Prædiken til 2. søndag efter trinitatis 2013
Posted By admin on 14. august 2013
Det store gæstebud: Gud holder fest for de fattige
Prædiken i Husum Kirke 2. søndag efter trinitatis 2013
Nikolaj Hartung Kjærby
En mand holder en fest og indbyder mange. Det er der ikke noget usædvanligt i. De kulørte blade der altid ligger i venteværelset hos lægen og frisøren, bruger jo halvdelen af deres spalteplads på at rapportere om hvilken kjole den og den kendis havde på til den og den fest. Og fænomenet er bestemt ikke nyt. Ganske vist har den teknologiske udvikling gjort det stadig lettere at mangfoldiggøre kulørte billeder af de fornemme gæster og deres kjoler, men selve det at holde fester og invitere en masse kendte mennesker har vist været en del af high society lige så længe som mennesker har haft overskud til at holde fester.
Også på Jesu tid var fester en væsentlig del af det sociale liv i såvel over- som underklasse, selvom de rige naturligvis havde råd til at holde både flere og fornemmere fester end den jævne befolkning havde. Dengang fandtes Billed-Bladet og Kig Ind og hvad de ellers hedder, som sagt ikke, men til gengæld foregik tingene i langt mere offentlighed end de gør i dag. På grund af det varme klima var husene ofte åbne, og det var ikke ualmindeligt at folk gik ind i hinandens huse for at se hvad der foregik. Især de riges huse blev tit besøgt af folk fra gaden – I kender måske historien om den prostituerede der dukkede op og gav sig til at salve Jesu fødder under et middagsselskab.
Når der på den måde ofte var tilskuere til festerne, måtte man naturligvis passe på hvem man omgikkes, for det havde stor betydning for ens omdømme – Jesus blev for eksempel kritiseret for at han spiste sammen med ”toldere og syndere”. Derfor sørgede man for at invitere dem man gerne ville ses sammen med, og det var en ære hvis de kom – og det er vist i virkeligheden ikke så meget anderledes i dag, uanset om man hører til jetsettet hvis fester bliver dækket af pressen, eller om man er en helt almindelig dødelig. Det at få styrket sit image ved at blive set sammen med de rigtige mennesker, var dog ikke det eneste formål med at invitere bestemte mennesker til sine fester; det gjaldt også om at knytte nogle kontakter som man kunne drage fordel af hvis man kom i problemer. Personer som havde lav status i samfundet, og som ikke kunne bidrage med noget hvis man kom i vanskeligheder, var der derimod ikke ret mange der havde nogen interesse i at invitere.
Og så var der naturligvis de mennesker som havde allerhøjest status i samfundet, og som derfor ikke kunne invitere nogen med endnu højere status. Det gjaldt for eksempel kongefamilien og deres højtstående embedsfolk. Når de inviterede til fest, var det en ære at blive inviteret, og det var en alvorlig fornærmelse mod den der havde inviteret, hvis man sagde nej. Alligevel valgte kongen som regel at invitere rigets mægtigste mænd, for selvom han selv var den fornemste i samfundet, havde han brug for alliancer for at konsolidere sin magt, så derfor inviterede han de mennesker der ville have magt til at gøre oprør mod ham hvis det skulle komme til det, og som omvendt ville have magt til at nedkæmpe et oprør hvis de tog kongens side.
Vi ved at Jesus ved en anden lejlighed fortalte en lidt anderledes udgave af den lignelse vi lige har hørt, hvor manden der inviterede, var en konge, og den fest han inviterede til, var hans søns bryllup – den historie står i Matthæusevangeliet. Men i den udgave som Lukas har valgt at skrive ned, fortæller Jesus altså ikke noget om mandens sociale status, eller om hvad der var anledningen til festmåltidet. Men hvorom alting er, så bliver manden altså udsat for den grove fornærmelse at de indbudte alligevel ikke vil prioritere at komme til hans fest. Men det får ham ikke til at give op – han inviterer bare nogle andre i stedet. Og hvilke andre! Først inviterer han alle dem som ellers aldrig blev indbudt til nogen fester, nemlig de fattige, vanføre, blinde og lamme. Og da der stadig er flere ledige pladser, sender værten sine tjenere uden for byen for at samle revl og krat så hans hus kan blive fyldt. Det bliver klart at det vigtigste for ham ikke er at knytte alliancer med strategiske personer, men at give sine gæster en god oplevelse, uanset hvem de er.
Historien er som sagt en lignelse. Det betyder at dens formål er at lære os noget om Gud. Og tolkningen er ret oplagt, især i lyset af den profeti fra Esajas’ Bog som vi hørte i begyndelsen af gudstjenesten, nemlig at den mand der holder festen, er Gud, og at festen er det evige liv i Guds rige. Den første invitation som blev sendt ud, må så være Det Gamle Testamente med Moseloven og profeterne, som forudsagde Messias’ komme, og de mænd der oprindeligt blev inviteret, må være de skriftkloge og de øvrige fromme jøder. Da Jesus kom og bekendtgjorde at nu begyndte festen, ville de imidlertid ikke være med alligevel, hvorimod mennesker der ikke hørte til det gode religiøse selskab, flokkedes om ham. De ”fattige, vanføre, blinde og lamme” må altså være de ”toldere og syndere” som tog imod Jesus – foruden alle de mennesker der rent bogstaveligt var fattige og syge, hvilket jøderne anså for at være et tegn på Guds straf over et syndigt liv. Og de yderligere mennesker som mandens tjenere bliver bedt om at samle sammen på vejene og langs gærderne, må være alle os der ikke er jøder, men som alligevel har fået lov til at blive en del af Guds folk. På den måde fortæller lignelsen os noget vigtigt om Gud, nemlig at han ikke kun er de fromme og vellykkedes Gud, men at han også har en åben dør for de mislykkede, de der har forspildt deres liv, og alle dem som de andre af den ene eller anden grund ikke vil lege med.
Men lignelsen fortæller os ikke kun noget om Gud; den fortæller os også noget om hvordan vi selv bør leve. For når selveste Gud ikke udviser personsanseelse, men er villig til at kalde alle mennesker for sine børn, hvordan skulle vi der kalder os hans folk, så kunne gøre forskel på folk? Derfor kan vi også passende læse lignelsen mere bogstaveligt som en formaning om hvordan vi selv bør forholde os når vi holder fester. Gud holder fest for de fattige, så det bør vi naturligvis også gøre. Som vi hørte at apostlen Johannes skrev: ”Den, der har jordisk gods og ser sin broder lide nød, men lukker sit hjerte for ham – hvorledes kan Guds kærlighed blive i ham?” Og her er altså ikke kun tale om vores biologiske brødre, men om vores søskende i Guds familie. Det betyder i første omgang andre kristne, men eftersom Jesus er død for alle menneskers skyld, må det også omfatte dem der ikke har lært ham at kende endnu, og endda dem der har afvist ham – vi skylder at omgås alle mennesker med Guds kærlighed, for han har jo skabt dem til at være hans børn! Vi kan naturligvis ikke hjælpe alle der lider nød, men som de af jer der var her i søndags, hørte Bettina sige i sin prædiken, så må vi ikke lukke vores hjerte for nogen. Og et i sandhed åbent hjerte må nødvendigvis føre til en temmelig åben tegnebog, i det omfang vores økonomi tillader. Så konkrete og praktiske konsekvenser må kristendommen nødvendigvis have!
Et, synes jeg, meget inspirerende eksempel på at Guds rige kom til et synligt, konkret udtryk her på jordet, stammer fra USA’s femtestørste by, Philadelphia, hvis navn betyder ”broderlig kærlighed”. Som i de fleste andre storbyer er der en hel del hjemløse i Philadelphia, og et af deres foretrukne tilholdssteder er byens rådhusplads, der – i tråd med byens navn – går under navnet Love Park. Det er naturligvis ikke alle der er lige begejstrede for at skulle se på hjemløse mennesker når de færdes på en af byens dyreste pladser, så derfor overvejede bystyret hvad de kunne gøre. Da de fandt ud af at der var en gruppe kristne der jævnligt delte mad ud til de hjemløse på pladsen (ligesom flere kristne grupper gør i København), fik de så den geniale idé at gøre det ulovligt at indtage mad i Love Park – efter tidligere at have forbudt overnatning og tiggeri på pladsen. I USA kan de enkelte byer nemlig, i modsætning til her i Danmark, lave deres egne love. Og forud for den lov der forbød spisning i Love Park, havde de vedtaget love der forbød tiggeri og overnatning.
Hvad gjorde de kristne så? Jo, de valgte at afholde en friluftsgudstjeneste på pladsen! I gudstjenesten indgik der nadver – men hvad er nadver, ret beset? Jeg ved godt at den bette oblat og den lille sjat vin eller druesaft som man bruger i de fleste kirker, inklusive her hos os, ikke er noget der fylder særlig meget i maven, men det ændrer ikke på at nadveren er et måltid – oven i købet et festmåltid! Det er et måltid hvor vi fejrer at vi hører sammen med Jesus – ja, det er en fest som Jesus har inviteret os med til forat vise både os og alverden at han ikke er bleg for at blive set sammen med os, selvom vi absolut intet har at byde på, men alle som en åndeligt set er fattige, vanføre, blinde og lamme. Og så er nadveren en forsmag på det himmelske festmåltid med fede retter og lagret vin der venter os når Jesus vender tilbage til jorden for at oprette Guds rige i al dets vælde.
På den baggrund, hvad var så mere nærliggende for de kristne i Philadelphia end at lave et rigtigt festmåltid ud af nadveren? De inviterede alle de hjemløse til gudstjenesten, og så bestilte de ellers en ordentlig bunke pizzaer så alle kunne spise sig mætte. Selv hvis de have holdt sig til oblater, ville det teknisk set have været ulovligt, så en nadver bestående af pizzaer til alle var naturligvis en klokkeklar lovovertrædelse. Politiet dukkede da også op, men eftersom der var tale om en gudstjeneste med præster i fuld ornat fra flere forskellige kirkesamfund, turde de ikke foretage sig noget, og da slet ikke under den hellige nadver.
Nu sidder der måske nogle af jer og tænker at det da er at misbruge nadveren til sjov og ballade. Men tro mig, der er ikke meget ”sjov og ballade” over at være hjemløs, og da slet ikke i en by hvor bystyret har gjort det ulovligt at sove på gaden, men uden at tilbyde nogen alternativer. Og at gøre nadveren til et fest- og fællesskabsmåltid er som sagt ikke at gøre grin med den, for et fest- og fællesskabsmåltid er netop hvad nadveren er!
Nå, de kristne gentog gudstjenesten i Love Park uge efter uge, og ofte lod de den fortsætte indtil mørket faldt på, hvorefter de overnattede på pladsen i solidaritet med de hjemløse der ikke havde noget andet sted at sove. Og til sidst slap politiets tålmodighed op, og de arresterede alle de tilstedeværende og stillede dem for en dommer. En af de kristne der blev arresteret, var i øvrigt Shane Claiborne, som var hovedtaler på Danske Kirkedage i Viborg for 3 år siden, og til retssagen valgte han at bære en t-shirt med påskriften ”Jesus var hjemløs”. Det vakte dommerens undren, og han spurgte: ”Var Jesus virkelig hjemløs?” Shane Claiborne svarede ved at citere Jesu ord i Matthæusevangeliet kapitel 8 vers 20: ”Ræve har huler, og himlens fugle har reder, men Menneskesønnen har ikke et sted at hvile sit hoved.” Det endte med at dommeren erklærede den lov som de kristne var blevet sigtet efter, for forfatningsstridig, hvilket naturligvis førte til at de alle sammen blev pure frifundet. Det var tilbage i år 2000 at dette foregik. Men Philadelphias bystyre har ikke opgivet kampen mod de kristne der deler mad ud til de hjemløse: Sidste år vedtog de en lov som pålægger alle der vil servere mad udendørs for mere end 3 personer, skal indhente tilladelse et år i forvejen med specificering af menuen, og at de der serverer, skal have gennemgået et kursus i fødevaresikkerhed. Borgmesteren lagde ikke skjul på at formålet med loven var at komme bespisning af de hjemløse til livs. Det bliver spændende hvad kirkernes svar bliver!
Og det bliver spændende hvad dit og mit svar hver dag bliver på Guds invitation om at komme til fest hos ham – om vi erkender at vi er fattige, vanføre, blinde og lamme, eller om vi i selvtilstrækkelighed takker nej så vi ender med at gå glip af festen.
Comments