Prædiken til 1. søndag i fasten 2025
Posted By admin on 16. april 2025
Fristelsen i ørkenen: Vi er alle svage
Prædiken i Allinge, Sct. Klemens og Rø Kirker 1. søndag i fasten 2025
Nikolaj Hartung Kjærby
Et af de mange gode barndomsminder som jeg er så privilegeret at have, er den årlige tur til Dyrehavsbakken (eller ”Bakken”, som de fleste blot kalder stedet), den gamle forlystelsespark der allerede for hundredvis af år siden spontant begyndte at vokse frem omkring Kirsten Pihls Kilde i Jægersborg Dyrehave. Bakken har jo det store fortrin frem for Tivoli at man ikke skal betale entré for at komme ind, og tilbage i 80’erne var det tilmed sådan at man om onsdagen kun skulle betale 5 kroner for hver tur i en af de kørende forlystelser. Til gengæld kostede det penge at parkere, hvilket ikke var lige så udbredt dengang som det er i dag, men det forhindrede nu ikke hundredvis af bilister i at benytte parkeringspladsen. I hvert fald husker jeg det som en temmelig lang gåtur fra bilen og hen til indgangen til Bakken, og en mindst lige så lang gåtur den modsatte vej når vi skulle hjem igen. Heldigvis var der dog sørget for underholdning undervejs, dels i form af et rækværk langs stien som man kunne balancere på, dels i form af illustrerede plakater med teksten: ”Tøm bilen før tyven gør det – frist ikke svage sjæle!” Jeg husker det fordi det var første gang jeg stødte på den sidstnævnte formulering: ”Frist ikke svage sjæle”, og jeg kan huske at jeg ikke helt forstod hvad der mentes med det (jeg var jo kun omkring 10 år gammel). Først mange år senere gik det op for mig at tanken var at hvis man stjæler, så er det fordi man er for svag til at kunne modstå fristelsen – og i nogle tilfælde er det måske heller ikke helt forkert at det er sådan det forholder sig. Vi kender jo alle sammen til (eller, nu skal jeg selvfølgelig passe på hvad jeg antager om jer andre, men jeg kender i hvert fald til) ind imellem at få nogle skøre tanker som det ville være både umoralsk og i nogle tilfælde også ulovligt at føre ud i livet. Så det lader jeg selvfølgelig være med – man er vel et ordentligt menneske!
Men mon ikke også de fleste af os har oplevet at det ikke altid er lige let at være den bedst mulige udgave af sig selv? Min søn vil i hvert fald kunne fortælle jer at der skal væsentlig mindre til før hans forældre hæver stemmen hvis vi er stressede og udkørte, end hvis vi er friske og veludhvilede! Og mennesker der har været udsat for ekstremt pres af den ene eller den anden art, er ofte blevet chokerede over hvilke ugerninger de har været villige til at begå for at redde deres eget skind. Hvis I vil bære over med et eksempel fra filmens verden, så vil jeg pege på Susanne Biers fremragende (men også meget barske) film Brødre fra 2004 hvor Ulrich Thomsen spiller rollen som en sympatisk og respekteret familiefar og officer, der under en udsendelse til Afghanistan bliver taget til fange af Taliban. Hans fangevogtere nedbryder ham psykisk og får ham til sidst til at begå en afskyelig handling som gør det meget svært for ham at leve med sig selv, da han mod forventning bliver befriet og kan vende hjem til Danmark igen. Det er naturligvis fiktion, og jeg skal skynde mig at sige at mig bekendt er der ikke nogen af virkelighedens danske Afghanistan-veteraner der har noget af den slags på samvittigheden, men ved at lade sin hovedperson være ikke alene en sympatisk familiefar, men også en officer der er trænet i at holde hovedet koldt under stort pres, får Susanne Bier kommunikeret et budskab om at hvem som helst af os vil kunne forvandles til et monster hvis blot presset bliver stort nok. Og der er desværre rigtig mange eksempler der tyder på at det rent faktisk forholder sig sådan.
Derfor må vi ikke gå rundt og bilde os ind at menneskeheden kan deles op i på den ene side de ”svage sjæle” som kan fristes til alverdens synder, og på den anden side alle os andre som højst kan fristes til at spise et stykke kage mere end vi burde. Hver eneste af os er højst sandsynligt i stand til at gøre værre ting end vi forestiller os, nøjagtig ligesom apostlen Peter måtte erkende at han var i stand til at fornægte Jesus, blot få timer efter at han havde forsvoret at det nogensinde ville ske. ”Derfor skal den, som tror, at han står, se til, at han ikke falder”, som Paulus skriver i Første Korintherbrev (10,12).
Derfor er den beretning vi har hørt i dag, ekstremt bemærkelsesværdig, for de fristelser som Jesus blev udsat for, hørte bestemt ikke til de letteste at modstå. For det første blev han fristet til at forvandle sten til brød. Mange har undret sig over hvad galt der dog ville have været i det når nu han var sulten, og det er der måske også nogle af jer der har svært ved at forstå, så det vil jeg lige sige et par ord om. Det der var Jesu mission her på jorden, var at gå i stedet for os, at leve et stedfortrædende liv i fuld overensstemmelse med Guds vilje, og dø en stedfortrædende død for at sone vores synder. For at han kunne gøre det, var det nødvendigt at han i ét og alt delte vores kår, og de omfatter som bekendt at man ikke bare kan trylle sten om til brød når man er sulten.
”Nå ikke?” kan jeg høre nogle af jer tænke nu (eller, det kan jeg selvfølgelig ikke, men jeg kan forestille mig at I tænker det). ”Hvad så med den tekst vi skal høre om 3 uger – har du helt glemt den, præst? Den hvor Jesus mætter adskillige tusind mennesker med fem brød og to fisk? Nå, der fik jeg dig nok!”
Og ja, det er selvfølgelig rigtigt at Jesus tit og ofte gjorde ting som vi mennesker almindeligvis ikke er i stand til, deriblandt det at trylle mad frem nærmest ud af den blå luft. Ganske vist havde han ved den lejlighed trods alt noget mad at starte med, mens han i dagens tekst kun havde sten, men det er en mindre detalje som i hvert fald ikke ville have gjort nogen forskel for din eller min evne til at gøre ham miraklet efter. Men der er en anden fordel som er meget vigtigere, og det er at den mad som vi om 3 uger skal høre om at Jesus tryllede frem, den var til andre. Og det gælder faktisk alle de mirakler Jesus udførte: de var til gavn for andre, ikke for ham selv. Ikke på noget tidspunkt hører vi om at Jesus kurerer nogen sygdom eller lidelse hos sig selv eller på anden måde bruger mirakler til at gøre sit eget liv lettere (bortset måske fra dengang han gik på vandet, men det har jeg ikke tid til at komme nærmere ind på nu; spørg mig eventuelt efter gudstjenesten, eller send en mail, hvis du vil vide hvorfor vandringen på vandet ikke får mig til at ændre mening om at Jesus udførte alle sine mirakler for andres skyld end sin egen). Det blev endda italesat da Jesus hang på korset: vi kan læse i Lukasevangeliet kapitel 23 at ”rådsherrerne gjorde nar af ham og sagde: ’Andre har han frelst, lad ham nu frelse sig selv, hvis han er Guds salvede, den udvalgte’” (Luk 23,35). Men det gjorde Jesus ikke, for det han var salvet og udvalgt til, var netop at ofre sig selv for at frelse os. Dét formål nægtede han at gå på kompromis med, uanset hvad det kostede ham af lidelser.
Og det ser vi faktisk endnu tydeligere i de to andre fristelser som følger efter den med brødet: Først forsøger Djævelen at lokke Jesus til at styrte sig ned fra templets tinde for at presse Gud til at sende en flok engle og gribe ham så han ikke slår sig. Det virker som et lidt mere desperat træk fra Djævelens side end den første fristelse, for et eller andet sted ville det jo have været lidt barnligt af Jesus at skabe sådan en gang drama. Men hvem af os voksne har mon aldrig prøvet at se tilbage på den måde vi reagerede på i en given situation, og tænke: ”Puh, dér opførte jeg mig godt nok barnligt!” Og tænk så på at Jesus ikke havde fået noget at spise de sidste 40 dage. Det ville vist være mere end forståeligt hvis han mere end én gang undervejs havde tænkt: ”Hey, skal jeg ikke forestille at være Guds Søn? Hvorfor skal jeg så lide på den her måde? Mine tarme skriger af sult, jeg er svimmel, jeg har hovedpine, og jeg er så svag at jeg dårligt nok kan gå. JEG GIDER IKKE MERE! Nu skylder du mig altså efterhånden, Gud!” Sådan kunne du selvfølgelig ikke forestille dig Jesus sige, men mon ikke du kunne forestille dig de fleste – nej, alle – andre mennesker sige sådan hvis vi har stået i en lignende situation? Men hvis Jesus havde givet efter for fristelsen til at lave det barnlige stunt – som jeg i hvert fald ikke tør lægge hovedet på blokken for at jeg ikke ville have gjort – så ville hele hans mission have været tabt på gulvet. Det hele stod og faldt nemlig med at han ikke begik en eneste synd undervejs – heller ikke den synd at udæske Gud.
Hvis fristelse nummer to virkede desperat, så gør fristelse nummer tre det endnu mere: ”Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig.” Altså, hvor dum tror Djævelen lige at Jesus er? Skulle han kaste sig ned og tilbede selveste fjenden? Så ville hans mission da om noget have slået fejl! Men hvis Jesus havde takket ja til Djævelens desperate tilbud, så ville han hverken have været den første eller den sidste i verdenshistorien der gik over til fjenden – det er der mange der har gjort, enten fordi de helt reelt blev overbevist om at den de havde betragtet som fjenden, i virkeligheden var den mest retfærdige part, eller fordi der var en personlig fordel at opnå ved det. Og Jesus ville helt klart have kunnet se en personlig fordel ved at skifte over på Djævelens hold. Guds plan var jo at Jesus skulle forkastes af magthaverne, svigtes af sine venner, tortureres og korsfæstes; at han ganske vist skulle være konge over hele universet, men at han skulle udøve sin magt ved at være alles tjener. Djævelen, derimod, tilbød ham magten uden lidelsen og ydmygelsen; den eneste lille detalje var at han skulle droppe troskaben mod Gud og sværge Djævelen troskab i stedet. Den ene herre kan vel være lige så god som den anden, ikke, og hvis du ikke hytter dit eget skind, er der ingen der hytter det. Sådan tænker vi tit, men sådan tænkte Jesus ikke – og heldigvis for det!
Der hvor jeg vil hen med alt det her, er at jeg ikke tror at nogen andre end Jesus ville have kunnet holde stand mod de fristelser han mødte. Derfor må vi vise barmhjertighed mod vores medmennesker når de bliver fristet, for det kunne lige så godt have været os selv der var faldet. I stedet for at dømme og fordømme skal vi med mildhed og ydmyghed hjælpe hinanden tilbage på ret kurs når vi er trådt ved siden af, vel vidende at det måske er os selv der skal hjælpes næste gang. ”Svage sjæle” er vi alle, men heldigvis har Jesus medlidenhed med os i vores svaghed, fordi han selv har prøvet at blive fristet – også selvom han ikke selv faldt for fristelsen. Og den medlidenhed kommer til udtryk på to måder: For det første lover Paulus os at Gud ikke vil tillade at vi fristes over evne, men sammen med fristelsen også vil skabe en udvej så vi ikke bukker under (1 Kor 10,13). Plan A, så at sige, er altså at vi slet ikke skal synde. ”Men hvis nogen synder,” som Johannes skriver i sit første brev – og i stedet for at skrive ”hvis” kunne han hvis roligt have skrevet ”når” – så ”har vi en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige; han er et sonoffer for vore synder, og ikke blot for vore, men for hele verdens synder” (1 Joh 2,1b-2). Selv når vi falder i fristelse, har vi altså mulighed for ikke at blive i faldet, men at få tilgivelse og starte på ny – også selvom det skulle ske adskillige gange dagligt.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments