Prædiken til 1. søndag i advent 2024
Posted By admin on 6. januar 2025
Indtoget i Jerusalem: Er han virkelig den store konge?
Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 1. søndag i advent 2024
Nikolaj Hartung Kjærby
Jeg er vokset op i Storkøbenhavn, og derfor har jeg fra en tidlig alder kendt de fleste af hovedstadens seværdigheder: Rundetårn, Rådhuset, Christiansborg, Nyhavn og ikke mindst Tivoli. Derfor har jeg altid undret mig over at den københavnske seværdighed som de fleste udenlandske turister plejer at være allermest ivrige efter at se, ikke er nogen af dem jeg lige har nævnt, men derimod den lille uanseelige statue af Den Lille Havfrue på Langelinie. Mange bliver da også skuffet når de ser den lille figur sidde på en sten i vandkanten. Jeg ved egentlig ikke hvad de havde forventet, måske at statuen var større, eller at den havde nogle mere iøjnefaldende træk, men det er jo altså bare en statue i almindelig menneskestørrelse, hvis krop kunstneren Edvard Eriksen fik sin hustru, Eline Eriksen, til at sidde model til, hvorefter han tilføjede ansigtstrækkene fra balletstjernen Ellen Price der netop havde spillet rollen som Den Lille Havfrue på Det Kongelige Teater. Der er intet imponerende over hverken størrelsen eller placeringen, så hvis man havde forventet noget i retning af Frihedsgudinden i New York, så er der ikke noget at sige til at man bliver skuffet.
Til gengæld er der ikke noget der tyder på at israelitterne blev skuffede da Jesus red ind i Jerusalem på et æsel. De forudsigelser fra Det Gamle Testamente som de havde at forholde sig til, kunne måske ellers nok have givet dem grund til at forvente noget andet. I Davids Salme 24, som vi hørte som den første læsning i dag, står der jo for eksempel: ”Løft jeres hoveder, I porte, løft jer, I ældgamle døre, så ærens konge kan drage ind. Hvem er ærens konge? Det er Herren, stærk og vældig, Herren, vældig i krig.” Vi ser altså for os at der ankommer en frygtindgydende krigerkonge til byen, en der er så stor og vældig at det ligefrem er nødvendigt at forhøje portene for at han kan komme ind! Og det er intet under, for denne konge er ingen ringere end ”Herren”, altså Gud selv. Israels Gud som satte den mægtige egyptiske Farao godt og grundigt på plads da han ikke ville frigive israelitterne fra deres slaveri, Israels Gud som jog Det Røde Hav til side så hans folk kunne gå tørskoet over, Israels Gud som viste sig for folket på bjerget Sinaj i en lysende sky der var så frygtindgydende at ingen turde så meget som nærme sig foden af bjerget – for ikke at tale om at han har skabt både solen og månen og stjernerne – det er ham der kommer til byen! Du må hellere beskytte dine øjne så du ikke bliver blændet! Men bare rolig, han kommer ikke som en fjende, men som en ven. Han kommer for at være vores konge og føre os til sejr, og når vi har ham på holdet, hvem kan så true os? Ja, det er i dag han kommer! Han kan være her når som helst endda! På vejen ind mod byen er de allerede begyndt at lægge kapper på vejen så han kan ride hen over dem! Lad os fortsætte med det her inde i byen! Og så må vi hellere få fat i nogle palmegrene som vi kan bruge til at hylde ham med. Øjeblik, nu kan jeg høre at der er nogen der råber! Hvad er det de siger … ”Hosianna, Davids søn”, lyder det som… Nej, han hedder ikke Hosianna, det er et hyldestråb som betyder ”frels dog”, og som stammer fra Davids Salme 118. Og nej, hans far hedder heller ikke David, men han er den retmæssige arving til kong David. Stille, nu tror jeg han kommer!”
Alles øjne retter sig i spænding mod byporten. Nu kommer de forreste ind. De er klædt i helt almindeligt tøj, og de snavsede. De ligner ikke en stor konges følge. Men det allermest overraskende er at se kongen selv: en helt almindelig ubevæbnet fattig tømmersvend – på et æsel! Skulle han være ”ærens konge, vældig i krig”? Den eneste måde han ville kunne besejre en fjendtlig hær på, er da hvis de døde af grin!
Men som sagt lader det sjovt nok ikke til at der er nogen af Jerusalems indbyggere der har haft et problem med at den mand der drog ind i byen for at lade sig hylde som konge, var så uanseelig og det hænger nok sammen med at Det Gamle Testamente ikke kun rummer beskrivelser af en frygtindgydende krigerkonge som man ligefrem er nødt til at løfte portene for, men også den profeti som Matthæus citerer i dagens evangelietekst: ”Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl.” Det Gamle Testamentes profeter, og især de senere af slagsen som eksempelvis Zakarias, som Matthæus citerer her, lover ikke Israel at Gud vil gøre dem til en militær stormagt, men snarere at Gud vil gøre en ende på den militære magt og erstatte den med en helt anden type magt. Ordene om at kongen kommer sagtmodigt ridende på et æsel, står i Zakarias’ Bog kapitel 9 vers 9. Læser vi videre i vers 10, så står der: ”Jeg tilintetgør vognene i Efraim og hestene i Jerusalem, krigsbuerne skal tilintetgøres. Han udråber fred til folkene, han hersker fra hav til hav og fra floden til jordens ender.”
Men det er svært for os mennesker at forestille os nogen anden måde at tilintetgøre krigsvåben på end ved selv at benytte endnu stærkere krigsvåben. En kendt talemåde som tillægges Theodore Roosevelt der var præsident i USA fra 1901-1909, er: ”Speak softly and carry a big stick”, altså: ”Tal blidt og bær på en stor kæp.” Ideen er at den eneste måde man kan tvinge sin modstander til fredsforhandlinger på, er ved at besidde så stor en våbenmagt at fjenden foretrækker fred frem for krig. Det var også den filosofi Ronald Reagan benyttede da han og Mikhail Gorbatjov afsluttede den kolde krig i slutningen af 1980’erne. Og derfor falder det os naturligt at antage at når profeten forudsiger at Gud vil tilintetgøre alle våben og skabe fred, så vil han gøre det ved hjælp af endnu stærkere våben. Men den opfattelse bliver godt og grundigt sat til vægs af den måde Jesus rider ind i Jerusalem på, for han har vitterligt ingen våben overhovedet, og selv da han nogle dage senere bliver arresteret, tortureret og dømt til døden, gør han intet for at forsvare sig; ja, han irettesætter endda Peter som trækker sit sværd for at forsvare sin konge, med ordene: ”Stik dit sværd i skeden! For alle, der griber til sværd, skal falde for sværd” (Matt 26,52).[1]
Men hvis det ikke er med vold og våbenmagt at Jesus vil tilintetgøre verdens våben og skabe fred, hvordan har han så tænkt sig at gøre det? Se, det er det der lige fra begyndelsen har været hele kristendommens hemmelighed og mysterium. Og svaret er: ved at dø på korset.
Undskyld, hvad? Altså, én ting er at han rider ubevæbnet ind i byen på et æsel, men hvis han først hænger blødende og døende på et kors, så er der vel ikke mere han kan stille op? Selvom den helt centrale begivenhed i den kristne tro er at korset ikke fik gjort det endegyldigt af med Jesus, men at han opstod fra de døde efter tre dage, så kan det stadig være svært at se hvordan Jesus ligefrem besejrede det onde ved at blive korsfæstet. Det var det i hvert fald for de kristne i Korinth på Paulus’ tid, så han var nødt til at prøve at forklare dem det efter bedste evne. Selvom Paulus’ forklaringsevner var gode, kan det imidlertid stadig være lidt svært at forstå for os der lever næsten 2000 år senere i en helt anden kultur, og derfor vil jeg citere fra den nudanske Bibelen2020, hvor det trods alt er mere forståeligt end i den autoriserede oversættelse fra 1992. Jeg citerer i brudstykker fra Første Korintherbrev kapitel 1: ”For os, der bliver frelst, er Jesu død og opstandelse … udtryk for selve Guds magt. … Gud har vist, at klogskaben her i verden ikke har forstået noget som helst. Guds visdom kan verden nemlig ikke forstå … Jøder kræver tegn, og grækere søger klogskab. Vi kristne fortæller derimod vidt og bredt om Kristus, der blev henrettet på korset. Det forarger jøderne, og grækerne synes, det er tåbeligt, men for os, der er udvalgt, hvad enten vi er jøder eller grækere [eller noget helt tredje, kunne man tilføje – danskere for eksempel], er Kristus udtryk for Guds visdom og styrke. Når Gud er tåbelig, er han klogere end mennesker, og når han er svag, er han stærkere end mennesker” (1 Kor 1,18b.20b-21a.22-25).
Jeg tror egentlig at vi kristne i dag også kan have svært ved at forstå det. Vi taler tit om at Jesus bar vores synder da han døde på korset, og det er da også en vidunderlig trossandhed! Hvis ikke Jesus var død i stedet for os, så ville vi stadig have været fortabte i vores synder, og hans sejr over alt det onde ville ikke have gavnet os det fjerneste. Soningen af vores synder er ufatteligt vigtig og måske det allervigtigste Jesus udrettede på korset. Men hvis vi tror at det var det eneste Jesus udrettede på korset, så er vi nødt til at forestille os en anden måde han overvinder det onde på, og så bliver det typisk noget med at han alligevel hiver det store arsenal af masseødelæggelsesvåben frem på et tidspunkt, enten i form af at ”kristne” hære triumferer militært (det var den tankegang der lå bag korstogene), eller at Jesus selv ved sin genkomst viser en radikalt anderledes side af sig selv end han gjorde da han red ind i Jerusalem på et æsel. For nogle år siden hørte jeg for eksempel jævnligt en sang der hedder Heaven, hvor den kristne punkgruppe med det sære navn Olivia the Band synger sådan her om Jesu genkomst: ”First time round he turned the cheek, this time round the sword unsheathed”, altså: første gang vendte han den anden kind til, men denne gang kommer han med draget sværd. Det er ganske vist sandt nok at Johannes’ Åbenbaring siger at Jesus har et skarpt, tveægget sværd (se fx Åb 2,12), men han har det ikke i hånden; tværtimod står der udtrykkeligt begge de to gange hvor den sværdbevæbnede Jesus skildres, at sværdet står ud af hans mund (Åb 1,16 og 19,15)! Og det harmonerer jo fint med at Paulus skriver i Efeserbrevet at ”Åndens sværd … er Guds ord” (Ef 6,17), og at vi i Hebræerbrevet kan læse at ”Guds ord er levende og virksomt og skarpere end noget tveægget sværd” (Hebr 4,12).[2] Det er altså virkelig sandt at ”Jesus Kristus er den samme i går og i dag og til evig tid”, som vi kan læse andetsteds i Hebræerbrevet (13,8): Han er stadig og vil for evigt forblive den sagtmodige konge der red ind i Jerusalem på et æsel, også når hans rige engang fuldendes i herlighed. Og netop hans død i tilsyneladende svaghed var det der smadrede al ondskabens magt! Ved til det sidste at insistere på at gengælde ondt med godt og endda bede Gud om at tilgive sine bødler (samtidig med at han selv ved sin død sonede også deres synd) afslørede Jesus at alle ondskabens kræfter er magtesløse over for Guds milde kærlighed. Og når Jesus engang vender tilbage fra himlen for at dømme levende og døde, så vil hans kærligheds sejr stå så soleklart at Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen må gå til, blot ved at høre hans stemme.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
[1] At det var Peter der førte sværdet, fremgår ikke af Matthæusevangeliet, men derimod af Joh 18,10.
[2] Man kunne også nævne 2 Thess 2,8, hvor det fremgår at Jesus vil dræbe lovløshedens menneske ”med sin munds ånde”.
Comments