Prædiken til 11. søndag efter trinitatis 2018
Posted By admin on 4. marts 2019
Synderinden i farisæerens hus: Så vælg da livet
Prædiken i Husum Kirke 11. søndag efter trinitatis 2018
Nikolaj Hartung Kjærby
En af de faste sommerferietraditioner i vores familie er at deltage i SommerOase, som med godt 5000 deltagere er Danmarks største kirkelige sommerlejr (bortset fra spejdernes og FDF’ernes landslejre, men de er ikke hvert år). Jeg har efterhånden deltaget 13 gange, og Signe 11 gange, mens Josef af indlysende årsager kun har været med 3 gange. En stor del af de mange deltagere bor i telte og campingvogne på en kæmpe græsplæne uden for Horsens, der i den uge agerer campingplads, og hvor en 700 meter lang grusvej er hovedfærdselsåren. Ligesom på Roskilde Festival spiller vejret en stor rolle for SommerOase, for hvis det regner meget, bliver græsset temmelig pløret, så man er nødt til at gå i gummistøvler hvis man ikke vil have ødelagt sine sko – men sådan har vejret som bekendt ikke just været i år! Derimod har den langvarige tørke betydet at ikke mindst grusvejen har været ekstremt støvet, og selvom jeg et par gange i ugens løb tog et bad i en af de opstillede brusebadsvogne fra Godik, lignede mine fødder noget der var løgn, da vi kom hjem. Når det er så varmt, går man jo i sandaler (i hvert fald hvis man er mig), så alt støvet fra vejen sætter sig på fødderne, og når man samtidig sveder meget, ja, så sætter det sig fast! Det krævede et langvarigt fodbad at få den ildelugtende blanding af støv og fodsved vasket af!
Fordelen ved den oplevelse er at det har givet mig langt bedre forudsætninger for at forstå hvorfor fodbade var så vigtige i den kultur som Jesus var en del af. Mange af jer kender sikkert beretningen om dengang Jesus vaskede sine disciples fødder, og i dag hører vi så om en episode hvor Jesus bebrejder værten ved et middagsselskab at han ikke havde sørget for noget vand så hans gæster kunne vaske deres fødder inden middagen – for når man gik i sandaler på støvede veje i et varmt klima, ja, så var det nærmest en nødvendighed at vaske fødder inden man gik ind i et hus. At række sin gæst noget vand til fodvask var med andre ord udtryk for almindelig høflighed, på linje med når vi i dag siger: ”Lad mig tage din jakke” til vores gæster (i hvert fald på de tider af året hvor gæsterne ankommer med jakke på).
Men i dag møder vi altså Jesus som gæst hos en mand der har forsømt sine pligter som vært. Ikke alene har farisæeren ikke sørget for vand til at vaske de snavsede fødder og olivenolie til at salve hovedet; han har ikke engang hilst ordentligt da Jesus ankom! (Det kys som Jesus beklager sig over at Simon ikke havde givet ham, var det rituelle kindkys som i mange dele af verden er en lige så stor selvfølge når man hilser på hinanden, som et håndtryk er det her i Danmark). Hvorfor mon farisæeren har udvist så stor forsømmelighed? Kunne det være fordi han ikke havde styr på de sociale spilleregler? Næppe – de ting han forsømte, var jo som sagt lige så selvfølgelige som at vi i Danmark giver hånd og hjælper gæsterne af med deres overtøj. Nej, forglemmelsen skyldtes nok snarere at hans opmærksomhed var optaget af noget helt andet end at være en god vært, nemlig at overvåge sin gæst for at finde ud af hvad han skulle mene om ham: Var han en profet, eller var han ikke?
Siden Simon ikke sørgede for at vise Jesus den høflighed man normalt viste over sine gæster (og især da fornemme gæster), gætter jeg på at han har været ret sikker på at Jesus ikke var en profet, og nok allermest har været på udkig efter noget han kunne bruge til at underbygge den konklusion han allerede havde besluttet sig for. Og jeg tror faktisk han har siddet og godtet sig diskret da der pludselig kom en kvinde med et dårligt rygte ind og gav sig til at kærtegne Jesu fødder uden at Jesus modsatte sig det, for dét var da om noget den ”rygende pistol” han havde ledt efter! Ja, måske var det endda netop håbet om at kvinden ville kompromittere Jesus, der var grunden til at Simon ikke selv bad hende om at forføje sig da hun troppede uindbudt op i hans hjem.
Men i sin iver efter at blive bekræftet i sine fordomme lagde Simon slet ikke mærke til hvad det i virkeligheden var kvinden gjorde, nemlig alt det han selv havde forsømt. Ja, hun gjorde endda meget mere end det! Det ville have været tilstrækkeligt for Simon at give Jesus en skål med vand og derved give ham mulighed for at vaske sine egne fødder, men kvinden gik skridtet videre og vaskede Jesu fødder – og tørrede dem endda med sit hår! Et enkelt kindkys ville have været nok til at Simon havde opfyldt sin ”hilsepligt”, men kvinden overøste Jesu fødder med kys! Og så er der det med salvningen, som nok er det allermest kulturelt fremmede for os, især fordi den nuværende autoriserede oversættelse har byttet om på ”olie” og ”salve” i forhold til den gamle oversættelse fra 1948, hvor der stod: ”Du salvede ikke mit hoved med olie; men hun salvede mine fødder med salve.” Den græske grundtekst bruger ordet ”elaion”, som betyder olivenolie, om det som Simon burde have salvet Jesu hoved med, mens det som kvinden salver hans fødder med, kaldes ”myron”, som betyder parfumeret salve. Hvorom alting er, så er pointen at kvinden brugte noget der var langt dyrere og fornemmere end det man almindeligvis brugte til formålet. Evangelisterne Markus og Johannes fortæller os endda i deres version af beretningen [Mark 14,3-9. Joh 12,1-8] at der var tale om ægte nardussalve til en værdi af næsten en hel årsløn!
Farisæeren Simon og den i denne sammenhæng navnløse kvinde (som muligvis var Maria Magdalene) repræsenterer altså to vidt forskellige tilgange til Jesus – og til livet i det hele taget. Begge giver pokker i etiketten, men de gør det i hver sin retning: Den ene forsømmer at leve op til et minimum af høflighed fordi han har travl med at sidde med sin mentale notesblok og vogte på om der bliver begået en fodfejl, mens den anden slet ikke behøver at slå op i Emma Gad, fordi hendes store kærlighed og taknemmelighed driver hende til spontant at overgå standarden med adskillige længder. Hvorfor den forskel?
For at svare på det spørgsmål kunne jeg godt tænke mig lige at vende tilbage til den første tekst vi hørte i dag, fra Femte Mosebog [30,15-20] (hvis I vil følge med, minder jeg om at den står på side 1230 i salmebogen). Den begynder med ordene: ”Se, jeg stiller jer i dag over for livet og lykken, døden og ulykken. Hvis du lytter til Herren din Guds befalinger, som jeg giver dig i dag, og elsker Herren din Gud, vandrer ad hans veje og holder hans befalinger og love og retsregler, da skal du leve”. Hvis nu man havde spurgte Simon (der som skriftlærd farisæer sikkert kunne alle fem Mosebøger udenad) hvilken af de to muligheder han havde valgt, så ville han sikkert uden tøven have svaret: ”Livet, selvfølgelig! Jeg holder jo Guds love og befalinger,” og måske ville han endda have peget og tilføjet: ”i modsætning til kvinden dér”. For hun var jo en kvinde der ”levede i synd”, som det hedder i teksten, hvilket sandsynligvis var en mere eller mindre pæn måde at sige på at hun var prostitueret. Og prostitution var udtrykkeligt forbudt i Mosebøgerne, så hvad var der at diskutere?
Der var det at diskutere at Simon ikke var nær så from og uangribelig som han gik og bildte sig ind, for ligesom han forsømte gæstfrihedens allermest basale bud, forsømte han også Guds allermest basale bud, nemlig kærlighedsbuddet. Som farisæer fremsagde han sikkert hver morgen den jødiske trosbekendelse, som lyder: ”Hør, Israel! Herren din Gud, Herren er én. Derfor skal du elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke.” [5 Mos 6,4-5] Og i stykket til i dag stod der jo også: ”Hvis du lytter til Herren din Guds befalinger, som jeg giver dig i dag, og elsker Herren din Gud”! Kærligheden til Gud er altså hele fundamentet for Guds øvrige bud, hvorimod farisæernes paragrafrytteri af en lovreligion var en fatal misforståelse og en forvanskning af hele ånden i Det Gamle Testamente.
Og hvorfor elskede Simon så ikke Gud? Det har Jesus en god forklaring på: Fordi han ikke havde fået ret meget tilgivet. Gud ved jo godt at intet menneske er i stand til at overholde alle buddene, så derfor går skellet ikke mellem dem der holder dem og dem der ikke gør, men mellem dem der ved at de er syndere, og dem der hovmodigt bilder sig ind at de ikke har behov for tilgivelse. Og det er vel at mærke ikke kun budskabet i Det Nye Testamente, men også i Det Gamle! Lyt for eksempel til disse ord fra Davids Salme 51, som den navnkundige digterkonge skrev da det gik op for ham hvor ondskabsfuldt han havde handlet ved at forføre en anden mands hustru og derefter sørge for at få manden slået ihjel:
For du vi ikke have slagtoffer,
og bringer jeg brændoffer, tager du ikke imod det;
mit offer, Gud, er en sønderbrudt ånd,
et sønderbrudt og sønderknust hjerte afviser du ikke, Gud.
Hvis vi render rundt og bilder os ind at vi ikke har behov for tilgivelse, så er vores eneste håb at Guds bud får lov til at sønderbryde og sønderknuse os til vi indser hvor fortabte vi er. Men når vi indser det, står Himmerigets porte til gengæld på vid gab, fordi Jesus allerede har båret straffen for alt det vi har gjort forkert. Hans tilgivelse vil rejse os op fra vores sønderknuste tilstand så vi kan stå foran Gud med frimodighed. Og når vi tager imod Guds tilgivelse, vil det helt naturligt vække den kærlighed i os som netop er essensen af alle Guds bud.
Men det er ikke noget der sker én gang for alle. Jeg ved ikke med jer, men jeg er slem til at glemme hvor meget jeg har fået tilgivet – og når det sker, er jeg bange for at min tilgang til Gud og til verden minder mere om farisæerens end om kvindens. Derfor vil jeg slutte min prædiken af med igen at citere læsningen fra Femte Mosebog som en formaning til mig selv og til os alle sammen: ”Jeg har stillet dig over for livet og døden, velsignelsen og forbandelsen. Så vælg da livet, for at du og dine efterkommere må leve, og elsk Herren din Gud”!
Comments