Prædiken til 1. søndag efter helligtrekonger 2023
Posted By admin on 10. januar 2023
Den tolvårige Jesus i templet: Vi hører til hos Gud
Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 1. søndag efter helligtrekonger 2023
Nikolaj Hartung Kjærby
Havskildpadder lever i havet. (Det er derfor de hedder havskildpadder). Af samme grund ser landkrabber som undertegnede dem ikke særlig tit, især fordi de er yderst sjældne gæster i de danske farvande. I det hele taget er havskildpadder sjældne dyr – alle de syv nulevende arter er truede, dels fordi både skildpadderne selv og deres æg regnes for store delikatesser, dels fordi deres levevis er meget sårbar overfor den måde vi mennesker bruger vores kyster på. Når en havskildpadde skal lægge æg, foregår det nemlig på stranden: Den drægtige hun kravler op på land, graver et dybt hul i sandet hvor hun lægger sine æg, og dækker derefter hullet til med sand igen så æggene er skjult for rovdyr, hvorefter hun vender tilbage til havet. Efter cirka to måneder kommer de små skildpaddeunger ud af deres æg. De graver sig ved egen kraft fri af sandet, hvorefter de sætter kursen mod vandet. Det er en farefuld færd, for skildpaddeungerne er kun 5-8 centimeter store, så indtil de når ud i vandet, er de et let bytte for alt fra måger til væsler og vaskebjørne og sågar store krabber.
Havskildpadder har vist stort set altid fascineret os mennesker, ikke kun fordi de angiveligt smager godt (om det er rigtigt, skal jeg i øvrigt ikke kunne sige; jeg har kun smagt den forlorne variant), men også fordi de kan blive meget gamle (selvom de 150 år som den fra filmen Find Nemo angiveligt har levet, nok er usædvanligt). Det allermest fascinerende er dog hvordan de nyklækkede unger ved at de skal kravle ned til havet, og hvordan de finder vej. Svaret på det sidste – altså hvordan de finder vej – er vist noget med at de går efter lyset over horisonten, som i reglen vil være kraftigst over havet på det tidspunkt af natten hvor klækningen som regel foregår, selvom mange er blevet forvirret af alt det kunstige lys som vi mennesker kan lide at tilføje til naturen. Men det første spørgsmål – hvordan de ved at havet er det sted de skal søge hen – ja, det kan man nok ikke besvare anderledes end at det ved de bare! Det ligger simpelt hen i deres instinkt at de bør være i havet. Med et lidt poetisk udtryk kan man sige at de er børn af havet, og derfor er havet det sted hvor de hører til.
Jeg tror Jesus har haft en lignende instinktiv fornemmelse, når han trådte ind på tempelområdet, af at det var der han hørte til. Hvorfor det først var som 12-årig at han blev hængende der da resten af rejseselskabet satte kursen hjemover, er svært at sige, for der er ikke noget der tyder på andet end at han har været med til påskefesten hvert år siden han blev født. I hvert fald står der at hans forældre tog afsted til festen hvert år, og hvis ikke de havde ham med, hvor skulle han så have været imens? Men da han var yngre, har de nok holdt mere øje med ham, som man jo gør, så det år hvor han var 12, har måske været det første år hvor han fik lov til at gå rundt i den summende hovedstad på egen hånd. Det lyder da ret sandsynligt, ikke? Jeg tror i hvert fald ikke der er ret mange bornholmske forældre der lader børn under 12 år gå rundt på egen hånd i København.
Nå, som 12-årig fik Jesus altså lov til at gå rundt på egen hånd i Jerusalem, og så gik det altså hverken værre eller bedre end at da Maria og Josef slog lejr for natten efter den første dagrejse af hjemturen, ja, så opdagede de at Jesus ikke var med i rejsefølget. Den slags ville selvfølgelig næppe kunne forekomme i dagens Danmark – det kan godt være at et bornholmsk forældrepar ville lade deres 12-årige gå rundt i København på egen hånd, men de ville i hvert fald ikke sætte sig ind i bilen eller Bornholmerbussen med kurs hjemad uden at have sikret sig at junior var med! Men Josef og Maria rejste hverken med bil eller Bornholmerbus (og heller ikke med Kombardo eller DAT); de rejste til fods, måske med pakæsler, sammen med alle de andre hjemme fra Nazaret, og det lader til at have været almindelig praksis at alle forældre bare gik ud fra at deres børn nok var et eller andet sted i følget. Det kan vi have svært ved at forstå fra vores moderne individualistiske synsvinkel, men sådan var det altså. Og de andre i følget har næppe sagt: ”Helt ærligt, Josef og Maria, hvordan kunne I dog finde på at rejse fra Jerusalem uden at sørge for at få Jesus med?”; nej, de andre har sikkert selv været lige så overraskede over at der var et barn der ikke var med. Jeg tror ikke det var noget der plejede at ske, heller ikke selvom forældrene bare gik ud fra at børnene var med. Og skal man dømme efter det som Maria siger til Jesus da de finder ham i templet, så har holdningen tilsyneladende været den at det var de store børns eget ansvar at holde sig til når turen gik hjemad.
Men Jesus udfordrer den gængse tankegang, for bare fordi vi altid har taget noget for givet, er det ikke sikkert at det er rigtigt. Maria var ikke i tvivl om hvor Jesus burde være henne: i rejsefølget sammen med alle de andre fra Nazaret. Men der tog hun fejl! Der var kun ét sted i hele verden Jesus ”burde” være, og det var hos sin fader. En havskildpadde hører til i havet fordi den er et barn af havet; Jesus hører til hos Gud fordi han er Guds søn.
Så blev vi så meget klogere, og det er jo altid godt at blive klogere, men det er måske ikke primært derfor man går i kirke? I hvert fald er der mindst én flittig kirkegænger der jævnligt påminder mig om at når han går i kirke, så vil han gerne have noget med hjem som han kan bruge i sin hverdag – men hvilken betydning har det lige for vores hverdag at Jesus, 12 år, vidste at han hørte til hos Gud, og at han derfor søgte hen i templet da han fik lov til at gå rundt på egen hånd i Jerusalem?
Det har betydning fordi det ikke var for sin egen skyld Jesus kom til jorden. Grunden til at Guds søn forlod himlen og blev et menneskebarn, der trods sin egen fuldkommenhed nedlod sig til at være lydig mod sine ufuldkomne jordiske forældre, det var at han ville have os med i Guds familie. Fordi vi ikke har levet efter Guds vilje, havde døden og Djævelen et krav på os, men det krav godtgjorde Jesus ved at betale med sit eget fuldkomne liv og blod på korset, og derfor er vi nu frie til at modtage en helt ny identitet som Guds børn. Når vi bliver døbt, bliver vi adopteret ind i Guds familie som hans børn, og det betyder at vi nu hører til hos Gud, nøjagtig som Jesus gjorde. Den handlemåde vi finder hos den 12-årige Jesus, er altså et eksempel til efterfølgelse for os: Ligesom Maria og Josef burde have kunnet sige sig selv at det sted de kunne finde Jesus, var i templet, sådan bør enhver der kender dig og mig, også kunne sige sig selv at det sted de kan finde os, er hos Gud.
Men hvor er dét så? Templet i Jerusalem står der jo ikke mere; det blev ødelagt af romerne i år 70, og kun den vestlige mur står tilbage. Den er ganske vist fortsat et højhelligt sted for jøderne, men den befinder sig 4.000 kilometer væk fra Bornholm, så vi har ikke rigtig mulighed for at søge derhen særlig tit. Men det behøver vi heller ikke. Som vi skal høre om et års tid, når vi den 14. januar 2024 når frem til 2. søndag efter helligtrekonger efter 2. tekstrække, var der på et tidspunkt en samaritansk kvinde der spurgte Jesus om det var jødernes eller samaritanernes helligdom der var det rigtige sted at møde Gud, hvortil Jesus, frit gengivet, svarede: ”Hverken eller. Det sted man møder Gud, er gennem mig.” (Knap så frit gengivet sagde han: ”de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed”; det vender jeg tilbage til). Grunden til at templet i Jerusalem var et helligt sted hvor Jesus endda selv søgte hen, var at den allestedsnærværende skaber Gud havde valgt på en særlig måde at lade sit nærvær hvile dér, men da Jesus blev født, var Guds nærvær pludselig legemligt til stede i kød og blod, og det trumfer jo det andet. Jesus vendte ganske vist tilbage til himlen 40 dage efter sin opstandelse (det er det vi fejrer Kristi himmelfarts dag, som der lykkeligvis ikke mig bekendt er nogen aktuelle planer om at afskaffe), men som erstatning sendte han Helligånden, som ikke kun er Guds nærvær i et enkelt menneske af kød og blod, men Guds ånd der kommer og tager bolig i alle der tror på Jesus, sådan at Guds nærvær nu slet ikke er geografisk bundet, men direkte tilgængeligt gennem troen (det var derfor Jesus sagde ”i ånd og sandhed” som modsætning til de fysiske helligdomme). Det at man skal kunne finde os ”hos Gud”, betyder altså ikke at det er et bestemt fysisk sted man skal lede efter os, men derimod at man bør finde os i færd med at gøre Guds vilje.
Nogle af jer sidder måske og tænker at der er noget af det jeg har sagt, der ikke helt hænger sammen, for hvis Guds nærvær allerede var tilstede i kød og blod i Jesus, hvorfor søgte han så hen i templet? Var templet ikke allerede forældet, så at sige, i og med at Jesus overhovedet var blevet født? Og selv hvis det ikke var, hvorfor skulle han af alle mennesker så have brug for at gå derhen? Det spørgsmål kan jeg ikke give et skudsikkert svar på, ud over at templet var et sted der på en særlig måde var indviet til Gud, og hvor jeg derfor som sagt tænker at Jesus kan have haft en instinktiv fornemmelse af at han hørte hjemme, ligesom du måske kender til umiddelbart at føle dig hjemme når du kommer til et sted hvor Gud bliver tilbedt og Hans ord bliver forkyndt. Dertil kommer at den græske vending der er oversat ”jeg bør være hos min fader” også kan betyde ”jeg bør beskæftige mig med min faders anliggender”, og det må man jo sige at Jesus gjorde ved at undervise de skriftkloge i hvordan Skriften skal udlægges!
Hvad med os i dag, hvad skal vi gøre for at beskæftige os med vores himmelske faders anliggender? Ja, det er efterhånden længe siden jeg sidst har talt om ”De 4 B’er”, så det er vist en god anledning til at minde om dem på ny. For det første: Bibelen. Paulus skriver et sted til sin yngre medarbejder Timotheus: ”fra barnsben kender du De hellige Skrifter, der kan give dig visdom til frelse ved troen på Kristus Jesus” (2 Tim 3,15). Når vi studerer Bibelen, alene eller sammen med andre, er vi som kristne i vores rette element. For det andet: Bønnen. Gud er hele tiden hos os, men i bønnen giver vi Ham al vores opmærksomhed, og det er en god og vigtig ting at gøre ofte, både alene og sammen med andre. For det tredje: Brødre- og søstrefællesskabet i menigheden. ”I er Guds tempel”, skriver Paulus til de kristne i Korinth (1 Kor 3,16), og det er i den forbindelse værd at lægge mærke til at han ikke skriver ”I er Guds templer” i flertal; nej, vi kristne er i fællesskab Guds tempel i ental, og Guds nærvær manifesteres på en særlig måde når vi søger ham sammen i det kristne fællesskab – det er derfor vi hver uge samles til gudstjeneste. Og endelig for det fjerde: Bordet, altså nadverbordet, hvor Jesus giver os sit eget legeme og blod i skikkelse af brød og vin eller druesaft. Vi kan ikke forstå eller forklare hvordan det hænger sammen, men Paulus skriver at brødet som vi bryder, er fællesskab med Kristi legeme (1 Kor 10,16), og det må vi tage imod i tro når vi knæler ved alteret. Det vil jeg derfor opfordre jer til at gøre så ofte som muligt, helst ugentligt hvis det er muligt. Gennem de fire hjælpemidler når vi sikkert frem som små havskildpaddeunger til det forjættede hav uden at vi behøver at frygte nogen fare.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments