Prædiken til juleaften
Posted By admin on 31. december 2013
Jesu fødsel: Miraklerne kommer når vi glemmer os selv
Prædiken i Husum Kirke juleaften 2013
Nikolaj Hartung Kjærby
Hvornår kommer miraklerne? (Afvent svar fra salen) De kommer når vi er klar, ja. Men klar til hvad? (Afvent igen svar fra salen) Til at glemme os selv! Hvis nogen af jer føler jer helt sat af, så kan jeg røbe at det drejer sig om de første linjer i titelsangen til TV2’s julekalender, ”Tvillingerne og Julemanden”.
For et par uger siden citerede jeg linjerne ”Miraklerne kommer når vi er klar, klar til at glemme os selv” i min status på facebook. Jeg fik et pænt antal likes, og det er jo altid dejligt, men der var også en der skrev: ”Jeg har ikke lyst til at glemme mig selv, for så kan jeg jo ikke finde mig, hvis jeg har glemt hvor jeg har lagt mig, og det er ikke sundt.” Han skrev det med et glimt i øjet – eller i hvert fald med en blinkende smiley – men jeg synes helt klart han har en pointe. For det er ikke nødvendigvis godt at glemme sig selv! I den stressede hverdag som mange af os desværre har – og vi præster er ingen undtagelse – er det tit alt for let at glemme at lytte til kroppens signaler så vi arbejder for meget, sover for lidt, spiser forkert og den slags, og det er helt klart en usund måde at glemme sig selv på.
En anden usund måde at glemme os selv på er noget der egentlig er sundt nok i udgangspunktet, men som så meget andet bliver det usundt hvis vi overdriver det. Jeg vil tro at mange af jer kender til den følelse som kaldes ”flow” – at blive så opslugt af en aktivitet at man for et øjeblik glemmer sig selv. Det kan være en fysisk aktivitet som sport eller havearbejde, eller det kan være en mental aktivitet som at læse en god bog eller løse en opgave – enten den er arbejdsrelateret, eller det er en man løser alene for sin fornøjelses skyld. En følelse der ligner flow, kan også opnås på mere passive måder, for eksempel ved at betragte et kunstværk, holde sin elskede i hånden, eller blot ligge på stranden en sommerdag og lade sig bage igennem af solen. Jeg tror det er ekstremt vigtigt at vi giver plads i vores liv til den slags afveksling fra hverdagen, sådan at vi ikke brænder ud. Men vi kan også ryge i den anden grøft så flow-følelsen bliver en slags ”drug” som vi er nødt til at have hele tiden fordi vi ikke kan holde vores normale hverdag ud, enten på grund af ydre problemer eller på grund af en indre smerte eller mindreværdsfølelse. Så bliver der ikke længere tale om et sundt afbræk, men om en usund virkelighedsflugt der i værste fald kan koste os både job, venskaber og familie, og som selv i bedste fald aldrig kan blive andet end symptombehandling der gavner cirka lige så meget som det gør at tage kodimagnyler hvis man har blindtarmsbetændelse. Forskellen på den sunde og den usunde brug af flow kan måske sammenlignes med forskellen på at nyde et godt glas rødvin og så at være alkoholiker.
Den rare flow-følelse er imidlertid ikke den eneste form for virkelighedsflugt der bygger på en usund selvforglemmelse. Hvor paradoksalt det end lyder, kan vi også flygte ind i de ubehagelige følelser. I stedet for at forsøge at fortrænge vores mindreværdsfølelser kan vi svælge i dem og forsøge at drukne vores frygt for virkeligheden i selvmedlidenhed. Det er det som Nicolas fra julekalenderen er meget tilbøjelig til at gøre, men det er ikke den slags selvforglemmelse der får miraklerne til at ske. Tværtimod er det først da Nicolas uden falsk ydmyghed vover at tage sin sande identitet på sig, at miraklet kommer.
En særlig lumsk form for virkelighedsflugt er den hvor vi begraver os i godgørenhed og hjælpsomhed for at holde den smertefulde virkelighed på afstand. Det der gør den så lumsk, er at set udefra ligner den til forveksling den ægte, sunde selvforglemmelse – den der får miraklerne til at ske. Forskellen er ikke hvor mange timer om ugen man bruger på at hjælpe andre, for det kan være ganske højt i både den sunde og den usunde version. Forskellen er heller ikke hvor mange personlige afsavn man lider for at kunne hjælpe andre, for ganske vist kan den sunde selvforglemmelse alt andet lige bære en højere grad af afsavn end den usunde kan, men alt andet er sjældent lige, og hvis virkeligheden er smertefuld nok, vil den usunde selvforglemmelse også være villig til at lide betragtelige afsavn og endda bilde sig ind at den derved gør noget den fortjener stor ros for. Men der kommer aldrig nogen mirakler ud af den usunde selvforglemmelse; den fører altid kun til forkrampethed.
Men hvad er så forskellen på sund og usund selvforglemmelse? Jo, først og fremmest er forskellen den at den usunde selvforglemmelse i virkeligheden slet ikke er selvforglemmelse, men blot en meget sofistikeret form for selvcentrerethed. Den usunde selvforglemmelse består jo netop i at man med lys og lygte søger efter et ”drug” der kan skabe en vej ud af en uudholdelig situation, enten det drug så består i at dyrke en lykkefølelse, at svælge i sin smerte, eller blot at kvæle alle følelser i travlhed. Det er altså dybest set for sin egen skyld at man gør det man gør.
Er det da ikke altid det? spørger du måske. Mennesker der gør noget godt for andre, gør det vel altid dybest set for selv at opnå et eller andet, enten det så er berømmelse, beundring, en belønning efter døden, eller blot en god følelse af at have gjort noget godt? Det tror jeg er rigtigt nok, i hvert fald et stykke ad vejen. Selv Jesus tænkte på den glæde der ventede ham, mens han hang og blødte på korset, står der i Hebræerbrevet. Men hvad var det for en fremtidig glæde der fik Guds søn til at vælge at lade sig føde som et menneske i denne her grusomme verden, vel vidende at det ville ende med forkastelse, hån, spot, tortur og korsfæstelse? Hvorfor kom han herned? Det gjorde han for at frelse os! Den belønning han så frem til, og som motiverede ham til at gennemgå de ufattelige lidelser på korset, var at vi mennesker ikke skulle behøve at gå fortabt, men kunne få evigt liv hjemme hos Gud! Jesus var altså motiveret af kærlighed: Den højeste glæde han kunne få, var at glæde andre!
Og det var vel at mærke ikke fordi Jesus led af mindreværdskomplekser og ikke mente at han selv fortjente at være lykkelig. Der var ikke tale om falsk beskedenhed når han sagde ting som ”Menneskesønnen [et ord som Jesus ofte brugte om sig selv] er ikke kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene.” [Matt 20,28] Tværtimod! Af alle mennesker der nogensinde har levet, var Jesus nok den der havde allermest sund selvfølelse og selvværd. Dengang han blev døbt, lød Guds stemme over ham fra Himlen og sagde: ”Det er min elskede søn” [Matt 3,17]. Han kendte altså sit eget værd, og netop derfor havde han ”råd til”, så at sige, at give afkald på det alt sammen i den totale selvopofrelse for andres skyld. Han behøvede ikke at bevise noget eller at kæmpe for at opnå noget, og han behøvede heller ikke at flygte fra indre smerte eller skuffelse, for han vidste at Gud havde givet ham alt. Og den viden er nødvendig hvis vi skal kunne glemme os selv på den gode måde! Men heldigvis har Gud sagt det samme til enhver der er døbt til at tilhøre Jesus: ”Du er min elskede søn.” ”Du er min elskede datter.” Ligesom Nicolas sagde ”Jeg er julemanden!” må vi sige ”Jeg er Guds barn!” Og ligesom Nicolas fik styrke til at se bort fra sine egne selviske dagsordener ved at turde tro på at han var julemanden, har vi også råd til at tjene andre mennesker i sand uselviskhed, for vi kan alligevel ikke opnå mere end det vi allerede har, nemlig status som Guds børn og løftet om et evigt liv i glæde hjemme hos Gud.
Men det paradoksale ved det er at netop når Guds kærlighed sætter os i stand til i sandhed at glemme os selv – altså at se helt bort fra selviske motiver – netop da har vi mulighed for at opleve en mere ægte og uforfalsket lykke end i nogen anden situation, fordi vejen til den sande lykke er at glemme os selv – et princip som allerede flow-oplevelsen giver os et hint om. Det skal dog ikke være for at opnå den lykkefølelse at vi kaster os ud i selvforglemmelsen, for gør vi det, er det jo netop at den bliver forvrænget til sin usunde, destruktive og i bund og grund selviske udgave. Vores egen lykke kommer kun når vi ikke søger den – som det gamle vers lyder: ”Da jeg ville lykken eje, flygted den fra mine veje. Da jeg ville lykken bringe, kom den til mig på englevinge.”
Julekalenderen om Tvillingerne og Julemanden rummer i øvrigt også en trøst til alle os der gang på gang må konstatere at den sande, ægte selvforglemmelse ikke just er det der falder mest naturligt for os. Nicolas er nemlig ikke nogen helgen; han er såre menneskelig. Hele vejen igennem serien har det nemlig været sådan at det der har motiveret ham til at forsøge at blive den sande julemand, netop har været at Susanne Claus og børnene har fået overbevist ham om at det var den eneste måde han kunne få sin kone tilbage på. Det er altså den selviske dagsorden der så at sige driver ham ud i den uselviske. Og sådan er det heldigvis også i virkeligheden: Gud ved godt at hos os svage mennesker vil den sunde selvforglemmelse altid være blandet med den usunde i et eller andet omfang. Og derfor kommer han os til hjælp så vi alligevel kan komme til at opleve mirakler. Blot den mindste gnist af ægte, uselvisk kærlighed er nok til at miraklet kan ske, og menneskers liv kan blive forvandlet. Prøv selv at tænke på et menneske som har udvirket et mirakel i dit liv ved at handle uselvisk – det kan være en af dine forældre, en lærer, en kollega, eller måske blot et tilfældigt menneske du mødte på gaden.
Jeg vil slutte af med at fortælle en sand historie om et mirakel som skete fordi der var et menneske der var klar til at glemme sig selv:
Forfatteren og aktivisten Shane Claiborne, der har besøgt Danmark flere gange, blandt andet i forbindelse med Danske Kirkedage i 2010, fortæller om en oplevelse han engang havde i Calcutta, hvor han og et par af hans venner opholdt sig for at hjælpe til i Mother Teresas sociale arbejde blandt de allerfattigste. Arbejdet omfattede blandt andet at dele mad ud til gadebørn, der kunne være helt ned til 5-6 år gamle. En dag fandt Shane ud af at en af drengene havde fødselsdag, og eftersom han nok hverken ville få fest eller gaver, besluttede Shane at købe en is til ham – måske den mest luksuriøse gave drengen nogensinde havde fået. Shane bad han tie stille med det fordi han ikke havde penge nok til at købe is til alle børnene, men i stedet gav drengen sig til at råbe: ”Vi har is! Vi har is!” indtil alle kvarterets gadebørn var samlet. Shane frygtede det værste og så sig om efter et egnet skjulested, men så skete miraklet: Fødselsdagsbarnet bad alle de andre børn om at stille sig op på række og instruerede dem om at de hver måtte slikke én gang på isen, for der skulle jo være nok til alle. Selv stillede han sig op bagerst i køen og kom således ikke selv til at smage sin is før alle de andre havde smagt den! For os danskere – jeg vil gætte på at selv de fattigste af os har råd til at købe en is i det mindste en sjælden gang imellem – er det nok svært at sætte os ind i hvor storsindet en gestus det var fra den fattige drengs side at han delte sin is med alle de andre. Men jeg håber I kan se hvordan en lille bitte uselvisk handling fra Shane Claibornes side, nemlig at købe en is til en fattig dreng, fik konsekvenser der gik langt ud over hvad han havde forestillet sig, for det var ikke bare én dreng der blev glad, men en meget stor gruppe børn. Tænk hvis vi kunne tage ved lære af Shane så vi benyttede hverdagens små anledninger til at gøre godt mod mennesker vi møder – vi ved aldrig om der kan komme langt mere godt ud af det end vi umiddelbart forestiller os! Eller endnu bedre: Tænk hvis vi kunne tage ved lære af drengen der så uselvisk delte sin skat med alle de andre! Hvis det blev den nye trend i vores samfund, så ville der for alvor begynde at ske mirakler! Men enhver trend er jo begyndt ved at der er en enkelt eller nogle få mennesker der er begyndt at gøre et eller andet, hvorefter andre er fulgt efter. Så hvad siger I til hvis vi bruger julen i år som anledning til at starte en ny trend hvor vi lader julens budskab inspirere os til at leve på en ny måde så budskabet om kærlighed og glæde og fred ikke bare bliver nogle kønne ord som vi samles om en gang om året, men værdier som vi indretter vores liv efter? Takket være den skat som Gud gav os julenat, er vi blevet så rige at vi har råd til at glemme os selv på den sunde måde. Og når vi er klar til det – så kommer miraklerne!
Glædelig jul!
Comments