Signe & Nikolaj

Posted By admin on 21. november 2011

Verdensdommen: Guds børn på ærten

Prædiken i Husum Kirke sidste søndag i kirkeåret 2011

Nikolaj Hartung Kjærby

Der er mange der har det svært med den tekst vi lige har hørt. For det første indeholder den det ubekvemme budskab at der er mennesker der går evigt fortabt. At høre Jesus sige ting som ”Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle” til nogen, bryder de færreste sig om. Men selv mennesker der normalt ikke har noget problem med at acceptere at der findes et helvede, krymper sig ved denne her tekst fordi den tilsyneladende modsiger den læresætning der er den allervigtigste i den lutherske kirke, nemlig at vi bliver frelst af nåde ved tro og ikke ved at gøre gode gerninger. Jesus siger jo ikke et ord om tro, men henviser udelukkende til hvad man har gjort og ikke gjort af gode gerninger.

Så hvad stiller vi op? Vælger vi at kassere teksten om verdensdommen fordi den er uevangelisk? Det er der nogle der vælger. Men gør man det, er man jo nødt til at antage en af to ting: Enten at Jesus tog fejl, eller at Matthæus har fejlciteret ham. Vælger vi den første mulighed – at Jesus tog fejl – så er der ikke ret meget tilbage af vores kristendom. For hvis han tog fejl da han sagde det, hvordan kan vi så vide at han ikke også tog fejl da han sagde at Gud tilgiver vores synder – eller at der i det hele taget er en Gud? Det er da også den anden mulighed som de fleste vælger hvis de vil kassere teksten – altså at Jesus ikke kan have sagt de ting, fordi det strider imod evangeliet, som vi finder det i Paulus’ breve og i Luthers lille katekismus. Men det rejser jo så et andet spørgsmål: Hvordan kan vi vide at Paulus og Luther havde mere tjek på hvad Jesus rent faktisk sagde, end Matthæus havde? Det er i hvert fald ikke noget som jeg ville satse min evige salighed på!

I stedet for at kassere Matthæus’ tekst om verdensdommen kunne vi jo så vælge at tage den på ordet og holde op med at sige at vi bliver frelst af tro. Og så må vi ellers hellere se at komme i gang med at give mad til nogle sultne og tøj til nogle nøgne, fjerne Paulus’ breve fra Bibelen og brænde alle eksemplarer af Luthers Lille Katekismus!

Men heldigvis er der en tredje mulighed. Vi behøver faktisk hverken at kassere Paulus eller Matthæus. Når det kommer til stykket, er de nemlig slet ikke uenige! Samtlige skrifter i Det Nye Testamente er fuldstændig enige om at vi vil blive dømt efter vores gerninger, men det ændrer ikke en tøddel ved at vi bliver frelst af nåde ved tro. Er du forvirret? Så lyt med!

Først det med at vi skal dømmes efter vores gerninger. Ud over Matthæusevangeliet står det i Johannes’ Åbenbaring kapitel 20, hvor Johannes taler i datid om det han så da han fik lov til at se ind i fremtiden. ”de døde blev dømt efter deres gerninger” står der, og det må jo siges at være temmelig klart. I Jakobs Brev står der ”at mennesket bliver gjort retfærdig af gerninger, og ikke af tro alene”, og af den grund kaldte Luther Jakobsbrevet for ”et stråbrev der ikke er den apostoliske ånd værdig”. Men selv Paulus skriver faktisk: ”vi skal alle fremstilles for Kristi domstol, for at enhver kan få igen for det, han har gjort her i livet, hvad enten det er godt eller ondt” (det står i Andet Korintherbrev kapitel 5). Der er altså rørende enighed om at vi kommer til at blive dømt efter vores gerninger; det slipper vi ikke for.

Men hvad så med troen? Tog Luther fejl da han slog sine berømte 95 teser op på kirkedøren i Wittenberg om at vi bliver retfærdige af tro uden lovgerninger, og dermed lagde grunden til hele den protestantiske kirke? Se, hvis jeg mente det, så måtte jeg nok hellere finde mig et andet job. Men bare rolig, det mener jeg ikke.

Men hvordan hænger det så sammen? Jo, nu skal I høre: Det som Luther gjorde op med, og som Paulus før ham gjorde op med, var den opfattelse at vi ved at foretage nogle bestemte rituelle handlinger kan gøre os fortjent til noget i forhold til Gud. Det var en udbredt opfattelse på Luthers tid at man ved at fremsige bestemte bønner eller give penge til kirken kunne ”score point hos Gud”, så at sige, og jo flere point man scorede, desto bedre klarede man sig på dommens dag. Den opfattelse gjorde Luther ret i at afvise, for det er et helt entydigt budskab i både Det Gamle og Det Nye Testamente at vi mennesker ikke har krav på noget som helst hos Gud, uanset hvor fromme vi er. Som Jesus siger et sted: ”Når I har gjort alt det, I har fået besked på, skal I sige: ’Vi er unyttige tjenere, vi har kun gjort, hvad vi skulle gøre.’” Og både Johannes Døber, Jesus og Paulus går skarpt i rette med de jøder der tror at de i kraft af deres afstamning og/eller deres overholdelse af visse ceremonielle bud havde særlige rettigheder hos Gud. Det er nemlig fuldstændig umuligt at bringe sig i en situation hvor man har noget til gode hos Gud, og det evige liv kan vi aldrig gøre os fortjent til. Overladt til os selv ville vi gå evigt fortabt – ikke fordi Gud er en kosmisk sadist der nyder at sende folk i helvede, men fordi adskillelsen fra Gud så at sige er vores normaltilstand.

Sådan var det ellers ikke fra begyndelsen. De allerførste kapitler i Bibelen fortæller historien om hvordan Gud skabte mennesket til at leve i nært fællesskab med ham i al evighed, men at det gik i stykker fordi Adam og Eva ikke var indstillet på at følge Guds spilleregler, men hellere selv ville være som Gud. Der er bare det problem at vi mennesker ikke har Guds evne til at producere liv. Vi kan formere os, men det er ikke det samme som at producere liv. Det er bare at give en ny kombination af vores dødelige og fejlbarlige gener videre. Der er endda en der engang har udtrykt det sådan at livet er en seksuelt overført sygdom med 100% dødelig udgang. Hvorom alting er, så blev konsekvensen af Adam og Evas fravalg af Gud at livet ikke varer evigt. Når vi ikke længere har uhindret adgang til Gud, har vi heller ikke uhindret adgang til livet, og det betyder at vihar udsigt til 80-90 år i denne verden (eller hvor længe vi nu holder), efterfulgt af en evighed adskilt fra Gud. Og sidstnævnte bliver bestemt ikke rart. Der er ikke tale om evig hvile, for ægte hvile og fred er også noget som Gud giver os, så det vil vi ikke have adgang til hvis vi er helt adskilt fra ham. Derfor er betegnelsen ”den evige ild”, som Jesus bruger, nok ganske velvalgt, uanset om den skal opfattes billedligt eller bogstaveligt. Og der er vel at mærke ikke tale om en uforholdsmæssigt hård straf fra en ond og tyrannisk gud, men om den naturlige konsekvens af vores egne valg. Derfor kan vi heller ikke bebrejde Gud noget, og ingen nok så fromme gerninger kan ændre på det faktum at vores eneste vej til frelse er at ydmyge os og lade Gud være Gud; at tage imod Guds rige ligesom et lille barn. Hvis vi kunne frelse os selv ved at gøre gode gerninger, ville vi jo kunne være stolte af det, og så ville grundskaden – at vi ikke i ét og alt vil ydmyge os under Gud – være intakt. Den eneste måde vi kan få det evige liv på, er altså ved at tage imod det i tro som en gratis gave fra Gud.

Men det betyder ikke at vi ikke skal gøre gode gerninger. At det skulle betyde det, har hverken Luther eller Paulus eller Jesus nogensinde hævdet. Tværtimod omtaler Jesus oftest det evige liv som ”Guds rige”. Og det ord der er oversat med ”rige”, kan lige så vel betyde ”herredømme”. Når vi får det evige liv som gave, kommer vi altså ind under Guds herredømme, dvs. det er ham der nu bestemmer over os, ikke os selv. Så for at udtrykke forholdet mellem de gode gerninger og frelsen kort: Vi bliver ikke frelst ved at gøre gode gerninger, men vi bliver frelst til at gøre gode gerninger. Eller som en anden har udtrykt det: Vi kommer ikke i himlen ved at gøre gode gerninger, men vi kommer ikke ind uden!

De gode gerninger som vi er frelst til at gøre, er imidlertid noget helt andet end ceremonielt paragrafrytteri. Den lov som vi som kristne er underlagt, er ikke Moseloven fra Det Gamle Testamente, men derimod en størrelse som Paulus kalder for ”Kristi lov”, og som i Jakobsbrevet omtales som ”frihedens fuldkomne lov”. Det første og største bud i den lov er at vi skal elske Gud af hele vores hjerte og hele vores sjæl og hele vores sind og hele vores styrke. Og hvordan vi gør det i praksis, står der spalte op og spalte ned om i Det Nye Testamente. Noget af det er kontroversielt i vor tid, for eksempel de dele af det der har med seksualmoral at gøre. Men som det fremgår af teksten til i dag, er det barmhjertighed der er den altdominerende overskrift. Man kan ganske enkelt ikke undlade at hjælpe medmennesker i nød og samtidig påstå at man er med i Guds rige – det hænger simpelt hen ikke sammen. Når vi overgiver os til Gud og tager imod det evige liv fra ham, så sker der nemlig det at han skaber os om og giver os en helt ny identitet. Det er det vi markerer i dåben: Det gamle liv uden Gud druknes og begraves i dåbsvandet, og vi opstår symbolsk fra de døde til et nyt liv som Guds børn under Guds herredømme.

Vi handler i overensstemmelse med vores identitet. En tyv stjæler. En sanger synger. En ægte prinsesse kan mærke en ært gennem 20 madrasser og 20 edderdunsdyner. Og et Guds barn gør Guds vilje. Ikke nødvendigvis i hver eneste situation uden at fejle – vi er trods alt stadig ufuldkomne mennesker som lever i en ufuldkommen verden, og den fulde realisering af vores nye identitet får vi først at se når Jesus vender tilbage for at dømme levende og døde og bringe Guds rige til fuldkommenhed i al dets herlighed. Men fordi Guds børn gør Guds gerninger, vil det være vores identitet som Guds børn der vil være afgørende for om vi kommer til at sidde blandt fårene eller blandt bukkene på dommens dag.

Jeg vil slutte af med at læse hele det stykke fra Johannes’ Åbenbaring hvor der står om verdensdommen: ”Og jeg så en stor hvid trone og ham, der sad på den. For hans ansigt måtte både jord og himmel flygte, og der var ingen plads til dem. Og jeg så de døde, både store og små, stå foran tronen, og bøger blev åbnet, og en anden bog blev åbnet, det er livets bog, og de døde blev dømt efter deres gerninger ifølge det, der stod skrevet i bøgerne. Og havet gav sine døde tilbage, og døden og dødsriget sine døde, og de blev dømt, enhver efter sine gerninger. Døden og dødsriget blev styrtet i ildsøen. Det er den anden død, ildsøen. Og hvis nogen ikke fandtes indskrevet i livets bog, blev han styrtet i ildsøen.” Selvom vi bliver dømt efter vores gerninger, er det afgørende spørgsmål altså om vores navn står i livets bog. Gør det det, så får vi del i det evige liv, for så vil vores gerninger være gode. Og de gerninger i vores liv der ikke har været gode, dem vil der slet ikke blive talt om på dommens dag, for dem har Jesus fjernet ved sin død på korset.

En prinsesse er en kongedatter. Eftersom Gud er universets øverste konge, er alle vi der er hans børn, prinser og prinsesser. Og ligesom det i eventyret var prinsessens ”gerninger”, i form af hendes reaktion på ærten, der var det kriterium hun blev bedømt på, vil vi på dommes dag blive dømt efter vores gerninger. Men smerterne over ærten gjorde hende jo ikke til prinsesse; de viste blot at hun var prinsesse. På samme måde kan vores gerninger ikke gøre os til Guds børn; de kan kun vise at vi er Guds børn.

Er du i tvivl om du er Guds barn eller ej, og om dit navn står i livets bog, så er du meget velkommen til at kontakte mig.

Category: Prædiken
Tags: