Prædiken til 2. søndag i fasten 2025
Posted By admin on 16. april 2025
Den kana’anæiske kvinde: Hvad har du at tabe?
Prædiken i Klemensker og Rø Kirker 2. søndag i fasten 2025
Nikolaj Hartung Kjærby
Spillekort var en vigtig del af min barndom. Jeg lærte fra en tidlig alder at lægge kabaler, bygge korthuse og spille en række simple kortspil. Derfor blev jeg meget overrasket første gang jeg hørte at der er nogle kristne (og der var nok flere dengang end i dag) der mener at kortspil er djævelens værk og noget som kristne bør holde sig fra. I dag forstår jeg imidlertid bedre hvorfor der, navnlig i vækkelsesbevægelserne, i mange år blev set skævt til kortspil, for tilbage i 1800-tallet blev der, så vidt jeg har forstået, sjældent blot spillet for sjov, men stort set altid om penge. For en arbejder der måtte slide hårdt i det fra tidlig morgen til sen aften for at forsørge sin familie og alligevel måtte vende hver en øre for at få brød på bordet, har fristelsen nok været stor til at satse noget af lønnen i kortspil i håb om at få en langt større gevinst med hjem – det er jo i virkeligheden ikke stort anderledes end det der i dag får mange mennesker til at spille lotto, dog med den forskel at det næppe var drømmen om en jordomrejse der drev fattige arbejdere i 1800-tallet til at spille, men slet og ret et ønske om ikke at behøve at slide sig halvt ihjel for at brødføde familien.
Problemet var naturligvis at hasardspil er afhængighedsskabende. Den dag i dag er ludomani stadig et problem som tusindvis af danskere, især yngre mænd, døjer med, og der er alt for mange der spiller hele deres opsparing op. Og for halvandet hundrede år siden kunne en kortspiller i bedste fald risikere at hans familie fik endnu færre penge at klare sig for fordi han havde tabt nogle af dem i spil, i værste fald at måtte gå fra hus og hjem. Derfor var kortspil et af de mange onder som vækkelsesbevægelserne i 1800-tallet med rette talte dunder imod. Men det var jo ikke spillekortene i sig selv der var problemet, og derfor lader jeg også med sindsro min søn lægge kabaler, bygge korthuse og spille krig ligesom jeg selv gjorde som barn. Nej, problemet er hvis man satser mere end man har råd til at tabe, for der er jo aldrig nogen garanti for at man vinder noget som helst. Og det gælder ikke kun i hasardspil, men også i livet som helhed: Det er dumt at brænde alt for mange broer bag sig for at kaste sig ud i noget nyt, hvis man ikke er sikker på at det nye rent faktisk kommer til at holde. I hvert fald skal man gøre op med sig selv om det man håber at opnå, er risikoen værd, selv hvis det skulle gå hen at slå fejl.
Men der er også situationer der er så desperate at man bogstaveligt talt intet har at tabe. I en afgørende fodboldkamp er det for eksempel almindeligt at hvis et hold der er bagud med ét mål, får tilkæmpet sig et frispark eller et hjørnespark i kampens sidste sekunder, så løber målmanden med op og tager del i angrebet for at maksimere chancerne for en udligning. Den risiko man løber ved at gøre sådan, er naturligvis at hvis man taber bolden med det samme, så kan modstanderne uden problemer drible ned og score i et tomt mål, men man ville jo under alle omstændigheder have tabt hvis man ikke fik scoret på det sidste angreb, og om man taber med ét eller to mål, er i den sammenhæng underordnet.
En lignende desperat situation stod den kvinde i, som vi møder i dagens tekst, og derfor lod hun sig ikke slå ud af at Jesus i første omgang ignorerede hende og dernæst afviste hende med noget der ligner en fornærmelse: ”Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde”, siger han – og hvis du har svært ved at genkende den Jesus vi kender, i de ord, er du ikke den eneste! Almindeligvis er der kun én kategori af mennesker som Jesus taler hårdt til, og det er de selvretfærdige farisæere og skriftkloge, så hvorfor kalder han nu pludselig en kvinde for en ”hund”, blot fordi hun ikke er israelit?
Dertil er der to ting at sige.
For det første var det den skinbarlige sandhed da Jesus sagde at han ikke var sendt til andre end ”de fortabte får af Israels hus”, som han udtrykker det. Det overrasker dig måske at høre, for er Jesus ikke hele verdens frelser? Befalede han ikke sine disciple efter sin opstandelse at de skulle gøre alle folkeslag til hans disciple? Var vi som sidder i kirken i dag, ikke omfattet af den mission som Jesus blev sendt til jorden med – vi er jo heller ikke israelitter? Er vi også bare ”små hunde”? Jo, selvfølgelig døde Jesus for alle mennesker, uanset nationalitet, og Paulus gør det gentagne gange klart i sine breve at i Kristus gør det ingen forskel om man er jøde eller græker eller noget helt tredje (Gal 3,28. Kol 3,11). Men alt det var netop efter Jesu opstandelse. Før Jesus blev korsfæstet, var hans fokus et andet, nemlig at kalde Guds udvalgte folk, Israel, til at være en del af den store frelsesplan som skulle til at føres ud i livet; først når den var fuldført og beseglet ved opstandelsen, skulle budskabet gå videre ud til resten af verden. At en stor del af israelitterne, og i særdeleshed deres ledere, afviste Jesus, var så hvad det var, men det var i hvert fald ikke fordi de ikke fik tilbuddet – og der var da også nogle der tog imod; alle de tolv apostle var for eksempel jøder. Derfor opsøgte Jesus sjældent eller aldrig ikke-jøder aktivt (med den samaritanske kvinde ved brønden som en oplagt undtagelse, men som samaritaner var hun jo også en slags israelit, modsat romere og grækere og kana’anæere). Og når ikke-jøder selv tog initiativ til at opsøge Jesus, så påpegede han ved mere end én lejlighed at det faldt uden for hans umiddelbare ”jobbeskrivelse” at hjælpe dem[1] – Jesus var ikke kommet for at starte en verdensomspændende helbredelsesservice, men for at prædike om Guds rige og give sit liv på korset for verdens synder.
For det andet var Jesu svar til kvinden sandsynligvis ikke nær så hårdt som det ser ud til. Når man kun ser noget på skrift, går både tonefaldet og kropssproget jo tabt, og der er nok mange af de ting som vi til daglig går rundt og siger til hinanden, der ville se lidt uheldige ud hvis de blev citeret på skrift i løsrevet form, men som er ganske harmløse når de bliver sagt med et stort smil og måske et varmt håndtryk. Og vi ved ganske enkelt ikke hvilket ansigtsudtryk Jesus havde da han sagde det med de små hunde, men med det vi i øvrigt ved om Jesus, kan jeg dårligt forestille mig andet end at han har sagt det med et glimt i øjet, mere som en invitation til hende om at give ham svar på tiltale end som en kold afvisning.
Men det at vi ikke kan se i teksten hvilket ansigtsudtryk Jesus havde, gør det faktisk lettere at overføre teksten til vores situation i dag! Vi kan jo nemlig heller ikke se Jesu ansigtsudtryk når vi – ligesom den kana’anæiske kvinde – indimellem oplever Gud som tavs og afvisende. For det vil jeg gætte på at jeg ikke er den eneste her der har prøvet at opleve? (pause) Det tænkte jeg nok. Og jeg har mødt andre som har oplevet det i langt mere voldsom grad end jeg selv har; i en årrække havde jeg for eksempel en ven på Facebook (som jeg aldrig har mødt i virkeligheden, og som desværre er død nu) der i stort set alle kommentarer han skrev, uanset hvad tråden i øvrigt handlede om, beklagede sig over at Gud ikke havde helbredt ham for hans smertefulde og invaliderende sygdom, skønt han ofte havde bedt ham om det, og det endda med tårer. Hvad siger man lige til det?
Men når vi selv oplever Gud som tavs og afvisende, så må vi tage ved lære af den kana’anæiske kvinde og ikke lade os slå ud. For når det kommer til stykket, hvad har vi så at tabe? Kvinden havde ikke noget at tabe, for det værste der kunne ske ved at hun blev ved med at presse Jesus, var jo at han blev ved med at sige nej, og skete det, var hun og hendes datter ikke værre stillet end de hele tiden havde været. Derfor blev hun ved med at udfordre ham, og til sidst gav det pote.
Faktisk kan jeg kun komme i tanker om ét eneste eksempel fra Bibelen på en person som trods vedholdende bøn fik et endegyldigt nej fra Gud til det han bad om, og det er Paulus, som i Andet Korintherbrev kapitel 12 skriver om noget han kalder ”en torn i kødet”, som plager ham. Hvad den ”torn i kødet” kan have været, vil jeg ikke komme nærmere ind på her, men hvorom alting er, bad han tre gange Gud om at den måtte blive taget fra ham, men Gud svarede: ”Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed” (2 Kor 12,8). Så selvom Paulus ikke fik hvad han bad om, fik han altså dog et svar.
Ligesom den kana’anæiske kvinde ikke havde noget at tabe ved at blive ved og ved og ved med at udfordre Jesus indtil han føjede hende, kan jeg heller ikke se at vi andre skulle have noget at tabe ved at gøre det samme – i hvert fald ikke så længe vi vælger at blive ved med at tro på, uanset omstændighederne, at Gud er god og vil os det bedste, selvom det måske ikke ser sådan ud. Og hvis vi ikke er i stand til at holde fast i den tro, så må vi for alt i verden ikke resignere og konkludere at Gud nok er ligeglad med os eller ligefrem er vred på os eller hader os – gør vi det, så har vi med sikkerhed tabt. Lagt bedre er det hvis vi ærligt og ufiltreret fortæller Gud op i hans åbne ansigt hvordan vi synes han klarer sit job! Det lyder måske som en meget lidt from ting at gøre, men prøv engang at læse Salmernes Bog! I begyndelsen af gudstjenesten lyttede vi til første halvdel af Salme 42; havde vi fået lov til at høre anden halvdel også, ville vi være stødt på formuleringen: ”Jeg siger til Gud, min klippe: Hvorfor har du glemt mig? Hvorfor skal jeg vandre i sorg plaget af fjenden?” (Sl 42,10). Det er kun et af mange eksempler fra Salmernes Bog, og jeg kunne også nævne Jobs Bog og Jeremias’ Bog, hvis titelpersoner gentagne gange skælder Gud hæder og ære fra. Og de oplever begge to til sidst at Gud svarer dem, og det endda til deres tilfredshed (også selvom Job aldrig får svar på sine spørgsmål, og Jeremias ender sine dage lige så ulykkeligt som han har levet dem).
Gud vil nemlig altid svare den der ærlig og vedholdende kalder på ham! Det er ikke sikkert at han vil svare på den måde som vi kunne ønske os, men den erfarne hospitalspræst Preben Kok skriver i sin udmærkede bog Skæld ud på Gud at han aldrig har oplevet at Gud ikke i det mindste har svaret med sit nærvær. Så bliv du trygt ved med at råbe til Gud, også når det virker som om han er ligeglad – for hvad har du at tabe?
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
[1] ”Jeg vil komme og helbrede ham” i Matt 8,7 bør sandsynligvis snarere oversættes som ”Skulle jeg virkelig komme og helbrede ham?”, jf. officerens svar i vers 8.
Comments