har mere end svært ved at tro på at hans fætter og kusine flere gange har besøgt et fortryllet land, og da han pludselig selv befinder sig i det fortryllede land sammen med dem efter at være blevet suget ind i et maleri – og det tilmed på et lille sejlskib langt ude på oceanet – synes jeg ikke der er noget at sige til at han ikke er specielt ”overskudsagtig”, som det vist hedder på nudansk. Der er dog nogle af hans karaktertræk der, også set med moderne øjne, er pænt usympatiske: Han er både fej og doven, og til tider er han både arrogant og egoistisk – og så viser det sig på et tidspunkt at han også er grisk. Der sker nemlig det at skibet på et tidspunkt, efter at være blevet alvorligt beskadiget i en storm, anløber en ukendt ø, hvor Eustace stikker af fra resten af selskabet for at slippe for at hjælpe med alt det arbejde der skal gøres. Han farer vild på øen og ender i en dal hvor han lige netop når at se en drage drage sine sidste åndedrag inden den dør af alderdom. Dermed har Eustace fri adgang til den store skat som dragen har samlet, og han tager en smuk, gylden armring på, inden han falder i søvn oven på skatten og drømmer om hvordan han kan bruge sin nyfundne rigdom til at forsøde sin tilværelse. Men da han vågner, gør han en uhyggelig opdagelse: ”Han var blevet forvandlet til en drage, mens han lå og sov. Han havde ligget på en drageskat med griske, drageagtige tanker og var selv blevet en drage”[1], som bogen udtrykker det. Og armringen sidder nu ubehjælpeligt fast og strammer om hans ene forben. Den uvelkomne forvandling giver Eustace anledning til at tænke en tanke eller ti om hvor idiotisk han har opført sig, og han lover sig selv at blive et nyt og bedre menneske, hvis blot han får lov til at blive et menneske igen. Redningen kommer efter seks dage da en stor løve dukker op om natten i en slags drømmesyn og beder ham følge med til en have, hvor der er en kilde på størrelse med et svømmebassin. Drage-Eustace fornemmer at der er lindring for hans smerte i kilden, men løven befaler ham at tage drageskindet af inden han går i vandet, så han kradser sin ham af, men opdager at der blot er en anden drageham inden under den første. Da han også kradser dén af, opdager han imidlertid endnu en drageham, og sådan fortsætter det indtil løven til sidst siger: ”Du bliver nødt til at lade mig klæde dig af.” Modvilligt lader han løven tage fat; en oplevelse han efterfølgende skildrer sådan her: ”Den første flænge, [løven] lavede, var så dyb, at jeg troede, den var gået helt ind i mit hjerte. Og da den begyndte at trække skindet af, gjorde det mere ondt end noget andet, jeg nogen sinde har været ude for. Det eneste, der gjorde, at jeg kunne holde det ud, var glæden ved at mærke det blive pillet af.”[2] Da han til sidst står afklædt, føler han sig ”glat og blød som en skrællet banan” og øm over hele kroppen, men løven griber ham og smider ham ud i vandet, hvor han efter et øjeblik konstaterer at han er blevet en dreng igen.
C.S. Lewis lagde aldrig skjul på at bøgerne om Narnia var spækket med symbolsk betydning, og det gælder også den beretning jeg lige har refereret. Symbolikken er ikke engang specielt svær at afkode, for teksten fortæller os lige ud at Eustaces drageskikkelse var et ydre tegn på hvordan han var indeni, så det at han ikke var i stand til selv at pille drageskindet af, skal naturligvis symbolisere at vi mennesker ikke er i stand til selv at besejre vores medfødte syndighed – ja, for det meste kan vi ikke engang leve op til vores egne standarder, som Paulus skriver i en meget kendt passage i Romerbrevet: ”det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg” (Rom 7,19). Men det som vi ikke selv kan, det kan Gud. Som mange af jer ved, er Narnias store løve, Aslan, et billede på Jesus, og det at løven kunne pille drageskindet af Eustace og gøre ham til en dreng igen, er et billede på at Gud kan give os en ny identitet som hans udvalgte, hellige og elskede børn. Men det kræver at vi lader ham gøre det, også selvom det kan være en smertefuld proces. I den første læsning vi hørte i dag, bliver Guds omskabelse af os mennesker jo ligefrem sammenlignet med en keramiker der klasker en mislykket lerkrukke sammen og laver en ny i stedet for. Det kan lyde temmelig barsk, men det eneste alternativ til at klaske den mislykkede krukke sammen og lave den om, er jo at den bliver ved med at være mislykket. Det eneste alternativ til at Aslan på smertefuld vis trak Eustaces drageham af, var at den stakkels dreng var blevet ved med at være en drage. Og det eneste alternativ til at du og jeg overgiver os til Gud og lader ham få frie hænder til at skabe os om, uanset hvor smertefuldt det måtte være for os, er at vi bliver ved med at være fortabte i vores synder.
”Vi er fortabte i vores synder” – hvordan lyder den sætning i dine ører? Eller endnu værre: Prøv at sætte stedordet i ental og sige: ”Jeg er fortabt i mine synder”! Prøv at lukke øjnene og gentage det for dig selv inde i hovedet: ”Jeg er fortabt i mine synder.” Det er ikke nogen rar tanke, vel? Og jeg vil gætte på at hos rigtig mange af os bliver den tanke mødt af en indre protest. Nogle af os har måske nok fra barnsben af lært de fromme teologiske floskler om at vi er hjælpeløst fortabte uden Jesus og ikke har noget andet håb om frelse end Guds ufortjente nåde, men derfra og så til at acceptere at vi virkelig – ikke bare som en teoretisk teologisk tanke, men også i praksis og i virkeligheden – er fortabte syndere, der er nok et stykke vej! Måske kan vi godt acceptere at vi ikke er perfekte – det er der jo ingen mennesker der er – og at vi derfor har brug for Guds nåde til lige at dække det sidste som vi ikke selv kan klare, men at det skulle være nødvendigt for os at blive lavet grundlæggende om for at kunne komme ind i Guds rige, det kan vi have sværere ved at acceptere, for vi er da egentlig sådan relativt gode mennesker når vi selv skal sige det, ikke sandt?
Dertil er at sige at det kommer an på hvem vi sammenligner os med. Hvis vi blot sammenligner os med mennesker omkring os, så vil vi måske nok slippe ganske heldigt fra sammenligningen (især hvis vi sammenligner vores egne bedste sider med de andres værste sider, som vi ofte er tilbøjelige til at gøre), men i forhold til Guds standarder kommer vi håbløst til kort. For at bruge et billede fra fodboldens verden, så ville selv den største stjerne i Bornholms Brand Ligaen nok falde igennem med et brag hvis han pludselig blev sat til at spille i Champions League. Eller for at vende blikket mod dagens evangelietekst, så kan man synes at det tøj man går med, er vældig fint og pænt, men hvis man tager det på til et bryllup i kongehuset, så opdager man nok at man ikke helt lever op til stedets dress code.
Mange der hører lignelsen om kongesønnens bryllup, vil nok spørge sig selv hvordan i alverden en stakkels vagabond som kongens tjenere har samlet op ude hvor vejene ender, skulle have båret sig ad med at få fat i et sæt tøj der egnede sig til et kongeligt bryllup, men eftersom der tilsyneladende kun var dén ene gæst der ikke var passende klædt, selvom alle gæsterne var nogle som tjenerne havde fundet ude hvor vejene endte, må man formode at kongen selv havde stillet bryllupstøj til rådighed. Ganske vist er der, så vidt jeg har kunnet læse mig til, ikke nogen kendte eksempler på at konger i datiden har sørget for tøj til deres gæster, men jeg kan ikke komme på nogen anden forklaring på hvordan alle de andre vagabonder havde fået fat i deres Armani-jakkesæt, eller hvad de nu havde på. Men hvis vi antager at den tolkning er rigtig – altså at kongen havde stillet passende bryllupstøj til rådighed for gæsterne – hvorfor skulle en af gæsterne så have valgt alligevel at komme i sine egne pjalter? Det er da fuldstændig uforståeligt, er det ikke?
Nej, egentlig ikke. Et eller andet sted er det jo ydmygende at måtte indse at det man selv har at byde på, ikke er godt nok, især hvis man har gået rundt og bildt sig ind at det forholder sig helt anderledes. Og måske er det lykkedes for netop denne vagabond at fornægte realiteterne i en grad så han var begyndt at tro på at han faktisk var en nydelig, elegant og velklædt herre. I hvert fald har han måske kunnet trøste sig med at hans tøj var langt pænere end det som de andre vagabonder gik med. Måske har han ligefrem syntes at det var flabet af kongen at forære ham et sæt tøj, ”som om det tøj jeg har, ikke skulle være pænt nok!”
Lige præcis sådan tror jeg at vi mennesker let kommer til at tænke når det gælder vores frelse. Selvom vi så nok så mange gange har sunget med på ”Min dyd og gerning hjalp mig ej”, tror vi måske alligevel et eller andet sted i vores underbevidsthed at vores dyd og gerning gør os mere fortjente til frelsen end så mange andre. Hvis vi har rigtig godt styr på teologien, vil vi måske endda sige at i os selv er vi lige så fortabte som alle andre, og at den eneste grund til at vi nu lever et fromt og helligt liv, er at Gud har forvandlet os, æren er hans alene, amen! – og hvis vi virkelig tror på Jesus som vores frelser, er det da forhåbentlig også tilfældet at Helligånden har afstedkommet forandringer i vores liv, sådan at vi lever i langt større overensstemmelse med Guds vilje nu end vi gjorde tidligere, men hvis vi af den grund tror at vi er nået i mål, og at der ikke er mere i vores liv som trænger til at blive forvandlet, ja, så er vi godt i gang med at tage drageskindet på igen. Vi må til stadighed, dag efter dag, hele tiden overgive os selv i pottemagerens hænder og lade ham forme os efter sin vilje, også selvom det måske til tider kan være ubehageligt – for kun på den måde kan vi til sidst blive de pragteksemplarer som Gud i sin kærlighed har bestemt os til at blive, og som han i sin nåde allerede ser os som når han bestemmer hvordan det skal gå os i dommen.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
[1] Narnia-fortællingerne, Borgen 2002, s. 321
[2] Ibid, s. 326s.
Comments