Prædiken til 1. søndag i fasten 2017
Posted By admin on 4. marts 2019
Fristelsen i ørkenen: Tænk ud af boksen
Prædiken i Husum Kirke 1. søndag i fasten 2017
Nikolaj Hartung Kjærby
Min far var i en årrække landsleder for den danske afdeling af en international organisation. På et tidspunkt – jeg har vel været 13-14 år gammel dengang, så det er mange år siden – blev han kontaktet af en tv-station som gerne ville lave et program (eller måske var det kun et indslag i et program; jeg husker det ikke præcis) om den pågældende organisation, men i stedet for selv at gå på skærmen valgte min far at lade to andre medarbejdere repræsentere organisationen i tv-programmet. Og dét forstod den unge Nikolaj ikke et muk af. Jeg kan huske at jeg spurgte min far hvordan han dog kunne lade sådan en chance gå fra sig, men han svarede bare: ”En chance for hvad?”
Det jeg mente, var naturligvis: En chance for at komme i fjernsynet. En chance for at blive berømt! Ung som jeg var, tog jeg det nemlig for givet at det at blive berømt var et mål i sig selv – og samtidig var jeg naiv nok til at tro at et interview på en lokal tv-station var at betragte som berømmelse.
Jeg tror nok jeg er blevet en smule klogere med alderen – selvom jeg må bryde sammen og tilstå at jeg ikke er holdt op med stolt at vise det frem til familie og venner når mit navn bliver nævnt i avisen. Men at der er mange ting som det er langt vigtigere at gå efter her i livet end berømmelse, det har jeg da fundet ud af. Og det har de fleste af jer sikkert også.
Men hvad er det så vigtigt at gå op i? Hvad skal man prioritere højest når man træffer sine valg i livet? Ja, først og fremmest skal man jo have brød på bordet. Hvis man ikke får noget at spise, dør man ret hurtigt – de 40 dage som Jesus gik uden mad i ørkenen, er vist i nærheden af det maksimale et menneske kan overleve. Dernæst er det vigtigt at have tøj på kroppen og tag over hovedet så man er beskyttet mod kulde og vind og nedbør – det er ikke for ingenting at hjemløse i gennemsnit dør 22 år tidligere end folk der har et sted at bo!
Der er desværre et stigende antal mennesker i Danmark der ikke kan tage det for givet at de har mad at spise, tøj at tage på og et sted at gå indendørs, men de fleste af os har heldigvis stadig overskud til at have større ambitioner end blot at få opfyldt vores allermest grundlæggende behov, og de fleste af de valg vi skal træffe, står mellem to muligheder som begge vil sikre os både brød på bordet, tøj på kroppen og et sted at bo. Og hvad skal vi så vælge? Lad os se på nogle eksempler:
Eksempel 1: En teenagepige er ved et uheld blevet gravid og har svært ved at beslutte om hun skal beholde barnet eller få en abort. I en række andre lande kunne det godt være et valg der kunne have betydning for hendes muligheder for at få mad på bordet, men i Danmark er det sjældent nødvendigt at tage den slags overvejelser med i betragtning. Til gengæld er det lige så sikkert som amen i kirken at én eller flere behjertede personer vi give pigen følgende råd: ”Du skal selvfølgelig få en abort! Du går jo glip af din ungdom hvis du skal til at være mor allerede!” Og selvfølgelig er det sandt at ens liv nærmest bliver forandret til ukendelighed hvis man får et barn, også selvom man ikke ligefrem er teenager længere (det kan Signe og jeg skrive under på!), men den antagelse der ligger bag rådet, er at de aktiviteter der almindeligvis hører sammen med det at være ung i dagens Danmark – såsom fester, rygsækrejser, og måske også muligheden for at vælge en krævende uddannelse – er noget som det bare ikke går an at snyde sig selv for.
Eksempel 2 (og vi bliver i babyverdenen): En yngre mand med en lovende stilling i et stort firma bliver far. Han mener – med rette eller urette – ikke at et lille barn kan være tjent med at have to forældre der begge to arbejder på fuld tid, så han vælger at gå på deltid de første fem år af barnets liv. (Han går nemlig ind for ligestilling mellem kønnene og mener derfor at det lige så godt kan være ham som hans kone der går ned i tid). Når han fortæller sine venner og kolleger om sin beslutning, hvor meget skal vi så vædde på at der er en eller flere der siger (om ikke højt, så i hvert fald inde i sig selv): ”Hvad tænker du dog på, mand? Hvis du går på deltid nu, hvad tror du så der vil ske med dine karrieremuligheder? Det vil da være spild af dit kæmpe talent!” Det at gøre karriere er nemlig noget som de fleste af os tager for givet at man selvfølgelig skal satse på.
Eksempel 3 tager os en tur til USA: Efter mordet på John F. Kennedy i 1963 blev den kendte prædikant Billy Graham kontaktet af det Republikanske parti som opfordrede ham til at stille op imod Kennedys vicepræsident, Lyndon B. Johnson, ved valget året efter, fordi de mente at han ville være i stand til at samle nationen. Men da Grahams hustru, Ruth, hørte om tilbuddet, ringede hun straks til sin mand og advarede ham om at amerikanerne aldrig ville vælge en fraskilt mand til præsident. (Det gjorde de ganske vist i 2016, men hun havde sikkert ret i at de ikke ville have gjort det i 1964). Men Billy forstod ikke hvad hun mente. ”Jeg er da ikke fraskilt?” indvendte han forvirret. ”Nej,” svarede Ruth, ”men det bliver du hvis du forlader det arbejde Gud har kaldet dig til, for at blive præsident!” Jeg ved ikke hvor mange der ville have tænkt sådan – de fleste af os er nok mere tilbøjelige til at tænke at hvis vi får magten inden for rækkevidde, så gælder det om at gribe den! Men nu gik det i stedet sådan at Barry Goldwater blev Republikanernes præsidentkandidat i 1964, hvor han led et sviende nederlag til Johnson. Billy Graham blev til gengæld en af præsident Johnsons nærmeste venner som præsidenten ofte spurgte til råds.
Man skulle næsten tro at Ruth Graham havde læst evangelieteksten til i dag (det tror jeg faktisk hun havde), for den udfordrer netop de ting som vi let tager det for givet at man skal satse på. I den tredje og sidste af fristelserne får Jesus tilbud om ikke blot at blive USA’s præsident i 4 eller 8 år, men at få al magt i hele verden. Jeg ved ikke hvor mange af os andre der ville have været i stand til at sige nej til sådan et tilbud! Men det gjorde Jesus altså. Ganske vist fortæller Bibelen os at han en dag vil få al magt alligevel, men hans vej til magten gik gennem korsfæstelse, død og begravelse, så det ville nok have sparet ham for en hel del smerter at tage imod Satans tilbud! Men han gjorde det ikke, for der var kun ét princip der var styrende når Jesus traf sine valg, og det var lydighed mod Gud Fader. Vi bliver altså udfordret til at tænke ud af den boks som vi har bygget af alle de ting som vi synes skal være på plads før vi begynder at spørge hvad Gud vil have os til at gøre, og i stedet spørge om Guds vilje som det allerførste.
Fristelse nummer to (hvis I vil tilgive mig at jeg tager dem i omvendt rækkefølge) kan med lidt god vilje sammenlignes med mit eksempel om den unge mand der blev opfordret til at prioritere sin karriere. Jesus ville jo i den grad have kunnet gøre karriere hvis han havde fulgt Satans opfordring til at kaste sig ud fra toppen af templet og blive reddet af engle mens den undrende folkeskare så til. Og som Guds søn var det jo hans ret at gøre krav på den beskyttelse fra Gud Faders side, som Satan så dygtigt påpegede, oven i købet med et bibelcitat. Ja, man kunne vel næsten sige at det var ”spild af talent” at Jesus ikke fulgte Satans råd! Men det var altså ikke Guds vilje at Jesus skulle gøre det som ellers var det indlysende at gøre.
Og så ville det jo være smukt hvis den første fristelse kunne overføres på mit eksempel med den gravide teenagepige, men det kan den ikke umiddelbart. Det som Satan til indledning opfordrede Jesus til at sikre sig, var jo ikke noget så (undskyld udtrykket) luksuspræget som muligheden for at gå til fester eller tage på rygsækrejse eller tage en lang uddannelse; det var selve det brød som var nødvendigt for at han overhovedet kunne leve, og som jeg begyndte med at slå fast at vi i hvert fald er nødt til at prioritere. Men selv det prioriterede Jesus altså lavere end lydigheden mod sin Far. (Man kan i øvrigt undre sig over hvorfor Gud Fader ikke ville have sin udhungrede søn til at forvandle stenene til brød, men jeg tror det hænger sammen med at Jesu mission var at gå ind under de samme vilkår som vi mennesker har).
Men hvordan finder vi så ud af hvad Gud Fader vil have os til? Tja, det spørgsmål kræver en hel prædiken for sig selv (mindst!). Men vi kan da i hvert fald begynde med at slå fast at han vil have os til at tænke ud af boksen. At han vil have os til ikke at betragte det som givet at der er en stadig voksende liste af ting som vi er nødt til at prioritere. Hvis vi vænner os til at spørge: ”Er jeg nu også det?” hver gang vi tænker (eller andre siger til os) at der er noget vi er nødt til at tage hensyn til, så er vi nået langt. Så har vi en chance for at vælge Livets Træ frem for Kundskabens Træ.
Comments