Prædiken 2 til juleaften 2017
Posted By admin on 4. marts 2019
Jesu fødsel: Sinatra tog fejl
Prædiken i Husum Kirke juleaften 2014 kl. 15.30
Nikolaj Hartung Kjærby
Et af de største julehits nogensinde blev skrevet af amerikaneren Hugh Martin i 1944 som en del af Metro-Goldwyn-Mayer-musicalen ”Meet Me in St. Louis” med Judy Garland i hovedrollen. De første linjer lyder sådan her (synges): ”Have yourself a merry little Christmas, let your heart be light, next year all our troubles will be out of sight.” Hvor mange af jer har hørt den? Det tænkte jeg nok, for siden Judy Garlands første udgave i 1944 er den blevet indspillet af en perlerække af kendte sangere og grupper så som Frank Sinatra, Ella Fitzgerald, Bing Crosby, Doris Day, The Carpenters, Roger Whittaker, John Denver, Brenda Lee, Cliff Richard, Neil Diamond, Gloria Estefan, Coldplay, Mary Mary, Barry Manilow, Michael Bublé, Pentatonix, Kylie Minogue – og så sent som i år i mindst tre udgaver, nemlig med Phoebe Bridgers, Sabrina Carpenter, og en duet mellem Jacob Collier og Tori Kelly.
I den udgave som Judy Garland sang, lyder teksten sådan her i min egen ubehjælpsomme oversættelse til dansk: ”Hav dig en glædelig lille jul, lad dit hjerte være let, til næste år vil alle vores vanskeligheder være ude af syne. Hav dig en glædelig lille jul, gør juletiden sorgløs, til næste år vil alle vores vanskeligheder være langt borte. Påny, ligesom i gamle dage, de glade, gyldne dage der var engang, vil de trofaste venner som vi holder af, være os nær igen. En dag snart vil vi alle være sammen hvis skæbnegudinderne tillader det; indtil da må vi finde en måde at kæmpe os igennem, så hav dig en glædelig lille jul nu.”
Det var som sagt den udgave Judy Garland sang, men teksten er blevet ændret en hel del gange. Den allerførste udgave Hugh Martin skrev, var deprimerende og pessimistisk, så folkene bag musicalen bad ham lave den om, og det gjorde han så, men selv efter at han havde gjort den væsentlig mere optimistisk, syntes producenterne at der skulle laves yderligere en justering. Martin, der var kristen, havde nemlig skrevet ”if the Lord allows” (”hvis Herren tillader det”), men Metro-Goldwin-Mayer ønskede ikke nogen religiøse tekster, så de forlangte at få det lavet om til ”if the fates allow” (”hvis skæbnegudinderne tillader det”). Man kan så undre sig over at det åbenbart ikke er religiøst at tro på skæbnegudinder!
Nå, men der kom flere ændringer, for da Frank Sinatra i 1957 skulle indspille et julealbum med titlen ”A Jolly Christmas” (”En munter jul”), kontaktede han Hugh Martin og spurgte om han ikke kunne gøre sangen lidt mere munter – det var især linjen ”indtil da må vi finde en måde at kæmpe os igennem”, han ikke kunne lide. Og som Hugh Martin senere sagde i et interview: ”Man sagde ikke nej til Frank Sinatra!” Men det kunne jeg nu godt ønske at han havde haft mod til at gøre, for jeg synes personligt at ændringerne gjorde sangen meget fattigere, grænsende til det ligegyldige, og jeg kan kun ærgre mig over at flertallet af de stjerner der siden har indspillet den (med enkelte glædelige undtagelser) har valgt Sinatras ”tæmmede” version. Det der blev lavet om, var for det første at ”til næste år vil alle vores vanskeligheder være” henholdsvis ”ude af syne” og ”langt borte” blev til ”fra nu af vil alle vores vanskeligheder” være ude af syne og langt borte, for det andet at ”Påny, ligesom i gamle dage, … vil de trofaste venner … være os nær igen. En dag snart vil vi alle være sammen” blev til ”Her er vi, ligesom i gamle dage, … de trofaste venner … samles omkring os. Gennem årene vil vi alle være sammen”, og endelig for det tredje at den forhadte, men stærke linje ”until then we’ll have to muddle through somehow” blev til ”Hang a shining star upon the highest bough” – ”Hæng en lysende stjerne på den øverste gren”. Fra at udtrykke et håb om en bedre fremtid kom sangen altså til at udtrykke en glæde over en god nutid.
Og hvad er det så der er galt med Sinatras udgave? Hvorfor synes jeg at den er så meget ringere end den udgave som Judy Garland oprindelig sang? (Altså bortset fra at jeg selv i sin tid lærte sangen at kende i en indspilning med Cliff Richard, som er en af de få der har holdt fast ved den gamle udgave, og jeg i lighed med mange andre har en tendens til at betragte den første udgave jeg lærte, som ”den rigtige”). Jo, der er det galt at Sinatras udgave beskriver en fantasiverden som ikke har noget at gøre med virkeligheden – i hvert fald ikke den virkelighed jeg har erfaret. ”Fra nu af vil alle vores vanskeligheder være ude af syne” – vel vil de ej! Jeg har fejret jul 42 gange, så jeg synes selv jeg har en vis erfaring at trække på når jeg siger at julen altså ikke bare får vores problemer til at fordufte. Naturligvis behøver man ikke ligefrem at fokusere på problemerne mens man samles rundt om det pyntede træ, men vi ved alle sammen at lige pludselig er det den 2. januar, og så begynder hverdagen igen. Og hvad vennerne angår – jo, juletiden er da heldigvis en tid der ofte byder på glædelige gensyn med gamle venner, men der er også venner som vi af forskellige årsager ikke har mulighed for at gense. Og så er der endelig den linje som Sinatra især ikke kunne lide: Lige netop den linje er faktisk min yndlingslinje i hele sangen, og første gang jeg hørte den modificerede version – i øvrigt i en indspilning med den udmærkede danske gospelsangerinde Signe Walsøe – syntes jeg at hele sangen blev tabt på gulvet. For i den verden som det er vores lod at leve i, der når man altså ikke særlig langt med blot at sætte en lysende stjerne fast i træets øverste gren; der er tit brug for at kæmpe, og at kæmpe hårdt! (Jeg har desværre ikke kunnet finde en dækkende dansk gengivelse af ”muddle through”).
”Nå,” sidder du måske og tænker, ”men hvad så med juleevangeliet? Hvad med den sang som englene sang for hyrderne på marken? Er den også ”fattig, grænsende til det ligegyldige”? Beskriver den også en ”fantasiverden som ikke har noget at gøre med virkeligheden”? De sang jo om stor glæde for hele folket, og om fred til mennesker – hvordan ser det ud med de ting når den 2. januar melder sig på banen?
Ja, jeg må da sige at jeg i hvert fald udmærket godt kan forstå hvis der er nogen der tænker sådan når de hører juleevangeliet – eller når de skal forholde sig til kristendommen i det hele taget. Den begrundelse som jeg oftest hører for at folk ikke tror på Gud, er i hvert fald at der er så meget ondt i verden. Men vi skal huske at juleevangeliet ikke er en novelle der er skrevet til at skulle stå alene; det er et halvt kapitel af en roman i to bind! (Og med ”roman” mener jeg naturligvis ikke at det er opdigtet, for så stod jeg ikke her; jeg bruger blot ordet for at illustrere værkets omfang). De to bind er kendt under navnene Lukasevangeliet og Apostlenes Gerninger, og de har tilsammen 52 kapitler, hvoraf juleevangeliet er at finde i begyndelsen af kapitel 2 – altså helt i starten af værket. Handler de resterende 50 kapitler om lutter fred, glæde og harmoni? På ingen måde! Det første bind beskriver Jesu liv på jorden, hvor han ganske vist vandt mange tilhængere, men også mange fjender, hvor han en stor del af tiden måtte leve som en fredløs på flugt, og hvor han til sidst blev arresteret, pisket, dødsdømt og henrettet på den mest grusomme måde. Og i bind 2 går det ikke meget bedre, for selvom disciplenes missionsvirksomhed efter Jesu opstandelse og himmelfart førte til at tusindvis af mennesker kom til tro, så kan vi også læse om at Stefanus blev stenet (det er faktisk temaet for gudstjenesten 2. juledag), at Jakob blev halshugget, at Peter blev fængslet, at Paulus flere gange var tæt på at blive lynchet, og at han senere led skibbrud, og så videre, og så videre. Det kristne budskab er ikke et budskab om at hvis du bare tror på Jesus, så forsvinder alle dine vanskeligheder som dug for solen!
Men det er et budskab om håb, og det er dét håb der er årsagen til den glæde som englene forkyndte for hyrderne. Det samme håb er også grunden til at Peter og Johannes, efter at være blevet pisket som straf for at de talte om Jesus, priste Gud for at de var blevet anset for værdige til at lide for evangeliets skyld, og til at Paulus og hans makker Silas gav sig til at synge glade sange da de på et tidspunkt blev fængslet i den græske by Filippi. Men hvad er det da for et håb?
Jo, det er – ligesom i den ”rigtige” udgave af ”Have Yourself a Merry Little Christmas” – et håb om en bedre fremtid. Som nogle af jer måske lagde mærke til, sprang jeg en meget vigtig detalje over i mit resumé af Lukasevangeliet, nemlig Jesu opstandelse. Det endte godt for Jesus, og det budskab som han sendte disciplene ud i verden med, var at det i det hele taget ender godt for dem der tror på det gode; det er Jesu egen opstandelse et håndgribeligt tegn på. Og det kommer vel at mærke ikke til at ende godt som et resultat af at vi mennesker bliver mere og mere fornuftige og civiliserede (hvad der heller ikke er ret meget der tyder på at vi bliver, skulle jeg mene), men som et resultat af at Jesus engang vender tilbage til jorden og opretter Guds rige.
Men det kristne håb er faktisk også et håb om en bedre nutid! Det Gudsrige, som Jesus vil oprette når han vender tilbage til jorden, det plantede han allerede frøene til ved sit første komme. Da Jesus blev født på jorden, blev der tændt et lys i mørket. Da han døde på korset, mistede mørket sit krav på os mennesker fordi Jesus betalte for vores liv med sit eget. Og da han opstod fra de døde påskemorgen, satte han en tyk streg under at lyset er stærkere end mørket. Derfor kan vi – selvom vi ikke kan se ret mange tegn i verden omkring os på at det gode er ved at vinde – følge Hugh Martins jule-opfordring til at lade vores hjerte være let, og at gøre juletiden sorgløs, fordi vi med troens øje kan se at vi er på den vindende side. Livet som kristen er et liv i glæde!
Men det er også et liv i kamp. Som sagt synes jeg at linjen ”until then we’ll have to muddle through somehow” beskriver min egen erfaring ganske godt – og den erfaring finder vi heldigvis også beskrevet i mange af vores danske julesalmer, ja, i vores salmer i det hele taget. Men kampen afhænger lykkeligvis ikke af os selv. Det er ikke vores styrke der er afgørende for om vi får kæmpet os igennem moradset; tværtimod er det afgørende at vi sætter vores lid til Jesus og lader ham kæmpe for os – ham der allerede har vundet kampen ved sin død og opstandelse.
Og det der med ”næste år”, som der stod i Hugh Martins sang inden Frank Sinatra ødelagde den – hvad med det? Sangen blev som sagt skrevet i 1944, men selvom 1945 unægtelig bød på en glædelig omvæltning af de helt store, så betød det jo ikke at alle vanskeligheder fra da af var ude af syne. Men jeg tror faktisk snarere at ordene er udtryk for et konstant håb om at den bedre fremtid snart kommer, end at de specifikt skulle referere til 1945 – eller til 2018 hvis vi synger dem i dag. I alle de år hvor jøderne ikke havde adgang til deres hellige by, Jerusalem, efter at romerne havde tilintetgjort den i år 135, var det en tradition at afslutte det jødiske påskemåltid med ordene: ”I år er vi her, næste år i Jerusalem.” Der gik som bekendt rigtig mange år før sultan Saladin i 1187 atter gav jøder lov til at slå sig ned i Jerusalem, og endnu flere år før Israel genopstod som nation, men jøderne holdt håbet intakt. Og det kan vi kristne lære af – uanset hvad vi i øvrigt måtte mene om den aktuelle politiske situation i Mellemøsten. Det Nye Testamente taler nemlig om et nyt Jerusalem der i forbindelse med Jesu genkomst vil komme ned fra Himlen (hvordan det så end skal forstås), og som skal være vores evige hjem. Derfor kan vi i tro sige: ”I år er vi her, næste år i det ny Jerusalem!”
Glædelig jul!
Comments