Prædiken 1 til juleaften 2017
Posted By admin on 4. marts 2019
Jesu fødsel: Vær mennesker af god vilje
Prædiken i Husum Kirke juleaften 2017
Nikolaj Hartung Kjærby
Hvorfor kravler århusianerne ud gennem vinduerne i december måned?
Fordi julen står for døren!
Første gang jeg hørte det ordspil som udgør pointen i den vittighed, var i Lars Lilholts sang ”Lad julen vare længe” fra 1988, hvor første vers lyder: ”En lille nisse lå og græd på loftet og hed Søren; han kunne ikke komme ud, julen stod for døren”. Bortset fra at det er en lidt løjerlig sætningskonstruktion at nissen ”lå og græd på loftet og hed Søren” (eller det tænkte jeg i hvert fald da jeg sad og skrev prædiken og hed Nikolaj), og bortset fra at det i det hele taget er sjældent man hører om nisser der hedder noget så almindeligt som ”Søren” (de plejer snarere at hedde Lunte eller Pyrus eller Fimpe eller Gibbus eller Høvlebænk eller Bjergi eller Skir), så er ordspillet faktisk lidt mere alvorligt i Lars Lilholts sang end i Århushistorien. Sagen er nemlig den at den stakkels Søren rent faktisk oplevede julen som noget der ”stod for døren” i den trælse betydning – altså noget der var i vejen. Det skyldtes at hans forældre arbejdede for Julemanden som henholdsvis kogekone og rensdyrkusk, og de havde så travlt at de slet ikke havde tid til deres søn – og derfor sad han bare og hang med skuffen. Ganske vist byder sangens omkvæd på en formaning om at ”I julen skal man danse rundt og ikke sidde og hænge”, men det er alligevel først da juleaften indfinder sig, og forældrene endelig kan holde fri fra deres arbejde, at Søren bliver glad igen og får lyst til at danse.
Jeg gad vide hvor mange af os der er hér i dag, som har det ligesom Søren og hans forældre – at vi måske nok ville sige, hvis vi blev spurgt, at julen er en tid hvor man skal danse af glæde, men at vi i virkeligheden snarere oplever den som en byrde, som vi glæder os til at få fjernet fra døren? Jeg kender godt selv til det i hvert fald. Jeg har et billede inde i hovedet af julen som en tid med tro, håb og kærlighed, fred og glæde, med afslapning i familiens skød og en følelse af at alt nok skal gå til sidst fordi Guds søn lod sig føde som menneske, men tit bærer virkeligheden mere præg af lange køer i overfyldte butikker, stress over om vi nu når det hele, og måske også ærgrelse over at højtiden varer så kort i forhold til den lange tid med forberedelser. Hvorfor er det sådan? Hvordan bærer vi mennesker os ad med at forvandle en gave til en opgave, så det der skulle have været en anledning til ro og fordybelse, i stedet bliver en anledning til stress og forjagelse?
Ja, hvis jeg kunne give et overbevisende svar på det spørgsmål, så tror jeg at jeg kunne tjene mange penge på at sælge bøger og holde foredrag – og jeg ville nok være så efterspurgt som foredragsholder at jeg først for alvor ville blive stresset, så det er nok meget godt at jeg ikke har svaret. Men lidt tror jeg godt vi kan gøre ved det, for eksempel ved at skrue ned for ambitionerne. Hvis vi forlanger af os selv at julen skal være perfekt, så kan vi næsten kun blive skuffede. Hvis vi derimod vælger at være taknemmelige for alt det gode vi får, så får vi meget at glæde os over. Det kan godt være at vi også vil have meget at være kede af, men det ville jo have været der under alle omstændigheder.
Nå, jeg vil spare jer for mere lommefilosofi og i stedet sige noget om julens evangelium. Englen sagde til hyrderne på marken at den forkyndte dem en stor glæde, nemlig at der var født en frelser, og det store englekor sang om fred til mennesker. Og her i dag har vi lige sunget om at ”julen er kommet med solhverv for hjerterne bange”. Solhvervet var egentlig i torsdags, men det ændrer ikke på at julen oprindelig var en solhvervsfest. Personligt ser jeg hvert år meget frem til solhvervet, fordi jeg har tendenser til vinterdepression og derfor længes meget efter lysere tider. Solhvervet har været fejret i årtusinder af indlysende årsager, men i den førkristne romerske kultur var den populære solhvervsfejring forbundet med tilbedelse af hedenske afguder, og det stillede kirken i et dilemma. Efterhånden som det at være kristen blev mere mainstream og derfor ikke nødvendigvis var forbundet med den samme offervilje som i de første århundreder, var der nemlig stadig flere kristne der ikke ville undvære solhvervsfesten, selvom den omfattede afgudsdyrkelse. Men så var der en der fik den geniale idé at lave en kristen solhvervsfest hvor man fejrede Jesu fødsel, og dermed var den kristne jul opfundet – den blev fejret første gang i år 336. Og personligt synes jeg at der er en dyb og meningsfuld symbolik i at fejre Jesu fødsel i forbindelse med solhvervet, for ligesom solhvervet betyder at årets rytme er vendt, og det nu går mod lysere tider, betød Jesu fødsel at menneskehedens skæbne er vendt mod lysere tider. ”Nu tændtes lys i skyggers land”, som vi sang i den forrige salme. ”Forvunden er nu al vor nød – Guds kære børn vi blev på ny”, som vi skal synge i den næste.
Men ligesom det er lykkedes mange af os at forvandle julen fra en lettelse til en byrde, er det desværre også gået med vores opfattelse af Jesus. Han, der kom for at frelse os og give os glæde og fred, bliver af mange opfattet som en der tværtimod er kommet for at straffe os og gøre os bekymrede – ja, en af mine gode Facebook-venner, som er ateist, omtalte for nylig Jesus som ”den himmelske Pol Pot” med reference til en af verdenshistoriens værste massemordere, som i løbet af sine tre år som Cambodias premierminister slagtede en fjerdedel af landets befolkning. Og for et par år siden var der en ateistisk gruppe i England der kørte en serie busreklamer med sloganet: ”Bare rolig, der er sandsynligvis ikke nogen Gud”. Hvordan gik det så galt, at det der skulle have været det mest glædelige budskab nogensinde, blev opfattet som et dårligt budskab? Eller for at vende tilbage til det ordspil vi begyndte med: Der er et berømt vers i Johannes’ Åbenbaring [3,20] hvor Jesus siger: ”Se, jeg står ved døren og banker på”. I den game oversættelse stod der: ”Se, jeg står for døren og banker”, for sådan formulerede man sig da den pågældende oversættelse blev lavet tilbage i 1948, men det tolker vi nogle gange som om han sagde: ”Se, jeg står for døren og blokerer den”!
Jeg tror at en af årsagerne til at det er gået så galt, er at vi har glemt hvordan vores situation ville have været uden Jesus – at menneskeheden faktisk var i dyb nød før han kom. Den dybe nød kan sammenfattes i to ord: synd og død. ”Synd” betyder at vi er slaver af vores egen tilbøjelighed til at vælge det onde frem for det gode, og ”død” – ja, det betyder som bekendt at vi ender med at miste livet, uanset hvor krampagtigt vi holder fast i det. Det er endnu ikke lykkedes at finde en kur mod de to problemer, og da man for godt 100 år siden troede at menneskeheden endelig var ved at løfte sig til et højere stade, brød Første Verdenskrig ud og gjorde en ende på illusionerne. Og det er kun blevet værre siden da. Ganske vist har lægevidenskabens landvindinger og den øgede adgang til sund mad i mange dele af verden ført til en øget levetid, men kroppens naturlige forfald kan vi ikke bremse, og selv hvis vi kunne, ville mange af os nok betakke os, for der kommer et tidspunkt hvor man bliver mæt af dage og ikke føler at verden har mere at give en andet end smerter og sorger og skuffelser – det er i hvert fald hvad jeg hører fra mange af de ældre mennesker som jeg taler med i forbindelse med mit arbejde. Alt det er noget som Jesus kom for at frelse os fra, ikke noget han kom for at påføre os.
”Men hvad så med helvede?” vil nogle sikkert spørge – det ville i hvert fald min ateistiske ven som jeg nævnte før, og det var faktisk i den forbindelse at han sammenlignede Jesus med Pol Pot. Ja, hvad med helvede? Min ven mente at før Jesus og kristendommen kom, levede mennesker relativt lykkeligt i forvisningen om at døden engang ville udfri dem fra alle lidelser, men med kristendommen blev der pludselig indført muligheden for en evig fortabelse, og det har ført til at mange mennesker nu lever i frygt – altså dem der ikke har ”set lyset” og er blevet ateister.
Dertil er der to ting at sige. For det første kunne jeg oplyse min ven om at helvede ikke er nogen kristen opfindelse, men at alle de beskrivelser af helvede som findes i Det Nye Testamente, har paralleller i førkristne opfattelser af enten jødisk eller hedensk oprindelse – ja, ”ildsøen”, som nævnes i Johannes’ Åbenbaring, er faktisk beskrevet i den egyptiske Osiriskult hele 1000 år før Kristi fødsel! Og de steder hvor Jesus omtaler helvede, har det ikke karakter af at han fortæller folk noget nyt, men snarere at han refererer til kendt stof. Helvede kendte folk udmærket – det nye, som Jesus prædikede, var at det er muligt at undgå helvede! Ja, faktisk er der ingen der behøver at havne i helvede, for frelsen og det evige liv tilbydes som en gratis gave, der blot kræver at vi tager imod den.
Men der var som sagt to ting at sige, og den anden ting er at det desværre er rigtigt nok at der har været – og givetvis stadig er – mennesker for hvem budskabet om Jesus snarere har ført til frygt og angst end til fred og glæde. Og det skyldes netop vores rædsomme evne til at forvandle en gave til en opgave, ikke kun for os selv, men også for andre. Alt for ofte har kristne prædikanter truet med helvede i stedet for at trøste med muligheden for at undgå helvede – ja, til tider er evangeliet om Jesus endda blevet forvansket til at helvede skulle være en straf for ikke at tro på Jesus. Bare for at illustrere hvor absurd det er at prædike på den måde, så forestil dig at du arbejder som livredder på en strand. (Ah, bare tanken om en badestrand en varm sommerdag luner her i vinterkulden!). Nå, du arbejder altså som livredder, og du tænker at dit arbejde burde være relativt nemt, for der står nogle store skilte ude i vandet hvoraf det tydeligt fremgår at hvis man svømmer længere ud end dertil, risikerer man at blive taget af strømmen. Men ak – en gruppe overmodige unge mennesker skal absolut trodse skiltenes advarsel, så du griber så mange redningskranse som du kan bære, og svømmer derudad. Da du når ud til de unge mennesker, kan du se at du ikke har redningskranse nok, så da du har fået reddet den første unge mand, spørger du ham om ikke han vil sørge for at dele redningskranse ud til de andre mens du selv svømmer ind efter flere. Da du lidt senere når derud igen med friske forsyninger af redningskranse, ser du til din forfærdelse at den unge mand har sat sig op på et af skiltene, hvor han sidder og råber til de andre at hvis ikke de kommer hen til ham og tager en redningskrans, så vil livredderen straffe dem med druknedøden! Mon ikke du ville råbe: ”Hvad er det du siger, mand? Det er da ikke mig der drukner dem; det klarer de fint uden min hjælp. Jeg gør alt hvad jeg kan, for at de ikke skal drukne!” Omtrent sådan tror jeg at Jesus ville sige til dem der prædiker at han vil straffe nogen med helvede for ikke at ville tro på ham.
Men heldigvis er der som sagt ingen af os der behøver at drukne! Modsat en livredder på stranden, der trods alt har et begrænset antal redningskranse til sin rådighed, er Jesus i stand til at frelse alle der vil tage imod. Og frelsen består ikke kun i at vi undgår at komme i helvede; den består først og fremmest i at vi får mulighed for at leve det liv som Gud havde tænkt at vi skulle leve – et liv hvor vi ikke længere behøver at være slaver af synden og døden. Det får også konsekvenser for vores livsførelse, der helt naturligt vil blive præget af kærlighed, ydmyghed, og det som man med et lidt fornemt ord kalder ”hellighed”. Det er en gave fra Gud, men også det er vi desværre tilbøjelige til at forvandle til en opgave! Alt for ofte har jeg hørt velmenende kristne sige at nu hvor Jesus har frelst os, skal vi til gengæld overholde visse moralske regler, ellers risikerer vi at miste frelsen igen. Som om det var noget glædeligt budskab! Som om de ludere og lommetyve der udgjorde Jesu første disciple, ville have været i stand til det! Nej, det glædelige budskab er at Jesus vil forvandle vores liv! Han vil give os et nyt hjerte, så vi helt naturligt får en anden moral, der ikke udspringer af frygten for straf, men af kærlighed. Ganske vist kan der godt stadig være brug for selvdisciplin, ligesom der kan i en menneskelig kærlighedsrelation. Men hvis jeg af kærlighed til min kone gør noget som jeg egentlig ikke har lyst til, er jeg jo netop motiveret af kærlighed og ikke af frygt – også selvom jeg måske er nødt til at overvinde min magelighed. Og sådan er det også når vi lader Jesus forvandle os efter Guds vilje, uanset at det går ud over vores magelighed eller vores stolthed eller noget andet som vi ikke har lyst til at give slip på.
Så lad os huske at julen er en gave – dels den fest som vi skal nyde de kommende dage, men i særdeleshed også det budskab om Jesus som siden år 336 har været den kristne juls egentlige indhold. Lad os vende det døve øre til de stemmer der vil bilde os ind at julen – og kristendommen – er en tung byrde som blokerer døren så vi ikke kan komme ud til det liv som vi egentlig gerne ville leve. I julen skal man danse rundt og ikke sidde og hænge – lad julen vare længe!
Glædelig jul!
Comments