Prædiken til 2. søndag efter helligtrekonger 2015
Posted By admin on 27. april 2016
Brylluppet i Kana: Gud gemmer det bedste til sidst
Prædiken i Husum Kirke 2. søndag efter helligtrekonger 2015
Nikolaj Hartung Kjærby
”Miraklernes tid er ikke forbi,” siger vi nogle gange hvis der sker noget godt som vi bestemt ikke havde regnet med. Det er et interessant udtryk, synes jeg, for det antyder jo at der har været en tid hvor mirakler var langt mere almindelige end de er i dag. Og hvis vi tror på de ting der står i Bibelen, kan vi da også dårligt undgå at få det indtryk at det er sådan det forholder sig. Dér står der jo om masser af mirakler, men hvor mange oplever vi lige i dag?
Grunden til at vi bruger vendingen ”Miraklernes tid er ikke forbi,” er jo nok at det er et såkaldt bevinget ord – et fast udtryk som vi bruger uden at tænke over hvad det egentlig betyder, endsige hvor det stammer fra. Men det sidste kan man heldigvis slå op, og det har jeg gjort – det stammer fra Shakespeares skuespil ”Når enden er god, er alting godt”. Der er dog den krølle at ordet ”ikke” ikke er en del af det oprindelige citat. Det som Shakespeare lader sin figur Lafeu sige, er: ”Man siger at miraklernes tid er forbi”. Og det er vel egentlig også hvad man siger i dag, og måske i endnu højere grad end da Shakespeares skuespil blev skrevet for 410 år siden.
Det sjove ved det er at den opfattelse at der var mange flere mirakler i den fjerne fortid, er langt ældre end Shakespeare. Allerede 700 år før Jesus blev født, var der en græsk digter ved navn Hesiod der opstillede en teori om at menneskeheden havde gennemlevet fire forskellige tidsaldre opkaldt efter fire forskellige metaller. Først kom guldalderen, hvor menneskene var ædle og levede til en meget høj alder, hvor der var evig sommer, rigeligt med mad, ingen krig, og hvor guder og mennesker omgikkes hinanden næsten som var de ligemænd. Efter guldalderen fulgte sølvalderen, hvor menneskene ganske vist stadig levede meget længe, men ikke så længe som i guldalderen, og hvor et strengere vejrlig gjorde det nødvendigt at arbejde for føden og for at få tag over hovedet. Samtidig blev guderne mere fjerne, og menneskene begyndte at strides indbyrdes. I bronzealderen, som fulgte efter sølvalderen, var der udbredte krige, og menneskenes levealder faldt yderligere, men menneskene havde stadig ærefrygt for guderne. Endelig til sidst kom jernalderen, som var den periode Hesiod mente at han selv levede i, og som han beskrev som en tid hvor alle sæder er i forfald: børn har ingen respekt for deres forældre, broder slås mod broder, gæstevenskabets regler er glemt, og onde mennesker søger at fremme deres sag gennem vold og løgn. Hesiod forudså at når jernalderen nåede sit højdepunkt, ville mennesker ikke længere skamme sig over at handle ondt, og guderne ville helt have vendt ryggen til menneskene så der ikke længere var nogen steder at søge hjælp. Den historiske udvikling som han beskrev, var altså præget af stadige teknologiske fremskridt, men af moralsk og åndeligt forfald. (Bemærk i øvrigt at de navne han gav tidsaldrene, ikke havde noget at gøre med den måde hvorpå vi i dag deler oldtiden op i stenalder, bronzealder og jernalder baseret på hvilke materialer man havde adgang til).
Jeg tror ikke Hesiod kendte noget til de dele af Bibelen der var skrevet på det tidspunkt hvor han levede – det var først cirka 500 år senere at jøder og grækere for alvor fik kontakt med hinanden gennem Alexander den Stores erobringer. Alligevel er det bemærkelsesværdigt hvor store ligheder der faktisk er mellem Hesiods filosofi og de bibelske beretninger. Det Gamle Testamente fortæller nemlig også at menneskets historie begyndte med en tid hvor man ikke behøvede at arbejde for føden, og hvor Gud og mennesker omgikkes ansigt til ansigt. Efter syndefaldet måtte mennesker til at arbejde for føden, og der udbrød strid, idet Kain slog Abel ihjel, men mennesker levede stadig meget længe, med den 969-årige Metusalem som topscorer. Efter syndfloden gik levealdrene imidlertid hastigt nedad, og efterhånden som der blev flere og flere mennesker på jorden, blev der også stadig flere krige. Resten af Det Gamle Testamente er en lang åndelig og moralsk forfaldshistorie, og i Det Nye Testamente kommer blandt andre Paulus med forudsigelser om de sidste tider, som minder en del om Hesiods. (Det skal dog siges at Paulus havde læst en del græske filosoffer, så måske havde han også læst Hesiod).
Kinesisk og indisk filosofi rummer også ideer der til forveksling ligner Hesiods, så det lader til at ideen om at den verden vi mennesker lever i, bliver både mere og mere rå og mere og mere adskilt fra det overnaturlige, har været ret universel i oldtiden. Og her i Europa var Hesiods ideer almindeligt anerkendt hele vejen op igennem middelalderen – ja, selv en så sen tænker som Jean-Jacques Rousseau, der levede i 1700-tallet, opererede med en idé om at den tilstand mennesket var i før civilisationen maste sig på, var en form for ufordærvet idealtilstand. Kun i den periode som vi plejer at kalde oplysningstiden, var det anderledes, idet den industrielle revolution sammen med de politiske revolutioner i først og fremmest Frankrig og USA, førte til en tro på at det fra nu af kun ville gå fremad med menneskeheden, efterhånden som rationel erkendelse gradvist ville erstatte overtro, og alle mennesker ville få mulighed for frit at stræbe efter lykken.
I dag er vi nok ikke helt så optimistiske som man var i 1800-tallet, dels på grund af de to verdenskrige som vi har oplevet inden for de seneste 100 år, og dels fordi nyhederne det seneste par årtier har været fyldt med borgerkrige, terror, finanskrise, fødevarekrise, klimaforandringer og den slags. Ganske vist er der måske flere der er åbne for det overnaturlige i dag end der har været de seneste 200 år, men det betyder ikke at vi regner med at der venter en ny guldalder lige om hjørnet – faktisk er vi nok snarere derhenne hvor vi tvivler på at der nogensinde har været en guldalder (bortset fra den kunstneriske i 1800-tallet). Det kan godt være at vi ikke længere tror at miraklernes tid er forbi, men det er kun fordi vi har svært ved at tro på at den nogensinde har været.
Men den beretning vi har hørt i dag, rammer en solid pæl igennem vores pessimisme!
Der er ellers mange der har har haft svært ved at forstå hvad det her mirakel egentlig skulle gøre godt for. Helbredelser er til at forstå – det kan være temmelig afgørende for en blind at få sit syn igen, eller for en lam spedalsk at få genoprettet sin krop. Vi kan nok også godt se at der er en vis pointe i at få en storm til at lægge sig når der er en båd fyldt med mennesker, der er er ved at gå ned, eller at mætte 5000 mennesker i en ødemark. Men at forvandle vand til vin – på en eller anden måde virker det bare ret banalt i forhold til alt det andet, ikke? (Formanden for Danmarks Afholdsforening har endda udtalt at han betragter det som et ungdommeligt fejltrin fra Vor Herres side!). Men Jesus gjorde det ikke kun for at redde brudgommen fra den skam det ville have været ikke at have sørget for tilstrækkeligt med vin til sit bryllup (selvom den skam ellers nok var betydelig større dengang end i dag); han gjorde det, som Johannes skriver, ”som begyndelsen på sine tegn og åbenbarede sin herlighed, og hans disciple troede på ham”. Bag håndsrækningen til den trængte brudgom var der et tegn – en afsløring af hvem Jesus er, og hvordan han er. Der er en masse små perler i teksten, og hvis nogen af jer er interesserede, skal jeg gerne gennemgå dem ved kirkekaffen, men lige nu vil jeg koncentrere mig om en enkelt ting, nemlig det som den overraskede skaffer sagde til brudgommen da han havde smagt på den vin Jesus havde ”tryllet frem”.
(Det undrer mig i øvrigt at vores nuværende bibeloversættelse, som er fra 1992, har valgt at bruge et ord som ”skafferen”. Jeg tror ikke jeg nogensinde er stødt på det ord andre steder end i den her tekst, og jeg vil gætte på at der er meget få mennesker under 50-60 år der ved hvad det betyder. Men ordet ”toastmaster” ville jo nok ikke tage sig så godt ud i en bibeltekst, og ordet ”overtjener”, som man har valgt at bruge i ”Den Nye Aftale – Bibelen på Nudansk” er nok ikke helt dækkende. I ”Bibelen på Hverdagsdansk” fra Forlaget Scandinavia står der ”den ansvarlige for festen”).
Nå, det var et sidespring. Ham her skafferen, eller hvad han nu var, han sagde, da han havde smagt på vandet der var blevet til vin: ”Man sætter ellers den gode vin frem først, og når folk har drukket godt, så den ringere. Du har gemt den gode vin til nu.” Hvad siger det om Jesus? Det siger naturligvis først og fremmest at han har guddommelig skabermagt, eftersom han kan skabe vand om til vin, og det vil sige at disciplene, som fulgtes med ham, faktisk fik lov til at se det som Moses ikke måtte, nemlig Guds herlighed! Men derudover fortæller det os også at Jesus altid gemmer det bedste til sidst! Det at han, på et tidspunkt hvor alle troede at festen var ved at ebbe ud, og at de nu måtte nøjes med at drikke vand, fremtryllede noget vin der var bedre end noget af det vin de tidligere havde fået, var et tegn på at Jesus ikke bare var kommet for at gøre verden til et lidt bedre sted, eller at genoprette en skygge af det tabte paradis, men for at tilbyde os mennesker en fremtid der er bedre end noget som menneskeheden nogensinde har oplevet! Derfor må vi også i dag have lov til at tro på, uanset hvad vi ser i nyhederne, og uanset hvad vi oplever i vores hverdag, at vi stadig har det bedste til gode – ikke bare det bedste i vores egen personlige historie, men det bedste i menneskehedens historie!
Som jeg nævnte tidligere, så rummer Det Nye Testamente nogle forudsigelser om hvad der kommer til at ske i de sidste tider – forudsigelser der på mange punkter minder om Hesiods dystre spådomme om en tid hvor mennesker ikke længere ville skamme sig over at handle ondt, og hvor det moralske og åndelige forfald ville tage fuldstændig overhånd. Men det er ikke hele sandheden om Det Nye Testamentes forudsigelser! I Lukasevangeliet kapitel 21, som der blev prædiket over 2. søndag i advent, opremser Jesus en masse ulykker der kommer til at ske efterhånden som menneskers ondskab tager overhånd. Men så siger han pludselig: ”Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig.” Netop når alt ser sortest ud, vil Jesus nemlig vende tilbage fra himlen og – jeg havde nær sagt ”genoprette alting”, men det er for fattigt et ord: Han vil nyskabe alting! Jorden vil blive det sted som det hele tiden har været Guds hensigt at den skulle være, men som den endnu aldrig har været – ikke engang før syndefaldet da Adam og Eva gik frit omkring sammen med Gud! Hvis der virkelig har været en guldalder hvor alt var godt, engang i menneskehedens dunkle fortid, så vil vi komme til at opleve diamantalderen når Jesus kommer igen! Det er ikke et håb der ser særlig realistisk ud når vi ser på verden som den ser ud i dag, men som Paulus skriver i Romerbrevet [8,24-25]: ”et håb, som man ser opfyldt, er ikke noget håb; for hvem håber på det, man kan se? Men håber vi på det, vi ikke ser, venter vi på det med udholdenhed.” Og beretningen om brylluppet i Kana hvor Jesus åbenbarede sin herlighed og demonstrerede at han altid gemmer det bedste til sidst, den kan hjælpe os til at være udholdende i håbet om at vi kommer til at opleve det samme! Og hvad mirakler angår, så rapporteres der i øvrigt om stadig flere af slagsen, især i Afrika og Latinamerika, men i stigende grad også her i Danmark!
Comments