Prædiken til 20. søndag efter trinitatis
Posted By admin on 20. oktober 2013
Kongesønnens bryllup: Brug det gunstige øjeblik
Prædiken i Husum Kirke 20. søndag efter trinitatis 2013
Nikolaj Hartung Kjærby
Jeg synes ”Den uartige dreng” er et meget vellykket lille eventyr – eller en fabel skulle man måske snarere kalde det. Skildringen af hvordan en forelskelse kan være lige så ubelejlig som den kan være uimodståelig, kan de fleste nok nikke genkendende til – også selvom det måske er så længe siden at det er ”gået over”, som H.C. Andersen så humoristisk udtrykker det.
Første gang jeg hørte historien, var min umiddelbare reaktion imidlertid udelukkende forargelse. Jeg var nemlig ikke mere end 5-6 år gammel, og navnet Amor sagde mig ikke noget som helst, så jeg ”tolkede” historien bogstaveligt, og jeg kunne med min bedste vilje ikke forstå hvordan den dreng kunne være så nederdrægtigt ond over for den gamle digter der havde vist ham så stor godhed.
I Jesu lignelse om kongesønnens bryllup møder vi også mennesker der gengælder godhed med ondskab. Og modsat H.C. Andersens ”uartige dreng” er de onde mennesker i lignelsen ikke allegorier over uimodståelige følelser – der er tale om virkelige menneskers virkelige ondskab, også selvom lignelsen naturligvis handler om Gud og ikke om en eller anden tilfældig jordisk konge.
Lige siden skabelsen har Guds eneste dagsorden og ønske nemlig været at overøse os mennesker med godhed. Det er med rette at det i et bordvers som jeg lærte som barn, hedder om Gud at ”Han har åbnet mine øjne, han har mættet min sjæl, overøst mig med gode gaver og gjort alle ting vel”. Den der går i gang med at tælle alle de gode gaver som Gud har givet os, bliver ikke færdig foreløbig: Luften vi indånder, træerne, fuglene, solen, månen, stjernerne, mad og drikke, familie og venner, lemmer og sanser – vi er tit så hurtige til at beklage os over de ting vi mangler, eller det der er galt, at vi glemmer at glæde os over de ting vi har, og det der IKKE er galt! Paulus opfordrer i Første Thessalonikerbrev [5,18] sine læsere til at sige tak under alle forhold, altså uanset omstændighederne at fokusere på alt det vi stadig har at sige Gud tak for – som nu manden der blev ramt af en dueklat på sin fine nye habit og øjeblikkelig takkede Gud for at han ikke har givet elefanterne vinger! [Det var Goerge Verwer.]
Men alle de verdslige goder som Gud har givet os, er ikke det eneste vi skylder ham tak for – ja, de er ikke engang det vigtigste! Forældre der har dårlig samvittighed over at de tilbringer for lidt kvalitetstid sammen med deres børn, prøver nogle gange at ”kompensere” ved at forære børnene en masse dyre ting. Men både forældre og børn ved jo kun alt for godt at ting er en ringe erstatning for det personlige nærvær. Den bedste gave en far kan give sine børn, er sig selv – sin tilstedeværelse og opmærksomhed. (At nogle fraskilte fædre har svært ved at få lov til at give deres børn så meget nærvær som de gerne ville, er en helt anden problematik som jeg ikke vil komme nærmere ind på her). Og netop sin egen tilstedeværelse og opmærksomhed er også den største og bedste gave som Gud har givet os!
Nu kan det godt være at du sidder og tænker at du ikke synes du mærker ret meget til Guds tilstedeværelse og opmærksomhed. Hvis du tænker sådan, så kan jeg egentlig godt forstå det. Sagen er nemlig desværre den at langt de fleste mennesker IKKE lever med en ægte erfaring af Guds nærvær i deres liv. Men det skyldes altså ikke manglende vilje fra Guds side. Lad mig forklare.
I Bibelens allerførste kapitler læser vi om hvordan Gud satte Adam og Eva i Paradisets Have, hvor han selv gik tur og talte med dem. Men efter at de spiste af Kundskabens Træ, gik forholdet til Gud i stykker. Slangen havde nemlig sagt til Eva at hvis hun og Adam spiste af træet, ville de selv blive som Gud. I stedet for at lade Gud være Gud og stille sig tilfreds med at være kronen på Hans skaberværk valgte de at gøre oprør og forsøge at gøre Gud selv rangen stridig, uden at tænke på at hvis det oprør var lykkedes, ville det ikke være dem selv der var kommet til at sidde på Guds trone, men derimod Satan. Vi mennesker er nemlig sådan indrettet at vi ikke kan leve i et åndeligt vakuum. Som Bob Dylan sang i 1979, er vi nødt til at tjene nogen – enten Herren eller Djævelen. Det lyder måske som en meget grov og unuanceret påstand, men de fleste af os er jo udstyret med en samvittighed, og når vi står over for et valg, ved vi som regel godt hvad der ville være det rigtige at gøre. Hvis vi giver os tid til at standse op og tænke efter, og hvis vi tør være ærlige over for os selv, kan vi som regel godt se om det er egoisme, fejhed, selvhævdelse og aggressivitet der ligger bag vores handlinger, eller om det er kærlighed, ydmyghed, godhed og selvbeherskelse. Og såvel ondskaben som godheden har en herre. Handler vi ondt, tjener vi Djævelen; handler vi godt, tjener vi Gud. Adam og Evas oprør mod Gud var inspireret af Djævelen, hvilket i den bibelske beretning markeres ved at det er slangen, et symbol på Djævelen, der giver dem ideen. Og et menneskeherredømme baseret på et oprør mod Ham der i sit væsen er godhed og kærlighed, ville uvægerligt blive et satanisk herredømme.
Men i sin kærlighed valgte Gud lige fra starten at redde hvad reddes kunne, med henblik på at arbejde fremad imod en genoprettelse af den brudte relation. Først opsøgte Han Adam og Eva i haven og gav dem chancen for at fortryde, men i stedet for at ydmyge sig og tage imod Guds fremstrakte hånd valgte de at forsvare sig selv ved at skyde skylden på hinanden og på slangen og i sidste instans på Gud selv, og derfor måtte Gud tage skrappere midler i brug for at forhindre dem i at forvandle jorden til et evigt helvede: Han jog dem ud af Paradiset så de ikke længere havde adgang til Livets Træ. Hvis de havde fået lov til at leve evigt, sådan som det var Guds oprindelige plan, ville oprøret nemlig efterhånden fuldstændig have overtaget kontrollen over dem, og menneskeheden ville have været fortabt for evigt. Men ved at smide dem ud af Paradiset opnåede Gud at begrænse skaden fordi oprøret kun ville kunne nå at vokse i os mennesker indtil døden satte en stopper for det.
Alle vi der har levet siden Adam og Eva, har ikke noget at lade vores stamforældre høre, for vi har også en tendens til selv at ville være Gud i stedet for at anerkende Hans gode overherredømme, og konsekvenserne af det kan ses hele vejen op gennem verdenshistorien, så vel som i en hvilken som helst nyhedsudsendelse i dag. Men Gud har ikke opgivet os! Hele Det Gamle Testamente handler om hvordan Gud i tiden efter Adam og Evas fordrivelse fra Paradiset dels gav mennesker nogle regler at leve efter for at modvirke vores indbyggede tendens til at vælge det onde, dels gav en række løfter om at der ville komme en dag hvor Han ville gribe afgørende ind og helt annullere konsekvenserne af syndefaldet ved at tilbyde os mennesker et helt nyt liv hvor vi ikke længere er styret af oprøret mod Gud, men bliver genindsat i den relation til Gud som vi blev skabt til at stå i. Et af de billeder som profeterne i Det Gamle Testamente bruger til at beskrive den tid hvor det løfte gik i opfyldelse, er billedet af en fest – en fest hvor Gud inviterer alle mennesker til at være gæster i sit hus; ja, mere end gæster: til at være Hans sønner og døtre!
Og dermed er vi tilbage ved den lignelse som er dagens tekst. For groft sagt lød Jesu budskab sådan her: ”Så er det nu der er fest! Det er nu Gud river muren af fjendskab mellem sig selv og os mennesker ned! Kom og vær med – det koster ingenting!” Men ligesom der i århundredernes løb var mange der forfulgte de profeter der videreformidlede Guds løfter om at gribe ind, blev Jesu invitation også modtaget med fjendtlighed.
Man kan undre sig over hvad der kan få mennesker til at gengælde godt med ondt. Men problemet er nok det samme som da Gud første gang rakte hånden ud til Adam og Eva, nemlig at det kræver ydmyghed at tage imod en invitation. Vi kender det fra vores hverdag. Lad os tage en rask lille meningsmåling: Hvor mange af jer har nogensinde sagt ”Det kan jeg da ikke tage imod!”? (afvent håndsoprækning) Det tænkte jeg nok. Og hvorfor siger vi sådan? Jeg tror en af grundene er at det er ydmygende at tage imod noget uden at kunne gøre gengæld. Og det gælder i endnu højere grad Guds invitation, for hvis vi skal tage imod tilbuddet om at få et helt nyt liv, er vi jo nødt til at erkende at der er noget galt med det gamle.
En anden grund til at vi er tilbageholdende med at opgive vores forsøg på selv at være Gud, og overlade kontrollen til Ham, er nok den samme grund som fik Adam og Eva til at spise af frugten i sin tid, nemlig en manglende tillid til at Gud vil os det godt. For kan vi nu være sikre på at det overhovedet er en fest der venter os hvis vi hopper i festtøjet og dukker op på den dato vi er blevet inviteret til? Måske har kongen slet ikke i sinde at beværte os, men tværtimod at gøre os til slaver og tjene fedt på vores ulykke? Det lyder jo helt paranoidt når man siger det på den måde, men ikke desto mindre er det sådan mange mennesker tænker om Gud, og jeg må ærligt indrømme at jeg ikke selv er immun. Jeg frygter nogle gange for hvad Gud mon kunne finde på at gøre med mit liv hvis jeg giver Ham fuld kontrol over det. Og bedre bliver det ikke af at der gennem tiderne har været alt for mange kristne der har levet et glædesløst liv som om de var Guds underkuede slaver og ikke Hans elskede børn; som om kristendommen snarere var en livsfjendsk lovreligion end en livsbekræftende kærlighedsrelation til den levende Gud. Men alt det stammer fra Den Onde. Ordet ”djævel” kommer af det græske ”diabolos”, som direkte oversat betyder ”anklager”, og anklager er lige præcis hvad Djævelen er. Hans fornemste mål er at få os mennesker til at tabe modet og til at mistro hinanden og Gud. Mistillid er Djævelens værk; tro og tillid er Guds værk. Jeg kunne tale længe om hvordan mistillid er roden til stort set alle problemer mennesker imellem, men det må blive en anden dag. At det aldrig har været tanken at livet som kristen skulle være et glædesløst slaveri, fremgår i øvrigt af det stykke fra Efeserbrevet som vi hørte tidligere i gudstjenesten, hvor Paulus siger: ”Drik jer ikke berusede i vin, det fører til udskejelser, men lad jer fylde af Ånden”. At lade sig fylde af Guds Ånd er altså et reelt alternativ til beruselse i alkohol, hvilket stemmer godt overens med alle de steder hvor Paulus nævner glæde som et af de vigtigste træk der karakteriserer mennesker som er fyldt af Helligånden – for ikke at tale om beretningen om pinseunderet, hvor nogle troede at apostlene havde drukket sig fulde i sød vin, da de så den virkning som Helligånden havde på dem!
Ud over at vores manglende tro på at Gud vil os det bedste, kan føre til at vi helt afviser Hans invitation, kan den også føre til noget andet, nemlig at vi ganske vist tager imod invitationen, men nægter at indordne os under de regler der gælder i Hans hus, ligesom den bryllupsgæst fra lignelsen der dukkede op til festen uden bryllupstøj. Første gang jeg hørte lignelsen, tænkte jeg det samme som jeg gætter på at mange af jer også har tænkt, nemlig at en fattig mand som kongens tjener har fundet ude på landevejen, da umuligt kan have råd til bryllupstøj, og at det da var strengt af kongen at afvise den stakkels mand af den grund. Men jeg tror vi misser Jesu pointe hvis vi tænker at mandens forkerte påklædning skyldtes hans manglende økonomiske formåen. Nogle kommentatorer siger endda at det var skik at konger i antikken selv stillede bryllupstøj til rådighed for deres gæster. Hvorom alting er, så er jeg ikke i tvivl om at lignelsen skal forstås på den måde at det var stolthed, ikke fattigdom, der var årsagen til at den pågældende gæst mødte op i sit almindelige tøj.
Hvad skal bryllupstøjet da symbolisere? Jeg tror det handler om de gerninger der følger af troens lydighed mod Gud. Det er ikke gerninger der udspringer af at vi krampagtigt forsøger at indrette vores liv efter nogle stive paragraffer – det var jo det farisæerne gjorde, og som Jesus tog skarpt afstand fra. Der er derimod tale om gerninger der udspringer af at vi lader Guds kærlighed fylde vores liv og lader Ham styre vores valg. Det er i sidste instans gerninger der skabes af Helligånden som bor i os. Hvad de gerninger mere konkret består i, kan vi læse spalte op og spalte ned om i alle Paulus’ breve, blandt andet i det stykke fra Efeserbrevet som vi hørte tidligere i dag. Men alle de gode gerninger har det til fælles at de er konkrete udslag af et liv hvor vi tjener Gud og ikke Djævelen. Og de har endvidere det til fælles at det kun er Gud der kan sætte os i stand til at gøre dem, så uanset hvordan praksis var når en konge i antikken fejrede sin søns bryllup, så gælder det i hvert fald for os at vores konge selv stiller bryllupstøjet til rådighed for os!
Der er forresten den krølle på lignelsen at vores konge jo rent faktisk har en søn, nemlig Jesus, og at Han faktisk planlægger sin søns bryllup! Den evighed der venter os hjemme hos Gud når denne verden ender, beskrives i Det Nye Testamente som et bryllup mellem Kristus og kirken. Det er dén evige fest vi er inviteret til! Men der er ikke tale om et arrangeret ægteskab i DR3-stil hvor brudeparret slet ikke har mødt hinanden før de bliver gift. Festen begynder allerede her i denne verden hvor vi får lov til at leve som Guds børn i troen. Og i nadveren, hvor Jesus rækker os sig selv i skikkelse af brød og vin, får vi lov til at tage forskud på det himmelske festmåltid. Ikke fordi det vi får i munden, rent fysisk smager af særlig meget, men hvis vi modtager det i tro, forbinder det os med Jesus selv.
Comments