Prædiken til 2. søndag i fasten 2021
Posted By admin on 3. marts 2021
Den kana’anæiske kvinde: Bid dig fast i bordet!
Prædiken i Sct. Klemens Kirke 2. søndag i fasten 2021
Nikolaj Hartung Kjærby
Det er en mærkelig beretning vi lige har lyttet til. Vi sidder uvægerligt tilbage med to brændende spørgsmål: Hvorfor siger Jesus i første omgang nej til den stakkels kvindes bøn? Og hvad er det der gør at han skifter mening? Umiddelbart ville vi jo tænke at ingen af delene ligner ham – hverken det at afvise en der beder ham om hjælp, eller det at ombestemme sig. Men Jesus svarer faktisk selv på begge hvorfor-spørgsmål.
For det første: Hvorfor afviser han hende? Jo, det gør han fordi han kun er sendt til Israel, siger han. Men det svar må vi også undre os over, for alene det at vi i dag er samlet til gudstjeneste et sted der ligger næsten 4000 kilometer fra Israel, viser vel at Jesus ikke kun var sendt til Israel? Hvis han kun var sendt til Israel, tyder det i hvert fald på at vi har misforstået et og andet! Men vi skal huske at den historie vi lige har hørt, fandt sted før Jesu død og opstandelse, altså på et tidspunkt hvor Jesus endnu ikke havde fuldført det der frem for noget var hans mission, nemlig at bære verdens synder så vi kan leve evigt sammen med Gud. Før det var sket, gav det ikke mening at prædike evangeliet i hele verden. I Matthæusevangeliet 10. kapitel, altså tre kapitler før det vi har at gøre med i dag, ser vi ganske vist at Jesus sender sine disciple ud for at prædike, men ved den lejlighed siger han faktisk netop til dem at de hverken skal opsøge samaritanerne eller de fremmede folkeslag, men udelukkende ”de fortabte får af Israels hus” – altså præcis samme udtryk som Jesus anvender i dagens tekst. Israel havde en meget central plads i Guds frelsesplan som det folk frelsen og Guds rige skulle udgå fra som opfyldelse af alle de løfter Gud havde givet folket gennem profeterne i Det Gamle Testamente, og derfor fokuserede Jesus og hans disciple på at prædike i Israel i tiden før Jesu korsfæstelse. Når vi i dagens tekst finder dem uden for Israel, er det fordi de ikke kunne gå i fred nogen steder inden for Israels grænser, så deres eneste chance for at få et par fridage, var at rejse udenlands. Derfor er der egentlig ikke noget at sige til at disciplene beder Jesus om at sende hende væk, for de har sikkert trængt virkelig meget til ferie på det her tidspunkt!
Men hvad gør man så når der alligevel dukker en op og beder om hjælp? I første omgang ingenting: ”Men han svarede hende ikke et ord”, står der. Som sagt er det en temmelig usædvanlig adfærd fra Jesu side i forhold til hvordan vi ellers møder ham i evangelierne, men til gengæld vil jeg gætte på at der er mange mennesker i dag som kan nikke genkendende til den erfaring at Gud tilsyneladende ikke reagerer på vores bønner. Og når det sker, så er denne kana’anæiske kvinde et godt forbillede for os, for Jesus gav jo efter til sidst og gav hende hvad hun bad om. Og grunden til at han gjorde det, var, som han siger, at hendes tro var så stor.
Der er mange misforståelser forbundet med hvad det vil sige at have en stor tro. Når jeg ser videooptagelser af prædikanter der identificerer sig med den såkaldte ”trosbevægelse”, så får jeg nogle gange indtryk af at de betragter tro som et spørgsmål om hvor højt man kan råbe. I Danmark er vi nok mere tilbøjelige til at opfatte ”stærk tro” som noget der har med overdrevet optimisme, dumdristighed eller urealistiske forventninger at gøre. Hvis jeg for eksempel begyndte at gå til boksning og bekendtgjorde at jeg regnede med om et par år at blive verdensmester i professionel sværvægtsboksning, så var der nok nogen der med en mængde ironi i stemmen ville sige: ”Tro på det!”
Når vi er kommet til at forbinde ordet tro med naiv jubeloptimisme, så er det måske fordi bibelsk tro ind imellem har set sådan ud, i hvert fald udefra, for hvis Gud har givet et menneske et klart kald til at gøre noget der virker umuligt, så er det jo tro at gå ud og gøre det. Og hvad den højlydte råben angår, så møder vi jo i dagens tekst en kvinde hvis tro kommer til udtryk i at hun råber. Men tro i bibelsk forstand er hverken mere eller mindre end det at have tillid til Gud – til at han vil os det godt og har magt til at gøre hvad han vil. Det var derfor den kana’anæiske kvinde ikke tog et nej for et nej: Hun havde tillid til at Jesus repræsenterede en Gud der ville hende det godt. Så hun ”bed sig fast i bordet” indtil hun havde fået hjælp.
Men det er værd at lægge mærke til at hun gjorde det med en ydmyg indstilling. Hun tilhørte et folk der historisk set var Israels fjender og tilbad afguder, så hun vidste godt at hun aldeles ikke havde noget som helst krav på at Israels Gud eller arvingen til Israels store konge, David, skulle gøre noget for hende. At vi ikke har krav på noget hos Gud, er noget som vi moderne mennesker har det med at glemme – vi forfalder let til at tro at det er os selv der er universets centrum, og at Gud først må gøre sig fortjent til det hvis han vil have at vi skal tro på ham (og en lignende forkælet indstilling finder man sjovt nok i visse hyperkarismatiske miljøer hvor det prædikes at den der tror på Jesus, har ret til at kræve ting af Gud). Men ret beset har ingen af os gjort noget der skulle sætte Gud i gæld til os. Tværtimod er det os der skylder Gud alt, for han har først skabt os og siden løskøbt os. Vi var fortabte syndere, og den eneste grund til at vi nu er Guds elskede børn, er den ufortjente godhed som Gud har vist os. Vi er, som Luther udtrykte det, ikke andet end tiggere der kan vise andre tiggere hvor der er brød at få. Vi kan ikke kræve, kun tigge. Men det kan vi til gengæld gøre frimodigt, i tillid til at Gud virkelig vil os det godt, og at vi adskillige steder i Bibelen ligefrem opfordres til at komme til Gud med vores ønsker.
Vi skal dog huske på at det at Gud vil os det godt, ikke nødvendigvis betyder at vi får lige præcis det vi beder Gud om at give os. Det kan være at Gud kan se at der er noget andet der på længere sigt er bedre for os, eller det kan være at der er andre forhold der gør sig gældende, som vi ikke ved noget om og måske aldrig får noget at vide om. Derfor må vi altid sige tak for det Gud giver os, også selvom det måske er noget andet end det vi havde forestillet os. Men netop fordi vi ved at Gud kun giver os gode gaver, kan vi ikke desto mindre roligt bede om at få det bedste, for hvis det vi mener er det bedste, alligevel ikke er det bedste for os, skal Gud nok lade være med at give os det.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments