Prædiken til 3. søndag i advent
Posted By admin on 24. december 2013
Zakarias’ lovsang: Gud husker på os
Prædiken i Husum Kirke 3. søndag i advent 2013
Nikolaj Hartung Kjærby
”Den der er sund og rask, savner mange ting; den der er syg, savner kun én ting,”lyder et gammelt mundheld. Og selvom jeg indtil nu har været forskånet for alvorlige fysiske lidelser, kan jeg fuldt ud tilslutte mig. De gange jeg har prøvet at ligge derhjemme med en gedigen mandeforkølelse eller halsbetændelse, har det kostet store anstrengelser at mobilisere tilstrækkelig meget sund fornuft til at overbevise mig selv om at den slags går over, for når man er syg, kan det være vældig svært at se ud over det umiddelbare ubehag – eller sådan har jeg det i hvert fald. Jeg tænker uvilkårligt: ”Gad vide om det nogensinde bliver anderledes end det er nu?”
Sådan er det også nemt at komme til at tænke når det gælder ting der er mere alvorlige end en halsbetændelse. Det kan være alvorlig sygdom hos en selv eller ens nærmeste, det kan være den generelle situation i verden med naturkatastrofer, krig og had, eller det kan være frustration over en selv når man for tyvende gang har begået den samme alvorlige fejl eller dumhed. I de to førstnævnte situationer er man temmelig magtesløs, og i den sidstnævnte situation kan man også godt føle sig temmelig magtesløs og have lyst til at citere Romerbrevet kapitel 7 hvor der står: ”Jeg forstår ikke mine handlinger … For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg.” [vers 15a og 19]. Alt i alt er der rigtig mange ting – både ting som vi ikke har nogen kontrol over, og ting som vi blot ikke formår at kontrollere – der kan få os til at miste modet og spørge om tingene nogensinde bliver anderledes. Vi kan føle at vi billedligt talt befinder os i et Narnia hvor det altid er vinter, men aldrig jul.
Billedet af ”altid vinter, men aldrig jul”, som beskrives i ”Løven, heksen og garderobeskabet”, er gået rent ind hos flere generationer af læsere og filmseere som sindbilledet på en trøstesløs og håbløs situation. Julen er jo nemlig ikke bare et tiltrængt lyspunkt midt i vinterens mørke; den er et budskab om at mørket er overvundet. Det er ikke tilfældigt at julen falder netop på det tidspunkt af året hvor dagene igen begynder at blive længere. Selv i en aldeles verdslig julesang som ”Juletræet med sin pynt” synger vi jo i sidste vers: ”Juletræet på besøg hilser os fra eg og bøg med besked derudefra at det lysner dag for dag”.
Jeg tror ikke naturens gang er tilfældig. Som kristen tror jeg jo på at Gud har skabt både jorden og solen og alt muligt andet, og i skabelsesberetningen i Første Mosebog står der lige ud at solen og månen skulle tjene som tegn til at fastsætte festtider. Og eftersom Jesu fødsel set fra et kristent perspektiv er verdenshistoriens vigtigste begivenhed (måske næst efter Jesu opstandelse), synes jeg det er en oplagt tanke at Gud har designet vinterens solhverv som et tegn der skal pege på Jesu fødsel og fortælle mennesker til alle tider og på alle steder at Gud har grebet ind og sendt sit lys ind i mørket. Faktisk omtaler Zakarias jo i den tekst vi har hørt i dag, Jesus som ”solopgangen fra det høje” der ”vil besøge os for at lyse for dem, der sidder i mørke”.
Vi ved at solhvervet kommer hver vinter. Vi ved at dagene kun bliver kortere indtil et vist punkt, så begynder de at blive længere igen. I dag er de fleste dagskalendere udstyret med solens op- og nedgangstider, men selve rytmen i dagenes længde har været kendt og beskrevet af mennesker gennem adskillige årtusinder. Så længe som der har boet mennesker her i den danske vinters kulde og mørke, har de kunnet trøste sig med at ”efter vinter kommer vår med sommer, korn og kerne”, som vi synger i en af de mest kendte og elskede høstsalmer. Vi ved at tingene kommer til at vende – at det kommer til at blive lysere igen. Og jeg tror som sagt at Gud har designet det sådan for at lære os at vi kan stole på at han også i andre situationer vil lade lyset begynde at vende tilbage på det tidspunkt hvor det ser allermørkest ud.
Derfor var det heller ikke nogen overraskelse for Zakarias at Gud havde sendt sin søn til jorden, for han var en mand som kunne sin bibel. Han havde læst alle de gamle profeter som havde forudsagt Messias’ komme, og derfor er temaet for hans lovsang da også at takke Gud for at han havde holdt sit løfte. Det var nemlig sådan at takket være det barn som netop på det tidspunkt hvor Zakarias sang sin lovsang, var i færd med at vokse i Marias liv – Maria, som jo var kusine til Zakarias’ hustru Elisabeth, og som netop havde boet hos dem i tre måneder – takket være det barn stod ikke alene det jødiske folk, som Zakarias tilhørte, men alle folk på jorden over for at blive frelst fra deres fjender, både de indre og de ydre. Jesus helbredte nemlig al slags sygdom, han forkyndte et nyt rige hvor kærlighed og fred erstatter had og krig, og alle dem der ikke oplevede sig i stand til at leve på den måde de burde, trøstede han med at Gud ville tage imod dem alligevel; de skulle blot tro på at Gud er i stand til at gøre alt det som vi mennesker ikke selv kan. Med ham gik de trøstende ord fra profeten Esajas, som vi hørte i begyndelsen af gudstjenesten, i opfyldelse.
Men det er jo 2000 år siden nu, og ved første øjekast ser verden ikke spor anderledes ud end den gjorde før. Der er stadig mennesker der er alvorligt syge. Verden er stadig fuld af nød og krig. Og selv vi der hylder Jesus som vores Herre, må til stadighed kæmpe med vores manglende evne til at gøre det som vi godt ved er det gode og rigtige. Så kan vi overhovedet bruge julens budskab til noget som helst i dag? Hvad hjælper det os at det blev jul for 2000 år siden, når det stadig er vinter, åndeligt set?
Det er sandt at for en umiddelbar betragtning er der ikke noget som helst der er forandret. Men lige fra starten har det kristne budskab været et budskab der kaldte på tro. Allerede mens Jesus selv gik på jorden, sagde han til mennesker at de var nødt til at tro på de gode nyheder om at Guds rige var kommet nær. Og troen er stadig lige så nødvendig i dag som den var dengang. Vi må tro på at selvom alt tilsyneladende er ved det gamle, så er den usynlige sandhed den at alt er forandret!
Når vi selv eller vore kære bliver ramt af sygdom, så må vi tro på at Jesus bar alle vores sygdomme da han døde på korset – som der står i en af de stærkeste messiasprofetier i Det Gamle Testamente: ”Men det var vore sygdomme, han tog, det var vore lidelser, han bar … Han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi helbredt.” [Es 53,4a+5b] Det kan godt være at vi ikke kommer til at opleve den fysiske helbredelse mens vi lever i denne verden, men vi må have lov til at tro på at den egentlige, åndelige sandhed om vores liv er at vi er helbredt, og at det kommer til at træde synligt frem senest når Jesus vender tilbage for at oprette Guds rige i synlig herlighed. Og i mellemtiden må vi klynge os til såvel de helbredelser vi kan læse om i Bibelen, som dem vi oplever eller hører om i nutiden, og tage dem til os som en lille forsmag på det der skal komme, som tegn på hvordan alt vil blive engang.
Når vi er ved at fortvivle over al den nød og elendighed der er i verden, så må vi tro på at Jesus sidder på tronen ved Guds højre hånd i himlen, og at ingen af denne verdens onde mennesker kan true hans herredømme. Borgerkrigen i Syrien, rædselsregimet i Nordkorea, bandekrigene herhjemme i lille Danmark, og hvad der ellers foregår af grusomheder i denne syndige verden, for ikke at tale om de mange små og store familietragedier – alt det er ganske vist årsag til ufattelige lidelser, og vi gør ret i at råbe til Gud dag og nat om at skaffe de uskyldige ofre deres ret, ligesom vi gør ret i at gøre alt hvad vi kan for at hjælpe dem der er i nød af den ene eller den anden årsag. Men som kristne må vi også huske på at selv den mest grusomme psykopat og selv den voldsomste naturkatastrofe kun kan slå kroppen ihjel. Selv de værste udslag af naturens eller menneskers ondskab kan ikke skille os fra Guds kærlighed, for takket være Jesu sejr over døden har han lovet os en opstandelse til et evigt liv hvor al lidelse er afskaffet. Og i mellemtiden kan vi klynge os til de beretninger om kærlighed og forsoning som vi trods alt hører om, og som blandt andet nyligt afdøde Nelson Mandela var eksponent for, og tage de ting som tegn på hvordan alt vil blive engang.
Og når vi gang på gang skuffes over os selv og den skade vi forvolder på os selv og vores medmennesker gennem vores egoisme, fejhed eller tankeløshed, og måske endda spørger os selv om Gud virkelig kan elske sådan nogle som os, så må vi tro på at vores omfattende synderegister ikke længere er sandheden om hvem vi er. Dengang vi blev døbt, blev vores gamle identitet druknet, og den egentlige, åndelige sandhed om vores liv er nu at vi er hellige, perfekte og uden fejl i Guds øjne, fordi vores liv er skjult i Kristus. (Hvis du ikke er døbt, så kontakt mig bagefter så du kan blive det!). Jesus døde i stedet for os, så da han hang på korset, blev alle vores synder klynget op sammen med ham. Som en [Ray Andrews] engang har udtrykt det: ”Vi er ikke længere syndere, vi er helgener som af og til synder.” Det kan godt være at ”af og til” betyder adskillige gange i timen, men uanset hvor tit vi falder, så har vi lov til at rejse os igen fordi Gud tilgiver os for Jesu skyld. Og vi kan glæde os til den dag hvor vi, som vi synger i en salme som der desværre ikke blev plads til i dag, ”bliver engle lig i Himmerig og aldrig mer skal synde”. Og i mellemtiden kan vi takke Gud for at han har givet os Helligånden som på trods af vores egen uduelighed skaber gode gerninger i os – også selvom Gud tit er så nådig at skjule de gode gerninger han virker i os, for vores øjne, så vi ikke bliver hovmodige over det der jo reelt set slet ikke skyldes os selv, men Gud.
Takket være Jesu komme til jorden for 2000 år siden er alt altså forandret. Ganske vist er vores gamle jeg lige så uforbederligt som det hele tiden har været – det er sandt, som Paulus udtrykker det i det stykke fra Andet Korintherbrev som vi hørte i dag, at vi åndeligt set kan sammenlignes med skrøbelige lerkar. Men i de lerkar har Gud altså lagt en mægtig skat. Den skat kan vi ikke umiddelbart se, men netop når vi er allersvagest, sætter Guds kraft sig allermægtigst igennem, for det er netop når vi opgiver at forsøge at klare tingene selv, at der bliver plads til troen på at Gud kan gøre det som vi ikke selv kan. Det er i den situation at vores fortvivlelse bliver til tro – lerkarret slår revner, så man kan se guldskatten skinne igennem. Det er når det er allermørkest at lyset begynder at vende tilbage.
Comments