Signe & Nikolaj

Posted By admin on 6. februar 2012

”Giv os en større tro”: Hvorfor er det nødvendigt at tro?
Prædiken i Husum Kirke 3. søndag efter helligtrekonger 2012
Nikolaj Hartung Kjærby

”Den der tror og bliver døbt, skal frelses; den der ikke tror, skal dømmes.” Sådan står der i slutningen af Markusevangeliet, og det er kun ét af mange steder i Det Nye Testamente hvor det klart fremgår at troen på Jesus er en forudsætning for at blive frelst. I dag er det ganske vist på mode at mene at alle nok alligevel bliver frelst uanset hvad de tror på eller ikke tror på, men den opfattelse modsiges altså af klokkeklare udsagn i Det Nye Testamente, herunder en række ord af Jesus selv. Derfor hører jeg også til dem der prædiker ”den dobbelte udgang”, som det hedder i teologsprog – altså at det kan gå to veje når vores evige skæbne skal afgøres: frelse eller fortabelse.
En af de hyppigste indvendinger jeg har mødt mod det synspunkt, og som nok også er en af de vigtigste grunde til at mange præster mener noget andet om dette spørgsmål end jeg gør, lyder sådan her: ”Hvis Gud virkelig er så god og kærlig som du siger han er, hvorfor forlanger han så at folk skal tro på ham for at han vil frelse dem? Er det ikke ret ondt og egoistisk af Gud at stille sådan en betingelse op?” Og bortset fra at vi mennesker med vores omfattende synderegister næppe er de rette til at bruge ord som ”ond” og ”egoistisk” om ham der ofrede sin egen søn for vores skyld, så forstår jeg egentlig godt indvendingen: Hvis Gud virkelig elsker os mennesker så inderligt som jeg plejer at påstå at han gør, og han oven i købet har ofret sin søn for at vi kunne blive frelst – hvorfor i alverden stiller han så et adgangskrav op for hvem der kan få glæde af det? Kan han ikke være ligeglad med om vi tror på ham eller ej?
Nej, det kan Gud ikke være ligeglad med. Og grunden til at han ikke kan det, er netop at han elsker os! Troen er nemlig ikke et mere eller mindre tilfældigt ”adgangskrav” til frelsen som Gud har fundet på at stille op. Ja, faktisk er troen slet ikke et ”adgangskrav” som sådan. Nej, troen er netop det at tage imod frelsen – hverken mere eller mindre!
Lad mig bruge et billede til at forklare hvad jeg mener: Forestil dig at en lille dreng en varm sommerdag siger til sin far: ”Far, jeg er tørstig!” Hans far henter straks et glas vand og stiller det foran ham. ”Far, jeg er tørstig!” gentager drengen. Men hans far har allerede givet ham et glas vand, så hvad mere kan han gøre? ”Far, jeg er altså så tørstig!” siger drengen igen, nu med desperation i stemmen. Det hører hans lillesøster, og hun kommer hen til ham og siger (med barnestemme): ”Det er altså meningen at du skal drikke det glas vand som far har givet dig, ellers får du ikke slukket din tørst!” Men da drengen hører det, bliver han vred. ”Sådan er min far ikke!” siger han. ”Hvad mener du?” siger hans lillesøster. ”Far elsker os højt, det ved du da godt!” ”Hvis han virkelig elsker os så højt,” siger drengen, ”hvorfor vil han så kun slukke vores tørst hvis vi drikker? Det synes jeg helt ærligt er strengt af ham!”
Jeg gætter på at de fleste af os ville gå ud fra at drengen lavede sjov hvis vi oplevede noget sådant, og hvis vi fandt ud af at han mente det han sagde, alvorligt, så ville vi tænke at han var skør. Men at skælde ud over at vi kun kan blive frelst hvis vi tror på Jesus, svarer faktisk til at skælde ud over at vi kun kan få slukket tørsten hvis vi drikker! Jeg ved godt at det ikke lyder specielt indlysende, men det skyldes at vi har misforstået hvad det er der menes med ”tro” i Bibelen. Det er nemlig ikke et spørgsmål om hvorvidt man tror på at der er en Gud – det var der ikke ret mange mennesker på Jesu tid der var i tvivl om, sådan rent intellektuelt set. Den spøjse idé at vores forunderlige univers og det mangfoldige liv på vores fascinerende klode skulle være blevet til helt af sig selv, den kræver så meget fantasi at der ikke var nogen der kom på den før engang i 1800-tallet. Når Det Nye Testamente rummer så mange formaninger til at tro, må det altså være noget andet end troen på Guds eksistens der er tale om. (Djævelen tror i øvrigt fuldt og fast på Guds eksistens, og han bliver ikke frelst, skulle jeg hilse og sige!). Heldigvis har vi i dag hørt tre tekster fra Bibelen som taler om hvad tro er, og dem vil vi nu kigge nærmere på.
Først Abraham. Da han var 75 år gammel, sagde Gud til ham at han skulle forlade den by og det land hvor han boede, og slå sig ned i et nyt land som Gud ville vise ham, og så ville Gud til gengæld gøre ham til stamfar til et umådelig stort folk som ville komme til at bebo det land. Med til historien hører at hvis vi skal tage Bibelens ord for pålydende (og det er jeg overbevist om at vi skal), så var 75 år ikke nogen voldsomt høj alder dengang. Abrahams egen far, Tera, var for eksempel 70 år da Abraham blev født, og han levede stadig da Abraham var 75. Og Abrahams hustru Sara var 9 år yngre end sin mand, så på dette tidspunkt var det stadig fysisk muligt for dem at få børn. Men Abraham måtte stadig vælge om han ville tro på Guds løfte eller ej, præcis ligesom Hans i eventyret måtte vælge om han ville tro på at bønnerne var magiske eller ej. Og hvis han valgte at tro på det, så indebar det en handling; det indebar et afkald. Hans kunne ikke både beholde koen og få bønnerne, og Abraham kunne ikke både tro på det Gud havde sagt, og blive boende i sine vante omgivelser. De måtte begge træffe et valg.
Abraham valgte at tro Gud på hans ord. Han forlod byen Karan hvor han hidtil havde boet sammen med sin far og sine brødre, og rejste ud mod det ukendte, overbevist om at Gud ville gøre ham til stamfar til et stort folk. Imidlertid gik årene, og Sara blev ikke gravid. På det tidspunkt hvor vi kommer ind i historien i dag, er der gået 10 år, og Saras biologiske ur er så tæt på at falde i slag at Abraham tilsyneladende har resigneret. I hvert fald kan han ikke længere mønstre den store entusiasme da Gud lover ham en stor løn. ”Hvad kan du give mig når jeg må gå barnløs bort?” siger han. Men så gentager Gud sit løfte om at Abraham vil få mange efterkommere – lige så mange som stjernerne på himlen. Og det utrolige sker: Abraham vælger igen at tro på Guds løfte. Han kunne lige så godt have valgt at sige: ”Nej, nu må det være nok med dine julelege, Gud! Jeg har tullet rundt her i Kanaans land i 10 år nu, og der er ikke sket en disse. Nu vender jeg tilbage til min far i Karan, og så kan du ellers have det så godt!” Men han holdt ud – og det blev han ved med, selvom der kom til at gå yderligere 15 år inden han som 100-årig endelig kunne holde sin og Saras nyfødte søn i armene. På det tidspunkt var det fysisk umuligt, for Saras menstruationer var for længst ophørt. Abraham måtte have tro på at Gud kunne gøre ikke bare det usandsynlige, men det umulige.
I Hebræerbrevet kapitel 11, som den anden læsning var taget fra, nævnes der en lang række mennesker fra Det Gamle Testamente hvis tro var bemærkelsesværdig. Vi hørte kun de første 6 vers og nåede derfor kun til Abrahams(10 x tip) tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tipoldefar, Enok, om hvem der stod at han havde behaget Gud. Og så kommer den sætning som måske bedre end nogen anden sætning i Bibelen svarer på hvorfor det med troen er nødvendigt: ”Uden tro er det umuligt at behage ham, for den, som kommer til Gud, må tro, at han er til og lønner dem, som søger ham.” Troen på at Gud er til, er altså bestemt ikke overflødig, men den er ikke tilstrækkelig. Vi må også tro på at Gud lønner dem der søger ham – og den tro må vi have ikke bare i hovedet, men i handling, så vi gør alvor af det og rent faktisk kommer til Gud. Når vi gør det, behager vi ham – for så kan han komme til at give os det evige liv og alle mulige andre gode gaver som han længes efter at give os fordi han elsker os.
Hvordan kommer man så til Gud? Det er faktisk slet ikke så vanskeligt som det lyder. Det er ikke nødvendigt at få fat i en rumraket og prøve om man kan flyve helt op til himlen, eller at sidde 7 år og meditere i et kloster i Tibet for at rense sin sjæl så meget at man kan komme i kontakt med Gud. Gud er overalt, og det med at rense vores sjæl, det skal han nok klare – det er vi alligevel ikke selv i stand til. Du kan bare sige ud i luften: ”Gud, jeg vil gerne kende dig,” så hører han dig – hvis du vel at mærke er oprigtig.
Den tredje og sidste tekst vi hørte, begynder med at apostlene beder Jesus om at give dem en større tro – eller muligvis en større trofasthed; de to ting hedder det samme på græsk, som jo er det sprog som Det Nye Testamente er skrevet på. Forhistorien er at Jesus gennem en serie lignelser og anden undervisning har revset farisæerne for deres troløshed og beskrevet hvordan man bør leve hvis man vil følge Guds vilje – det er blandt andet noget med at undgå sammenspisthed, pengedyrkelse og ægteskabsbrud, og at tilgive alle der beder os om det. Apostlene har åbenbart erkendt at de krav formåede de ikke at leve op til, og derfor bad de Jesus om hjælp. Men Jesu svar er ikke ligefrem opløftende: Hvis de havde haft en tro som et sennepsfrø – sådan et er ret lille, har jeg ladet mig fortælle – så kunne de have bedt et træ om at plante sig i havet, og det ville have adlydt dem! Av min arm. Nu har jeg ganske vist aldrig forsøgt mig med at befale et morbærtræ at plante sig i havet – dels fordi jeg har svært ved at se pointen i det, og dels fordi der ikke er ret mange morbærtræer i Husum – men jeg har en til vished grænsende fornemmelse af at det ville blive stående lige så nydeligt hvis jeg forsøgte. Betyder det at min tro ikke engang er på størrelse med et sennepsfrø?
Heldigvis kan vi der har det på den måde, trøste os med at Det Nye Testamente ikke siger noget som helst om at apostlene på noget tidspunkt gav sig af med at flytte rundt på morbærtræer, så der er nok en vis sandsynlighed for at Jesu udsagn skal forstås billedligt. Faktisk er sennepsfrøet en metafor som Jesus også bruger andre steder, og morbærtræet var vist også et almindeligt symbol i antikken, men det vil føre for vidt at komme nærmere ind på de ting i dag. Jeg vil lade mig nøje med at sige at Jesu pointe må være at det ikke er størrelsen det kommer an på. Vi skal ikke være optagede af om vores tro er stor eller lille, men derimod af Ham som troen retter sig imod. Som om vores tro var noget vi kunne prale af! Som jeg indledte med at sige, så er troen ingenting i sig selv; den er blot det at tage imod det som Gud vil give os. Troen er ikke en gerning som vi skal præstere for at fortjene frelsen; den er erkendelsen af at vores gerninger forslår som en skrædder i helvede, og at vi derfor er ethundrede procent afhængige af at Guds nåde. Hvis vi begynder at gøre os til af vores store tro, så ligner vi den tjener der bilder sig ind at hans herre skylder ham stor tak blot fordi han har gjort sit arbejde.
Måske er det ikke helt indlysende hvor forbindelsen er mellem Jesu ord om at man med en tro som et sennepsfrø kan befale over et morbærtræ, og den efterfølgende lignelse om de unyttige tjenere. Men jeg tror pointen er at troen dybest set er den indstilling at vi overlader vores liv til Gud i tillid til at han ved bedst, om han så beder os om at bytte en ko væk for en håndfuld bønner. Troen gør os med andre ord til Guds tjenere. Og stiller vi os til rådighed for Gud som hans tjenere, så vil intet være umuligt for os. Giver Gud os besked på at befale et træ at plante sig i havet, så vil det adlyde os, uanset om vores tro er stor eller lille. Men sandsynligvis vil han snarere give os besked på at gøre nogle knap så spektakulære ting, for eksempel at hænge ud sammen med dem som ingen andre gider at være sammen med. Det kræver også tro – men er din tro rettet mod den rette, så behøver den ikke at være større end et sennepsfrø!
Jeg vil slutte af med en lille anekdote jeg engang hørte, som illustrerer hvordan vi mennesker tit troens væsen. På de store vækkelsers tid var der et lille samfund der fik besøg af en omrejsende vækkelsesprædikant. Hele landsbyen mødte op i missionshuset og lyttede til prædikenen, og da han til slut spurgte hvem der ville tage imod Jesus, røg alle hænder begejstret i vejret – undtagen en ældre kvinde der sad på bagerste række. Hun rejste sig i stedet og listede slukøret ud af lokalet.
Efter mødet kom den lokale præst hen til prædikanten og opfordrede ham til at aflægge et besøg hos den kvinde der havde forladt mødet. Han fortalte ham hvor hun boede, og næste morgen begav prædikanten sig derud. Kvinden tog venligt imod ham og bød ham en kop kaffe, og før han nåede at spørge hende om noget, sagde hun: ”Ja, De må altså undskylde at jeg forlod mødet i går. Jeg blev bare så ked af det, for jeg vil så gerne have Jesus i mit hjerte, men jeg kan altså ikke tro!” ”Sikke en redelighed,” sagde prædikanten medfølende. ”Men ved De hvad? Jeg vil spørge Gud om ikke han vil gøre en undtagelse i Deres tilfælde og frelse Dem selvom De ikke kan tro! Så kommer jeg tilbage i eftermiddag og fortæller Dem hvad han svarede.” ”Vil De virkelig det?” spurgte kvinden. ”Det er enormt pænt af Dem, tusind tak!”
Nogle timer senere vendte prædikanten tilbage og gav kvinden den besked at Gud var villig til at gøre en undtagelse. Hun behøvede ikke at tro; hun kunne bare komme til Gud som hun var. ”Er det virkelig sandt?” udbrød kvinden med glædestårer i øjnene, hvorefter hun faldt på knæ og takkede Gud.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 3. søndag efter helligtrekonger 2012
Tags: Lukasevangeliet 17.5-10

Posted By admin on 21. november 2011

Verdensdommen: Guds børn på ærten

Prædiken i Husum Kirke sidste søndag i kirkeåret 2011

Nikolaj Hartung Kjærby

Der er mange der har det svært med den tekst vi lige har hørt. For det første indeholder den det ubekvemme budskab at der er mennesker der går evigt fortabt. At høre Jesus sige ting som ”Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle” til nogen, bryder de færreste sig om. Men selv mennesker der normalt ikke har noget problem med at acceptere at der findes et helvede, krymper sig ved denne her tekst fordi den tilsyneladende modsiger den læresætning der er den allervigtigste i den lutherske kirke, nemlig at vi bliver frelst af nåde ved tro og ikke ved at gøre gode gerninger. Jesus siger jo ikke et ord om tro, men henviser udelukkende til hvad man har gjort og ikke gjort af gode gerninger.

Så hvad stiller vi op? Vælger vi at kassere teksten om verdensdommen fordi den er uevangelisk? Det er der nogle der vælger. Men gør man det, er man jo nødt til at antage en af to ting: Enten at Jesus tog fejl, eller at Matthæus har fejlciteret ham. Vælger vi den første mulighed – at Jesus tog fejl – så er der ikke ret meget tilbage af vores kristendom. For hvis han tog fejl da han sagde det, hvordan kan vi så vide at han ikke også tog fejl da han sagde at Gud tilgiver vores synder – eller at der i det hele taget er en Gud? Det er da også den anden mulighed som de fleste vælger hvis de vil kassere teksten – altså at Jesus ikke kan have sagt de ting, fordi det strider imod evangeliet, som vi finder det i Paulus’ breve og i Luthers lille katekismus. Men det rejser jo så et andet spørgsmål: Hvordan kan vi vide at Paulus og Luther havde mere tjek på hvad Jesus rent faktisk sagde, end Matthæus havde? Det er i hvert fald ikke noget som jeg ville satse min evige salighed på!

I stedet for at kassere Matthæus’ tekst om verdensdommen kunne vi jo så vælge at tage den på ordet og holde op med at sige at vi bliver frelst af tro. Og så må vi ellers hellere se at komme i gang med at give mad til nogle sultne og tøj til nogle nøgne, fjerne Paulus’ breve fra Bibelen og brænde alle eksemplarer af Luthers Lille Katekismus!

Men heldigvis er der en tredje mulighed. Vi behøver faktisk hverken at kassere Paulus eller Matthæus. Når det kommer til stykket, er de nemlig slet ikke uenige! Samtlige skrifter i Det Nye Testamente er fuldstændig enige om at vi vil blive dømt efter vores gerninger, men det ændrer ikke en tøddel ved at vi bliver frelst af nåde ved tro. Er du forvirret? Så lyt med!

Først det med at vi skal dømmes efter vores gerninger. Ud over Matthæusevangeliet står det i Johannes’ Åbenbaring kapitel 20, hvor Johannes taler i datid om det han så da han fik lov til at se ind i fremtiden. ”de døde blev dømt efter deres gerninger” står der, og det må jo siges at være temmelig klart. I Jakobs Brev står der ”at mennesket bliver gjort retfærdig af gerninger, og ikke af tro alene”, og af den grund kaldte Luther Jakobsbrevet for ”et stråbrev der ikke er den apostoliske ånd værdig”. Men selv Paulus skriver faktisk: ”vi skal alle fremstilles for Kristi domstol, for at enhver kan få igen for det, han har gjort her i livet, hvad enten det er godt eller ondt” (det står i Andet Korintherbrev kapitel 5). Der er altså rørende enighed om at vi kommer til at blive dømt efter vores gerninger; det slipper vi ikke for.

Men hvad så med troen? Tog Luther fejl da han slog sine berømte 95 teser op på kirkedøren i Wittenberg om at vi bliver retfærdige af tro uden lovgerninger, og dermed lagde grunden til hele den protestantiske kirke? Se, hvis jeg mente det, så måtte jeg nok hellere finde mig et andet job. Men bare rolig, det mener jeg ikke.

Men hvordan hænger det så sammen? Jo, nu skal I høre: Det som Luther gjorde op med, og som Paulus før ham gjorde op med, var den opfattelse at vi ved at foretage nogle bestemte rituelle handlinger kan gøre os fortjent til noget i forhold til Gud. Det var en udbredt opfattelse på Luthers tid at man ved at fremsige bestemte bønner eller give penge til kirken kunne ”score point hos Gud”, så at sige, og jo flere point man scorede, desto bedre klarede man sig på dommens dag. Den opfattelse gjorde Luther ret i at afvise, for det er et helt entydigt budskab i både Det Gamle og Det Nye Testamente at vi mennesker ikke har krav på noget som helst hos Gud, uanset hvor fromme vi er. Som Jesus siger et sted: ”Når I har gjort alt det, I har fået besked på, skal I sige: ’Vi er unyttige tjenere, vi har kun gjort, hvad vi skulle gøre.’” Og både Johannes Døber, Jesus og Paulus går skarpt i rette med de jøder der tror at de i kraft af deres afstamning og/eller deres overholdelse af visse ceremonielle bud havde særlige rettigheder hos Gud. Det er nemlig fuldstændig umuligt at bringe sig i en situation hvor man har noget til gode hos Gud, og det evige liv kan vi aldrig gøre os fortjent til. Overladt til os selv ville vi gå evigt fortabt – ikke fordi Gud er en kosmisk sadist der nyder at sende folk i helvede, men fordi adskillelsen fra Gud så at sige er vores normaltilstand.

Sådan var det ellers ikke fra begyndelsen. De allerførste kapitler i Bibelen fortæller historien om hvordan Gud skabte mennesket til at leve i nært fællesskab med ham i al evighed, men at det gik i stykker fordi Adam og Eva ikke var indstillet på at følge Guds spilleregler, men hellere selv ville være som Gud. Der er bare det problem at vi mennesker ikke har Guds evne til at producere liv. Vi kan formere os, men det er ikke det samme som at producere liv. Det er bare at give en ny kombination af vores dødelige og fejlbarlige gener videre. Der er endda en der engang har udtrykt det sådan at livet er en seksuelt overført sygdom med 100% dødelig udgang. Hvorom alting er, så blev konsekvensen af Adam og Evas fravalg af Gud at livet ikke varer evigt. Når vi ikke længere har uhindret adgang til Gud, har vi heller ikke uhindret adgang til livet, og det betyder at vihar udsigt til 80-90 år i denne verden (eller hvor længe vi nu holder), efterfulgt af en evighed adskilt fra Gud. Og sidstnævnte bliver bestemt ikke rart. Der er ikke tale om evig hvile, for ægte hvile og fred er også noget som Gud giver os, så det vil vi ikke have adgang til hvis vi er helt adskilt fra ham. Derfor er betegnelsen ”den evige ild”, som Jesus bruger, nok ganske velvalgt, uanset om den skal opfattes billedligt eller bogstaveligt. Og der er vel at mærke ikke tale om en uforholdsmæssigt hård straf fra en ond og tyrannisk gud, men om den naturlige konsekvens af vores egne valg. Derfor kan vi heller ikke bebrejde Gud noget, og ingen nok så fromme gerninger kan ændre på det faktum at vores eneste vej til frelse er at ydmyge os og lade Gud være Gud; at tage imod Guds rige ligesom et lille barn. Hvis vi kunne frelse os selv ved at gøre gode gerninger, ville vi jo kunne være stolte af det, og så ville grundskaden – at vi ikke i ét og alt vil ydmyge os under Gud – være intakt. Den eneste måde vi kan få det evige liv på, er altså ved at tage imod det i tro som en gratis gave fra Gud.

Men det betyder ikke at vi ikke skal gøre gode gerninger. At det skulle betyde det, har hverken Luther eller Paulus eller Jesus nogensinde hævdet. Tværtimod omtaler Jesus oftest det evige liv som ”Guds rige”. Og det ord der er oversat med ”rige”, kan lige så vel betyde ”herredømme”. Når vi får det evige liv som gave, kommer vi altså ind under Guds herredømme, dvs. det er ham der nu bestemmer over os, ikke os selv. Så for at udtrykke forholdet mellem de gode gerninger og frelsen kort: Vi bliver ikke frelst ved at gøre gode gerninger, men vi bliver frelst til at gøre gode gerninger. Eller som en anden har udtrykt det: Vi kommer ikke i himlen ved at gøre gode gerninger, men vi kommer ikke ind uden!

De gode gerninger som vi er frelst til at gøre, er imidlertid noget helt andet end ceremonielt paragrafrytteri. Den lov som vi som kristne er underlagt, er ikke Moseloven fra Det Gamle Testamente, men derimod en størrelse som Paulus kalder for ”Kristi lov”, og som i Jakobsbrevet omtales som ”frihedens fuldkomne lov”. Det første og største bud i den lov er at vi skal elske Gud af hele vores hjerte og hele vores sjæl og hele vores sind og hele vores styrke. Og hvordan vi gør det i praksis, står der spalte op og spalte ned om i Det Nye Testamente. Noget af det er kontroversielt i vor tid, for eksempel de dele af det der har med seksualmoral at gøre. Men som det fremgår af teksten til i dag, er det barmhjertighed der er den altdominerende overskrift. Man kan ganske enkelt ikke undlade at hjælpe medmennesker i nød og samtidig påstå at man er med i Guds rige – det hænger simpelt hen ikke sammen. Når vi overgiver os til Gud og tager imod det evige liv fra ham, så sker der nemlig det at han skaber os om og giver os en helt ny identitet. Det er det vi markerer i dåben: Det gamle liv uden Gud druknes og begraves i dåbsvandet, og vi opstår symbolsk fra de døde til et nyt liv som Guds børn under Guds herredømme.

Vi handler i overensstemmelse med vores identitet. En tyv stjæler. En sanger synger. En ægte prinsesse kan mærke en ært gennem 20 madrasser og 20 edderdunsdyner. Og et Guds barn gør Guds vilje. Ikke nødvendigvis i hver eneste situation uden at fejle – vi er trods alt stadig ufuldkomne mennesker som lever i en ufuldkommen verden, og den fulde realisering af vores nye identitet får vi først at se når Jesus vender tilbage for at dømme levende og døde og bringe Guds rige til fuldkommenhed i al dets herlighed. Men fordi Guds børn gør Guds gerninger, vil det være vores identitet som Guds børn der vil være afgørende for om vi kommer til at sidde blandt fårene eller blandt bukkene på dommens dag.

Jeg vil slutte af med at læse hele det stykke fra Johannes’ Åbenbaring hvor der står om verdensdommen: ”Og jeg så en stor hvid trone og ham, der sad på den. For hans ansigt måtte både jord og himmel flygte, og der var ingen plads til dem. Og jeg så de døde, både store og små, stå foran tronen, og bøger blev åbnet, og en anden bog blev åbnet, det er livets bog, og de døde blev dømt efter deres gerninger ifølge det, der stod skrevet i bøgerne. Og havet gav sine døde tilbage, og døden og dødsriget sine døde, og de blev dømt, enhver efter sine gerninger. Døden og dødsriget blev styrtet i ildsøen. Det er den anden død, ildsøen. Og hvis nogen ikke fandtes indskrevet i livets bog, blev han styrtet i ildsøen.” Selvom vi bliver dømt efter vores gerninger, er det afgørende spørgsmål altså om vores navn står i livets bog. Gør det det, så får vi del i det evige liv, for så vil vores gerninger være gode. Og de gerninger i vores liv der ikke har været gode, dem vil der slet ikke blive talt om på dommens dag, for dem har Jesus fjernet ved sin død på korset.

En prinsesse er en kongedatter. Eftersom Gud er universets øverste konge, er alle vi der er hans børn, prinser og prinsesser. Og ligesom det i eventyret var prinsessens ”gerninger”, i form af hendes reaktion på ærten, der var det kriterium hun blev bedømt på, vil vi på dommes dag blive dømt efter vores gerninger. Men smerterne over ærten gjorde hende jo ikke til prinsesse; de viste blot at hun var prinsesse. På samme måde kan vores gerninger ikke gøre os til Guds børn; de kan kun vise at vi er Guds børn.

Er du i tvivl om du er Guds barn eller ej, og om dit navn står i livets bog, så er du meget velkommen til at kontakte mig.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til sidste søndag i kirkeåret 2011
Tags: