Prædiken i Rø Kirke 2. juledag 2019
Posted By admin on 27. december 2019
At kendes ved Jesus: Gengæld ondt med godt
Prædiken i Rø Kirke 2. juledag 2019 (bearbejdning af prædiken fra 2009 i Husum)
Nikolaj Hartung Kjærby
Umiddelbart kan det godt virke som om Jesus og englene ikke er helt enige. I Juleevangeliet udråber englene som bekendt fred på jorden, men i dag siger Jesus: ”Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden”. Hvem skal vi tro på?
Tja, i det tilfælde at der er forskel på noget som en engel siger, og noget som Jesus siger, så må det vel være Jesus vi skal tro på, eftersom han er større og mere hellig end dem. Men bare rolig: I behøver ikke at afskrive julens budskab om fred på jorden som løgn og latin. Som med så mange andre tilsyneladende modsigelser i kristendommen gælder det nemlig at begge dele er sandt: Jesus er kommet for at bringe fred på jorden – og han er kommet for at bringe sværd og splid.
Det endegyldige mål for Jesu komme til jorden er naturligvis fred. Allerede i Esajas’ Bog i Det Gamle Testamente er ”Freds Fyrste” et af de navne som han får, og Jesus har selv sagt ting som ”Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn” (Matt 5,9) og ”Når I kommer ind i et hus, så ønsk fred over det” (Matt 10,12) og ”Bevar saltet i jer selv, og hold fred med hinanden” (Mark 9,50), foruden alle de gange hvor han siger ”Gå bort med fred” eller ”Fred være med jer”. Men hele vejen igennem Det Nye Testamente optræder spændingsfeltet mellem ”allerede” og ”endnu ikke”, og det er også det der gør sig gældende her. Engang vil verden som vi kender den, blive bragt til ophør, og Jesus vil vende tilbage til jorden for at dømme levende og døde. Derefter vil Gud være alt i alle, og enhver der har taget imod Jesu tilbud om frelse, vil komme til at leve i hans fredsrige for evigt. Men det er stadig fremtid. Jesus er endnu ikke vendt tilbage fra himlen.
Frelsen har imidlertid også en allerede-dimension: Allerede nu i denne verden kan vi leve i fred med Gud og med os selv. Trods al ufred i verden omkring os kan vi i vores hjerte erfare en fred, som overgår al forstand.
I forholdet til verden skal vi derimod ikke forvente at finde fred ved at følge Jesus – tværtimod! Jesus blev ikke hilst velkommen i denne verden – allerede mens han var spæd, søgte kong Herodes at slå ham ihjel, som vi skal høre på søndag, og som voksen stod han ofte i situationer hvor menneskemængder forsøgte at lynche ham, eller de jødiske myndigheder prøvede at arrestere ham, indtil han til sidst blev korsfæstet. Når Jesus fik sådan en medfart, så skal vi der følger ham, ikke forvente at det går os bedre. Da vi blev døbt, fik vi jo tegnet korset for vores ansigt og vores bryst til et vidnesbyrd om at vi skulle tilhøre den korsfæstede. Stefanus var den første der betalte den ultimative pris for at bekende sig til Jesu navn, men han var bestemt ikke den sidste. Hvis vi havde fået det næste vers med da vi hørte teksten om Stefanus’ martyrium, ville vi have fået den oplysning at der samme dag udbrød en stor forfølgelse af menigheden i Jerusalem, og alle undtagen apostlene blev spredt ud over Judæa og Samaria. Apropos apostlene, så var der kun én af de tolv der døde en naturlig død, og det var Johannes; resten blev henrettet for deres tro. Og talrige andre kristne fulgte dem i døden.
Desværre er kristenforfølgelser ikke bare noget der hører historiebøgerne til. I det 20. århundrede var flere kristne der blev slået ihjel for deres tro, end der var i de 19 foregående århundreder tilsammen, og indtil videre er der ikke noget der tyder på at det 21. århundrede er bedre; tværtimod er forfølgelsen af kristne blevet intensiveret i lande som Kina, Iran og Nigeria, mens der fra lande som Indien og Tyrkiet, hvor det for få årtier siden var ret uproblematisk at være kristen, nu også rapporteres om forfølgelser.
Alt dette burde som sagt ikke overraske os, for Jesus havde jo forudsagt at det ville gå sådan. Og Jesu løfter om at den der mister sit liv på grund af ham, skal redde det, og at han over for Gud Fader vil kendes ved den der kendes ved ham over for mennesker, var nok noget af det der gav Stefanus styrke til at møde forfølgelsen på den måde han gjorde. Der er mange ikke-voldelige aktivister der ganske vist afstår fra fysisk vold, men som til gengæld overdynger deres modstandere med skældsord, men det gjorde Stefanus ikke. Andre har så meget selvbeherskelse at de formår at tie stille mens der bliver øvet vold mod dem, og nøjes med at tænke de skældsord som andre i deres situation ville have sagt højt, men det gjorde Stefanus ikke engang. Nej, mens stenene regnede ned over ham, bad han til Gud. Det var før set at profeter der blev slået ihjel, bad til Gud i dødsøjeblikket; det gjorde for eksempel Zakarias, Jojadas søn, som vi kan læse om i Anden Krønikebog kapitel 24. Men der hører ligheden mellem Zakarias og Stefanus også op, for mens Zakarias’ bøn lød: ”Måtte Herren se dig og kræve dig til regnskab!”, så råbte Stefanus: ”Herre, tilregn dem ikke denne synd!” Han var blevet anklaget på falsk grundlag, og nu var han ved at blive lynchet, ikke bare af en rasende folkemængde, men af selve Det Jødiske Råd – forsamlingen af de fornemste religiøse lærde, hvis formand var ypperstepræsten, og som fungerede som det jødiske samfunds højesteret, den øverste domstol i Guds folk. Det var et justitsmord og en juridisk og religiøs skandale. Det ville have været fuldt forståeligt hvis Stefanus havde råbt i vrede og truet dem med helvedes bål og brand, men hvad gør han? Han beder om at disse mennesker, som er i færd med at give ham en ufortjent straf for noget han ikke har gjort, vil få lov at slippe for den velfortjente straf for det de er i færd med at gøre. Dét er storhed! Og det er det Jesus forventer af os alle.
Men det er svært at bevare den indstilling. Når jeg tænker på hvor vred jeg kan blive hvis nogen på Facebook beskylder mig for at lyve, så tør jeg ikke tænke på hvordan jeg ville reagere hvis nogen var ude efter mit liv, og hvis noget krummede et hår på mine kæres hoved, er jeg ret sikker på at jeg ville få mord i blikket. Hvorfra får man styrken til at praktisere den radikale ikke-vold som Stefanus havde lært af Jesus? Og hvorfor skal vi overhovedet gøre det?
Ja, først og fremmest er der jo det indlysende faktum, som vi ikke desto mindre glemmer hele tiden, nemlig at livet her på jorden er af begrænset varighed. Vi skal alle dø, spørgsmålet er bare hvornår. Derimod kan ingen magt tage det evige liv fra os. Som Jim Elliot, en amerikansk missionær som i 1956 i en alder af 28 år blev slået ihjel af regnskovsindianere i Ecuador mens han arbejdede på at række Guds kærlighed til dem, sagde: ”Man er ingen tåbe hvis man giver noget man alligevel ikke kan beholde, for at vinde noget man ikke kan miste.”
En anden ting der er værd at huske på, er at det faktisk er en ære at få lov til at gå i Jesu fodspor ved at lide uskyldigt for hans skyld. I Apostlenes Gerninger læser vi om at Peter og Johannes blev pisket af Det Jødiske Råd, og deres reaktion på det var at de var ”glade fordi de var blevet anset for værdige til at blive vanæret for Jesu navns skyld.” Cirka 80 år senere var der en kirkeleder ved navn Ignatius af Antiokia, som blev dømt til at skulle kastes for løverne i Rom. Ignatius havde indflydelsesrige venner i menigheden i Rom, som havde besluttet at gøre alt hvad der stod i deres magt for at hindre hans død, men Ignatius skrev et brev til dem, hvori han indtrængende bad dem om at lade være, for han ønskede ikke at gå glip af martyriet! Den tankegang virker fuldstændig vanvittig på os, og det er da også muligt at Ignatius overdrev sin begejstring for martyriet, men for at forstå hvorfor det er en ære at få lov at lide for Jesu skyld, kan vi måske prøve at lave et tankeeksperiment: Hvis nu du var Jesus, hvilken modtagelse ville du så give en person som var forblevet trofast mod dig, selvom det var med livet som indsats? En ærefuld modtagelse, ikke sandt? Og kan man forestille sig nogen større ære end den man modtager fra Jesus Kristus selv?
En tredje motivationsfaktor til at finde sig i lidelse for Jesu skyld er den virkning det får. Som et gammelt ordsprog lyder: ”Martyrernes blod er kirkens udsæd.” Det ser vi et eksempel på allerede i teksten om Stefanus, hvor vi læser at ”vidnerne lagde deres kapper ved fødderne af en ung mand, der hed Saulus.” Denne Saulus, hvis tilstedeværelse ved steningen af Stefanus inspirerede ham til at iværksætte en regulær klapjagt på de kristne i Judæa og dets nabolande, oplevede en dramatisk omvendelse, som forvandlede ham til den store apostel Paulus. Det var der nok ingen der havde troet. Og historien har gentaget sig mangfoldige gange siden: Hver gang nogen har forsøgt at tilintetgøre kirken med vold og mord, er den tværtimod vokset.
Se, alt det jeg lige har fortalt jer, det kan jeg nærmest citere i søvne. Alligevel synes jeg ikke at den måde jeg selv reagerer på urimeligheder på, afspejler de principper som Jesus har lært os. Så hvor er det det går galt? Eller hvad der måske er mere interessant: Hvad kan vi gøre hvis vi gerne vil ligne Stefanus mere i vores måde at forholde os til vores medmennesker på – hvis vi gerne vil blive bedre til at gengælde ondt med godt og undlade at sætte os til modværge, bedre til at vende den anden kind til og til at tilbyde den der vil tage vores kappe, at han må få kjortlen med? Tja, lad os se på Stefanus’ eksempel: Hvad gjorde han? Lad mig citere: ”Men fuld af Helligånden stirrede Stefanus mod himlene, og han så Guds herlighed og Jesus stående ved Guds højre side.” Og senere, da de begyndte at stene ham, så sagde han: ”Herre Jesus, tag imod min ånd!” Gennem hele forløbet var Stefanus’ opmærksomhed rettet mod Jesus og ikke mod ham selv eller de mennesker der var i færd med at mishandle ham. Det kan vi lære af. Forstå mig ret: Jeg siger ikke at vi skal gå rundt og stirre op mod himlen, for det vil nok trods alt høre til sjældenhederne at vi ligefrem får et syn sådan som Stefanus gjorde. Men i vores hjerte og tanker kan vi rette opmærksomheden mod Jesus, tænke på ham, på hvordan han levede, på hans kærlighed til os, på alt hvad han har gjort, og alt hvad han vil gøre. Jeg tror det er det eneste sted vi kan finde styrken til at gengælde ondt med godt, uanset om vi mod forventning skulle få den ære at blive stenet for Jesu skyld, eller om det drejer sig om langt mere banale ting så som at blive sprunget over i køen i Brugsen. Når Stefanus for Jesu skyld kunne finde sig i den behandling han fik, kan vi vel også finde os i lidt af hvert. Under alle omstændigheder skal vi nok ikke regne med at blive husket som tålmodigt lidende martyrer hvis vores tålmodighed ikke engang rækker til hverdagens små fortrædeligheder.
Jeg vil slutte af med at citere nogle vers fra Hebræerbrevet kapitel 12 fra Bibelen på Hverdagsdansk: ”Lad os rette blikket fremad mod Jesus, som vores tro skal bygge på fra først til sidst. Ved at se frem til den glæde, der ventede ham, kunne han udholde skammen og døden på korset, og nu sidder han på tronen ved Guds højre hånd. Tænk på al den modstand fra syndige mennesker, som Jesus måtte kæmpe imod – så vil I også kunne holde ud uden at miste håbet eller tabe modet.”
Glædelig Sankt Stefans dag!
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar dronningen og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments