Prædiken til julesøndag 2012
Posted By admin on 14. august 2013
Simeon og Anna: Tidens fylde
Prædiken i Husum Kirke julesøndag
Nikolaj Hartung Kjærby
December er på mange måder en anderledes måned end alle de andre. Ikke alene er det mange menneskers yndlingsmåned fordi den er fyldt med hygge og godter og forventning, men den er også anderledes fordi der er afgrundsdyb forskel på dagene før og efter den 24. I detailhandelen syder det af travlhed indtil butikkerne lukker den 23. om aftenen, og derefter er alt bare stille og lukket ned i tre dage. Og julekalenderstemningen giver så meget fokus på tallet 24 at jeg enkelte gange har grebet mig selv i den 12. december at erklære at vi nu var halvvejs igennem december! Men det er også som om dagene mellem den 24. og den 31. er et sært limbo-agtigt appendiks som hverken er fugl eller fisk, hvor det gamle år har afleveret alt hvad det havde at byde på, men det nye år ikke er begyndt endnu. Men sådan et ”ingenmandsland” kan man jo også godt have brug for til at komme sig over juleræset og indstille sig på det nye år der venter, så det ikke kommer som et chok nytårsnat klokken 12 at vi altså nu pludselig er i 2013.
Nedtællingen (eller rettere: optællingen) til den 24. december er naturligvis især interessant for børn, som har svært ved at vente til de kan få lov at se hvad der er i deres gaver. Men det at se længselsfuldt frem til en bestemt dato, kender vi vist alle sammen, uanset alder. Tilbage i 1993 så jeg med stor utålmodighed frem til den 19. maj, hvor jeg ville fylde 18 år og dermed blive myndig og få stemmeret. Desværre havde regeringen valgt at lægge folkeafstemningen om Edinburgh-aftalen den 18. maj, så jeg var præcis 1 dag for ung til at kunne stemme! Siden har jeg dog kunnet stemme ved adskillige valg og afstemninger. 16 år senere, i 2009, var det den 21. november jeg talte dagene til, for det var den dag jeg skulle giftes med min elskede Signe, og det kom jeg heldigvis ikke for sent til! Skal jeg på en ferie som jeg glæder mig meget til, kan jeg også finde på at gå og tælle dage. Og så er der gymnasieelever der tæller ned til sidste skoledag, soldater der tæller ned til de skal hjemsendes, mennesker med lidt mere livserfaring end mig der tæller ned til de skal på efterløn eller pension, og så videre.
Men det er ikke altid man kan tælle ned til det man glæder sig til, for det er ikke altid man ved hvornår det kommer til at ske. I gamle dage, før e-mail og Skype og lignende moderne hjælpemidler blev tilgængelige, var det for eksempel hårdt at være ”sømandsenke” og ikke vide hvornår ens elskede kom hjem fra de syv have. Og de mennesker der bor i lande hvor befolkningen undertrykkes af et brutalt regime, glæder sig meget til regimets fald uden at vide hvor længe de kommer til at vente. Gaddafis styre i Libyen varede i 42 år, og det er endnu uvist om det bliver erstattet af et ægte demokrati eller blot af et nyt diktatur i andre klæder. Det kommunistiske diktatur i det daværende Sovjetunionen varede i 74 år. Og i lande som Nordkorea og Saudi-Arabien venter de stadig på deres frihed efter henholdsvis 63 og 80 år med måske verdens to værste diktaturer.
Simeon, som vi hører om i dagens bibeltekst, vidste heller ikke hvor længe han skulle vente. Det eneste han vidste, var at det han ventede på, med sikkerhed ville komme til at ske i hans levetid, for det havde Gud lovet ham. De nærmere omstændigheder omkring afgivelsen af det løfte kender vi ikke, men der står at Helligånden var over ham og havde åbenbaret for ham at han ikke skulle se døden før han havde set Herrens salvede. Oversat til mere almindeligt dansk betyder det at Guds nærvær fulgte ham i en grad så han kunne kommunikere direkte med Gud, og at Gud havde fortalt ham at han ville få lov til at se Messias – den lovede konge som hele Israel ventede på – inden sin død.
Well, jeg er klar over at en omformulering af ordene ikke gør det lettere at forstå indholdet, for hvordan i alverden kan det lade sig gøre at leve så tæt sammen med Gud og kommunikere så direkte med ham? Det kan det i kraft af Helligånden. Da Amanda blev døbt tidligere i gudstjenesten blev døbt, skulle hendes gudfar svare ja hele fem gange. Det første af de fem spørgsmål var ”Forsager du Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen?”, og det sidste var ”Vil du døbes på denne tro?” De tre mellemliggende spørgsmål handlede alle sammen om troen på Gud. Noget af det mest grundlæggende i den kristne tro er nemlig at vi tror på én og kun én Gud, men at den éne Gud består af tre personer: Faderen, Sønnen og Helligånden. De tre personer er altid i fuld overensstemmelse med hinanden, og de er uadskillelige, så overalt hvor man finder en af dem, finder man også de to andre. Men de har forskellige funktioner (hvis man da kan bruge det ord om Gud). Nogle har udtrykt det på den måde at Faderen er Gud over os, for han er vores skaber, og det er fra ham at de to andre personer i Treenigheden udgår. Sønnen er Gud med os eller Gud for os, for han er den af de tre personer der blev menneske og blev født i Betlehem julenat for godt 2000 år siden, og som bar alle vores fejl på sin krop da han døde for vores skyld. Og Helligånden – ja, han er Gud i os. En af Helligåndens funktioner er nemlig at komme ind og tage bolig i et menneske.
Og når jeg har sagt det, så er jeg godt klar over at jeg hellere må skynde mig at forklare hvad det ikke betyder. Det betyder ikke at der er en ånd der overtager kontrollen med vores krop og vores tanker, sådan som man kan se det i gyserfilm, og undertiden også i film af mere mainstream-karakter. Nogle af jer så måske julekalenderen ”Ludvig og Julemanden” sidste år i december, hvor der hen imod slutningen sker det at Helligånden går ind og overtager bedstefar Hennings krop og taler igennem ham. Men sådan er Helligånden ikke! Hvis en ond ånd besætter et menneske, kan det ske at den overtager kontrollen med vedkommendes krop, men den slags sker heldigvis yderst sjældent her i Danmark. Guds Ånd, derimod, er høflig, for Gud er kærlighed, og Helligånden kaldes også Kærlighedens Ånd. Og kærligheden bruger aldrig tvang.
I har måske hørt at vi mennesker består af krop, sjæl og legeme. De mest hardcore ateister vil ganske vist hævde at der hverken findes sjæl eller ånd, kun kemiske processer i hjernen, men de kan ikke forklare det fænomen at der er et ”jeg”, der registrerer de kemiske processer som følelser, tanker og oplevelser. Humanister anerkender at mennesket har en sjæl som er sæde for vores tanker, følelser, vilje og fantasi, men afviser talen om en ånd. Vi kristne plejer at fastholde at mennesket har både legeme, sjæl og ånd, for det siger Bibelen, men vi har tit svært ved at forklare hvad ånden i grunden er for noget, og hvad forskellen er på sjæl og ånd. Jeg kan nok bedst forklare det sådan at sjælen består af vores tanker, følelser og vilje, mens ånden er vores væsens inderste kerne, vores inderste jeg, og den del af os som kan træde i forbindelse med Gud. Når Helligånden tager bolig i et menneske, er det altså hverken i kroppen eller i sjælen, men i ånden. På den måde kan Gud fra det inderste af vores eget væsen blidt vejlede os i hvad der er det rigtige at gøre.
Det at Helligånden taler fra vores eget indre, gør at det undertiden kan være svært at skelne imellem Guds stemme og vores egen stemme, for når Gud taler til os, føles det omtrent på samme måde som når en tanke eller en indskydelse farer igennem hovedet på os. At finde ud af hvilke tanker og indskydelser der er fra Gud, og hvilke der ikke er, er noget der kræver træning, men en måde at starte på er at følge de indskydelser der er ufarlige og som helt klart er i overensstemmelse med Guds kærlige væsen, som fx at sige et opmuntrende ord til et andet menneske. Derudover kan man blive bedre til at genkende Guds stemme ved at læse i Bibelen, for Gud har også talt igennem den, så den kan hjælpe med til at gøre os fortrolige med hans stemme.
Nå, tilbage til Simeon. Han kunne kende Guds stemme så tydeligt at han ligefrem havde viden om fremtiden i det omfang Gud viste ham hvad der ville komme til at ske. Og en af de ting som Gud havde vist ham, var altså at han inden sin død ville få lov til at se Messias. Ordet Messias betyder egentlig ”salvet”, og i den danske bibeloversættelse står der da også blot at Simeon ville få lov at se ”Herrens salvede”. På Det Gamle Testamentes tid var det skik at hælde parfumeret olivenolie i håret på mennesker som Gud havde udvalgt til en speciel opgave, som et ydre tegn på at Gud ved Helligånden havde udrustet dem med en særlig kraft. Efterhånden blev olien et så indgroet symbol på Helligånden at nogle af Det Gamle Testamentes profeter kunne tale om at der ville komme en dag hvor Gud ville ”hælde” Helligånden ud over alle mennesker. Men profeterne talte også om at der ville fremstå en særlig, specielt udvalgt person som Helligånden i helt usædvanlig grad ville hvile over, og som derfor blot blev kaldt ”den salvede”, eller på hebraisk: ”mashiach”, som vi plejer at udtale ”messias”. Denne Messias skulle være en efterkommer af den navnkundige kong David, og han skulle genoprette Davids kongedømme og sætte sig på hans trone. Men derudover skulle han også være en ydmyg tjener, han skulle være en der i særlig grad havde øje for de fattige, svage og udstødte, han skulle være en som selv kom til at opleve forkastelse og lidelse – og så skulle han kaldes ”Immanuel”, som betyder ”Gud med os”.
På det tidspunkt hvor Jesus blev født, var Israel besat af romerne. Det havde de været i godt og vel 30 år, og det var et hårdt slag for folket, som ellers havde en stolt historie hvor Gud gang på gang havde hjulpet dem til sejr over langt mægtigere fjender. Men i år 587 før Kristus var Jerusalem blevet ødelagt af babylonerkongen Nebukadnesar, og det meste af befolkningen var blevet ført i eksil. Da Babylon blev erobret af perserne, fik jøderne ganske vist lov til at vende tilbage til deres land, men de var stadig under persisk overherredømme. Og da Alexander den Store erobrede Perserriget, gik Israel blot fra at være en persisk lydstat til at være en græsk lydstat. Nogle af Alexanders efterfølgere gav sig til at forfølge jøderne, og det resulterede i at de gjorde oprør under ledelse af Judas Makkabæus og hans brødre, og det lykkedes dem faktisk at smide grækerne ud og opnå selvstændighed efter 450 år under fremmed herredømme. Men det holdt kun små 100 år, så kom romerne væltende, og nu sukkede folket i den grad efter den frelser som Gud havde lovet. Og Simeon havde altså fået et guddommeligt løfte om at den frelser ville komme i hans levetid. Og netop den dag hvor Josef og Maria skulle bringe de traditionelle ofre i templet i Jerusalem for at markere at barselsperioden var forbi, mærkede han altså en meget stærk tilskyndelse til at gå hen i templet. Og da han så Jesus, vidste han med det samme at ham var det.
Man kan spørge sig selv hvorfor Gud ventede så længe med at sende Jesus – hvorfor hans folk skulle så grueligt meget ondt igennem først. Det får vi nok aldrig noget svar på – i hvert fald ikke så længe vi lever i denne verden. Men spørger man Paulus, så er han ikke i tvivl om at Jesus blev født på lige præcis det rette tidspunkt – et tidspunkt som han kalder ”tidens fylde”. (Hvis I kigger i salmebogen, vil I i øvrigt kunne se at salmerne 71 til 93 har overskriften ”Tidens fylde” – det er et tegn på at de to ord i kirkelig jargon nærmest er gået hen og blevet en teknisk betegnelse for det tidspunkt hvor Jesus blev født). ”I tidens fylde” betyder egentlig blot ”da tiden var inde” eller ”da tiden var moden”, så man kan undre sig over at de mennesker der udarbejdede vores nuværende autoriserede bibeloversættelse, ikke fandt på en mere nutidig formulering, men bibeloversættere har det med at være et ret konservativt folkefærd. 😉
Anyway, det stykke fra Paulus’ Brev til Galaterne som vi fik lov til at høre i begyndelsen af gudstjenesten, var kun et lille uddrag af en længere tankerække af den slags som er typiske for Paulus’ breve. Hvis vores uddrag var begyndt nogle sætninger tidligere, ville vi have hørt Paulus sammenligne tiden før og efter Jesu fødsel med et barn der er født til at være arving til en større familieformue, men som ikke har noget som helst at skulle have sagt i huset så længe han er mindreårig. I det antikke Grækenland blev de mindreårige børn i de rige familier nemlig passet og opdraget af nogle slaver eller tjenere der havde børnene som deres særlige opgave, og som var kendt for at være meget strenge opdragere som nærmest reducerede børnene til at være de laveste af alle slaver. En sådan slave hed på oldgræsk en ”paidagogos” – det er faktisk derfra vi har det danske ord ”pædagog”! Men det ord betyder jo heldigvis noget andet i dag, og derfor bruger vores nuværende bibeloversættelse ordet ”opdrager”, mens oversættelsen fra 1948 anvendte det malende ord ”tugtemester”. Hvorom alting er: Det var familiefaderens privilegium at bestemme hvornår hans børn var gamle nok til at træde ind i de voksnes rækker og således overgå fra at være den ringeste slave til at være herre over alle slaverne. På samme måde var det Guds privilegium at bestemme hvornår vi mennesker skulle overgå fra tilværelsen før Messias’ komme til tiden efter Messias’ komme. Hvorfor den overgang kan sammenlignes med at gå fra at være en slave til at være en fri søn eller datter, er temaet for gudstjenesten på tirsdag, så kom endelig tilbage hvis I vil høre mere!
I dag vil jeg nøjes med at konstatere at Jesu fødsel var absolut nødvendig, ikke bare for det jødiske folk, men også for os ”hedninger”, sådan som Simeon sagde. Det er nemlig kun fordi Jesus blev født som Immanuel – Gud med os – at vi har mulighed for at leve så tæt sammen med Gud som jeg beskrev før. Simeon gjorde det ganske vist allerede før Jesus blev født, men han, og en række andre særligt udvalgte personer, var kun undtagelser der bekræftede reglen. Man kan sige at de var ”salvede”, i modsætning til folk flest. Det er nemlig sådan at vores egoisme, vores forkerte prioriteringer og vores ukærlige handlinger er i modstrid med Guds væsen og alt hvad han står for, og derfor forhindrer de ting Helligånden i at træde i forbindelse med vores ånd. Men Jesus blev menneske for at frelse os fra vores synder. Han tog alle vores fejl på sig og tog dem med sig i døden, for at vi skulle komme til at leve et liv hvor der ikke længere er noget der skiller os fra Gud. I dåben bliver vores liv knyttet sammen med Jesus, sådan at vores synder bliver lagt over på ham, og hans død kommer til at gælde for os. Det betyder at vi får del i hans identitet, hvilket vil sige at fordi han er Guds søn, så bliver vi også Guds børn, og fordi han er salvet med Helligånden, så kommer Helligånden også til at bo i os. Og det er dérfor vi kan leve i Guds nærhed både her i denne verden, og siden i evigheden på en nyskabt jord: fordi Jesus har taget de ting der skilte os fra Gud, med sig i døden, og fordi han har givet os del i sin egen natur i stedet for.
Comments