Prædiken til 18. søndag efter trinitatis 2023
Posted By admin on 9. oktober 2023
Davids søn og Davids herre: Pas på at Jesus ikke går i stykker!
Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 18. søndag efter trinitatis 2023
Nikolaj Hartung Kjærby
Den 12. juni 1981 var der verdenspremiere på Steven Spielbergs actionfilm Raiders of the Lost Ark, der på dansk fik den noget mere intetsigende titel Jagten på den forsvundne skat. Dengang var jeg ikke gammel nok til at se actionfilm, så jeg fik den først at se 5-6 år senere, men så var jeg også solgt, for der er virkelig action for alle pengene. Som mange af jer sikkert ved, er Jagten på den forsvundne skat den første af de nu fem film der er lavet om den heltemodige og kvindebedårende arkæolog Indiana Jones. Filmen foregår i 1936, og den handler om at Hitler har hyret Jones’ ærkerival René Belloq til at finde selveste Pagtens Ark.
Pagtens Ark er en genstand der er kendt fra Det Gamle Testamente. Den blev fremstillet da israelitterne var undsluppet fra slaveriet i Egypten, og den havde form af en guldovertrukket kasse, hvori tavlerne med De 10 Bud samt nogle andre af israelitternes hellige relikvier blev opbevaret. Oven på arken var der et låg af massivt guld, hvorpå der sad to figurer af de vingede englevæsener der kaldes keruber. Gud havde lovet at lade sit nærvær hvile mellem de to keruber, og derfor var arken israelitternes allerhelligste genstand og havde sin plads i det allerhelligste rum i deres helligdom, hvor kun ypperstepræsten måtte komme, og det endda kun 1 gang om året. Men når folket gik i krig, blev arken båret foran dem (tildækket med et klæde, naturligvis, for ingen mennesker måtte se eller røre den), og så kæmpede Gud for folket og sikrede dem sejr, forudsat de var lydige mod ham. Arken var nemlig ikke en magisk genstand, og i begyndelsen af Første Samuelsbog kan vi læse om hvordan den faktisk endte med at falde i filistrenes hænder for en tid da præsten Elis to onde sønner, Hofni og Pinehas, Troede at den ville beskytte dem selvom de var ligeglade med Guds bud. Senere fik israelitterne dog arken tilbage, og da kong Salomo byggede sit prægtige tempel i Jerusalem, fik den sin faste plads dér de næste 400 år indtil Jerusalem blev indtaget af babylonerne i år 586 før vor tidsregning. Hvad der derefter skete med arken, er en af arkæologiens største gåder, og derfor er det nok heller ikke tilfældigt at det lige var den, Steven Spielberg og hans manuskriptforfatter, Philip Kaufman, valgte at kaste sig over. Den etiopisk-ortodokse kirke hævder at de har Pagtens Ark stående i en domkirke i byen Axum i Tigray-regionen, og i det sydlige Afrika hævder Mwenye-folket, der er af mellemøstlig afstamning, at deres forfædre havde arken med da de emigrerede, og at den nu befinder sig i en dyb bjerghule i Zimbabwe. Andre hævder at arken på et tidspunkt blev flyttet til Laterankirken i Rom, men gik tabt da kirken brændte i 1300-tallet, og andre igen mener at den stadig befinder sig på et hemmeligt sted i Israel. Personligt er jeg af den overbevisning at det er ligegyldigt hvor den befinder sig henne, fordi Gud nu ved Helligånden bor i hjertet hos enhver der tror på Jesus, og det må vel siges at være langt, langt bedre!
For at vende tilbage til Indiana Jones, så er det et helt femte sted, han rejser hen for at finde Pagtens Ark før nazisterne, nemlig til et Ra-tempel i det nordlige Egypten. Her finder Jones til sin glæde ud af at Belloq leder det forkerte sted, og sammen med sin egyptiske ven Sallah tager han selv det rigtige sted hen, hvor de rent faktisk finder arken! Men så dukker nazisterne op og snupper dem fra dem, men Jones snupper den tilbage og tager den med på et skib mod London, der imidlertid overraskes af en tysk ubåd som tager arken med til en lille ø i Ægæerhavet. Grunden til at Hitler ville have arken, var at han mente at den ville gøre ham uovervindelig i krig, ligesom den gjorde israelitterne (detaljen med at være lydig mod Guds bud havde han tilsyneladende overset), og grunden til at Belloq valgte at tage den med til en lille ægæisk ø i stedet for at aflevere den direkte til Hitler, var at han ville sikre sig at den rent faktisk virkede. Da Belloq åbner arken, viser den sig imidlertid til hans bestyrtelse ikke at indeholde andet end sand. Den Gestapo-mand der står ved siden af Belloq, finder dette meget morsomt, men så begynder der pludselig at komme elektriske udladninger blandet med maskingeværild inde fra arken, efterfulgt af syner af uhyggelige overnaturlige skikkelser, inden et fyrværkeri af enorme stikflammer tilintetgør alle nazisterne helt og aldeles, hvorimod den bagbundne Indiana Jones og hans kæreste, Marion, redder livet ved at holde øjnene lukket så de ikke ser Guds hellighed, som intet øje må se.
Man kan rent teologisk mene mangt og meget om Spielbergs og Kaufmans fortolkning af Pagtens Ark, men der er i hvert fald ét punkt hvor de efter min mening har fat i noget af det rigtige, og det er at man skal være forsigtig med hvordan man behandler det hellige. Og netop den pointe er på en underlig bagvendt måde beslægtet med en debat der har fyldt meget her i landet her i sensommeren, nemlig om hvorvidt det skal være tilladt, for nu at sige det på den måde, at være ”uforsigtig” med hvordan man behandler det hellige – eller som der står i regeringens lovforslag: ”den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i videre kreds gør sig skyldig i utilbørlig behandling af en genstand med væsentlig religiøs betydning for et trossamfund”. Hvis lovforlaget vedtages, vil ”utilbørlig behandling” af genstande med ”væsentlig religiøs betydning” kunne straffes på samme måde som forhånelse af en fremmed nation, en fremmed stat, dens flag eller andet anerkendt nationalmærke eller De Forenede Nationers eller Det Europæiske Råds flag, nemlig med bøde eller fængsel indtil 2 år. Og regeringen har ikke lagt skjul på at formålet med lovforslaget er at varetage Danmarks sikkerhed, for der er mange muslimer der er meget vrede over de mange episoder hvor eksemplarer af Koranen er blevet brændt af på forskellige offentlige steder i Danmark, og nogle af de mere ekstreme blandt dem kunne finde på at hævne sig på vores land ved at dræbe tilfældige danskere ved terroraktioner i ind- eller udland.
Hvorvidt lovforslaget er en god idé eller ej, vil jeg ikke belære jer om i dag, for det her er en prædiken, ikke et politisk debatindlæg. Men jeg vil godt udtrykke min undren over den måde mange muslimer reagerer på når deres hellige bog bliver skændet. Forstå mig ret: Jeg kan godt forstå at de bliver kede af det! Jeg bliver også ked af det når dumsmarte nyateister gør nar af kristendommen, håner hellige symboler eller fortæller usjove blasfemiske vittigheder der bærer tydeligt præg af at afsenderen kun kender kristendommen udefra. Den slags bør man afholde sig fra, uanset om det er kristendom, jødedom, islam eller en helt fjerde religion der står for skud. Nej, det jeg ikke forstår, er behovet for at forsvare Gud med trusler om vold eller ad lovgivningens vej.
I Dommerbogen i Det Gamle Testamente kan man læse om en mand ved navn Gideon. På hans tid var mange af israelitterne begyndt at tilbede de kana’anæiske frugtbarhedsguder Ba’al og Ashera i stedet for Israels Gud, men Guds engel viste sig for Gideon og gav ham besked på at rive sin fars Ba’al-alter ned og hugge hans Ashera-støtte om. Den ordre valgte Gideon at udføre i ly af nattens mulm og mørke for at byens mænd ikke skulle forhindre ham i hans forehavende, og dér havde han set rigtigt, viste det sig, for da Ba’al-dyrkerne dagen efter fandt ud af at deres alter var blevet revet ned, forlangte de at få udleveret Gideon til dødsstraf. Men Gideons far, der ellers var ham der ejede det ødelagte alter, var åbenbart kommet til fornuft, for han svarede: ”Vil I virkelig stride for Ba’al? Vil I virkelig redde ham? … Hvis han er en gud, vil han stride for sig selv, når hans alter er revet ned” (Dom 6,31-32). Men så langt tænkte de vrede Ba’al-tilbedere ikke, for det billede de havde af deres gud, var åbenbart at han ikke kunne forsvare sig selv, men havde brug for mennesker til at forsvare sig. Og en lignende tankegang kunne man fristes til at tro at de voldelige islamister har.
Det interessante spørgsmål er så hvilken tankegang du og jeg har! Tror vi på en gud som vi er nødt til at stille omhyggeligt op så han ikke vakler, eller tror vi på ”ham, der troner over jordens flade” og ”spænder himlen ud som et slør”? Ser vi Jesus som ”Davids søn” eller som ”Davids herre”?
For at forstå hvad der ligger i det sidstnævnte, skal vi se på en beretning fra Anden Samuelsbog, hvor Israels største konge gennem tiderne, David, var i store problemer. En af hans egne sønner, Absalom, havde nemlig gjort oprør mod ham, og han havde måttet flygte fra Jerusalem og søge tilflugt ude i bjergene. Davids folk var i undertal, men det lykkedes en af Davids rådgivere, der på skrømt var gået i Absaloms tjeneste, at narre kongesønnen til at begå en militærtaktisk brøler, hvorefter Davids hærførere mønstrede deres folk for at udnytte den fordel de havde skaffet sig. David ville selv gå med ud i kampen, men hærførerne svarede: ”Det må du ikke! Bliver vi slået på flugt, er der ingen, der bekymrer sig om det; hvis halvdelen af os dør, er der ingen, der bekymrer sig om det. Men du er mere værd end ti tusind af os” (2 Sam 18,3). Og det giver jo god mening, ikke sandt? David var det symbolske samlingspunkt for deres kamp, og hvis han blev dræbt, var hele deres sag tabt på gulvet; derfor måtte han beskyttes og forsvares. Er det mon også sådan vi ser på Jesus? Hvis vi gør, så er det ikke Bibelens Jesus vi tror på. Jesus er ikke kun ”Davids søn”, Davids efterkommer, hvis tilhængere må beskytte og forsvare ham; nej, han er Davids og vores herre, som er langt stærkere og mægtigere end alle os andre tilsammen. Derfor har han heller ikke behov for at vi beskytter og forsvarer ham, for det klarer han udmærket selv, ligesom Pagtens Ark sagtens kunne slippe af med Belloq og hans nazister uden hjælp fra Indiana Jones.
Til gengæld har vi behov for at Jesus forsvarer os! Vi behøver ikke at være bange for at Jesus ”går i stykker” hvis vi ikke passer på ham, men selv er vi alle sammen gået så alvorligt i stykker at kun et mirakel kan lappe os sammen igen til det som Gud havde tænkt at vi skulle være. Det er ellers ikke fordi det er særlig kompliceret at leve efter Guds forskrifter – Jesus sagde jo i første del af dagens tekst at hele loven og alle profeterne hviler på bare to bud: ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af helle dit sind”, og ”Du skal elske din næste som dig selv.” Men selv over for de to enkle og rimelige bud kommer vi gang på gang til kort. Kun ét menneske har nogensinde levet hele sit liv i fuldkommen kærlighed til Gud og mennesker (hvilket i parentes bemærket er to sider af samme sag), og det er Jesus. Men den ”præmie” som Jesus på den måde har vundet, den vil han dele med os! Når Gud har fået lagt alle fjender under hans fødder, og alt det onde for evigt er besejret, skal vi få lov til at leve som Guds frie børn i hans rige.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments