Prædiken til Kristi Himmelfarts dag 2012
Posted By admin on 5. juli 2012
Jesu himmelfart: Jesu universelle herredømme
Prædiken i Husum Kirke Kristi himmelfarts dag 2012
Nikolaj Hartung Kjærby
”Øst er øst, og vest er vest, og de to kan aldrig mødes.” Sådan lyder et berømt og ofte misforstået citat fra Rudyard Kipling. Citatet stammer fra første linje af et episk digt med titlen ”Balladen om Øst og Vest”; et digt som er én lang beskrivelse af hvordan de kulturelle forskelle mellem England og Afghanistan ikke behøver at være nogen hindring for at en englænder og en afghaner kan mødes som ligemænd. De første fire linjer af digtet, og for øvrigt også de sidste fire, lyder ordret således: ”Oh, East is East, and West is West, and never the twain shall meet, Till Earth and Sky stand presently at God’s great Judgment Seat; But there is neither East nor West, Border, nor Breed, nor Birth, When two strong men stand face to face, tho’ they come from the ends of the earth!” I en dansk oversættelse som jeg fandt på nettet, er dette gengivet som: ”Åh, Øst er Øst, og Vest er Vest, og ingensinde skal de tvende
mødes, Før Jorden og Himlen tager plads ved Guds store Dommersæde. Men der gives hverken Øst eller Vest, hverken Grænse, Slægt eller Folk, Når to stærke mænd ansigt til ansigt står, om så de kom fra hver af Klodens ender.”
Men hvad mener Kipling så med de indledende ord om at øst og vest aldrig kan mødes? Tja, den mest banale tolkning er måske også den mest oplagte, nemlig at han tænker på de geografiske størrelser øst og vest, som i sagens natur aldrig kan mødes. Ganske vist kan man med en vis ret påstå at øst og vest mødes ved datolinjen i Stillehavet, men den linje kunne vi jo lige så godt have valgt at placere et hvilket som helst andet sted på jordkloden. Og under alle omstændigheder er faktum at uanset hvor på jorden man befinder sig – bortset fra de uendeligt små punkter der er kendt som Nordpolen og Sydpolen – vil øst og vest befinde sig stik modsat hinanden. De kan altså aldrig mødes, og derfor er det også så skønt at der i Davids Salme 103 står: ”så langt som øst ligger fra vest, så langt har han fjernet vore synder fra os.”
I den salme vi hørte i dag, stod der også noget om øst og vest, men denne gang stod der: ”Fra øst til vest skal Herrens navn lovprises.” Når øst og vest aldrig kan mødes, må det betyde at lovprisningen af Gud skal strække sig over hele jorden, for der er jo ikke noget sted på jorden der ikke ligger mellem øst og vest.
Oldhebraisk, som er det sprog Det Gamle Testamente er skrevet på, har i øvrigt ikke nogen selvstændige ord for øst og vest, så når der står ”fra øst til vest” i den danske oversættelse, står der ”fra solens opgang til dens nedgang” i grundteksten, for det var de ord man havde for øst og vest. Som regel fremgår det af sammenhængen om der menes ”øst” eller ”solopgang”, men lige det her sted giver begge betydninger faktisk mening. Og i den gamle bibeloversættelse som mange af jer sikkert er vokset op med (såfremt Bibelen var en del af jeres opvækst) står der faktisk ikke ”Fra øst til vest skal Herrens navn lovprises”, men ”Fra sol i opgang til sol i bjerge være Herrens navn lovpriset.” Og hvem ved om ikke der er tale om en bevidst tvetydighed fra salmistens side (en tvetydighed der desværre ikke kan gengives på dansk)? Altså enten ”fra øst til vest” eller ”fra morgen til aften”, enten en geografisk altomfattende lovprisning eller en tidsmæssigt altomfattende lovprisning. Tilmed er morgen og aften, solopgang og solnedgang, almindelige metaforer for fødsel og død, og det er jo i grunden ikke så mærkeligt. Det er altså oplagt at høre salmen som en opfordring til at prise Gud ikke bare hele dagen, men hele livet – fra vores fødsel til vores død.
Og sådan lykkedes det mig på finurlig vis at få knyttet en forbindelse til de flotte glasmalerier som vi indvier i dag, for hvis man læser dem fra venstre mod højre, begynder de jo netop med menneskets fødsel og slutter med dets død, og på de mellemliggende billeder finder vi – lovprisning! Med forskellige instrumenter har englene travlt med at lovprise Gud mens menneskelivet bevæger sig fra fødsel til død, og samtidig også fra kaos til kosmos.
Det samlede kunstværk som de fem vinduesfelter i glasmaleriet udgør, er ikke rektangulært; det skråner nedad. Og den vej går det jo også med menneskelivet: Rent fysisk går det ned ad bakke fra 20-årsalderen hvor væksten standser, men sliddet på organer og led begynder allerede fra fødslen. Der bliver også føjet mere og mere til vores synderegister jo længere vi lever, og frem for alt: For hver dag vi lever, rykker vores død en dag nærmere. Som én kynisk har udtrykt det: ”Livet er en seksuelt overført sygdom med 100% dødelig udgang.”
På den baggrund kan man godt overveje hvad det lige er der giver anledning til at vi skal lovprise Gud. Ét er at vi takker ham for at vi trods alt får lov til at leve, men ligefrem at lovprise ham? Han er jo selv evig og uforanderlig, men nægter tilsyneladende os at få del i de samme goder. For en umiddelbar betragtning kunne lovprisning af ham virke lige så malplaceret som nordkoreanernes tvungne hyldestoptog til ære for de diktatorer der har undertrykt dem i 64 år.
Men også kun for en umiddelbar betragtning. For Gud er jo ikke blevet rig ved at udbytte sine undersåtter, sådan som Kim-dynastiet er det. Og dertil kommer at der heldigvis er betydelig mere at sige om Gud end at han er den evige som troner højt ophøjet over os. Hvis I stadig har jeres salmebøger åbne på side 1163, så prøv at lægge mærke til den begrundelse som salmisten giver for at Gud skal lovprises (eller ”Herren”, som der står. Når der står ”Herren” i Det Gamle Testamente, er det i reglen en gengivelse af Guds navn, Jahve, som jøderne ikke turde udtale og derfor erstattede det med det hebraiske ord for ”herren”, og den tradition er desværre blevet videreført i de fleste oversættelser af Bibelen. Det er der historiske grunde til, men dem vil jeg lade ligge). Hvorom alting er: Begrundelsen for at Gud, Herren, Jahve, skal lovprises, er: ”Hvem er som Herren, vor Gud, i himmel og på jord, så højt som han troner, så dybt ned som han ser? Fra støvet rejser han den svage, fra skarnet løfter han den fattige”. Gud skal ikke kun prises fordi han er stor og ophøjet, men også og frem for alt fordi hans ophøjethed ikke forhindrer ham i at se ned til os små mennesker, have medfølelse med os og hjælpe os. Ja, ikke nok med at han ser ned til os – i Esajas’ Bog [57,15] siger Gud ligefrem: ”Jeg bor i det høje og hellige og hos den, der er knust, hvis ånd er nedbøjet.” Gud ser os altså ikke kun; han bor hos os – såfremt vi ellers er sønderknuste og ikke hovmodige.
Det viste Gud først og fremmest i Jesus. I ham trådte Gud frem som menneske for at redde os svage og fattige op fra støvet og skarnet. Til jul hørte vi hvordan han bogstaveligt talt trådte ind midt i støvet og skarnet ved at lade sig føde i en stald. Til fastelavn hørte vi hvordan han lod sig døbe i det samme vand som mennesker symbolsk havde vasket deres synder af i, som tegn på at han tog alle vores synder på sig. Langfredag hørte vi hvordan han blev uskyldigt dødsdømt og henrettet og dermed bar den død som vi skulle have lidt. Og påskemorgen hørte vi det vidunderlige budskab om at han ikke længere er i graven, men har besejret døden og vundet det evige liv til os. Og i dag, Kristi himmelfarts dag, hører vi så om hvordan han forlod denne jord igen og vendte tilbage til sin trone i himlen, og så skulle man jo umiddelbart synes at vi er lige vidt, men det er vi bestemt ikke. Jesus sidder nu ved Guds højre hånd, men hvor er Guds højre hånd henne? Ja, når Gud ikke alene bor i det høje og hellige, men også hos de knuste og nedbøjede, så er Guds højre hånd naturligvis også dér! Jesus er stadig hos os, lider med os når vi lider, og sætter os blandt fyrster, idet han giver os status som Guds børn. At være børn af den suveræne Gud som fortjener al lovprisning, er ikke nogen ringe status at have – vi har god grund til at rette ryggen og løfte hovedet, uanset hvilke omstændigheder vi oplever at stå i!
Lad mig til slut vende tilbage til Kiplings digt. For der stod jo faktisk ikke at øst og vest aldrig skal mødes, men at de ikke skal mødes ”før jorden og himlen tager plads ved Guds store dommersæde.” Der kommer en dag hvor denne tidsalder slutter, hvor Gud holder dom over himmel og jord, og hvor øst og vest endelig mødes. Det var den dag englene sigtede til da de fortalte de forvirrede disciple at Jesus ville vende tilbage på samme måde som de havde set ham blive taget op til himlen. Og det var den dag Jesus sigtede til da han sagde til disciplene at det ikke tilkom dem at kende tider eller timer som Faderen har fastsat af egen magt. Når den dag kommer, vil Gud ikke længere bo hos de knuste og nedbøjede, for da vil der ikke længere være nogen der er knuste og nedbøjede! Til den tid vil Guds rige nemlig fylde hele verden med sin herlighed, og Gud vil være alt i alle. Og alle der har valgt et liv sammen med Jesus, vil senest den dag erfare at det er et liv i herlighed – en herlighed der allerede her i denne verden kan skimtes bag de trængsler vi måtte opleve (selvom vi danskere ikke rigtig ved hvad trængsler er), og som vil træde synligt frem når Jesus kommer igen for at dømme levende og døde. Som apostlen Johannes skriver om den dag: ”Vi ved, at når han åbenbares, skal vi blive ligesom han, for vi skal se ham, som han er.” [1 Joh 3,2]. Det handler den salme om som vi skal synge efter meddelelserne.
Comments