Signe & Nikolaj

Posted By admin on 19. februar 2016

Jesu fødsel: Kongen er kommet!

Prædiken i Husum Kirke juledag 2014

Nikolaj Hartung Kjærby

For en del år siden så jeg nogle afsnit af ”Robinson-ekspeditionen” på TV3. Jeg plejer ellers ikke at gide at se ”reality-tv”, som man af uransagelige årsager kalder den slags programmer, men lige netop det år var der en god bekendt af mig der deltog i programmet. Anders hed han (det hedder han i øvrigt stadig; i dag ernærer han sig som foredragsholder for unge, og konfirmanderne her i kirken plejer at blive udsat for ham hvert år). Og jeg må da indrømme at det var ganske interessant at se det taktiske spil der udspillede sig mellem deltagerne i forbindelse med de ting som folkene bag programmet udsatte dem for. Forud for selve ekspeditionen, der traditionen tro fandt sted på en lille tropeø, var der gået en længere udvælgelsesproces og træningslejr hjemme i Danmark hvor deltagerne havde lært hinanden rimelig godt at kende og var blevet en mere eller mindre sammentømret gruppe (jeg siger ”mere eller mindre”, for der kunne jo kun findes én vinder, så i sidste ende var det alles kamp mod alle). Da gruppen så ankom til øen, ja, så blev de præsenteret for en mand som de ikke havde set før, og fik at vide at han skulle være deres høvding. Det blev de ret utilfredse med, for nu at sige det mildt, og der gik ikke lang tid før der var en fra gruppen der valgte at udfordre høvdingen til duel for at overtage hans position. Og alle de øvrige deltagere bakkede op om udfordreren, for de syntes alle sammen at det var helt uantageligt at de var blevet påduttet en leder som de ikke havde bedt om. Vi danskere er nemlig ikke specielt autoritetstro – vi skal nok selv bestemme om vi synes vi har brug for en leder, og hvem det i givet fald skal være! Så hvis kong Skjold var kommet sejlende her i 2014, ville han næppe have fået en lige så varm velkomst som han fik i den mytiske oldtid!

Derfor kan jeg heller ikke lade være med at spekulere på om juleevangeliet overhovedet er et evangelium set med moderne danske øjne. Ordet ”evangelium” betyder jo ”godt budskab”, men hvordan lød det gode budskab som englen fortalte til hyrderne ude på marken? Det lød: ”I dag er der født jer en frelser; han er Kristus, Herren.” Barnet der er blevet født, beskrives altså med tre forskellige ord: ”frelser”, ”Kristus” og ”Herren”. Lad os se på de tre ord et ad gangen.

Vi begynder bagfra. Ordet ”Herren” er sådan set ikke så svært at forstå: En herre er en der bestemmer over nogen. Og det med at nogen bestemmer over os, det har vi danskere det som sagt ikke så godt med. Det lyder næsten som en vittighed, ikke? ”Nu skal I høre alle tiders nyhed: Der er kommet en som skal bestemme over jer!”

Ordet ”Kristus” er vanskeligere at forstå, for det er et græsk ord. Mange af os opfatter det måske mest som et navn – måske endda som Jesus’ efternavn – men faktisk er det snarere en titel. Det er en oversættelse til græsk af det hebraiske ord m’shiach (eller ”messias” som vi plejer at udtale det), som betyder ”den salvede”. I dag plejer vi ikke at salve folk, undtagen måske i forbindelse med skønheds- eller wellness-behandlinger, så det er måske ikke helt indlysende for os hvad det betyder når Jesus kaldes ”salvet”. Men i oldtiden var det almindeligt at hælde parfumeret olivenolie ud over en persons hår som tegn på at vedkommende var udvalgt til en særlig opgave som for eksempel konge, profet eller ypperstepræst. Når jeg fortæller mine konfirmander om den skik, plejer de at synes at det lyder temmelig ulækkert, men man kan vel med en vis ret spørge om olivenolie er mere ulækkert end de væsker som vi vore dage bruger som base for parfumer. Hvorom alting er, så er olien i Det Gamle Testamente et symbol på Helligånden. Når Gud havde udvalgt en person til en opgave der krævede en særlig udrustning, for eksempel kongegerningen, så sendte han gerne en profet for at salve vedkommende med olie som tegn på at Gud gav vedkommende kraft til at udføre opgaven. Profeten Samuel blev for eksempel engang sendt til Betlehem for at salve hyrdedrengen David til konge over Israel, og fra det øjeblik blev David udrustet med en kraft der satte ham i stand til at slås mod løver og bjørne, til at udfordre filisterkæmpen Goliat til tvekamp, og til at udføre en række andre heltebedrifter som gjorde ham til det naturlige valg da folket skulle kåre en ny konge efter kong Sauls død.

Nå, det korte af det lange er at når englen sagde til hyrderne at det barn der var blevet født, var ”Kristus”, så betød det at han var særligt udvalgt til en speciel opgave – nemlig den opgave at være Herren. Og det er jo heller ikke ligefrem i tråd med hvordan vi moderne danskere kan lide at tingene foregår, for hvis vi synes vi har brug for en leder, vil vi jo som sagt helst selv bestemme hvem det skal være. Det med at magten skal ligge hos en person der er udvalgt til det fra fødslen, det gjorde vi jo op med da vi fik Grundloven i 1849. Men julens GODE budskab er altså at der er en der skal bestemme over os, og at det er en person der har været udvalgt til det siden han blev født.

Endelig fik hyrderne at vide at det barn der var blevet født, var en ”frelser”. Det lyder umiddelbart som det mindst kontroversielle af de tre ord, for det klinger jo ikke af at han skal bestemme over os, sådan som de andre ord gør. Men et budskab om en frelser er jo kun et godt budskab hvis man betragter sig selv som en der har behov for at blive frelst, og det ved jeg ikke hvor mange af os moderne danskere der gør. Selv hvis vi ser bort fra at ordet ”frelst” har fået en bibetydning af noget skråsikkert, skinhelligt og arrogant, og koncentrerer os om hvad ordet egentlig betyder, nemlig at blive reddet, så stritter det lidt imod vores tankegang i Danmark i 2014. De fleste af os går nemlig ikke rundt og længes efter at der skal komme nogen og redde os – vi foretrækker at klare paragrafferne selv. Det er ikke for sjov at der bliver solgt så mange selvhjælpsbøger, eller for den sags skyld at troen på reinkarnation er så udbredt – den giver os jo et håb om at vi får chancen for at gøre det bedre i det næste liv og endnu bedre i det næste igen, indtil vi har fået luget de værste af vores fejl ud. Men julens GODE budskab er altså at vi ikke kan klare paragrafferne selv, om vi så fik nok så mange liv; vi er nødt til at lade den person der fra fødslen er blevet udvalgt til at bestemme over os, rage kastanjerne ud af ilden for os.

Så langt, så godt! Hvor mange af jer synes stadig at julens GODE budskab virkelig er et godt budskab? 😉

Selv ville jeg nok ikke synes det var noget specielt godt budskab, hvis den person der var tale om, havde været en hvilken som helst anden person end Jesus. De af jer der fulgte med i DR’s julekalender ”Tidsrejsen”, så i afsnit 19 og 20 et (ganske vist karikeret) eksempel på hvor galt det kan gå når et menneske får uindskrænket magt over andre, og de parkerer hele ansvaret for deres frelse hos den pågældende person. Det har vi desværre set alt for mange eksempler på også i den virkelige verden, både inden for religion, politik og forretningsverdenen, og i familier og andre nære relationer. Det er aldrig godt at lægge ansvaret for ens liv over på et andet menneske – altså med mindre det menneske hedder Jesus af Nazaret! På den anden side synes jeg nok at denne verden har et stadig mere desperat behov for at der kommer en helt og klarer ærterne inden det går helt ad helvede til.

Men hvorfor er det at Jesus er anderledes end alle de andre der i tidernes løb er blevet udråbt til at være herrer, udvalgte og frelsere? Hvorfor er det et godt budskab at lige netop han er blevet udvalgt til at herske over os og løse vores problemer? Jeg vil give to svar.

For det første: Han er Guds søn. I det stykke vi hørte fra Hebræerbrevet tidligere i gudstjenesten, gør forfatteren rede for hvordan Jesus har en helt unik særstilling i forhold til alle de andre budbringere som Gud i tidens løb har benyttet sig af: Han er arving til alle ting, han var med ved skabelsen, han sidder ved Guds højre hånd, og han er Guds udtrykte billede og bærer alt med sit ord! Og i den profeti fra Det Gamle Testamente som var det første stykke fra Bibelen vi hørte, bliver det forudsagt at der engang vil blive født et barn af en jomfru, og at det barns navn blandt andet skal være ”Vældig Gud” og ”Freds Fyrste”. Gud står altså selv inde for at Jesus er den konge der kan gøre alting godt uden at lave rav i den som enhver anden der fik en tilsvarende magt, ville have gjort.

Problemet er bare at hvis nu det var en muslimsk prædikant der stod her på prædikestolen, så ville han med samme overbevisning kunne fortælle jer at Gud selv står inde for at Koranens ord er sandhed, at Muhammed er den sidste og største profet, og at sharia-lov er den fejlfrie lov som vi roligt kan underkaste os betingelsesløst uden at være bange for at den er behæftet med de samme fejl og mangler som alle andre love. Og en buddhistisk prædikant ville sige noget helt tredje, og en hinduistisk noget helt fjerde. En påstand om at Gud har sagt noget, er altså ikke et tilstrækkeligt argument. Derfor vil jeg foreslå at vi kaster et blik på hvordan Jesu liv formede sig.

Tiden tillader naturligvis ikke at jeg kommer med en detaljeret gennemgang af Jesu liv – jeg gætter på at mange af jer har en julefrokost I skal hjem til – men jeg tror roligt vi kan slå fast at Jesus var en meget atypisk konge! De store ord der bruges om ham i stykket fra Hebræerbrevet, står i en skærende kontrast til de beskedne omstændigheder der kendetegnede hans fødsel, liv og død. Og da Djævelen på et tidspunkt tilbød ham en hurtig genvej til verdensherredømmet, takkede han nej og valgte i stedet lidelsen og afkaldet. Da en stor flok mennesker på et senere tidspunkt ville krone ham til konge og givetvis ville have adlydt hans mindste vink, valgte han at fordufte i stilhed, for det var ikke den måde han ville lede på. En sand leder er nemlig en der går foran og tager slagene, og det var lige præcis det der var Jesus’ mission: Han skulle gå foran os ind i døden og tage dens slag for at vi kunne få evigt liv.

Men Jesu død er for længst overstået, og som vi sagde i trosbekendelsen (og som I vil komme til at høre om i kirkeårets løb), så opstod han fra de døde på den tredje dag, hvorefter han for op til himlen og nu sidder ved Gud Faders, den Almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde. Det har fået nogle til at antage at der nu er kommet andre boller på suppen end dengang Jesus gik fattig og fredløs på jorden. For nogle år siden var der for eksempel en kristen popgruppe ved navn ”Olivia The Band” der lavede en sang hvor de beskrev Jesu genkomst med ordene: ”First time round he turned the cheek, this time round the sword unsheathed” – ”Første gang vendte han den anden kind til; denne gang har han draget sværdet”. Det minder mig næsten om en film jeg så engang – ”UHF” hed den, og den havde Weird Al Yankovic i hovedrollen – hvori der indgik en trailer for en fiktiv film med titlen ”Gandhi 2”, hvor Gandhi vender tilbage med et maskingevær og tager hævn og sine fjender. ”He’s back, and this time, he’s mad!” Men bare rolig: Jesus har ikke forandret sig! I kapitel 13 af Hebræerbrevet står der: ”Jesus Kristus er den samme i går og i dag og til evig tid”. Den konge der sidder på tronen ved Guds højre hånd, og som vil komme igen for at dømme levende og døde, er altså den samme som den ydmyge mand der vandrede på jorden for små 2000 år siden, og som frivilligt lod sig korsfæste mens han bad Gud om at tilgive bødlerne. Det må betyde at Jesus stadig er ydmyg og sagtmodig, selvom han har indtaget sin plads som himlens konge, og selvom Bibelen forudsiger at han engang også vil indtage pladsen som jordens konge. Jesu herredømme har nemlig først og fremmest med det indre menneske at gøre – som han sagde da der engang var nogen der spurgte ham hvornår Guds rige ville komme: ”Guds rige er inden i jer”. Men Jesus tvinger ikke nogen til at acceptere ham som konge – heller ikke i dag. Lige fra disciplene begyndte at rejse rundt i verden og prædike evangeliet, har der lydt en invitation om at anerkende Jesus som konge, men uden at der faldt ild ned fra himlen og dræbte dem der takkede nej. Senere hen var der ganske vist kristne konger der udbredte kristendommen på omtrent samme måde som IS i dag udbreder islam, nemlig ved at de gav folk i de lande de erobrede, valget mellem at blive døbt eller at blive dræbt. Men historien har kun alt for tydeligt vist at det ikke lader sig gøre at udbrede Guds rige på den måde, for der var ganske vist millioner af mennesker der blev døbt, men deres liv viste ikke efterfølgende nogen tegn på at Jesus virkelig var blevet konge i deres hjerter, og de hedenske religioner som folk havde fulgt før de blev ”kristnet”, levede ofte videre i bedste velgående under en tynd kristen fernis, idet man blot skiftede de gamle guders navne ud med navnene på kristne helgener der mindede lidt om dem, så man fx tilbad Jomfru Maria i stedet for Juno, Sankt Georg i stedet for Mars og Sankt Nikolaus i stedet for Merkur. Jesus kan kun i sandhed blive konge i dit liv hvis du selv åbner dit hjerte for ham.

Selv på dommens dag, hvor Bibelen fortæller os at alle knæ skal bøje sig, og alle tunger skal bekende at Jesus er Herre, fordi det på den dag vil stå klart at det er ham der med sit guddommelige ord styrer hele universet, vil ingen blive tvunget til at anerkende ham som konge i deres eget liv. Bibelen gør det meget klart at de der foretrækker at stå uden for Jesu herredømme, vil få lov til det. Det vil ganske vist ikke blive særlig rart, for om ikke før, så vil det i hvert fald til den tid komme til at stå lysende klart at vi i den grad har brug for både en frelser og en konge fordi vi ikke formår noget som helst hvis vi er overladt til os selv. Ja, den falske frihed der bliver resultatet hvis vi vælger Jesus fra, er faktisk det som vi plejer at kalde fortabelsen eller helvede!

Men heldigvis har vi et andet valg, nemlig at tage imod julens budskab: at Jesus har valgt at forlade sin herlighed i himlen for at komme ned til os på jorden og være den frelser, Kristus og herre som vi så desperat trænger til, enten vi vil være ved det eller ej. Gør vi det, vil vi erfare at der virkelig er grund til sammen med englene at stemme i og takke Gud for et herligt glædesbud!

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet.

Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Jesu fødsel: Kongen er kommet!

Prædiken i Husum Kirke juledag 2014

Nikolaj Hartung Kjærby

For en del år siden så jeg nogle afsnit af ”Robinson-ekspeditionen” på TV3. Jeg plejer ellers ikke at gide at se ”reality-tv”, som man af uransagelige årsager kalder den slags programmer, men lige netop det år var der en god bekendt af mig der deltog i programmet. Anders hed han (det hedder han i øvrigt stadig; i dag ernærer han sig som foredragsholder for unge, og konfirmanderne her i kirken plejer at blive udsat for ham hvert år). Og jeg må da indrømme at det var ganske interessant at se det taktiske spil der udspillede sig mellem deltagerne i forbindelse med de ting som folkene bag programmet udsatte dem for. Forud for selve ekspeditionen, der traditionen tro fandt sted på en lille tropeø, var der gået en længere udvælgelsesproces og træningslejr hjemme i Danmark hvor deltagerne havde lært hinanden rimelig godt at kende og var blevet en mere eller mindre sammentømret gruppe (jeg siger ”mere eller mindre”, for der kunne jo kun findes én vinder, så i sidste ende var det alles kamp mod alle). Da gruppen så ankom til øen, ja, så blev de præsenteret for en mand som de ikke havde set før, og fik at vide at han skulle være deres høvding. Det blev de ret utilfredse med, for nu at sige det mildt, og der gik ikke lang tid før der var en fra gruppen der valgte at udfordre høvdingen til duel for at overtage hans position. Og alle de øvrige deltagere bakkede op om udfordreren, for de syntes alle sammen at det var helt uantageligt at de var blevet påduttet en leder som de ikke havde bedt om. Vi danskere er nemlig ikke specielt autoritetstro – vi skal nok selv bestemme om vi synes vi har brug for en leder, og hvem det i givet fald skal være! Så hvis kong Skjold var kommet sejlende her i 2014, ville han næppe have fået en lige så varm velkomst som han fik i den mytiske oldtid!

Derfor kan jeg heller ikke lade være med at spekulere på om juleevangeliet overhovedet er et evangelium set med moderne danske øjne. Ordet ”evangelium” betyder jo ”godt budskab”, men hvordan lød det gode budskab som englen fortalte til hyrderne ude på marken? Det lød: ”I dag er der født jer en frelser; han er Kristus, Herren.” Barnet der er blevet født, beskrives altså med tre forskellige ord: ”frelser”, ”Kristus” og ”Herren”. Lad os se på de tre ord et ad gangen.

Vi begynder bagfra. Ordet ”Herren” er sådan set ikke så svært at forstå: En herre er en der bestemmer over nogen. Og det med at nogen bestemmer over os, det har vi danskere det som sagt ikke så godt med. Det lyder næsten som en vittighed, ikke? ”Nu skal I høre alle tiders nyhed: Der er kommet en som skal bestemme over jer!”

Ordet ”Kristus” er vanskeligere at forstå, for det er et græsk ord. Mange af os opfatter det måske mest som et navn – måske endda som Jesus’ efternavn – men faktisk er det snarere en titel. Det er en oversættelse til græsk af det hebraiske ord m’shiach (eller ”messias” som vi plejer at udtale det), som betyder ”den salvede”. I dag plejer vi ikke at salve folk, undtagen måske i forbindelse med skønheds- eller wellness-behandlinger, så det er måske ikke helt indlysende for os hvad det betyder når Jesus kaldes ”salvet”. Men i oldtiden var det almindeligt at hælde parfumeret olivenolie ud over en persons hår som tegn på at vedkommende var udvalgt til en særlig opgave som for eksempel konge, profet eller ypperstepræst. Når jeg fortæller mine konfirmander om den skik, plejer de at synes at det lyder temmelig ulækkert, men man kan vel med en vis ret spørge om olivenolie er mere ulækkert end de væsker som vi vore dage bruger som base for parfumer. Hvorom alting er, så er olien i Det Gamle Testamente et symbol på Helligånden. Når Gud havde udvalgt en person til en opgave der krævede en særlig udrustning, for eksempel kongegerningen, så sendte han gerne en profet for at salve vedkommende med olie som tegn på at Gud gav vedkommende kraft til at udføre opgaven. Profeten Samuel blev for eksempel engang sendt til Betlehem for at salve hyrdedrengen David til konge over Israel, og fra det øjeblik blev David udrustet med en kraft der satte ham i stand til at slås mod løver og bjørne, til at udfordre filisterkæmpen Goliat til tvekamp, og til at udføre en række andre heltebedrifter som gjorde ham til det naturlige valg da folket skulle kåre en ny konge efter kong Sauls død.

Nå, det korte af det lange er at når englen sagde til hyrderne at det barn der var blevet født, var ”Kristus”, så betød det at han var særligt udvalgt til en speciel opgave – nemlig den opgave at være Herren. Og det er jo heller ikke ligefrem i tråd med hvordan vi moderne danskere kan lide at tingene foregår, for hvis vi synes vi har brug for en leder, vil vi jo som sagt helst selv bestemme hvem det skal være. Det med at magten skal ligge hos en person der er udvalgt til det fra fødslen, det gjorde vi jo op med da vi fik Grundloven i 1849. Men julens GODE budskab er altså at der er en der skal bestemme over os, og at det er en person der har været udvalgt til det siden han blev født.

Endelig fik hyrderne at vide at det barn der var blevet født, var en ”frelser”. Det lyder umiddelbart som det mindst kontroversielle af de tre ord, for det klinger jo ikke af at han skal bestemme over os, sådan som de andre ord gør. Men et budskab om en frelser er jo kun et godt budskab hvis man betragter sig selv som en der har behov for at blive frelst, og det ved jeg ikke hvor mange af os moderne danskere der gør. Selv hvis vi ser bort fra at ordet ”frelst” har fået en bibetydning af noget skråsikkert, skinhelligt og arrogant, og koncentrerer os om hvad ordet egentlig betyder, nemlig at blive reddet, så stritter det lidt imod vores tankegang i Danmark i 2014. De fleste af os går nemlig ikke rundt og længes efter at der skal komme nogen og redde os – vi foretrækker at klare paragrafferne selv. Det er ikke for sjov at der bliver solgt så mange selvhjælpsbøger, eller for den sags skyld at troen på reinkarnation er så udbredt – den giver os jo et håb om at vi får chancen for at gøre det bedre i det næste liv og endnu bedre i det næste igen, indtil vi har fået luget de værste af vores fejl ud. Men julens GODE budskab er altså at vi ikke kan klare paragrafferne selv, om vi så fik nok så mange liv; vi er nødt til at lade den person der fra fødslen er blevet udvalgt til at bestemme over os, rage kastanjerne ud af ilden for os.

Så langt, så godt! Hvor mange af jer synes stadig at julens GODE budskab virkelig er et godt budskab? 😉

Selv ville jeg nok ikke synes det var noget specielt godt budskab, hvis den person der var tale om, havde været en hvilken som helst anden person end Jesus. De af jer der fulgte med i DR’s julekalender ”Tidsrejsen”, så i afsnit 19 og 20 et (ganske vist karikeret) eksempel på hvor galt det kan gå når et menneske får uindskrænket magt over andre, og de parkerer hele ansvaret for deres frelse hos den pågældende person. Det har vi desværre set alt for mange eksempler på også i den virkelige verden, både inden for religion, politik og forretningsverdenen, og i familier og andre nære relationer. Det er aldrig godt at lægge ansvaret for ens liv over på et andet menneske – altså med mindre det menneske hedder Jesus af Nazaret! På den anden side synes jeg nok at denne verden har et stadig mere desperat behov for at der kommer en helt og klarer ærterne inden det går helt ad helvede til.

