Prædiken til 1. søndag efter helligtrekonger 2025
Posted By admin on 15. januar 2025
Den tolvårige Jesus i templet: En ferie du ikke skal hjem fra
Prædiken i Ny, Sct. Klemens og Rø Kirker 1. søndag efter helligtrekonger 2025
Nikolaj Hartung Kjærby
For nogle år siden var der et rejsebureau (Spies, tror jeg det var) der kørte en serie tv-reklamer under sloganet ”Ferier du ikke vil hjem fra”. Reklamerne var ganske underholdende (synes jeg i hvert fald). Præmissen var at Spies Rejser havde hyret et par mafialignende typer til at indfange de rejsegæster der havde gemt sig på hjemrejsedagen fordi de ikke ville hjem, og gemmestederne kunne variere fra oppe i et pinjetræ til inde i hotelrestaurantens kølerum til siddende på bunden af swimmingpoolen med et langt rør til at trække vejret igennem. Det der gjorde reklamerne sjove, var at vi nok alle sammen kender til ærgrelsen ved at en ferie eller en anden behagelig begivenhed er forbi, og vi skal hjem. Kunne man dog bare få lov til at blive i sit ferieparadis en dag mere eller en uge mere – eller hvad med altid?
I dagens tekst er Josef, Maria og Jesus på en slags ferie, nemlig til påskefesten i Jerusalem. Der tog de hen hvert år, får vi at vide. Jeg har ofte hørt historien genfortalt sådan at ”da Jesus var tolv år, fik han for første gang lov til at komme med”, og det har I måske også, men det står der ingenting om, og der er ingen grund til at tro andet end at Jesus havde været med hvert år. Men den påskefest hvor han var tolv år, fortjente altså en særlig omtale fordi det var det år Jesus besluttede at han ikke havde lyst til at tage hjem fra ferien igen. Og ligesom de fleste af os nok godt kan forstå de Spies-gæster der ikke har lyst til at forlade sydens sol og palmer og vende snuden hjemad mod det kolde nord, sådan vil jeg tro at mange jøder godt kunne forstå at Jesus ikke havde lyst til at forlade templet i Jerusalem. Det er faktisk det Salme 84 fra Det Gamle Testamente (altså den vi hørte i begyndelsen af dagens gudstjeneste) handler om: at Guds tempel er det mest vidunderlige sted i verden. Ordet ”tempel” findes ganske vist ikke i salmen, men der er ingen tvivl om at det er templet salmisten tænker på når han (eller rettere: ”de”, for der står i salmens overskrift at den er skrevet af ”Kora-sønnerne”, så den har altså flere forfattere. Kora-sønnerne var måske den tids svar på Lennon/McCartney eller Andersson/Ulvaeus) – altså: det er ingen tvivl om at det er templet de tænker på når de bruger betegnelser som ”din bolig, Hærskarers Herre”, ”Herrens forgårde”, ”dine altre, Hærskarers Herre” og ”min Guds hus”. Og deres kærlighed til det sted er altså så stærk at de ligefrem skriver ”Min sjæl fortæres af længsel” (ja, de skriver altså i ental, men det gjorde Lennon/McCartney og Andersson/Ulvaeus jo også tit). Derfor ønsker de sig også at de var blandt dem der bor i templet så de ikke ville behøve at rejse hjem igen – ja, selv de spurve og svaler der har deres reder på tempelområdet, ville de med glæde bytte plads med. Men hvorfor? Hvad var det der var så vidunderligt ved templet?
Var det … arkitekturen? Ikke noget dårligt bud! Første Kongebog og Anden Krønikebog bruger hver to hele kapitler på at skildre templets indretning og udstyr i detaljer, og selvom der ikke er nogen illustrationer til, får man et klart indtryk af at der er tale om et vidunderligt smukt bygningsværk. Men uanset hvor bjergtaget man kan blive af smukke bygninger, så er det måske alligevel lidt overdrevet at have det som sit højeste ønske på jorden at kunne blive i den bygning altid? Der har trods alt været – og er stadig – andre meget smukke bygninger i verden. Jeg har for eksempel hørt at mausoleet Taj Mahal i den indiske by Agra er en af de smukkeste bygninger i verden, og jeg ved at folk kommer rejsende fra hele verden for at se det. Men hvor mange mon ville ønske sig at bo i Taj Mahal resten af deres liv? Nok ikke ret mange, tror jeg.
Nej, der er en helt anden grund til at Kora-sønnerne ville ønske at det var dem der boede i templet, nemlig: ”Lykkelige de, der bor i dit hus, til stadighed kan de prise dig”. Det der frem for alt er det vidunderlige ved templet, er altså at det er dér man kan prise Gud! Kan man da ikke det alle steder? Jo, man kan naturligvis altid bede en takkebøn eller synge en lovsang, uanset hvor man er, men det er ikke det Kora-sønnerne taler om. Nej, det som man kunne i templet, var noget langt større og bedre end det. Det kan vi få et indtryk af ved at se på en anden af Kora-sønnernes salmer, hvis nummer sjovt nok er præcis det halve af den vi hørte til indledning i dag, nemlig Salme 42. Temaet i Salme 42 er omtrent det samme som i Salme 84, men med det tvist at det ”jeg” der taler i Salme 42, af en eller anden grund er forhindret i at komme til templet, sandsynligvis fordi han bliver holdt fanget af sine fjender (v. 10). At være fange hos sine fjender er jo slemt nok i sig selv, men blandt alle de andre ting de kære Kora-sønner kunne have valgt at klage deres nød over i den situation, er det værste altså at de er afskåret fra templet. Det vilkår får ligefrem salmens ”jeg” til at sammenligne sig selv med en hjort der skriger efter vand uden at kunne finde noget – mange af jer har sikkert hørt verset ”Som hjorten skriger ved det udtørrede vandløb, sådan skriger min sjæl efter dig, Gud” (Sl 42,2). Går vi videre til det næste vers i salmen, finder vi ordene: ”Min sjæl tørster efter Gud, den levende Gud. Hvornår kan jeg komme og se Guds ansigt?” Det var nemlig det man kunne i templet: se Guds ansigt.
Jeg må naturligvis hellere skynde mig at sige at man naturligvis ikke kunne se Guds faktiske ansigt med sine fysiske øjne. Det spurgte Moses engang om lov til, men Gud svarede ham: ”Du får ikke lov at se mit ansigt, for intet menneske kan se mig og beholde livet” (2 Mos 33,20). Men i oldtidens Mellemøsten blev ordet ”ansigt” ofte brugt i betydningen ”nærvær” eller ”tilstedeværelse”. Ganske vist tror vi som kristne på at Gud er allestedsnærværende, og det troede israelitterne også på på Det Gamle Testamentes tid, som vi blandt andet kan se det i Davids berømte Salme 139 hvor det blandt andet hedder: ”Hvor skulle jeg søge hen fra din ånd? Hvor skulle jeg flygte hen fra dit ansigt? Stiger jeg op til himlen, er du dér, ægger jeg mig i dødsriget, er du dér” (Sl 139,7-8). Men netop fordi vi syndige, dødelige mennesker ikke ville kunne overleve at se Guds ansigt, er hans tilstedeværelse almindeligvis skjult i Det Gamle Testamente. Kun undtagelsesvis viser han sin herlighed, som han for eksempel gjorde det da patriarken Jakob havde en drøm om en stige der gik hele vejen fra jorden til himlen, eller da han viste sig for Moses i en brændende tornebusk der alligevel ikke brændte op. Efter at israelitterne var sluppet bort fra slaveriet i Egypten, viste Gud sig for dem ved bjerget Sinaj i ørkenen, og der gav han dem besked om at han fremover ville lade sit navn og sin herlighed hvile over et bestemt sted – i første omgang en transportabel telthelligdom, men når de var nået frem til det land han ville give dem, så ville han udvælge et bestemt sted i det land hvor man skulle tilbede ham, og til det sted skulle alle israelitter rejse tre gange om året (nemlig til påskefesten, pinsefesten og løvhyttefesten) for i overført betydning at ”se hans ansigt”. Og selvom de ikke helt konkret og fysisk fik Guds ansigt at se, så var Guds herlighed altså tilsyneladende alligevel mærkbart til stede i templet i en grad så Kora-sønnerne ønskede at de kunne bo der altid, og følte sig som en tørstig hjort i en ørken hvis de var forhindret i at komme derhen.
På Jesu tid var Guds herlighed tilsyneladende stadig mærkbart til stede i templet – også selvom det slet ikke var den samme bygning som den der omtales i Det Gamle Testamente, for den var nemlig blevet revet ned af babylonierne i år 586 før vor tidsregning. Men i Ezras Bog kan vi læse om hvordan israelitterne genopbyggede deres tempel da de fik lov til at vende tilbage fra deres babyloniske fangenskab, i første omgang ganske vist i en nedskaleret udgave som fik dem der kunne huske det gamle tempel til at græde af sorg over hvor meget mindre prangende det nye var (Ezra 3,12). Et par årtier før Jesu fødsel udbyggede kong Herodes imidlertid templet så det igen kunne måle sig med sin fordums storhed, og selvom Herodes som bekendt var en ond konge (han er især kendt for at have foranstaltet en massakre på de små børn i Betlehem og omegn), så lod Gud altså ikke desto mindre stadig sin herlighed bo i det tempel han havde (ud)bygget, og det i en grad så Guds egen søn, Jesus, helt naturligt oplevede templet som sit rette element som han ikke havde lyst til at forlade. Men det kom han jo altså til alligevel da Maria og Josef fandt ham dér.
Til gengæld kan vi læse i Hebræerbrevet at Jesus som voksen kom til et andet, større og bedre tempel, nemlig det tempel i Himlen som templet i Jerusalem dybest set kun var en model af (Hebr 10,11-12, jf. Hebr 8,5). Dengang Gud ved Sinajbjerget gav israelitterne instruktioner om at de tre gange om året skulle besøge templet for at ”se hans ansigt”, gav han dem besked om at de altid skulle medbringe et offerdyr, sådan at dyrets blod kunne skærme dem mod Guds hellighed så de ikke gik til grunde. Men da Jesus gik ind i det himmelske tempel, medbragte han sit eget blod som sonoffer, og fordi Jesus er Guds søn, var det tilstrækkeligt til at skærme hele menneskeheden mod at gå til grunde ved mødet med Guds hellighed. Ja, mere end det: Jesus har med sin død og sit blod betalt det krav som døden havde på os, og købt os fri til at tilhøre Gud. Det betyder at vi nu er børn af Guds hus og derfor ikke længere har brug for at blive skærmet mod Guds tilstedeværelse, sådan som folk havde på Det Gamle Testamentes tid. Vi har fri og uhindret adgang til at ”se Guds ansigt” hvor som helst, når som helst – den helt særlige grad af tilbedelse som de gamle israelitter kun kunne opleve i Jerusalem, og som Kora-sønnerne længtes så inderligt efter når de ikke var der, den kan vi leve i hele tiden! Det er en ferie som vi aldrig behøver at rejse hjem fra, for det handler nemlig ikke længere om et bestemt geografisk sted, men om den ånd som Gud har givet os i vores indre!
Hvis du aldrig har oplevet Guds ånd i dit indre, så fortvivl ikke; han er ikke længere væk end en bøn! Du kan også deltage i nadveren om lidt, hvor den opstandne Jesus rækker os sit legeme og blod, som han har købt og betalt os med så vi nu tilhører Gud som hans kære børn. Og så kan du i øvrigt trøste dig med at selv når du ikke mærker Gud med dine følelser, så er han der alligevel, også selvom det nogle gange kun er med troens sans at vi kan sanse ham. Men vi ser frem mod den dag hvor vi skal forvandles fra herlighed til herlighed så vi kan se Gud ansigt uden filter, og det uden at gå til grunde. Det er vores endegyldige mål – det paradis hvor vi vitterligt skal leve for evigt, og hvor vil aldrig vil have nødig at skjule os for en mere eller mindre mafialignende Spies-ansat der siger at nu er ferien slut, for det vil slet ikke være en ferie; det vil være vores sande hjem.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments