Prædiken til 1. søndag i fasten 2016
Posted By admin on 15. maj 2017
Striden om at være den største: Det er ikke de andres skyld
Prædiken i Husum Kirke 1. søndag i fasten 2016
Nikolaj Hartung Kjærby
Det er Valentins dag i dag – dagen hvor detailhandelen virkelig scorer kassen på ægtemænd og kærester der gerne vil give deres udkårne en gave som tegn på deres kærlighed. Eller som måske bare tænker at nu er det jo Valentine’s, og så skal man jo give hende derhjemme et eller andet så hun ikke bliver sur. (Inden I begynder at spekulere for meget på hvilken af de to grupper jeg tilhører, så kan jeg røbe at jeg tilhører ikke nogen af dem – dengang Signe og jeg blev kærester, gjorde jeg det ganske klart for hende at der er én dag på året hvor hun kan være sikker på ikke at få blomster eller gaver af mig, og det er den 14. februar! Det er min egen lille – og måske lidt barnlige – protest mod forbrugersamfundet. Parentes slut).
Det kan være svært at se nogen sammenhæng mellem Valentinsdagens romantiske atmosfære og så de tekster fra Bibelen som vi har hørt i dag, især da den første, hvor vi hørte om verdenshistoriens første mord, der oven i købet var et brodermord. Men en sammenhæng er der nu alligevel – eller i hvert fald et fælles træk. Historien om Kain og Abel handler nemlig i første ombæring om to mænd der begge to giver en gave! Modtageren af gaven er ganske vist ikke en kvinde, men derimod Gud, men ligesom de mange mænd der giver deres koner og kærester Valentinsgaver, havde også Kain og Abel forskellige motiver.
Det er ganske vist ikke helt let at regne ud hvorfor Gud tog imod Abels offer, men ikke Kains – eller for den sags skyld hvordan Kain kunne vide at Gud ikke tog imod hans gave. Det sidste får vi nok aldrig svar på – i min barndoms billedbibler var det tegnet sådan at røgen fra Abels offer steg op mod himlen, mens røgen fra Kains offer krøb langs jorden, og det er jo en fin illustration af pointen, men om det var sådan det i virkeligheden foregik, finder vi aldrig ud af. Derimod giver Det Nye Testamente faktisk et svar på hvad der var i vejen med Kains offer. Jeg citerer fra Hebræerbrevet kapitel 11 vers 4: ”I tro frembar Abel Gud et rigere offer end Kain, og derved blev det bevidnet, at han var retfærdig; det vidnesbyrd gav Gud ham for hans offergaver, og i kraft af troen taler han endnu, skønt han er død”. Altså: Abels offer var rigere end Kains. Med det vers fra Hebræerbrevet i baghovedet kan man faktisk også godt se et hint i teksten fra Første Mosebog om at det er sådan det forholder sig. Om Abel står der nemlig at han ofrede ”fedtstykkerne af sit småkvægs førstefødte”, altså det bedste af det bedste! Om Kain står der derimod blot at han bragte ”en offergave af jordens afgrøde” – ikke noget om at det var det første eller det bedste, eller at det overhovedet var specielt godt. Man får nærmest indtryk af at Abel var som den ægtemand der bruger lang tid (og om nødvendigt mange penge) på at finde den helt rigtige gave til sin hustru, mens Kain mere ligner ham der på vej hjem fra kontoret kommer i tanker om at han forresten hellere må køwe en lille dusk ukrudt til madammen. Måske har han endda ikke lagt skjul på at det ikke var med sin gode vilje at han ofrede til Gud? Du kan jo overveje hvor glad du selv ville blive for en gave der blev givet af sur pligt og uden glæde.
I det der følger efter, får vi da også tydeligt at se hvad Kain er for en type: Det generer ham tydeligvis at Gud ikke tager imod hans offergave, men i stedet for at gå i sig selv og erkende at der måske var noget galt med hans indstilling, retter han vreden mod sin bror og ender til sidst med at slå ham ihjel. Gud prøver ellers på at advare ham, men Kain hører ikke efter – måske fordi hans vrede er hans eneste værn imod at se sig selv i øjnene og indse hvor meget ondskab der bor i ham? Der står faktisk et andet sted i Det Nye Testamente, nemlig i Første Johannesbrev, at Kain slog Abel ihjel ”fordi hans [altså Kains egne] gerninger var onde, mens hans brors var retfærdige.” Kains mord på Abel var altså kun et udtryk for den ondskab der allerede fandtes i Kain – og hvis han havde vovet at erkende hvad der boede i ham, og komme til Gud med det, kunne tragedien måske have været undgået.
Det er let for os at blive meget fortørnede over Kains handlemåde, og forhåbentlig er der da heller ikke nogen af os der for alvor kunne finde på at slå et andet menneske ihjel, men det er faktisk meget menneskeligt at forsøge at dække over vores egne mørke sider ved at finde nogen at blive vrede på. Tag for eksempel barnet der bliver skældt ud for at have hugget sin lillesøsters yndlingslegetøj, men fortørnet svarer at det var hendes egen skyld fordi hun lod ham låne det tidligere på dagen så han fandt ud af at det var spændende. Eller tag manden der lægger op til sex med sin kone, men bliver afvist fordi hun er dødtræt efter at have lavet mad til ham og vasket op efter ham – hvorefter han bliver vred og overbeviser sig selv om at det er hendes skyld at han bruger den halve nat på en sexchat. Tag bilisten der kører over for rødt og støder sammen med en anden bil, hvorefter han vredt bebrejder den anden at han ikke så sig for. Eller tag sidste gang du selv vredt skød skylden på andre for noget som du inderst inde godt vidste var din egen skyld. Kreativiteten fejler ikke noget hvis det der er på spil, er risikoen for at måtte sige: ”Det var min skyld. Jeg opførte mig tankeløst og egoistisk, og der er ikke nogen undskyldning for det jeg gjorde.” I det stykke vi hørte fra Jakobs Brev, kan vi endda høre om nogen de var så kreative at de skød skylden på Gud! Når de fik lyst til at gøre noget som de godt vidste var forkert, så undskyldte de sig åbenbart med at det var Gud selv der fristede dem, og så måtte det jo være hans egen skyld at de gav efter for fristelsen. Jakob irettesætter dem naturligvis: ”Når man fristes, er det ens eget begær, der drager og lokker én”, skriver han. Og det ved vi vel egentlig godt.
Nuvel, jeg gætter på at der er mange af os der er her i dag der aldrig har benyttet sexchats eller forsøgt at tørre skylden for et trafikuheld af på andre, så måske var det nogle dumme eksempler jeg valgte. Her kommer et der måske er bedre: Skærtorsdag aften – få timer før Jesus blev arresteret, og alle disciplene stak af for at redde deres eget skind – sad de selv samme disciple og skændtes om hvem af dem der skulle regnes for den største! Jesus havde ellers ikke valgt dem fordi de besad nogen særlige kvalifikationer eller var specielt fromme – der var ikke nogen af dem der havde en uddannelse, flere af dem havde en mere eller mindre tvivlsom løbebane bag sig, og i løbet af de år de havde gået rundt sammen med Jesus, havde de gang på gang vist en forbløffende mangel på evne til at fatte hvad han talte om. Og det demonstrerede de nu til overflod, for noget af det Jesus havde talt om flere gange, var at ingen mennesker har noget at rose sig af over for Gud. På et tidspunkt hentede han for eksempel et lille barn ind i midten af disciplenes kreds og sagde til dem at for Gud er det de mindste der er de største – og på et andet tidspunkt da disciplene truede ad nogle forældre der bragte deres børn til Jesus, skældte Jesus disciplene ud og sagde at man slet ikke kommer ind i Guds rige hvis man ikke tager imod det som et lille barn, altså i ydmyghed og magtesløshed. Men alligevel sad disciplene altså nu og forsøgte at bilde sig selv og hinanden ind at de hver især var ih og åh så gode og fromme.
Men Jesus vidste bedre. Og han vidste også hvem af dem der først ville indse sandheden. Derfor henvendte han sig specifikt til Simon (ham vi også kalder Peter), og sagde: ”Når du engang vender om, så styrk dine brødre.” Dér slutter dagens tekst, men jeg kunne godt tænke mig at læse lidt videre, for det der følger umiddelbart bagefter, er faktisk temmelig vigtigt for at forstå hvad Jesus mente. Der står sådan her: Simon Peter sagde til ham: ”Herre, sammen med dig gå jeg gerne både i fængsel og i døden.” Men han svarede: ”Jeg siger dig, Peter, hanen når ikke at gale i nat, før du tre gange har nægtet, at du kender mig.” Peter, der uden tvivl havde deltaget i diskussionen om hvem der var størst, og som i hvert fald her forsikrer Jesus om at han vil gå i døden med ham, han står over for at få et ikke særlig rart indblik i sin egen sjæl.
Jesu forudsigelse gik i opfyldelse: Allerede den efterfølgende nat fornægtede Peter Jesus tre gange, og han bandede endda på at han ikke kendte ham. Den episode betragtes som regel som lavpunktet i Peters liv, som en skamplet. Og vist var det da skammeligt at Peter fornægtede Jesus! Men ligesom tilfældet var med Kain, var også Peters fornægtelse kun udtryk for hvad der allerede boede i ham, men som han i sin stolthed og ærgerrighed var blind for. Og derfor indtraf den store krise hvor han fornægtede Jesus.
Jeg har hørt at når man skal skrive ”krise” på kinesisk, skal man bruge to tegn, nemlig tegnet for ”fare” og tegnet for ”mulighed”. En krise kan nemlig godt føre noget godt med sig hvis man bruger den som en anledning til at gøre det rette. Og det gjorde Peter! Vi springer 25 vers længere frem i Lukasevangeliet og træder ind i historien umiddelbart efter Peters tredje og sidste fornægtelse. Der står: I det samme han sagde det, galede hanen. Herren vendte sig om og så på Peter, og Peter huskede det ord, Herren havde sagt til ham: ”Før hanen galer i nat, vil du fornægte mig tre gange.” Og han gik udenfor og græd bitterligt.
Da det gik op for Peter hvad der i virkeligheden boede inde i ham, så reagerede han ikke med at blive vred og skyde skylden på alle mulige andre. Han gjorde noget langt mere konstruktivt: Han græd.
De fleste af os voksne bryder os ikke om hvis nogen ser os græde – og mange børn gør heller ikke. Men der er faktisk situationer hvor det er utrolig sundt at græde, og en af de situationer er når vi får et ucensureret kig ind i vores egen sjæl, og det går op for os at uanset hvor meget vi har at bebrejde andre, så er vores eget synderegister rigeligt stort til at vi ville være håbløst fortabte hvis det ikke var for Guds nåde.
Men heldigvis behøver vi ikke at blive ved med at græde! Jesus sagde jo til Peter at når han engang vendte om, så skulle han styrke sine brødre, det vil sige de andre disciple. Kun den der har erkendt sin egen fortabthed, kan blive frelst fra den. Men når vi erkender at vi ikke selv har noget som helst at byde på i forhold til Gud, så er vejen til gengæld banet for at Jesus kan tage os i sin tjeneste og bruge os til noget godt. Sådan kunne det være gået for Kain hvis han havde turdet se sig selv i øjnene. Men for Peter gik det heldigvis sådan.
Det betyder imidlertid ikke at Peter fra da af var en rendyrket helgen. I Galaterbrevet står der for eksempel om en episode hvor Peter nogle år senere igen ikke turde stå ved evangeliet om Jesus da det risikerede at koste ham noget. Så længe vi lever i denne verden, slipper vi ikke af med vores lyst til det onde. Men hvis vi lader Jesus være herre i vores liv, behøver de mørke sider ikke at definere hvem vi er. Som der står i Andet Korintherbrev: ”Er nogen i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til!”
Peter snublede flere gange efter sin omvendelse, men han fuldførte løbet. Cirka 30 år efter Jesu død og opstandelse blev han selv korsfæstet under kejser Neros massive forfølgelse af de kristne i Rom, og denne gang kendtes han ved Jesus lige til det sidste. Vores liv kan også blive en succes målt med Guds øjne, på trods af alle vores fejl og svigt, men det kræver at vi dropper at skyde skylden på andre og i stedet lever i afhængighed af Guds nåde hver dag. For hvis nogen ikke tager imod Guds rige ligesom et lille barn, kommer han slet ikke ind i det.
Comments