Prædiken til 3. søndag i fasten 2012
Posted By admin on 16. marts 2012
At kærlighed kan blive rutine, sådan at man ender med at tage hinanden for givet, har mange af os sikkert oplevet, om ikke med romantisk kærlighed, så måske med kærligheden mellem forældre og børn, mellem søskende eller mellem venner. Men hvor tit tænker vi på at det også kan ske med vores kærlighed til Gud?
Sikkert ikke så tit, gætter jeg på. Vi taler tit om at tro på Gud, men ikke særlig tit om at elske Gud. Og når vi synger salmer der rummer kærlighedserklæringer til Jesus, som fx den vi sang her umiddelbart før prædikenen, så føler vi os måske lidt fremmedgjorte af de stærke ord. (Det var i øvrigt en ret mild salme vi sang, sammenlignet med mange af Brorsons salmer hvor kærligheden til Jesus udtrykkes i nærmest erotiske vendinger. Bortset fra julesalmen ”Her kommer, Jesus, dine små” er der dog ikke nogen af de salmer tilbage i den salmebog vi har i dag). Men vores væsentligste opgave som kristne er faktisk at elske Gud og Jesus! Da Jesus blev spurgt hvad der er det vigtigste bud, svarede han uden tøven: ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og hele din sjæl og hele dit sind og hele din styrke!”, og i teksten til i dag siger han: ”Hvis Gud var jeres fader, ville I elske mig.” Den tanke at vi skal elske Jesus, er altså ikke noget som pietisterne i 1700-tallet fandt på – det har lige fra starten været en integreret og uomgængelig del af kristendommen – ja, selve den krumtap som kristenlivet drejer sig om!
Nu er kærlighed naturligvis andet og mere end ord. Ordene ”Jeg elsker dig” kan nemt komme til at klinge hult hvis den person der udtaler dem, ikke viser sin kærlighed i handling. Det gælder også i forholdet til Gud. Flere af profeterne i Det Gamle Testamente taler om at Gud er dødtræt af at folk bringer ofre i templet – hvilket var en måde at sige ”Jeg elsker dig” til Gud på – når de ikke adlyder hans bud. Og i Det Nye Testamente siger Jesus et sted: ”Hvorfor kalder I mig ‘Herre’, når I ikke gør hvad jeg siger?” Men det betyder ikke at kærlighedserklæringer er ligegyldige. De fleste af jer kender sikkert anekdoten om konen der spørger sin mand: ”Hvorfor siger du aldrig at du elsker mig?” hvortil han svarer: ”Jeg sagde det da jeg friede til dig for 40 år siden, og hvis jeg nogensinde skifter mening, skal jeg nok give dig besked!” Vi mennesker er forskellige af temperament, og det er forskelligt hvor tit vi har behov for at erklære vores kærlighed i ord, eller for at høre de mennesker vi elsker, sige det til os, men hvis ordene ”Jeg elsker dig” aldrig lyder, er det ikke noget godt tegn. Ved at give udtryk for vores kærlighed gennem tale, skrift, gaver, eller hvilket kærlighedssprog vores elskede nu forstår, giver vi ny næring til vores kærlighed så den ikke dør hen, men tværtimod vokser – naturligvis især hvis vores kærlighedserklæringer bliver gengældt. Erklærer vi derimod aldrig vores kærlighed, og nyder vi ikke den andens kærlighedserklæringer, så risikerer vi at vi begynder at betragte de ting vi gør for den anden, som sure pligter, og at tage de ting den anden gør for os, for givet.
Det er tilsyneladende noget af det der er sket for menigheden i Efesos, som vi møder i dagens anden læsning. Der er tale om et af syv breve til syv menigheder i Lilleasien, dikteret af Jesus til Johannes og placeret i begyndelsen af det sidste skrift i Bibelen, Johannes’ Åbenbaring. Disse syv breve og de menigheder som de er skrevet til, er igennem historien blevet tolket på forskellige måder – her i Danmark kender vi nok især Grundtvigs tolkning af de syv menigheder som en forudsigelse af syv geografisk bestemte kirker som ville komme til at præge verdenshistorien gennem syv tidsperioder; en tolkning der inspirerede ham til hans maratondigt ”Kristenhedens Syvstjerne”. Men uanset hvordan man skal tolke menighedsbrevene, så tegner brevet til menigheden i Efesos et billede af en menighed der på mange måder er velfungerende. De har orden i deres teologi, og de har et højt aktivitetsniveau. Men der er et fatalt problem: De har svigtet deres første kærlighed. Midt i al deres kirkelighed er de begyndt at tage den kærlighedsrelation til Gud som det hele bygger på, for givet. Og derfor siger Jesus til dem at de skal omvende sig.
Det må have været ret hårde ord for dem at høre. For det at omvende sig, er det ikke noget som syndere og hedninger skal gøre? Det er da ikke noget for gode, solide kristne der både er bibeltro i deres teologi og passer deres kirkegang? Men jo, det er det tilsyneladende! Og det burde egentlig ikke overraske os i den lutherske kirke, for netop Luther talte om omvendelse som noget man ikke bare kan gøre én gang for alle, men er nødt til at gøre hver dag. Det lyder egentlig ikke særlig rart – at skulle omvende sig hver dag! Man ser for sig noget med at sidde og dunke sig selv i hovedet over hvor forfærdelig man er, eller at ligge på knæ med tårerne strømmende ud af øjnene mens man trygler Gud om tilgivelse og lover bod og bedring. Skal man gøre det hver dag, så bliver det et temmelig miserabelt liv man får, skulle man mene.
Men det er ikke sådan vi skal tænke om den daglige omvendelse. Jesu brev til menigheden i Efesos gør det jo netop klart at det som de og vi alle skal omvende sig til, er Guds kærlighed! Omvendelsen består ganske enkelt i at finde tilbage til den kærlighedsrelation som det hele handler om, og på ny lade alting flyde ud af den. ”Gør de gerninger som du først gjorde,” siger Jesus til efeserne. De skal altså tilbage til den tid hvor deres handlinger var defineret af kærlighed og ikke af vane eller andre motiver. Præcis ligesom et kærestepar eller et ægtepar har brug for med jævne mellemrum at finde tilbage til det der oprindelig gjorde at de faldt for hinanden, at forelske sig i hinanden på ny.
Men måske synes du slet ikke at alt det her giver mening når man taler om Gud og Jesus. Måske kan du slet ikke identificere dig med menigheden i Efesos, som engang var brændende i deres kærlighed til Jesus, men nu har tabt den kærlighed af syne, for måske har du aldrig følt den kærlighed? Hvis det er tilfældet, hvad kan du så bruge dagens tekster til? Hvis der aldrig har været nogen ”første kærlighed”, hvordan skulle du så kunne vende tilbage til den?
Hvis du har det sådan, så vil jeg begynde med at spørge dig: Hvorfor sidder du her i kirken i dag? Der må være en grund til at du har valgt at tilbringe din søndag formiddag her i kirken i stedet for at sove længe eller sidde hjemme og slappe af over morgenkrydderen og søndagsberlingeren eller tage fat fra morgenstunden i kolonihaven. Måske er det fordi du har brug for at lægge hverdagen bag dig i en times tid og søge ind i kirkerummets stilhed. Måske er det fordi du håber at høre nogle vise ord der kan give dig et nyt perspektiv på tilværelsen. Måske er nadveren så vigtig for dig at du ikke vil undvære den. Måske er det fordi du er glad for samværet med de andre mennesker der kommer her i kirken. Måske er det fordi du skal besøge nogen efter gudstjenesten og har aftalt at mødes med dem her i kirken. Eller måske er det ganske enkelt fordi det plejer du at gøre; det er en god vane som du ikke kunne drømme om at lave om på.
Umiddelbart lader de årsager ikke til at have meget med et kærlighedsforhold til Jesus at gøre. Men et kærlighedsforhold behøver jo ikke at have karakter af en stormende forelskelse. Vi mennesker er forskellige i vores måde at udtrykke os på. Og det der gør kirkerummet til et særligt sted, er jo netop at det er et kærlighedens sted – et sted hvor Gud møder os med sin kærlighed, uafhængigt af hvem vi er, eller hvad vi har gjort. Det der gør at præsten måske undertiden kan komme for skade at sige et ord eller to som kan give et nyt perspektiv på livet, er at prædikenen tager udgangspunkt i Bibelens ord om Guds kærlighed. Samværet i kirken bærer forhåbentlig også præg af at være et kærlighedens fællesskab. Og hvad nadveren angår, så er den en fysisk og håndgribelig forkyndelse af Jesu død. Når vi får rakt brødet og druesaften med ordene ”Dette er Jesu Kristi legeme” og ”Dette er Jesu Kristi blod”, så er det for at minde os om at Jesu kærlighed til os var så stor at han gav sit eget liv for at købe os fri af døden.
På det punkt handler Moses faktisk helt i Jesu ånd i det stykke vi hørte som den første læsning i dag. Normalt tænker vi ellers tit på Moses og Jesus som modsætninger. ”Loven blev givet ved Moses, nåden og sandheden kom ved Jesus Kristus”, som der står i Johannesevangeliets første kapitel. Men da Gud truede med at udslette sit folk efter at de havde vraget ham til fordel for en tyrekalv af guld, lagde Moses sig imellem. Han nægtede at gå ind på Guds forslag om at starte forfra med ham, Moses, som stamfar til et nyt folk. I stedet tilbød han selv at tage straffen for folkets synd. Og derved viste han hvor godt han kendte Gud – han vidste at Guds inderste længsel ikke er at straffe, men at tilgive. Som Gud selv siger til Moses da han et par kapitler senere giver ham lov til at få et glimt af sin herlighed: ”Herren er en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig på troskab og sandhed.”
Moses fik ikke lov til at tage straffen for sit folks synd. Det var han nemlig slet ikke kvalificeret til, for han var ikke selv syndfri. Men det var Jesus – som han siger i dagens evangelietekst: ”Hvem af jer kan påvise nogen synd hos mig?” Og hans mission var netop at gøre det som Moses i sin tid tilbød, nemlig at lægge sig imellem os mennesker og Guds retfærdige vrede over den måde vi lever vores liv på. Ved sin død købte han os fri fra døden og vreden og dommen og gjorde os til Guds børn. Alt det gjorde han af kærlighed til os, og derfor er det også at han siger til dem han diskuterer med i dagens tekst: ”Hvis Gud var jeres fader, ville I elske mig”. For vores kærlighed til Jesus er jo kun et svar på hans grænseløse kærlighed til os, som han viste ved at gå i døden for os. Som evangelisten Johannes, der har skrevet dagens evangelietekst, skriver i sit brev andetsteds i Det Nye Testamente: ”Vi elsker, fordi han elskede os først.” Der er altså rigeligt med stof til at vække din kærlighed til Jesus!
Og det er ikke kun Jesus vi skylder at elske fordi han har elsket os først – det er også Gud Fader. Det der skete langfredag, var nemlig ikke et udtryk for at en blodtørstig og sadistisk Gud fik tilfredsstillet sin hævntørst ved at slå en uskyldig ihjel i stedet for de skyldige – at rette bager for smed, så at sige. Jesus, Guds søn, er jo efter eget udsagn ét med sin fader. Der var altså tværtimod tale om at Gud i sin kærlighed ofrede sig selv, fordi han kun derved kunne tilintetgøre den synd der forpestede forholdet mellem ham og os, uden samtidig at tilintetgøre os. Hvordan kan man forholde sig til sådan en Gud – andet end med kærlighed?
Jeg vil slutte af med endnu en anekdote. I ved måske at gamle amerikanerbiler ikke har to adskilte forsæder sådan som moderne biler har, men i stedet har ét bredt forsæde, idet gearstangen er anbragt i ratstammen – og i øvrigt sjældent skal bruges fordi de i reglen har automatgear. Det gav mulighed for at nyforelskede par kunne sidde tæt op ad hinanden på forsædet når de kørte – så havde den unge mand venstre arm på rattet og højre arm rundt om pigen. En tankevækkende anekdote handler om et midaldrende, sat ægtepar der er ude at køre i deres amerikanerslæde hvor de dydigt sidder i hver sin side af det brede forsæde. Men så siger konen: ”Kan du huske dengang vi var nyforelskede og altid sad tæt sammen når vi var ude at køre? Hvorfor gør vi egentlig ikke det mere?” – hvortil manden svarer: ”Tja, jeg har ikke flyttet mig!”
Oplever du at Gud føles fjern; at din kærlighedsrelation til ham ikke er hvad den har været – eller hvad den måske aldrig har været? Så trøst dig med at han ikke har flyttet sig. Hans kærlighed til dig er totalt uforandret, og du kan når som helst genoptage – eller for første gang gå ind i – det kærlige far-barn-forhold, som Jesus har købt os og døbt os til!
Comments