Men hvorfor er det at Jesus er anderledes end alle de andre der i tidernes løb er blevet udråbt til at være herrer, udvalgte og frelsere? Hvorfor er det et godt budskab at lige netop han er blevet udvalgt til at herske over os og løse vores problemer? Jeg vil give to svar.

For det første: Han er Guds søn. I det stykke vi hørte fra Hebræerbrevet tidligere i gudstjenesten, gør forfatteren rede for hvordan Jesus har en helt unik særstilling i forhold til alle de andre budbringere som Gud i tidens løb har benyttet sig af: Han er arving til alle ting, han var med ved skabelsen, han sidder ved Guds højre hånd, og han er Guds udtrykte billede og bærer alt med sit ord! Og i den profeti fra Det Gamle Testamente som var det første stykke fra Bibelen vi hørte, bliver det forudsagt at der engang vil blive født et barn af en jomfru, og at det barns navn blandt andet skal være ”Vældig Gud” og ”Freds Fyrste”. Gud står altså selv inde for at Jesus er den konge der kan gøre alting godt uden at lave rav i den som enhver anden der fik en tilsvarende magt, ville have gjort.

Problemet er bare at hvis nu det var en muslimsk prædikant der stod her på prædikestolen, så ville han med samme overbevisning kunne fortælle jer at Gud selv står inde for at Koranens ord er sandhed, at Muhammed er den sidste og største profet, og at sharia-lov er den fejlfrie lov som vi roligt kan underkaste os betingelsesløst uden at være bange for at den er behæftet med de samme fejl og mangler som alle andre love. Og en buddhistisk prædikant ville sige noget helt tredje, og en hinduistisk noget helt fjerde. En påstand om at Gud har sagt noget, er altså ikke et tilstrækkeligt argument. Derfor vil jeg foreslå at vi kaster et blik på hvordan Jesu liv formede sig.

Tiden tillader naturligvis ikke at jeg kommer med en detaljeret gennemgang af Jesu liv – jeg gætter på at mange af jer har en julefrokost I skal hjem til – men jeg tror roligt vi kan slå fast at Jesus var en meget atypisk konge! De store ord der bruges om ham i stykket fra Hebræerbrevet, står i en skærende kontrast til de beskedne omstændigheder der kendetegnede hans fødsel, liv og død. Og da Djævelen på et tidspunkt tilbød ham en hurtig genvej til verdensherredømmet, takkede han nej og valgte i stedet lidelsen og afkaldet. Da en stor flok mennesker på et senere tidspunkt ville krone ham til konge og givetvis ville have adlydt hans mindste vink, valgte han at fordufte i stilhed, for det var ikke den måde han ville lede på. En sand leder er nemlig en der går foran og tager slagene, og det var lige præcis det der var Jesus’ mission: Han skulle gå foran os ind i døden og tage dens slag for at vi kunne få evigt liv.

Men Jesu død er for længst overstået, og som vi sagde i trosbekendelsen (og som I vil komme til at høre om i kirkeårets løb), så opstod han fra de døde på den tredje dag, hvorefter han for op til himlen og nu sidder ved Gud Faders, den Almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde. Det har fået nogle til at antage at der nu er kommet andre boller på suppen end dengang Jesus gik fattig og fredløs på jorden. For nogle år siden var der for eksempel en kristen popgruppe ved navn ”Olivia The Band” der lavede en sang hvor de beskrev Jesu genkomst med ordene: ”First time round he turned the cheek, this time round the sword unsheathed” – ”Første gang vendte han den anden kind til; denne gang har han draget sværdet”. Det minder mig næsten om en film jeg så engang – ”UHF” hed den, og den havde Weird Al Yankovic i hovedrollen – hvori der indgik en trailer for en fiktiv film med titlen ”Gandhi 2”, hvor Gandhi vender tilbage med et maskingevær og tager hævn og sine fjender. ”He’s back, and this time, he’s mad!” Men bare rolig: Jesus har ikke forandret sig! I kapitel 13 af Hebræerbrevet står der: ”Jesus Kristus er den samme i går og i dag og til evig tid”. Den konge der sidder på tronen ved Guds højre hånd, og som vil komme igen for at dømme levende og døde, er altså den samme som den ydmyge mand der vandrede på jorden for små 2000 år siden, og som frivilligt lod sig korsfæste mens han bad Gud om at tilgive bødlerne. Det må betyde at Jesus stadig er ydmyg og sagtmodig, selvom han har indtaget sin plads som himlens konge, og selvom Bibelen forudsiger at han engang også vil indtage pladsen som jordens konge. Jesu herredømme har nemlig først og fremmest med det indre menneske at gøre – som han sagde da der engang var nogen der spurgte ham hvornår Guds rige ville komme: ”Guds rige er inden i jer”. Men Jesus tvinger ikke nogen til at acceptere ham som konge – heller ikke i dag. Lige fra disciplene begyndte at rejse rundt i verden og prædike evangeliet, har der lydt en invitation om at anerkende Jesus som konge, men uden at der faldt ild ned fra himlen og dræbte dem der takkede nej. Senere hen var der ganske vist kristne konger der udbredte kristendommen på omtrent samme måde som IS i dag udbreder islam, nemlig ved at de gav folk i de lande de erobrede, valget mellem at blive døbt eller at blive dræbt. Men historien har kun alt for tydeligt vist at det ikke lader sig gøre at udbrede Guds rige på den måde, for der var ganske vist millioner af mennesker der blev døbt, men deres liv viste ikke efterfølgende nogen tegn på at Jesus virkelig var blevet konge i deres hjerter, og de hedenske religioner som folk havde fulgt før de blev ”kristnet”, levede ofte videre i bedste velgående under en tynd kristen fernis, idet man blot skiftede de gamle guders navne ud med navnene på kristne helgener der mindede lidt om dem, så man fx tilbad Jomfru Maria i stedet for Juno, Sankt Georg i stedet for Mars og Sankt Nikolaus i stedet for Merkur. Jesus kan kun i sandhed blive konge i dit liv hvis du selv åbner dit hjerte for ham.

Selv på dommens dag, hvor Bibelen fortæller os at alle knæ skal bøje sig, og alle tunger skal bekende at Jesus er Herre, fordi det på den dag vil stå klart at det er ham der med sit guddommelige ord styrer hele universet, vil ingen blive tvunget til at anerkende ham som konge i deres eget liv. Bibelen gør det meget klart at de der foretrækker at stå uden for Jesu herredømme, vil få lov til det. Det vil ganske vist ikke blive særlig rart, for om ikke før, så vil det i hvert fald til den tid komme til at stå lysende klart at vi i den grad har brug for både en frelser og en konge fordi vi ikke formår noget som helst hvis vi er overladt til os selv. Ja, den falske frihed der bliver resultatet hvis vi vælger Jesus fra, er faktisk det som vi plejer at kalde fortabelsen eller helvede!

Men heldigvis har vi et andet valg, nemlig at tage imod julens budskab: at Jesus har valgt at forlade sin herlighed i himlen for at komme ned til os på jorden og være den frelser, Kristus og herre som vi så desperat trænger til, enten vi vil være ved det eller ej. Gør vi det, vil vi erfare at der virkelig er grund til sammen med englene at stemme i og takke Gud for et herligt glædesbud!

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet.

Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Jesu fødsel: Kongen er kommet!

Prædiken i Husum Kirke juledag 2014

Nikolaj Hartung Kjærby

For en del år siden så jeg nogle afsnit af ”Robinson-ekspeditionen” på TV3. Jeg plejer ellers ikke at gide at se ”reality-tv”, som man af uransagelige årsager kalder den slags programmer, men lige netop det år var der en god bekendt af mig der deltog i programmet. Anders hed han (det hedder han i øvrigt stadig; i dag ernærer han sig som foredragsholder for unge, og konfirmanderne her i kirken plejer at blive udsat for ham hvert år). Og jeg må da indrømme at det var ganske interessant at se det taktiske spil der udspillede sig mellem deltagerne i forbindelse med de ting som folkene bag programmet udsatte dem for. Forud for selve ekspeditionen, der traditionen tro fandt sted på en lille tropeø, var der gået en længere udvælgelsesproces og træningslejr hjemme i Danmark hvor deltagerne havde lært hinanden rimelig godt at kende og var blevet en mere eller mindre sammentømret gruppe (jeg siger ”mere eller mindre”, for der kunne jo kun findes én vinder, så i sidste ende var det alles kamp mod alle). Da gruppen så ankom til øen, ja, så blev de præsenteret for en mand som de ikke havde set før, og fik at vide at han skulle være deres høvding. Det blev de ret utilfredse med, for nu at sige det mildt, og der gik ikke lang tid før der var en fra gruppen der valgte at udfordre høvdingen til duel for at overtage hans position. Og alle de øvrige deltagere bakkede op om udfordreren, for de syntes alle sammen at det var helt uantageligt at de var blevet påduttet en leder som de ikke havde bedt om. Vi danskere er nemlig ikke specielt autoritetstro – vi skal nok selv bestemme om vi synes vi har brug for en leder, og hvem det i givet fald skal være! Så hvis kong Skjold var kommet sejlende her i 2014, ville han næppe have fået en lige så varm velkomst som han fik i den mytiske oldtid!

Derfor kan jeg heller ikke lade være med at spekulere på om juleevangeliet overhovedet er et evangelium set med moderne danske øjne. Ordet ”evangelium” betyder jo ”godt budskab”, men hvordan lød det gode budskab som englen fortalte til hyrderne ude på marken? Det lød: ”I dag er der født jer en frelser; han er Kristus, Herren.” Barnet der er blevet født, beskrives altså med tre forskellige ord: ”frelser”, ”Kristus” og ”Herren”. Lad os se på de tre ord et ad gangen.

Vi begynder bagfra. Ordet ”Herren” er sådan set ikke så svært at forstå: En herre er en der bestemmer over nogen. Og det med at nogen bestemmer over os, det har vi danskere det som sagt ikke så godt med. Det lyder næsten som en vittighed, ikke? ”Nu skal I høre alle tiders nyhed: Der er kommet en som skal bestemme over jer!”

Ordet ”Kristus” er vanskeligere at forstå, for det er et græsk ord. Mange af os opfatter det måske mest som et navn – måske endda som Jesus’ efternavn – men faktisk er det snarere en titel. Det er en oversættelse til græsk af det hebraiske ord m’shiach (eller ”messias” som vi plejer at udtale det), som betyder ”den salvede”. I dag plejer vi ikke at salve folk, undtagen måske i forbindelse med skønheds- eller wellness-behandlinger, så det er måske ikke helt indlysende for os hvad det betyder når Jesus kaldes ”salvet”. Men i oldtiden var det almindeligt at hælde parfumeret olivenolie ud over en persons hår som tegn på at vedkommende var udvalgt til en særlig opgave som for eksempel konge, profet eller ypperstepræst. Når jeg fortæller mine konfirmander om den skik, plejer de at synes at det lyder temmelig ulækkert, men man kan vel med en vis ret spørge om olivenolie er mere ulækkert end de væsker som vi vore dage bruger som base for parfumer. Hvorom alting er, så er olien i Det Gamle Testamente et symbol på Helligånden. Når Gud havde udvalgt en person til en opgave der krævede en særlig udrustning, for eksempel kongegerningen, så sendte han gerne en profet for at salve vedkommende med olie som tegn på at Gud gav vedkommende kraft til at udføre opgaven. Profeten Samuel blev for eksempel engang sendt til Betlehem for at salve hyrdedrengen David til konge over Israel, og fra det øjeblik blev David udrustet med en kraft der satte ham i stand til at slås mod løver og bjørne, til at udfordre filisterkæmpen Goliat til tvekamp, og til at udføre en række andre heltebedrifter som gjorde ham til det naturlige valg da folket skulle kåre en ny konge efter kong Sauls død.

Nå, det korte af det lange er at når englen sagde til hyrderne at det barn der var blevet født, var ”Kristus”, så betød det at han var særligt udvalgt til en speciel opgave – nemlig den opgave at være Herren. Og det er jo heller ikke ligefrem i tråd med hvordan vi moderne danskere kan lide at tingene foregår, for hvis vi synes vi har brug for en leder, vil vi jo som sagt helst selv bestemme hvem det skal være. Det med at magten skal ligge hos en person der er udvalgt til det fra fødslen, det gjorde vi jo op med da vi fik Grundloven i 1849. Men julens GODE budskab er altså at der er en der skal bestemme over os, og at det er en person der har været udvalgt til det siden han blev født.

Endelig fik hyrderne at vide at det barn der var blevet født, var en ”frelser”. Det lyder umiddelbart som det mindst kontroversielle af de tre ord, for det klinger jo ikke af at han skal bestemme over os, sådan som de andre ord gør. Men et budskab om en frelser er jo kun et godt budskab hvis man betragter sig selv som en der har behov for at blive frelst, og det ved jeg ikke hvor mange af os moderne danskere der gør. Selv hvis vi ser bort fra at ordet ”frelst” har fået en bibetydning af noget skråsikkert, skinhelligt og arrogant, og koncentrerer os om hvad ordet egentlig betyder, nemlig at blive reddet, så stritter det lidt imod vores tankegang i Danmark i 2014. De fleste af os går nemlig ikke rundt og længes efter at der skal komme nogen og redde os – vi foretrækker at klare paragrafferne selv. Det er ikke for sjov at der bliver solgt så mange selvhjælpsbøger, eller for den sags skyld at troen på reinkarnation er så udbredt – den giver os jo et håb om at vi får chancen for at gøre det bedre i det næste liv og endnu bedre i det næste igen, indtil vi har fået luget de værste af vores fejl ud. Men julens GODE budskab er altså at vi ikke kan klare paragrafferne selv, om vi så fik nok så mange liv; vi er nødt til at lade den person der fra fødslen er blevet udvalgt til at bestemme over os, rage kastanjerne ud af ilden for os.

Så langt, så godt! Hvor mange af jer synes stadig at julens GODE budskab virkelig er et godt budskab? 😉

Selv ville jeg nok ikke synes det var noget specielt godt budskab, hvis den person der var tale om, havde været en hvilken som helst anden person end Jesus. De af jer der fulgte med i DR’s julekalender ”Tidsrejsen”, så i afsnit 19 og 20 et (ganske vist karikeret) eksempel på hvor galt det kan gå når et menneske får uindskrænket magt over andre, og de parkerer hele ansvaret for deres frelse hos den pågældende person. Det har vi desværre set alt for mange eksempler på også i den virkelige verden, både inden for religion, politik og forretningsverdenen, og i familier og andre nære relationer. Det er aldrig godt at lægge ansvaret for ens liv over på et andet menneske – altså med mindre det menneske hedder Jesus af Nazaret! På den anden side synes jeg nok at denne verden har et stadig mere desperat behov for at der kommer en helt og klarer ærterne inden det går helt ad helvede til.

Men hvorfor er det at Jesus er anderledes end alle de andre der i tidernes løb er blevet udråbt til at være herrer, udvalgte og frelsere? Hvorfor er det et godt budskab at lige netop han er blevet udvalgt til at herske over os og løse vores problemer? Jeg vil give to svar.

For det første: Han er Guds søn. I det stykke vi hørte fra Hebræerbrevet tidligere i gudstjenesten, gør forfatteren rede for hvordan Jesus har en helt unik særstilling i forhold til alle de andre budbringere som Gud i tidens løb har benyttet sig af: Han er arving til alle ting, han var med ved skabelsen, han sidder ved Guds højre hånd, og han er Guds udtrykte billede og bærer alt med sit ord! Og i den profeti fra Det Gamle Testamente som var det første stykke fra Bibelen vi hørte, bliver det forudsagt at der engang vil blive født et barn af en jomfru, og at det barns navn blandt andet skal være ”Vældig Gud” og ”Freds Fyrste”. Gud står altså selv inde for at Jesus er den konge der kan gøre alting godt uden at lave rav i den som enhver anden der fik en tilsvarende magt, ville have gjort.

Problemet er bare at hvis nu det var en muslimsk prædikant der stod her på prædikestolen, så ville han med samme overbevisning kunne fortælle jer at Gud selv står inde for at Koranens ord er sandhed, at Muhammed er den sidste og største profet, og at sharia-lov er den fejlfrie lov som vi roligt kan underkaste os betingelsesløst uden at være bange for at den er behæftet med de samme fejl og mangler som alle andre love. Og en buddhistisk prædikant ville sige noget helt tredje, og en hinduistisk noget helt fjerde. En påstand om at Gud har sagt noget, er altså ikke et tilstrækkeligt argument. Derfor vil jeg foreslå at vi kaster et blik på hvordan Jesu liv formede sig.

Tiden tillader naturligvis ikke at jeg kommer med en detaljeret gennemgang af Jesu liv – jeg gætter på at mange af jer har en julefrokost I skal hjem til – men jeg tror roligt vi kan slå fast at Jesus var en meget atypisk konge! De store ord der bruges om ham i stykket fra Hebræerbrevet, står i en skærende kontrast til de beskedne omstændigheder der kendetegnede hans fødsel, liv og død. Og da Djævelen på et tidspunkt tilbød ham en hurtig genvej til verdensherredømmet, takkede han nej og valgte i stedet lidelsen og afkaldet. Da en stor flok mennesker på et senere tidspunkt ville krone ham til konge og givetvis ville have adlydt hans mindste vink, valgte han at fordufte i stilhed, for det var ikke den måde han ville lede på. En sand leder er nemlig en der går foran og tager slagene, og det var lige præcis det der var Jesus’ mission: Han skulle gå foran os ind i døden og tage dens slag for at vi kunne få evigt liv.

Men Jesu død er for længst overstået, og som vi sagde i trosbekendelsen (og som I vil komme til at høre om i kirkeårets løb), så opstod han fra de døde på den tredje dag, hvorefter han for op til himlen og nu sidder ved Gud Faders, den Almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde. Det har fået nogle til at antage at der nu er kommet andre boller på suppen end dengang Jesus gik fattig og fredløs på jorden. For nogle år siden var der for eksempel en kristen popgruppe ved navn ”Olivia The Band” der lavede en sang hvor de beskrev Jesu genkomst med ordene: ”First time round he turned the cheek, this time round the sword unsheathed” – ”Første gang vendte han den anden kind til; denne gang har han draget sværdet”. Det minder mig næsten om en film jeg så engang – ”UHF” hed den, og den havde Weird Al Yankovic i hovedrollen – hvori der indgik en trailer for en fiktiv film med titlen ”Gandhi 2”, hvor Gandhi vender tilbage med et maskingevær og tager hævn og sine fjender. ”He’s back, and this time, he’s mad!” Men bare rolig: Jesus har ikke forandret sig! I kapitel 13 af Hebræerbrevet står der: ”Jesus Kristus er den samme i går og i dag og til evig tid”. Den konge der sidder på tronen ved Guds højre hånd, og som vil komme igen for at dømme levende og døde, er altså den samme som den ydmyge mand der vandrede på jorden for små 2000 år siden, og som frivilligt lod sig korsfæste mens han bad Gud om at tilgive bødlerne. Det må betyde at Jesus stadig er ydmyg og sagtmodig, selvom han har indtaget sin plads som himlens konge, og selvom Bibelen forudsiger at han engang også vil indtage pladsen som jordens konge. Jesu herredømme har nemlig først og fremmest med det indre menneske at gøre – som han sagde da der engang var nogen der spurgte ham hvornår Guds rige ville komme: ”Guds rige er inden i jer”. Men Jesus tvinger ikke nogen til at acceptere ham som konge – heller ikke i dag. Lige fra disciplene begyndte at rejse rundt i verden og prædike evangeliet, har der lydt en invitation om at anerkende Jesus som konge, men uden at der faldt ild ned fra himlen og dræbte dem der takkede nej. Senere hen var der ganske vist kristne konger der udbredte kristendommen på omtrent samme måde som IS i dag udbreder islam, nemlig ved at de gav folk i de lande de erobrede, valget mellem at blive døbt eller at blive dræbt. Men historien har kun alt for tydeligt vist at det ikke lader sig gøre at udbrede Guds rige på den måde, for der var ganske vist millioner af mennesker der blev døbt, men deres liv viste ikke efterfølgende nogen tegn på at Jesus virkelig var blevet konge i deres hjerter, og de hedenske religioner som folk havde fulgt før de blev ”kristnet”, levede ofte videre i bedste velgående under en tynd kristen fernis, idet man blot skiftede de gamle guders navne ud med navnene på kristne helgener der mindede lidt om dem, så man fx tilbad Jomfru Maria i stedet for Juno, Sankt Georg i stedet for Mars og Sankt Nikolaus i stedet for Merkur. Jesus kan kun i sandhed blive konge i dit liv hvis du selv åbner dit hjerte for ham.

Selv på dommens dag, hvor Bibelen fortæller os at alle knæ skal bøje sig, og alle tunger skal bekende at Jesus er Herre, fordi det på den dag vil stå klart at det er ham der med sit guddommelige ord styrer hele universet, vil ingen blive tvunget til at anerkende ham som konge i deres eget liv. Bibelen gør det meget klart at de der foretrækker at stå uden for Jesu herredømme, vil få lov til det. Det vil ganske vist ikke blive særlig rart, for om ikke før, så vil det i hvert fald til den tid komme til at stå lysende klart at vi i den grad har brug for både en frelser og en konge fordi vi ikke formår noget som helst hvis vi er overladt til os selv. Ja, den falske frihed der bliver resultatet hvis vi vælger Jesus fra, er faktisk det som vi plejer at kalde fortabelsen eller helvede!

Men heldigvis har vi et andet valg, nemlig at tage imod julens budskab: at Jesus har valgt at forlade sin herlighed i himlen for at komme ned til os på jorden og være den frelser, Kristus og herre som vi så desperat trænger til, enten vi vil være ved det eller ej. Gør vi det, vil vi erfare at der virkelig er grund til sammen med englene at stemme i og takke Gud for et herligt glædesbud!

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet.

Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Jesu fødsel: Kongen er kommet!

Prædiken i Husum Kirke juledag 2014

Nikolaj Hartung Kjærby

For en del år siden så jeg nogle afsnit af ”Robinson-ekspeditionen” på TV3. Jeg plejer ellers ikke at gide at se ”reality-tv”, som man af uransagelige årsager kalder den slags programmer, men lige netop det år var der en god bekendt af mig der deltog i programmet. Anders hed han (det hedder han i øvrigt stadig; i dag ernærer han sig som foredragsholder for unge, og konfirmanderne her i kirken plejer at blive udsat for ham hvert år). Og jeg må da indrømme at det var ganske interessant at se det taktiske spil der udspillede sig mellem deltagerne i forbindelse med de ting som folkene bag programmet udsatte dem for. Forud for selve ekspeditionen, der traditionen tro fandt sted på en lille tropeø, var der gået en længere udvælgelsesproces og træningslejr hjemme i Danmark hvor deltagerne havde lært hinanden rimelig godt at kende og var blevet en mere eller mindre sammentømret gruppe (jeg siger ”mere eller mindre”, for der kunne jo kun findes én vinder, så i sidste ende var det alles kamp mod alle). Da gruppen så ankom til øen, ja, så blev de præsenteret for en mand som de ikke havde set før, og fik at vide at han skulle være deres høvding. Det blev de ret utilfredse med, for nu at sige det mildt, og der gik ikke lang tid før der var en fra gruppen der valgte at udfordre høvdingen til duel for at overtage hans position. Og alle de øvrige deltagere bakkede op om udfordreren, for de syntes alle sammen at det var helt uantageligt at de var blevet påduttet en leder som de ikke havde bedt om. Vi danskere er nemlig ikke specielt autoritetstro – vi skal nok selv bestemme om vi synes vi har brug for en leder, og hvem det i givet fald skal være! Så hvis kong Skjold var kommet sejlende her i 2014, ville han næppe have fået en lige så varm velkomst som han fik i den mytiske oldtid!

Derfor kan jeg heller ikke lade være med at spekulere på om juleevangeliet overhovedet er et evangelium set med moderne danske øjne. Ordet ”evangelium” betyder jo ”godt budskab”, men hvordan lød det gode budskab som englen fortalte til hyrderne ude på marken? Det lød: ”I dag er der født jer en frelser; han er Kristus, Herren.” Barnet der er blevet født, beskrives altså med tre forskellige ord: ”frelser”, ”Kristus” og ”Herren”. Lad os se på de tre ord et ad gangen.

Vi begynder bagfra. Ordet ”Herren” er sådan set ikke så svært at forstå: En herre er en der bestemmer over nogen. Og det med at nogen bestemmer over os, det har vi danskere det som sagt ikke så godt med. Det lyder næsten som en vittighed, ikke? ”Nu skal I høre alle tiders nyhed: Der er kommet en som skal bestemme over jer!”

Ordet ”Kristus” er vanskeligere at forstå, for det er et græsk ord. Mange af os opfatter det måske mest som et navn – måske endda som Jesus’ efternavn – men faktisk er det snarere en titel. Det er en oversættelse til græsk af det hebraiske ord m’shiach (eller ”messias” som vi plejer at udtale det), som betyder ”den salvede”. I dag plejer vi ikke at salve folk, undtagen måske i forbindelse med skønheds- eller wellness-behandlinger, så det er måske ikke helt indlysende for os hvad det betyder når Jesus kaldes ”salvet”. Men i oldtiden var det almindeligt at hælde parfumeret olivenolie ud over en persons hår som tegn på at vedkommende var udvalgt til en særlig opgave som for eksempel konge, profet eller ypperstepræst. Når jeg fortæller mine konfirmander om den skik, plejer de at synes at det lyder temmelig ulækkert, men man kan vel med en vis ret spørge om olivenolie er mere ulækkert end de væsker som vi vore dage bruger som base for parfumer. Hvorom alting er, så er olien i Det Gamle Testamente et symbol på Helligånden. Når Gud havde udvalgt en person til en opgave der krævede en særlig udrustning, for eksempel kongegerningen, så sendte han gerne en profet for at salve vedkommende med olie som tegn på at Gud gav vedkommende kraft til at udføre opgaven. Profeten Samuel blev for eksempel engang sendt til Betlehem for at salve hyrdedrengen David til konge over Israel, og fra det øjeblik blev David udrustet med en kraft der satte ham i stand til at slås mod løver og bjørne, til at udfordre filisterkæmpen Goliat til tvekamp, og til at udføre en række andre heltebedrifter som gjorde ham til det naturlige valg da folket skulle kåre en ny konge efter kong Sauls død.

Nå, det korte af det lange er at når englen sagde til hyrderne at det barn der var blevet født, var ”Kristus”, så betød det at han var særligt udvalgt til en speciel opgave – nemlig den opgave at være Herren. Og det er jo heller ikke ligefrem i tråd med hvordan vi moderne danskere kan lide at tingene foregår, for hvis vi synes vi har brug for en leder, vil vi jo som sagt helst selv bestemme hvem det skal være. Det med at magten skal ligge hos en person der er udvalgt til det fra fødslen, det gjorde vi jo op med da vi fik Grundloven i 1849. Men julens GODE budskab er altså at der er en der skal bestemme over os, og at det er en person der har været udvalgt til det siden han blev født.

Endelig fik hyrderne at vide at det barn der var blevet født, var en ”frelser”. Det lyder umiddelbart som det mindst kontroversielle af de tre ord, for det klinger jo ikke af at han skal bestemme over os, sådan som de andre ord gør. Men et budskab om en frelser er jo kun et godt budskab hvis man betragter sig selv som en der har behov for at blive frelst, og det ved jeg ikke hvor mange af os moderne danskere der gør. Selv hvis vi ser bort fra at ordet ”frelst” har fået en bibetydning af noget skråsikkert, skinhelligt og arrogant, og koncentrerer os om hvad ordet egentlig betyder, nemlig at blive reddet, så stritter det lidt imod vores tankegang i Danmark i 2014. De fleste af os går nemlig ikke rundt og længes efter at der skal komme nogen og redde os – vi foretrækker at klare paragrafferne selv. Det er ikke for sjov at der bliver solgt så mange selvhjælpsbøger, eller for den sags skyld at troen på reinkarnation er så udbredt – den giver os jo et håb om at vi får chancen for at gøre det bedre i det næste liv og endnu bedre i det næste igen, indtil vi har fået luget de værste af vores fejl ud. Men julens GODE budskab er altså at vi ikke kan klare paragrafferne selv, om vi så fik nok så mange liv; vi er nødt til at lade den person der fra fødslen er blevet udvalgt til at bestemme over os, rage kastanjerne ud af ilden for os.

Så langt, så godt! Hvor mange af jer synes stadig at julens GODE budskab virkelig er et godt budskab? 😉

Selv ville jeg nok ikke synes det var noget specielt godt budskab, hvis den person der var tale om, havde været en hvilken som helst anden person end Jesus. De af jer der fulgte med i DR’s julekalender ”Tidsrejsen”, så i afsnit 19 og 20 et (ganske vist karikeret) eksempel på hvor galt det kan gå når et menneske får uindskrænket magt over andre, og de parkerer hele ansvaret for deres frelse hos den pågældende person. Det har vi desværre set alt for mange eksempler på også i den virkelige verden, både inden for religion, politik og forretningsverdenen, og i familier og andre nære relationer. Det er aldrig godt at lægge ansvaret for ens liv over på et andet menneske – altså med mindre det menneske hedder Jesus af Nazaret! På den anden side synes jeg nok at denne verden har et stadig mere desperat behov for at der kommer en helt og klarer ærterne inden det går helt ad helvede til.

Men hvorfor er det at Jesus er anderledes end alle de andre der i tidernes løb er blevet udråbt til at være herrer, udvalgte og frelsere? Hvorfor er det et godt budskab at lige netop han er blevet udvalgt til at herske over os og løse vores problemer? Jeg vil give to svar.

For det første: Han er Guds søn. I det stykke vi hørte fra Hebræerbrevet tidligere i gudstjenesten, gør forfatteren rede for hvordan Jesus har en helt unik særstilling i forhold til alle de andre budbringere som Gud i tidens løb har benyttet sig af: Han er arving til alle ting, han var med ved skabelsen, han sidder ved Guds højre hånd, og han er Guds udtrykte billede og bærer alt med sit ord! Og i den profeti fra Det Gamle Testamente som var det første stykke fra Bibelen vi hørte, bliver det forudsagt at der engang vil blive født et barn af en jomfru, og at det barns navn blandt andet skal være ”Vældig Gud” og ”Freds Fyrste”. Gud står altså selv inde for at Jesus er den konge der kan gøre alting godt uden at lave rav i den som enhver anden der fik en tilsvarende magt, ville have gjort.

Problemet er bare at hvis nu det var en muslimsk prædikant der stod her på prædikestolen, så ville han med samme overbevisning kunne fortælle jer at Gud selv står inde for at Koranens ord er sandhed, at Muhammed er den sidste og største profet, og at sharia-lov er den fejlfrie lov som vi roligt kan underkaste os betingelsesløst uden at være bange for at den er behæftet med de samme fejl og mangler som alle andre love. Og en buddhistisk prædikant ville sige noget helt tredje, og en hinduistisk noget helt fjerde. En påstand om at Gud har sagt noget, er altså ikke et tilstrækkeligt argument. Derfor vil jeg foreslå at vi kaster et blik på hvordan Jesu liv formede sig.

Tiden tillader naturligvis ikke at jeg kommer med en detaljeret gennemgang af Jesu liv – jeg gætter på at mange af jer har en julefrokost I skal hjem til – men jeg tror roligt vi kan slå fast at Jesus var en meget atypisk konge! De store ord der bruges om ham i stykket fra Hebræerbrevet, står i en skærende kontrast til de beskedne omstændigheder der kendetegnede hans fødsel, liv og død. Og da Djævelen på et tidspunkt tilbød ham en hurtig genvej til verdensherredømmet, takkede han nej og valgte i stedet lidelsen og afkaldet. Da en stor flok mennesker på et senere tidspunkt ville krone ham til konge og givetvis ville have adlydt hans mindste vink, valgte han at fordufte i stilhed, for det var ikke den måde han ville lede på. En sand leder er nemlig en der går foran og tager slagene, og det var lige præcis det der var Jesus’ mission: Han skulle gå foran os ind i døden og tage dens slag for at vi kunne få evigt liv.

Men Jesu død er for længst overstået, og som vi sagde i trosbekendelsen (og som I vil komme til at høre om i kirkeårets løb), så opstod han fra de døde på den tredje dag, hvorefter han for op til himlen og nu sidder ved Gud Faders, den Almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde. Det har fået nogle til at antage at der nu er kommet andre boller på suppen end dengang Jesus gik fattig og fredløs på jorden. For nogle år siden var der for eksempel en kristen popgruppe ved navn ”Olivia The Band” der lavede en sang hvor de beskrev Jesu genkomst med ordene: ”First time round he turned the cheek, this time round the sword unsheathed” – ”Første gang vendte han den anden kind til; denne gang har han draget sværdet”. Det minder mig næsten om en film jeg så engang – ”UHF” hed den, og den havde Weird Al Yankovic i hovedrollen – hvori der indgik en trailer for en fiktiv film med titlen ”Gandhi 2”, hvor Gandhi vender tilbage med et maskingevær og tager hævn og sine fjender. ”He’s back, and this time, he’s mad!” Men bare rolig: Jesus har ikke forandret sig! I kapitel 13 af Hebræerbrevet står der: ”Jesus Kristus er den samme i går og i dag og til evig tid”. Den konge der sidder på tronen ved Guds højre hånd, og som vil komme igen for at dømme levende og døde, er altså den samme som den ydmyge mand der vandrede på jorden for små 2000 år siden, og som frivilligt lod sig korsfæste mens han bad Gud om at tilgive bødlerne. Det må betyde at Jesus stadig er ydmyg og sagtmodig, selvom han har indtaget sin plads som himlens konge, og selvom Bibelen forudsiger at han engang også vil indtage pladsen som jordens konge. Jesu herredømme har nemlig først og fremmest med det indre menneske at gøre – som han sagde da der engang var nogen der spurgte ham hvornår Guds rige ville komme: ”Guds rige er inden i jer”. Men Jesus tvinger ikke nogen til at acceptere ham som konge – heller ikke i dag. Lige fra disciplene begyndte at rejse rundt i verden og prædike evangeliet, har der lydt en invitation om at anerkende Jesus som konge, men uden at der faldt ild ned fra himlen og dræbte dem der takkede nej. Senere hen var der ganske vist kristne konger der udbredte kristendommen på omtrent samme måde som IS i dag udbreder islam, nemlig ved at de gav folk i de lande de erobrede, valget mellem at blive døbt eller at blive dræbt. Men historien har kun alt for tydeligt vist at det ikke lader sig gøre at udbrede Guds rige på den måde, for der var ganske vist millioner af mennesker der blev døbt, men deres liv viste ikke efterfølgende nogen tegn på at Jesus virkelig var blevet konge i deres hjerter, og de hedenske religioner som folk havde fulgt før de blev ”kristnet”, levede ofte videre i bedste velgående under en tynd kristen fernis, idet man blot skiftede de gamle guders navne ud med navnene på kristne helgener der mindede lidt om dem, så man fx tilbad Jomfru Maria i stedet for Juno, Sankt Georg i stedet for Mars og Sankt Nikolaus i stedet for Merkur. Jesus kan kun i sandhed blive konge i dit liv hvis du selv åbner dit hjerte for ham.

Selv på dommens dag, hvor Bibelen fortæller os at alle knæ skal bøje sig, og alle tunger skal bekende at Jesus er Herre, fordi det på den dag vil stå klart at det er ham der med sit guddommelige ord styrer hele universet, vil ingen blive tvunget til at anerkende ham som konge i deres eget liv. Bibelen gør det meget klart at de der foretrækker at stå uden for Jesu herredømme, vil få lov til det. Det vil ganske vist ikke blive særlig rart, for om ikke før, så vil det i hvert fald til den tid komme til at stå lysende klart at vi i den grad har brug for både en frelser og en konge fordi vi ikke formår noget som helst hvis vi er overladt til os selv. Ja, den falske frihed der bliver resultatet hvis vi vælger Jesus fra, er faktisk det som vi plejer at kalde fortabelsen eller helvede!

Men heldigvis har vi et andet valg, nemlig at tage imod julens budskab: at Jesus har valgt at forlade sin herlighed i himlen for at komme ned til os på jorden og være den frelser, Kristus og herre som vi så desperat trænger til, enten vi vil være ved det eller ej. Gør vi det, vil vi erfare at der virkelig er grund til sammen med englene at stemme i og takke Gud for et herligt glædesbud!

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet.

Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken
Tags: