Prædiken til 2. søndag efter helligtrekonger 2022
Posted By admin on 18. januar 2022
Den samaritanske kvinde: Ensvarm eller vekselvarm?
Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 2. søndag efter helligtrekonger 2022
Nikolaj Hartung Kjærby
”Et pattedyr er et varmblodet hvirveldyr der ånder ved lunger og føder levende unger som det giver die.” Sådan lyder en remse som min morfar lærte mig da jeg var omkring den alder som min søn er nu (måske lidt ældre), og nørdet som jeg var også dengang, skrev jeg mig den straks bag øret. Ganske vist vidste jeg ikke præcis hvad ordet ”varmblodet” betød, men på en eller anden måde gav det en vis intuitiv mening for mig at pattedyr og fugle har varmt blod mens krybdyr, padder og fisk har koldt blod. En fisk er jo anderledes kold at røre ved end eksempelvis en hund.
Senere fandt jeg ud af at man for længst er holdt op med at bruge ordet ”varmblodet” (undtagen som betegnelse for en hesterace) og i stedet taler om at pattedyr og fugle er ”ensvarme”, mens krybdyr, padder og fisk er ”vekselvarme”. De betegnelser udtrykker nemlig mere præcist hvad forskellen er: Pattedyr og fugle har en nogenlunde konstant kropstemperatur uafhængigt af omgivelsernes temperatur fordi vores celler selv kan producere varme, hvorimod de vekselvarme dyrs kropstemperatur falder når det bliver koldt omkring dem. Det er derfor de krybdyr og padder vi har på vores breddegrader typisk ligger i dvale om vinteren, for det er simpelt hen for koldt til at deres kroppe kan opnå en temperatur hvor de kan fungere. Og det er derfor man indimellem ser et firben eller en stålorm ligge og sole sig på en sten selvom de er et relativt let bytte for rovfugle når de ligger der: De har simpelt hen brug for solens stråler til at varme sig op så de kan foretage sig noget.
Vi mennesker er biologisk set pattedyr, og derfor er vores kroppe ensvarme – og det må vi takke Gud for, for det er unægtelig en stor fordel, selvom det også medfører et langt højere kalorieforbrug. Men selvom vores krop er ensvarm, er det ikke sikkert at vores ånd er det. Jeg kender i hvert fald fra mig selv at hvis jeg for eksempel har været på en kristen sommerlejr eller konference med masser af god forkyndelse, lovsang og godt fællesskab, så er min åndelige temperatur dejligt høj, og jeg nærmest strutter af tro og kærlighed og frimodighed (eller sådan føler jeg det i hvert fald selv), men efterhånden som hverdagen indfinder sig, tilpasser jeg mig mere og mere omgivelsernes åndelige temperatur, og det tomrum der bliver efterladt, forsøger jeg måske at fylde ud med alle mulige andre ting. Nogle af jer har måske gjort den samme erfaring. Men selvom det nok er uundgåeligt, så længe vi lever i denne verden, at vores begejstring og glæde og brand i troen svinger lidt (eller meget) op og ned (på samme måde som vores hænder og fødder kan blive kolde hvis vi befinder os et sted hvor det er koldt), så tror jeg det er enormt vigtigt at der inderst inde i vores ånd er en konstant temperatur. Og jeg tror også at Gud har givet os redskaberne til at det kan være sådan.
I teksten til i dag taler Jesus om ”levende vand”, som har den egenskab at hvis man drikker af det, så kommer man aldrig til at tørste igen, og det vækker naturligvis interessen hos den samaritanske kvinde, for hvem vil ikke gerne have en mindre besværlig hverdag? Hvis det var mig der var nødt til hver dag at gå ned til Klemensker Vandværk og hente en spand vand og bære den hele vejen tilbage til præstegården, så tror jeg i hvert fald jeg ville juble ved udsigten til at få sådan noget én-gang-for-alle-vand. Derfor skulle man også tro at hun ville blive skuffet når hun fandt ud af at Jesus ikke talte om fysisk vand som man drikker med sin fysiske mund hvorefter man aldrig mere bliver fysisk tørstig – men det bliver hun ikke! Dagens evangelietekst slutter ganske vist før vi får at vide hvordan kvinden reagerer da Jesus røber at han er Messias, men jeg har snydt og læst videre i Bibelen, og der står: ”Kvinden lod så sin vandkrukke stå og gik ind til byen og sagde til folk: ’Kom og se en mand, som har fortalt mig alt, hvad jeg har gjort. Måske er det ham, der er Kristus?’ De gik ud af byen og gav sig på vej ud til ham” (Joh 4,28-30), hvorefter kvindens bysbørn overtaler Jesus til at blive to dage i byen og tale til dem, og det ender med at de siger til kvinden: ”Nu tror vi ikke længere på grund af det du fortalte; vi har nemlig selv hørt ham og ved, at han i sandhed er verdens frelser” (Joh 4,42). Det vand Jesus talte om, som ikke er fysisk vand, men derimod er et billede på Helligånden, skabte altså endnu større begejstring end det tryllevand som kvinden først troede at Jesus talte om – præcis som jeg har oplevet det når jeg har været på lejre eller stævner hvor Guds levende vand har flydt rigeligt.
Men bemærk at Jesus siger: ”Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv.” Jesus lover altså at hvis vi drikker af hans levende vand, får vi selv en kilde inden i os. Jeg sagde før at den kilde er Helligånden, og det ved jeg fordi Jesus vendte tilbage til det samme billede ved en senere lejlighed, nemlig i forbindelse med løvhyttefesten i Jerusalem, som vi kan læse om tre kapitler længere fremme i Johannesevangeliet. Der står: ”På festens sidste og største dag stod Jesus frem og råbte: ’Den, der tørster, skal komme til mig og drikke. Den, der tror på mig, skal det gå, som Skriften siger: Fra hans indre skal der rinde strømme af levende vand.’ Det sagde han om den ånd, som de, der troede på ham, skulle få. For Ånden var der endnu ikke, fordi Jesus endnu ikke var herliggjort” (Joh 7,37-39). Men nu er Jesus blev herliggjort. Det blev han gennem sin korsfæstelse, det blev bekræftet gennem hans opstandelse, og ved sin himmelfart indtog han sin plads på herlighedens trone ved Gud Faders, den Almægtiges højre hånd. Ti dage senere, på pinsedagen, kom Ånden til jorden og fyldte disciplene, og da folk efterfølgende stimlede sammen for at finde ud af hvad der foregik, sagde Peter: ”Omvend jer og lad jer alle døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, så skal I få Helligånden som gave. For løftet gælder jer og jeres børn og alle dem i det fjerne, som Herren vor Gud vil kalde på” (ApG 2,38-39). Jesus har altså lovet at enhver der omvender sig og lader sig døbe, vil få en indre kilde med levende vand så vi aldrig mere skal tørste, åndeligt set. Det er faktisk ret vildt.
Hvad de to betingelser angår, så vil jeg gætter på at de fleste af os uden problemer kan sætte flueben ved den ene, nemlig det med at lade sig døbe. (Skulle der være nogen af jer der ikke er døbt, så henvend jer endelig til mig så vi kan få det arrangeret. Der er ingen øvre aldersgrænse for at blive døbt – jeg har engang døbt en mand på 86!). Det er straks vanskeligere med den anden: ”Omvend jer”. Hvad vil det sige? Ifølge Den Danske Ordbog betyder ”at omvende sig” at man skifter religiøs tro, og det er sikkert meget dækkende for hvordan ordet bruges i daglig tale (som det netop er Den Danske Ordbogs opgave at beskrive), men den bibelske betydning er en lidt anden. De mennesker Peter talte til på pinsedagen, var alle sammen jøder der troede på Israels Gud og de skrifter som vi kristne i dag kalder for Det Gamle Testamente, og det var overhovedet ikke Peters mening at de skulle holde op med det. Derimod betyder det ord som vi på dansk plejer at oversætte med ”omvende sig”, egentlig ”at ændre sin tankegang”, nemlig at ændre den så den kommer i overensstemmelse med hvad Guds ord siger. Helt konkret er vi nødt til at holde op med at tænke at vi kan få slukket vores åndelige tørst nogen som helst andre steder end hos Gud selv. Som den franske tænker Blaise Pascal (ham som den meteorologiske enhed hektopascal er opkaldt efter) udtrykte det i 1600-tallet: ”I ethvert menneskehjerte er der et Gud-formet tomrum som ikke kan udfyldes af nogen skabning, men kun af Skaberen selv.”
Noget tyder på at den kvinde Jesus mødte ved brønden, havde søgt at slukke sin åndelige tørst med mænd. Vi ved det selvfølgelig ikke med sikkerhed; der kan være flere grunde til at hun har haft 5 mænd; men siden Jesus bringer emnet på bane, vil jeg gætte på at det er fordi det har relevans for samtalen. Og gennem tiderne har romantisk kærlighed i hvert fald været et af de vigtigste steder hvor mennesker har søgt efter det som det dybest set kun er Gud der kan give – gennem de seneste årtier hyppigt ansporet af romantiske komedier fra Hollywood, der typisk er enormt gode til at sælge den illusion at hvis man bare finder sammen med de rette partner, så er ens lykke gjort. Men selvom det i sandhed er en lykke at finde en god og gudfrygtig ægtefælle at dele glæder og sorger med – ”da er med glæden man dobbelt glad og halvt om sorgen så tung at bære”, som vi synger i en kendt bryllupssalme – så betyder det ikke at man aldrig vil tørste åndeligt igen. Selv ikke verdens mest perfekte mand eller kvinde kan give det som kun Gud kan give, og går man ind i et forhold med en forventning om at få opfyldt alle sine åndelige behov, så kommer forholdet til at gå i stykker af det hvis man ikke kommer på bedre tanker.
For den samaritanske kvinde lader det som sagt til at det har været romantisk kærlighed der har været det sted hun søgte at få slukket sin åndelige tørst, ligesom det har været for utallige andre mænd og kvinder siden. Men der er også mange andre upålidelige kildevæld der hyppigt bliver forsøgt, så som karriere, anerkendelse, titler, penge, porno, alkohol, spil eller ganske almindelig underholdning. Bortset fra porno er der ikke nogen af de ting der er onde i sig selv, så længe man ikke bliver afhængig af dem, men hvis vi forsøger at bruge dem til at forsøge at fylde det Gud-formede tomrum i sit hjerte.
Men den gode nyhed er altså at Gud har givet os det der skal til for at få opfyldt tomrummet i vores hjerte, nemlig Helligånden som han har ladet bo i vores indre. Gud er hele tiden hos os, uanset om vi føler og mærker det eller ej. At deltage i kristne lejre og stævner er en rigtig god ting og kan tjene til at styrke, modne og udfordre os i vores trosvandring, og de ugentlige gudstjenester og møder i det lokale kristne fællesskab må vi for alt i verden ikke forsømme. Men vi har ikke brug for noget udefra for at blive ”varmet op” så vi kan leve for Gud i hverdagen. Lever vi i Ånden som Jesus har givet os, behøver vi ikke åndeligt set at være som vekselvarme dyr der følger omgivelsernes temperatur; vi kan være ensvarme, varmblodede, og endda være med til at varme vores omgivelser op. Og det er måske en af grundene til at Jesus andetsteds i Johannesevangeliet kalder os sine får, ikke sine skildpadder.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments