Prædiken til 10. søndag efter trinitatis 2012
Posted By admin on 26. november 2012
Korazin og Betsajda: Ve dig, Danmark?
Prædiken i Husum Kirke 10. søndag efter trinitatis 2012
Nikolaj Hartung Kjærby
Man skal passe på hvad man bliver kendt for. Jesper Olsen var en dygtig nøglespiller på det fantastiske danske fodboldlandshold i 1980’erne. Det var ikke for ingenting at han var fast mand i startopstillingen både hos Sepp Piontek og i sin klub Manchester United. Men når hans navn nævnes i dag, gætter jeg på at det første som de fleste kommer til at tænke på, er hans kiksede tilbagelægning i ottendedelsfinalen mod Spanien ved VM i 1986 – en tilbagelægning som blev den direkte årsag til det første af Spaniens i alt 5 mål i kampen, og som hurtigt blev kendt som ”en ægte Jesper Olsen”. At en mand der lavede så meget godt – blandt andet scorede han Danmarks enlige mål i samme kamp – først og fremmest bliver husket for en enkelt fejl, er overhovedet ikke retfærdigt, men er det retfærdighed man søger, så er denne verden det forkerte sted at kigge.
Også i Bibelen er der personer som har fået et dårligere eftermæle end de fortjener. Tag for eksempel Martha, som først og fremmest er kendt som det sure kvindemenneske der var så optaget af huslige gøremål – og navnlig af sin søsters manglende hjælp – at hun slet ikke havde tid til at lytte til Jesus, der derfor irettesatte hende med ordene: ”Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende.” Hvorfor husker vi ikke snarere Martha for den klippefaste tro på Jesus som hun gav udtryk for i forbindelse med sin bror Lazarus’ død, hvor søsteren Maria var forstenet i sorg og fortvivlelse? Men det er der måske alligevel nogle der gør – i hvert fald er der ifølge Danmarks statistik 2810 danskere der hedder Martha (med eller uden h), og det tyder på at der trods alt har været en hel del forældre der har forbundet noget positivt med navnet.
Et navn som det til gengæld er vanskeligt at forbinde noget positivt med, er bynavnet Korazin. Kun to steder i Bibelen nævnes den by, og det er i det stykke vi lige har hørt fra Matthæusevangeliet samt i Lukasevangeliets udgave af den samme beretning. Betsajda, derimod, omtales i Johannesevangeliet som den by tre af apostlene stammede fra, og Kapernaum kender vi fra adskillige helbredelsesberetninger som har været med til at give dens navn en (ufortjent) positiv klang. Det fremgår af det stykke vi hørte, at Jesus udførte næsten lige så mange undere i Korazin som han gjorde i Kapernaum, men dem har evangelisterne altså ikke valgt at tage med i deres beretninger, og derfor hører vi ikke andet om Korazin end Jesu barske ord om at det vil gå Tyrus og Sidon tåleligere på dommens dag.
(Tyrus og Sidon var to mægtige fønikiske fæstningsbyer i den sydlige del af det nuværende Libanon, som adskillige af Det Gamle Testamentes profeter kom med domsord imod på grund af deres gudløshed. Et af de mest berømte står i Ezekiels Bog [kapitel 28] hvor kongen af Tyrus bliver beskrevet med disse ord: ”Du var seglet på fuldkommenhed, fyldt med visdom og af fuldendt skønhed…. Du var en salvet kerub, jeg gjorde dig til beskytter; du var på det hellige gudebjerg, du vandrede blandt funklende sten….” Men lidt senere: ”Dit hjerte blev hovmodigt over din skønhed, du fordærvede din visdom og strålende glans. Jeg kastede dig til jorden”. Det er meget stærke ord at bruge om en jordisk konge, og derfor er kapitlet i jødisk og kristen tradition blevet opfattet som en beskrivelse af Satan selv, som oprindelig var en mægtig engel, men som blev hovmodig og fik ambitioner om at overtage Guds plads. Det var med andre ord bestemt ikke noget rart selskab Korazin og Betsajda var havnet i!).
Men hvad var det da folk i Korazin gjorde forkert? Hvis de samme mægtige gerninger som var sket dér, var sket i Tyrus og Sidon, ville de for længst have omvendt sig i sæk og aske, siger Jesus, men fønikerne havde jo som sagt også rigeligt at omvende sig fra. Korazin, derimod, var en jødisk by. Der var næppe ret meget afgudsdyrkelse der, og de havde ikke nogen konge der bildte sig ind at det var ham der var Gud, sådan som kongen af Tyrus gjorde. Så hvad var problemet?
Problemet var og er at det der betyder noget, ikke er hvilken label vi sætter på os selv. Det der betyder noget, er om vi adlyder Gud. Og buddet ”du skal være jøde” står ikke et eneste sted i Bibelen, så det kunne folkene i Korazin ikke dække sig ind under. Til gengæld står der: ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke”. Jeg ved ikke hvor tit vi tænker på hvor radikalt et krav det faktisk er! Det handler ikke bare om at tro på at der er ”mere mellem himmel og jord”, eller om at lade Gud og ”den religiøse dimension” være en del af ens liv, men om at sætte Gud på førstepladsen i sit liv og lade forholdet til ham være vigtigere end alt andet! Mennesker der lever på den måde, plejer vi gerne at omtale som ”fanatikere”, men ikke desto mindre var det lige præcis dette bud Jesus pegede på, da han blev spurgt hvilket af Guds bud der var det vigtigste.
Men der er også mere at sige end det. Det var nemlig ikke kun for at minde folk om buddene i Det Gamle Testamente at Jesus gik rundt og gjorde mirakler i Korazin og omegn. Nej, Jesus havde også et ganske særligt budskab om at det var en ganske særlig tid de levede i. ”Guds rige er kommet nær,” sagde han. ”Omvend jer og tro på evangeliet.” Den opfordring giver nok ikke ret meget mening for en nutidsdansker der ikke er vant til den kirkelige jargon – og måske knap nok for os der er det, for hvad betyder ”evangeliet” egentlig? Hvad var det Jesus sagde til folk at de skulle tro på?
Ordet ”evangelium” kommer fra græsk, og det betyder faktisk hverken mere eller mindre end ”glædeligt budskab” eller ”gode nyheder”. En mere forståelig oversættelse af det Jesus sagde, ville altså være: ”Omvend jer og tro på de gode nyheder.” Og hvilke gode nyheder var det så Jesus ville have folk til at tro på? Det var netop det at Guds rige var kommet nær!
Og hvad er så Guds rige? Jo, ligesom Romerriget var navnet på det område som var underlagt romernes magt, er Guds rige navnet på det område som er underlagt Guds magt. I en vis forstand omfatter det naturligvis hele universet, eftersom det er Gud der styrer planeternes gang, men lige netop her på jorden er der faktisk temmelig meget der ikke er underlagt Guds herredømme. Det hænger sammen med at Gud har valgt at skabe væsener der ikke er forprogrammerede, men som har frihed til selv at vælge hvad de vil gøre. Dermed har Gud så at sige sat grænser for sin egen almagt. Havde han ikke gjort det, ville der ikke have været noget der hed kærlighed, for kærlighed forudsætter frihed. Det ville ikke være særlig fedt at være gift med en robot der var forprogrammeret til at elske en!
Desværre var der som sagt et af de mægtigste af de frie væsener som Gud havde skabt, der valgte at gøre oprør mod Gud, nemlig den mægtige engel som vi traditionelt plejer at kalde Lucifer, men som efter sit fald er kendt som Djævelen eller Satan. Og han trak en mængde andre engle med sig i faldet. Derfor har der i hele jordens historie været krig mellem ånderne – en krig som vi mennesker ikke har kunnet undgå at forholde os til. Det begyndte dengang Adam og Eva skulle tage stilling til om de ville spise af det træ som Gud havde forbudt dem, Træet til Kundskab om Godt og Ondt. I skikkelse af en slange dukkede Djævelen op og fortalte dem at hvis de spiste af træet, ville de blive som Gud. Det blev de som bekendt ikke, men det lykkedes den faldne engel at få draget menneskene med ind i sit oprør mod Gud, og siden har verden reelt været i den Ondes vold. Ikke sådan at forstå at Guds gode skaberværk blev totalt ødelagt – der er stadig masser af skønhed i naturen, og der findes stadig kærlighed blandt mennesker. Men der er også masser af krig, sult, naturkatastrofer, sygdom, konflikter, lavt selvværd, misundelse, vold og brudte relationer. Jeg møder ofte spørgsmålet hvorfor Gud tillader den slags, og svaret er at det gør han heller ikke! I Guds rige er der intet ondt der får lov til at komme ind. Når der er så meget ondt i verden, er det fordi verden er meget langt fra at være identisk med Guds rige – så langt at Satan flere steder i Det Nye Testamente omtales som ”denne verdens fyrste”.
Men der sker en udvikling i åndernes krig! Fronterne flytter sig! Og det var det som Jesus både forkyndte og demonstrerede da han gik på jorden. ”Guds rige er kommet nær!” sagde han, eller sagt på en anden måde: ”Guds styrker rykker frem! Befrielsen nærmer sig!” Og han demonstrerede det ved at helbrede de syge, give mad til de sultne og give værdighed og selvrespekt til de udstødte og foragtede.
Men hvor kommer opfordringen til omvendelse så ind i billedet? Jo, som sagt er der intet ondt der får lov at komme ind i Guds rige. Men hvad så med os? Der er jo ingen af os der er 100 procent gode. Der findes noget ondt i os alle sammen, så medmindre der bliver lavet om på det, er der ingen af os der får adgang til Guds rige. Det Jesus opfordrede folk i Korazin til, var altså at få ryddet det onde ud af deres liv og begynde at elske Gud af hele deres hjerte, sjæl, sind og styrke. Ikke ved at tage sig sammen og gøre en ekstra moralsk indsats, for det er et håbløst forehavende, men ved at få et helt nyt liv af Gud. Og det var så dét korazinerne ikke var indstillede på at gøre. At skulle erkende at vi ikke selv er i stand til at opfylde adgangskravene til Guds rige, men er hjælpeløst afhængige af at Jesus vil hjælpe os ind, er ydmygende. Som vi skal høre om lidt når Marinus skal døbes, kommer vi slet ikke ind i Guds rige medmindre vi tager imod det som små børn i stedet for at insistere på at være voksne og uafhængige og kunne klare alting selv.
Indbyggerne i Korazin, Betsajda og Kapernaum havde som sagt ingen undskyldning for ikke at omvende sig, med alle de mirakler de havde set. Men hvad med os her i Danmark? Umiddelbart tænker vi måske at det ser temmelig meget anderledes ud for os. Der sker ikke særlig mange mirakler hos os, og at de overhovedet skete dengang Jesus gik på jorden, tvivler vi måske endda på. Så har vi nogen undskyldning for ikke at omvende os?
Det mener jeg faktisk ikke at vi har. Det kan godt være at Jesus ikke går rundt på Danmarks landeveje i kød og blod, men det ændrer ikke på at vi stadig lever i den nye tidsalder der begyndte da Jesus kom til jorden – den tidsalder hvor Guds rige er kommet nær. Der er stadig mennesker i verden der ikke har hørt at Jesus er kommet, men den undskyldning har vi danskere ikke. Vi har været et kristent land i mere end tusind år, vi har korset i vores flag, Kristus er afbildet på vores nationalmonument i Jelling, og i Grundloven står der at den evangelisk-lutherske kirke understøttes af staten. Som vi sang for lidt siden, har vi en rig arv at trække på. Vi burde om nogen vide at vi bor i underværkers land.
Men desværre er det sådan at vi mennesker har det med at tage ting for givet. Ting som vi til at begynde med så som mirakler, kommer vi gradvist til at se som selvfølgeligheder. Og det kan endda nedarves gennem adskillige generationer. For vores forfædre der hørte Ansgar og Poppo og de andre missionærer der bragte kristendommen til Danmark, må det have været et uendelig befriende budskab at de kunne få lov at have med den levende Gud at gøre og endda blive kaldt hans børn. Men for os forkælede velfærdsdanskere 11-12 århundreder senere er det da ikke noget særligt – det manglede da bare at Gud skulle tage imod os i sit rige – ja, han bør endda være taknemmelig hvis vi vælger at ofre noget opmærksomhed på ham, for der er jo så meget andet spændende vi kan bruge vores tid på. Hvor tit glemmer vi ikke at Gud bogstaveligt talt holder vores liv i sin hånd! Han er den Almægtige, himlens og jordens skaber, som har været til i al evighed! Det er ikke ham der skal være taknemmelig hvis vi vil give ham en chance; det er os der skal være taknemmelige hvis han vil give os en chance. Eller rettere: Vi skal være taknemmelige over at han har givet os en chance. Han har sendt sin søn til jorden for at befri os fra død og dom og fortabelse og give os et nyt liv sammen med ham.
Problemet for os kan selvfølgelig være at vi sjældent ser tegn på at Guds rige er kommet nær. Men måske skyldes det at det egentlig ikke interesserer os? Jeg tror faktisk at hvis vi længes tilstrækkelig meget efter at se Guds indgriben i det liv der er vores, så kommer vi også til at se det. Og det er da heller ikke sådan at der overhovedet ikke sker mirakler længere. Så sent som den 28. juli var der en spastisk lammet pige der spontant rejste sig fra sin kørestol under et teltmøde i Sæby, og tidligere på måneden blev en mand ved navn Sigfred Nielsen helbredt for smerter i et knæ der ellers skulle have været opereret – det foregik på en bibelcamping i Indre Missions regi, og de er ellers ikke kendt for flyvske mirakelberetninger. Selv var jeg på Oaselejr Sjælland i Haslev for 14 dage siden med til at bede for en kvinde med en smertefuld seneskedehindebetændelse i albuen – hun blev helbredt øjeblikkeligt. Og hvad angår de endnu vigtigere mirakler der sker i menneskers forhold til sig selv og hinanden når vi anerkender Gud som Gud og lader hans kærlighed forvandle os, så er de lige klar til at plukke hvis vi tør tro på de samme gode nyheder som Jesus gik rundt og forkyndte i Korazin, Betsajda og Kapernaum!
Comments