Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 16. juni 2019
Posted By admin on 27. august 2019
Jesus og Nikodemus: Gud arbejder uransageligt når livet er en ørkenvandring
Prædiken i Sct. Klemens og Rø kirker trinitatis 2019
Nikolaj Hartung Kjærby
Hvis man er i tvivl om at kristendommen har spillet en stor rolle for den danske kultur, behøver man blot at kaste et blik på vores sprog. Det danske sprog vrimler med udtryk der er hentet fra Bibelen, men som er blevet en så naturlig del af sproget at mange nok slet ikke skænker det en tanke at det er Bibelen de stammer fra. Tag for eksempel et udtryk som ”at skille fårene fra bukkene” eller ”den ene hånd ved ikke hvad den anden gør”. Der er også ord som ”jeremiade”, ”ramaskrig”, ”uriaspost” – og så det ord vi skal tale om i dag, nemlig ”ørkenvandring”.
Den Danske Ordbog definerer ordet ”ørkenvandring” som (hold godt fast) ”vandring i en ørken – undertiden med hentydning til Bibelens beretning om israelitternes vandring i ørkenen”, men den angiver også underbetydningen ”langvarig, kedsommelig og meningsløs virksomhed”, og dén betydning er nok omtrent lige så udbredt i det danske sprog som den egentlige. En søgning i tekstsamlingen KorpusDK giver eksempler som ”en lang ørkenvandring ind og ud af dagpengesystemet”, ”første halvleg var en ørkenvandring med kun tre målchancer”, og ”Tony Blair bragte Labour-partiet til magten efter 18 års ørkenvandring”.
Den ørkenvandring der har lagt navn til alt fra kedelige fodboldkampe til rollen som oppositionsparti i Storbritannien, var som sagt israelitternes vandring fra slaveriet i Egypten til det frugtbare land som Gud havde lovet dem at de skulle bo i. Det var en tur der kunne tilbagelægges på et par uger hvis man fulgte den slagne vej, men som jeg nævnte for to søndage siden, så valgte Gud og Moses at indlægge et ophold på et år ved Sinajbjerget for at organisere folkets civile og religiøse anliggender inden ankomsten til deres land. Fra Sinajbjerget var der måske godt en uges vandring til Det Forjættede Land, men da folket nåede frem til grænsen og sendte nogle spioner ind, mistede de modet fordi de fandt ud af at landets indbyggere var store og stærke og svært bevæbnede. Måske var der tale om at selvom de var kommet ud af Egypten, så var Egypten ikke kommet ud af dem – de tænkte stadig som slaver. Derfor endte folket med at vandre rundt på må og få i ørkenen i 40 år indtil en ny generation, som havde mere tillid til at Gud rent faktisk kunne og ville give dem landet, var klar til at marchere ind og tage det i besiddelse.
Hvis vi ser bort fra at det, i hvert fald set med nutidsøjne, må siges at være problematisk at israelitterne overtog deres land ved hjælp af noget som man ifølge FN-pagten ville kalde en ulovlig angrebskrig – og jeg må ærligt indrømme at det er noget der anfægter mig hver gang jeg læser Det Gamle Testamente, også selvom jeg godt er klar over at de folk de fordrev, var usædvanlig onde og grusomme – så er der nogle vigtige åndelige lektier som vi kan lære af historien om israelitternes ørkenvandring. Vores liv kan nemlig også godt til tider føles som en ørkenvandring hvor mange af de ting vi havde drømt om, aldrig rigtig sker, og før vi ved af det, har hverdagens trummerum ædt en frygtelig masse år af vores liv. I særdeleshed kan kristenlivet føles som en ørkenvandring. Nogle af jer kan måske se tilbage på et bestemt tidspunkt – måske på en ungdomslejr, måske senere i livet – hvor I har overgivet jeres liv til Gud i forventning om at han ville føre jer ud på et eventyr med ham, og I ville få lov til at se hans kraft udfolde sig i jeres liv. Er der nogen af jer der kan nikke genkendende til det? Jeg har selv oplevet det ikke bare én gang, men mange gange. Men omtrent lige så mange gange har jeg efter en tid slukøret måtte konstatere at min hverdag i påfaldende grad lignede sig selv – eventyret, kraften og underne har jeg måttet kigge langt efter. Og jeg er endda præst, så mit job giver mig alt andet lige bedre forudsætning for at opleve eventyr med Gud end så mange andres.
Men jeg tror det er vigtigt at vi er opmærksomme på de to ting som Paulus minder os om i den tekst vi hørte fra Romerbrevet.
For det første: Gud skylder os ikke noget; det er tværtimod os der skylder ham alt fordi han både har skabt os og frelst os. Vi har ikke krav på at slippe for perioder med ørkenvandring i vores liv; tværtimod har Gud krav på at vi tjener, tilbeder og elsker ham, uanset hvad livet byder os. Som Job sagde da han på én enkelt dag mistede både sin ejendom og alle sine børn: ”Herren gav, Herren tog, Herrens navn være lovet!” [Job 1,21]
For det andet: Herrens veje er uransagelige. (Det er i øvrigt også et eksempel på et bibelsk udtryk der er gledet ind i det danske sprog, det med at nogens veje kan være uransagelige – en Google-søgning giver overskrifter der spænder fra ”Uffe Elbæks veje er uransagelige” til ”Kærlighedens veje er uransagelige”). Nå, men altså: Guds veje er endnu mere uransagelige end både kærlighedens og Uffe Elbæks! Når det virker som om vores liv er en ørkenvandring, kan det sagtens være at Gud har gang i noget som vi blot ikke kan se endnu. Som Jesus sagde til Nikodemus, så er Guds Ånd ligesom vinden, der kan udrette vældige ting selvom vi ikke kan se den.
I den forbindelse vil jeg i øvrigt lige nævne hvordan det endte med at gå med den kobberslange som Moses lavede for at frelse folket fra den slangeplage vi hørte om. Hvorfor Moses lige skulle lave en kobberslange, og hvorfor man skulle se på den for at blive helbredt for sit slangebid, får vi ikke at vide i teksten fra Fjerde Mosebog, men det er ikke usædvanligt i Bibelen at Gud foreskriver noget usædvanligt som vejen til helbredelse – tænk for eksempel på syreren Na’aman der skulle bade syv gange i Jordanfloden for at blive renset for sin spedalskhed, eller tænk på dengang Jesus smurte dynd på en blind mands øjne for at gøre ham seende. Hvorom alting er, så valgte israelitterne at opbevare kobberslangen i deres helligdom, sandsynligvis som en påmindelse om det der var sket. Men prøv så at høre hvad der skete 1000 år senere – jeg læser fra Anden Kongebog kapitel 18 [vers 3-4] om kong Hizkija af Juda, der var tiptiptiptiptiptiptiptiptiptipoldebarn af kong David, og som tog et opgør med sit folks afgudsdyrkelse: ”Han gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne, ganske som sin fader David. Han fjernede offerhøjene, knuste stenstøtterne og huggede Ashera-pælen om.” Og så kommer det: ”Kobberslangen, som Moses havde lavet, slog han i stykker, for indtil da havde israelitterne tændt offerild for den.” I stedet for at tilbede den levende Gud havde israelitterne altså rettet deres tilbedelse imod en ydre ting som Gud havde brugt! Og hvor kommer vi nemt til at gøre det samme. Vi tænder naturligvis ikke offerild for Hjemlandstoner, og når vi folder hænderne, siger vi ikke ”Kære Alpha-kursus” – men det er alligevel påfaldende at når Gud virker mægtigt igennem et eller andet, så er vi mennesker utrolig tilbøjelige til at give æren til konceptet i stedet for til Gud, med det resultat at vi ikke er opmærksomme når Gud prøver at sige til os at nu er det altså noget andet han vil.
Nå, det var et sidespring (og jeg må i øvrigt hellere tilføje at det er mit indtryk at Gud stadig virker store ting gennem Alpha-kurserne, og at sangene fra Hjemlandstoner stadig har en stor berettigelse!). Det vi kom fra, var at Guds veje er uransagelige, og derfor skal vi ikke miste modet når vi ikke lige kan få øje på Guds hånd.
Men det er interessant at efter at Jesus har sagt: ”Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen”, så tilføjer han ikke: ”Sådan er det med Helligånden”, som man ellers kunne have forventet; nej, han siger: ”Sådan er det med enhver, som er født af Ånden.” Hvad mener han med det?
Jeg tror han mener at når Guds Ånd bor i os, så bliver vi i stand til at se verden på en anden måde. I stedet for kun at se den ørken der omgiver os, kan vi ved Åndens hjælp se at Gud virker i det skjulte. Eller sagt på en anden måde: Ånden kan luge ”Egypten” ud af os, så vi ikke længere tænker som slaver, men stoler på at Gud vil holde sine løfter. Ligesom Gud befriede israelitterne fra slaveriet i Egypten, har han jo befriet os fra at være slaver under syndens og dødens magt, men hvor tit husker vi på det når livet føles som en ørkenvandring?
I Anden Kongebog kapitel 6 (jeg tror det er første gang i mine 13 år som præst at jeg i én og samme prædiken har citeret to forskellige beretninger fra Anden Kongebog, men en gang skal jo være den første) – i Anden Kongebog kapitel 6 kan vi læse om engang hvor aramæernes konge sendte en stor hærstyrke ud for at tage profeten Elisa til fange. I ly af nattens mulm og mørke omringede aramæerne den by som profeten befandt sig i, så da det blev morgen, vågnede Elisas tjener til et syn der gjorde ham rædselsslagen. ”Men [Elisa] sagde: ’Frygt ikke, der er flere på vores side end på deres!’ Så bad Elisa: ’Herre, åbn øjnene på ham, så han kan se!’ Herren åbnede den unge mands øjne, og han så, at bjerget var fuldt af ildheste og ildvogne rundt om Elisa.” [2 Kong 6,16-17]
Jeg har aldrig set ildheste og ildvogne, og jeg regner heller ikke med at jeg kommer til det, så længe jeg lever i denne verden. Men jeg tror på at Guds Ånd kan åbne vores hjertes øjne så vi i troen ser at Gud er stærkere end alle ondskabens magter. Og det kan han blandt andet gøre gennem ”de fire B’er”: Bibelen, brødre- og søstrefællesskabet i menigheden, bordet hvor vi modtager Jesu legeme og blod, og bønnen.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments