Signe & Nikolaj

Posted By admin on 4. marts 2019

Jesu fødsel: Storhed findes i det små

Prædiken i Husum Kirke juleaften 2016

Nikolaj Hartung Kjærby

Jeg indrømmer det gerne: Jeg er en af de tosser der synes det er enormt interessant hvad der foregik for længe siden i en fjern, fjern galakse. Og det ærgrer mig noget at der nu er hele to Star Wars-film som jeg set ikke har fået set – nemlig ”The Force Awakens”, der havde premiere for et års tid siden, og ”Rogue One”, som går i biograferne i øjeblikket, men når man bliver far, er der mange ting som der pludselig ikke er tid til længere. Men de gode gamle Star Wars-film har jeg da set – adskillige gange endda – så I slipper ikke for at få en illustration derfra, nærmere bestemt fra Episode V: ”The Empire Strikes Back”. Men af hensyn til jer der ikke er lige så tossede som mig, får I naturligvis lige en intro til hele universet og baggrundshistorien.

         Star Wars-filmene foregår som sagt for længe siden i en fjern, fjern galakse. På det tidspunkt hvor Episode IV (som besynderligt nok var den første episode der blev lavet – det kan I altid få mig eller en anden Star Wars-tosse til at forklare) – på det tidspunkt hvor den begynder, regeres galaksen af en ond, selvudråbt kejser med storhedsvanvid og uden skyggen af medfølelse med nogen eller noget. Der er en modstandsbevægelse der bekæmper hans rædselsregime, men den er dårligt udstyret og talmæssigt underlegen. På et tidspunkt kommer en forældreløs ung mand ved navn Luke Skywalker uforvarende (eller det tror han i hvert fald selv) i kontakt med modstandsbevægelsen, hvor han får at vide at hans afdøde far var en såkaldt jedi. Jedi-ridderne var en slags loge som takket være et samarbejde med den kraft der styrer universet, besad en række superkræfter af såvel fysisk som psykisk art. I forbindelse med kejserens magtovertagelse havde han og hans næstkommanderende, Darth Vader, haft held til at udrydde stort set alle jedi-ridderne, men der er en enkelt tilbage ved navn Obi-Wan Kenobi, og han går i gang med at oplære Luke i jedi-kunsten. Imidlertid dør Obi-Wan før han kan nå at gøre Lukes træning færdig, og dermed tror Luke at hans drøm om at blive jedi-ridder er knust. Men en af jedi-riddernes særlige evner er at de selv efter døden kan kommunikere med udvalgte personer, og den evne bruger den afdøde Obi-Wan til at fortælle Luke at Mester Yoda, som var en af de mægtigste jedi-riddere nogensinde, lever i skjul på en uvejsom sumpplanet ved navn Dagobah. Derfor flyver Luke til Dagobah for at opsøge mesteren, men hans rumskib styrter ned, og så står han der midt i sumpen og aner ikke hvor han skal lede. Så møder han pludselig en pudsig lille grøn skabning med spidse ører som taler mærkeligt og opfører sig temmelig provokerende. Den lover ganske vist Luke at føre ham til Mester Yoda, men den har en masse svinkeærinder undervejs, og Luke er lige ved at miste tålmodigheden. Men så sukker den lille grønne skabning dybt og siger med himmelvendte øjne: ”Jeg kan ikke træne ham. Han er alt for utålmodig!” Og i det øjeblik forstår Luke at den komiske lille grønne skabning er ingen anden end Mester Yoda selv!

         Luke havde dannet sig et billede inde i hovedet af hvordan en mægtig jedi-ridder måtte se ud, og Yoda passede ikke ind i billedet. Det ville unægtelig have været en hel del nemmere for ham hvis Obi-Wan havde tilføjet noget i retning af: ”Og dette er tegnet, du får: Du skal finde en lille grøn fyr med spidse ører der taler mærkeligt!”

         Så havde hyrderne ved Betlehem det straks lettere. Da de midt om natten pludselig stod badet i lys, ansigt til ansigt med en engel hvis herlighed gjorde at de blev grebet af frygt, og englen så sagde til dem at selveste Kristus, Herren, var blevet født, så ved jeg ikke hvilke forestillinger de har gjort sig, men hvis det havde været mig, ville jeg nok have tænkt at en konge hvis fødsel blev bekendtgjort med så stort et udtræk af himmelsk herlighed, måtte være endnu mere ærefrygtindgydende selv. Men så kommer englen med chokket: ”Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.”

         Undskyld, hvad? En krybbe?! Som i: ædetrug? Og hvordan i alverden skulle sådan en lille fattig fyr så kunne frelse nogen eller noget?

         Heldigvis er ting – og personer – ikke altid hvad de ser ud til ved første øjekast. Luke Skywalker fandt ud af at den lille grønne tingest faktisk lå inde med nogle ret imponerende kræfter – han kunne for eksempel ved tankens kraft løfte Lukes havarerede rumskib ud af den sump hvor det var styrtet ned. Og barnet i krybben i Betlehem viste sig også, trods sine ringe ydre kår, at have en hel del at byde på: Han fik en storm til at lægge sig blot ved at befale den at gøre det, han helbredte syge, oprejste døde og tryllede mad frem til tusindvis af mennesker ud af næsten ingenting. Det der i udgangspunktet ikke virkede specielt imponerende – et barn i en krybbe – begyndte mere og mere at ligne en ægte frelser. Med de kræfter han havde, hvad skulle så være umuligt for ham?

         Men så ebbede det hele lige pludselig ud. Bedst som han stod på sin karrieres foreløbige højdepunkt og lige var redet i triumftog ind i Jerusalem  mens folk viftede med palmegrene og hyldede ham som konge (det er det vi fejrer palmesøndag) – ja, så hang han lige pludselig og blødte på et kors langfredag mens alle der kom forbi, hånede ham. Og verden var ikke ret meget anderledes end før han kom. De gamle magthavere var stadig ved magten, de svage blev stadig undertrykt, og uskyldige blev stadig myrdet. Så måske var Jesus alligevel for lille og svag da det kom til stykket? Måske kan man alligevel godt udlede noget af hvordan folk umiddelbart ser ud?

         Sådan kunne man tænke hvis korset havde været afslutningen på historien om Jesus. Men efter langfredag kom påskedag med budskabet om at Jesus – netop gennem sin svaghed, lidelse og død! – besejrede døden og Djævelen og alt det onde. Ja, det onde har stadig meget magt i verden. Ja, der er tusindvis af uskyldige kvinder og børn der er blevet ofre for bomberegnen i Aleppo. Ja, der sker grusomme massemord i Kairo, Istanbul og Berlin. Og ja, hvor kunne vi dog godt bruge at der kom en actionhelt af de gode gamle på banen og ryddede op i alt det her. Sådan en blanding af John Wayne, Chuck Norris og Superman som kunne ”rydde saloonen” og føre det gode til sejr over det onde én gang for alle. Hvis Gud virkelig er både kærlig og almægtig, hvorfor sender han så ikke en rigtig frelser? Det spørgsmål får jeg faktisk tit i mit virke som præst, og jeg må indrømme at jeg langt hen ad vejen godt kan følge det. Jeg tror bare slet ikke at det kan lade sig gøre at bekæmpe det onde med det ondes egne midler. Med vold og magt kan man måske holde det ondes værste udløbere lidt i skak, som da de allierede bekæmpede Hitler og Koiso under 2. verdenskrig, men det vil være noget af en overdrivelse at sige at Det Gode med stort G triumferede i 1945 – det tror jeg i hvert fald ikke de syntes i Hiroshima og Nagasaki! Og i dag – ja, det er ikke fordi vi i Vesten mangler militær styrke til for eksempel at intervenere langt mere voldsomt i Syrien end vi gør, men ville vi overhovedet kunne løse noget på den måde? Selv nok så mange bomber kan jo ikke fjerne de mekanismer der har fået mennesker til alle tider til at handle ondt mod hinanden.

         Nej, skal man gøre noget ved det problem der findes i menneskers hjerter, så er man nødt til at gå helt anderledes til værks. Skal man fjerne ikke bare det ondes konsekvenser eller de mennesker der har givet det onde plads i deres liv, men selve det onde, så gives der ingen anden vej end at nægte at gå ind på dets betingelser.

         I slutningen af Episode VI af Star Wars, ”Return of the Jedi”, står Luke Skywalker endelig ansigt til ansigt med den onde kejser, og dér udspiller sig en af de stærkeste scener i hele filmserien. Kejseren er i færd med at iværksætte et dødbringende angreb på en planet hvor både Lukes søster og hans bedste ven befinder sig. Derfor er Luke rasende på kejseren og har meget lyst til slå ham ihjel. Det mærker kejseren, så han peger på Lukes våben og siger ”Jeg er forsvarsløs. Tag dit våben! Hug mig ned med alt dit had, og din rejse mod Den Mørke Side vil være fuldendt!” Men Luke modstår fristelsen, for han ved at hvis han lader sit had til kejseren bestemme sine handlinger, så har det onde vundet. Den onde kejser vil ganske vist være væk, men til gengæld vil Luke selv være blevet ond.

         Det kan virke håbløst at bekæmpe det onde med det gode. Det gode er jo magtesløst hvis det ikke sætter sig til voldelig modværge mod det onde – eller sådan ser det i hvert fald ud. Men når vi ser på historien, må vi ikke desto mindre konstatere at den lille gruppe af Jesus-tilhængere der stod tilbage da Jesus fór til himmels 40 dage efter sin opstandelse, og som hverken havde penge eller våben som de kunne bruge til at forsvare sig mod den voldsomme forfølgelse de hurtigt blev udsat for, først fra den jødiske elite, siden fra det mægtige romerske imperium – de vandt faktisk! Romerriget gik under for mere end 1500 år siden, men den kristne kirke findes stadig og tæller på verdensplan flere mennesker end nogensinde før. Og de der i nyere tid i større eller mindre grad har taget ved lære af Jesu eksempel om at det onde kun kan overvindes med det gode, så som Mahatma Gandhi og Martin Luther King, de er faktisk endt med at sejre.

         Så måske er det netop i det der ikke umiddelbart ser ud af noget, at vi skal se efter Guds kraft til frelse? Måske bliver den vigtigste kamp mod myrderierne i Syrien og mod terrorangreb overalt i verden udkæmpet af dem der gør uselviske kærlighedsgerninger i det små – for de er de eneste der kan berøre menneskers hjerter! Måske er det netop når vi bliver børn i sjæl og sind at vi kan ”styrte dødens tyran”, som vi sang med Johannes Johansen? Og skulle det ende med at koste os livet ikke at ville gengælde ondt med ondt, så behøver vi dog ikke at frygte noget, for han der blev i krybben lagt og i klude svøbt – et himmelsk liv har han os købt!

         Glædelig jul!

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til juleaften 2016
Tags: Lukasevangeliet 2.1-14

Posted By admin on 4. marts 2019

Johannes Døbers vidnesbyrd: Ban vej for isbryderen!

Prædiken i Husum Kirke 4. søndag i advent 2016

Nikolaj Hartung Kjærby

Det bliver en kold vinter hvis man skal tro meteorologerne. Indtil videre er der dog ikke meget der tyder på det – så sent som for en uge siden var vi helt oppe på 12 graders varme, og det er, så vidt jeg ved, usædvanlig varmt for december!

                      Nej, dengang jeg var barn, da var der vintre til! De var ganske vist ikke helt så kolde som dengang i 40’erne hvor man kunne køre over Storebælt i bil selvom der ikke var nogen bro endnu, men det skete trods alt flere gange at der blev brug for de fire isbrydere som den danske stat rådede over dengang: Danbjørn, Elbjørn, Isbjørn og Thorbjørn. Grunden til at jeg kan huske navnene, er at jeg var ret fascineret af de der isbrydere, også selvom jeg dengang ikke vidste noget om hvordan en isbryder fungerer; jeg forestillede mig at de bare havde en meget kraftig motor, og at deres stævn måske var særligt hård og skarp. Jeg havde nemlig læst Anders And-historier hvor Anders eller Mickey sad fast i isen med deres båd og måtte hjælpes fri af en isbryder, og jeg syntes det var fantastisk at der fandtes skibe som på den måde kunne bane vej for andre skibe gennem den ellers ufremkommelige is.

                      I den evangelietekst vi har hørt i dag, siger Johannes Døber at han er kommet for at bane vej for Jesus, eller rettere: for at opfordre andre til at gøre det. Det var det ordvalg der fik mig til at tænke på en isbryder – men der er noget der ikke stemmer! En isbryder baner jo vej for de skibe der ikke selv kan bryde sig vej gennem isen, men Jesus var jo netop en person der kunne ting som andre ikke kunne: Han kunne helbrede de syge, oprejse de døde, gå på vandet, og bespise adskillige tusinde mennesker med fem pitabrød og et par småfisk. Hvis der er noget menneske der ikke skulle have behov for at nogen skulle bane vej for ham, så må det da være Jesus, skulle man mene! Johannes Døbers opfordring til folk om at bane vej for Jesus lyder umiddelbart lige så absurd som hvis det engang i 1980’erne havde lydt sådan her i radioavisen: ”Isbryderen Thorbjørn sidder fast i isen ud for Stevns Klint. Vi opfordrer alle skibe i området til at komme den til undsætning!”

                      Men det lyder kun absurd indtil vi husker på hvad det var der var Jesus’ mission. På Jesu tid var der mange der regnede med at når Messias kom, så ville der blive tale om en magtdemonstration: Han ville sætte sig på Davids trone i Jerusalem, alle de onde ville blive udraderet, og Israel og det jødiske folk ville genindtage sin retmæssige plads som en stormagt i området. Så ville alle folk fra både nær og fjern prise Gud for hans magt og retfærdighed, og alt ville blive godt. Og alt det skulle en mand med Jesus’ superkræfter vel sagtens kunne klare?

                      Ja, det er jeg ikke i tvivl om at han ville have kunnet. Da Jesus blev arresteret skærtorsdag aften, og Peter trak sit sværd for at forsvare ham, irettesatte Jesus den nidkære discipel og mindede ham om at han med lethed ville kunne hidkalde tolv legioner engle fra himlen til sit forsvar hvis det var det han ville [Matt 26,53]. Men der var bare et enkelt problem, og det var at hvis Jesus virkelig var gået i gang med at udslette de onde, så ville der ikke være blevet nogen mennesker tilbage! Alle de fromme, religiøse jøder med farisæerne i spidsen var sikre på at ”de onde” var alle de andre, og at de selv var de retfærdige der ville komme til at bebo Messias-riget. Men som Jesus selv påpegede ved adskillige lejligheder, så havde de fleste medlemmer af den religiøse elite et lige så langt synderegister som de mennesker de med foragt i stemmen omtalte som ”syndere”. Ja, faktisk er der et helt kapitel i Matthæusevangeliet [23] der udelukkende består af at Jesus revser farisæerne og de skriftkloge for deres dovenskab, indbildskhed, griskhed, ærgerrighed og ondskab.

                      Nej, Jesus var ikke kommet for at redde verden fra de onde; han var kommet for at redde os onde fra os selv. Og det var det der gjorde hans opgave så vanskelig, for som mange af jer sikkert har erfaret i forskellige situationer, så er det fuldstændig umuligt at hjælpe nogen der ikke vil hjælpes. Og det gælder uanset hvor mange superkræfter man har. Jesus er herre over storm og sø, over liv og død, over himmel og jord, men han er ikke herre over vores hjerter – ikke medmindre vi selv giver ham lov til at være det i hvert fald. Man kan ikke brase ind i et andet menneskes hjerte som en anden isbryder – det er nødvendigt at den anden selv åbner sit hjerte – præcis ligesom den mægtige konge i Søren Kierkegards eventyr var helt magtesløs i forhold til at vinde blomsterpigens kærlighed.

                      Den vej der skal banes for Jesus, er altså vejen ind i vores hjerter. Den vej kan vi kun selv bane. Men det hjælper selvfølgelig hvis vi ved at det er nødvendigt at gøre det; og det var der Johannes Døber kom ind i billedet. Hans opgave var som sagt at råbe: ”Jævn Herrens vej!” Og det gjorde han ved at prædike omvendelse. Det var noget af en svovlprædiken der næppe har været rar at høre på, og som sikkert ville have ført til en forarget mediestorm hvis det var foregået i dag, for vi moderne mennesker vil helst klappes på hovedet og opmuntres; vi bryder os ikke om at få at vide at vi ikke kun er ofre, men at vi også selv er en del af problemet. Og det er da også umiddelbart en lidt barsk besked at få.

                      Men de gode nyheder er at formålet med Johannes’ barske forkyndelse ikke var fordømmelse, men frelse. Svovlprædikenerne var ikke det sidste ord der var at sige; Johannes indrømmede selv at han ikke var Messias, men kun var sendt for at bane vejen for ham. Og da Messias Jesus kom, var det med et budskab om nåde, barmhjertighed og syndernes forladelse. Han tilbød et nyt liv i frihed og glæde som en gratis gave til enhver der ville tage imod det, og når nogen kom til ham for at gøre brug af tilbuddet, mødte han dem aldrig med bebrejdelser, uanset hvor broget en fortid og nutid de mødte op med. Der var svindlere. Der var prostituerede. Der var værnemagere. Der var sågar terrorister. Alle blev de mødt med åbne arme. Faktisk talte Jesus aldrig hårdt til nogen – lige med undtagelse af de religiøse mennesker der mente at de selv havde deres på det tørre og derfor ikke havde brug for hjælp. Dem gav han det glatte lag – men selv for deres vedkommende var det kun i håb om at de ville besinde sig og komme til ham og få liv. Guds kærlighed og frelsesvilje er nemlig uden grænser,  men det samme kan desværre ikke siges om vi menneskers villighed til at lade os frelse.

                      Det er advent. Adventstiden er en tid med forventning hvor vi ser frem til at fejre julen og dens budskab om at Guds søn kom til os og lod sig føde på jorden. Men Jesu komme er ikke kun noget der skete engang for længe siden i et fjernt land. Også i dag står hans tilbud ved magt: Enhver der ønsker det, kan komme til ham og få et nyt liv. Og heller ikke i dag vil Jesus afvise eller tale hårdt til nogen der kommer til ham med et oprigtigt hjerte. Men han trænger sig ikke på. Der er intet Jesus hellere vil end at hjælpe os, men vi bestemmer selv om vi vil lade ham gøre det. Og det kræver jo altså at vi erkender at vi har brug for hjælp – og vel at mærke ikke hjælp til at tromle vores egne dagsordener igennem, men hjælp til at blive en del af Guds dagsorden.

                      Og hvad er så Guds dagsorden? Guds dagsorden er at vi ikke skal leve i mistillid, fortvivlelse og egoisme, men i tro, håb og kærlighed. Guds dagsorden er at vi skal holde op med at forsøge at redde vores stolthed og i stedet lade ham redde vores liv. Guds dagsorden er at vi ikke skal leve bag en maske hvor vi forsøger at skjule vores fejl og mangler, men at vi skal stå ved dem i tillid til budskabet om at han alligevel elsker os og kalder os sine børn. Men selv den Almægtige har som sagt ikke magt til at tvinge os til at åbne vores hjerter for ham.

                      Ud over Jesu komme til os da han blev født i Betlehem for 2000 år siden, og hans komme til os i dag i sit ord og sin Ånd, er der endnu et aspekt af Jesu komme som vi fokuserer på her i adventstiden, og det er hans løfte om at han engang vil komme igen ”for at dømme levende og døde”, som vi siger i trosbekendelsen. Det komme bliver på mange måder forskelligt fra de to første, ikke mindst fordi det vil være tydeligt og synligt. Jesus siger selv i evangelierne at han vil komme på en sky med magt og megen herlighed, og det er unægtelig noget andet end at blive født af en fattig jomfru og lagt i en krybbe. Til den tid vil både jord og himmel flygte for hans ansigt, som det så dramatisk hedder i Johannes’ Åbenbaring [20,11], og alle vil kunne se at Jesus virkelig er Kongernes Konge og Herrernes Herre. Og det vel at mærke ikke en grusom og truende hersker, men selve den inkarnerede godhed og kærlighed, for ”Jesus Kristus er den samme i går og i dag og til evig tid” som der står i Hebræerbrevet [13,8], så hvad han var da han gik på jorden for 2000 år siden, vil han til alle tider være. Det der får ”himmel og jord” til at flygte, kan altså ikke være frygt for at han vil straffe dem, men snarere det ondes afsky for det gode. Men hvorom alting er: Selv når Jesus kommer i magt og herlighed, vil han ikke have magt over vores hjerter. Selv da vil det være muligt at sige nej til hans kærlighed. Selv da vil hans magt ikke række til at redde nogen der ikke vil reddes, men foretrækker at blive i sit selvskabte helvede.

                      Bolden ligger altså hos dig og mig: Vil vi bane vejen for Jesus ind i vores liv og åbne vores hjerter for Guds kærlighed? Vil vi blive e del af Guds plan – eller vil vi holde fast i vores egen?

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 4. søndag i advent 2016
Tags: Johannesevangeliet 1.19-28

Posted By admin on 4. marts 2019

Det går tjeneren som herren: Jesus har været der

Prædiken i Husum Kirke 7. søndag efter trinitatis 2016

Nikolaj Hartung Kjærby

”Hvorfor tro på en gud?” spurgte Ateistisk Selskab i en serie busreklamer i Aarhus tidligere på året. Og det er jo egentlig et rimeligt spørgsmål at stille. Ganske vist tror jeg at ateisterne mente det retorisk, men som der står i Første Petersbrev [3,15-16]: ”I skal hellige Herren Kristus i jeres hjerte og altid være rede til forsvar over for enhver, der kræver jer til regnskab for det håb, I har, men I skal gøre det med sagtmodighed og gudsfrygt og med en god samvittighed, for at de, der håner jeres gode livsførelse i Kristus, må blive gjort til skamme, når de bagtaler jer.” Der er da også en del kristne der har taget ateisterne på ordet og er kommet med deres svar på spørgsmålet.

                      Man kunne også vende spørgsmålet om og sige: ”Hvorfor ikke tro på Gud?” Det er ganske vist ikke et spørgsmål jeg plejer at gå rundt og stille folk, men det sjove ved det er at selvom jeg ikke stiller det, så får jeg alligevel tit svar på det. Alene det at jeg fortæller at jeg er præst, er tit nok til at at folk siger: ”Jeg tror altså ikke på Gud, fordi…” Og det der kommer efter det ”fordi”, det er næsten altid variationer over det som man kalder ”det ondes problem”: Hvis der er en almægtig, kærlig Gud, hvordan kan det så være at der er så meget ondt i verden? ”Teodicé” er det filosofiske fagudtryk for det spørgsmål; det er et fransk ord der er dannet af det græske ord for ”Gud” og det græske ord for ”retfærdighed”. (Jeg var i øvrigt på et efteruddannelseskursus for nogle år siden, hvor der indgik et foredrag af en klog filosof, som blandt andet fortalte os at nu til dags er der ikke længere nogen der stiller teodicéspørgsmålet. Den oplysning var jeg dybt forbløffet over, og jeg kunne ikke lade være med at spørge mig selv hvornår han sidst har været ude af sit filosofiske elfenbenstårn og talt med almindelige mennesker!).

                      En begrundelse der er næsten lige så hyppig som den generelle konstatering af at der er meget ondt i verden, er den mere personlige skuffelse: ”Jeg tror ikke på Gud, fordi det onde har ramt mig!” Det kan være alt lige fra kærestesorg over handicap til et alt for tidligt tab af et kært familiemedlem, der får troen på Gud til at dø. Og når jeg møder mennesker der fortæller mig den slags ting, så diskuterer jeg aldrig med dem. Udsagnet er jo ikke ment som et oplæg til en filosofisk diskussion, men snarere som et udtryk for smerte, og dybest set handler det jo nok mere om at vedkommende er vred på Gud, end at vedkommende ikke tror på Gud. Så i den slags situationer – ligesom i alle andre, i øvrigt – gælder det at empati er alfa og omega.

                      Men jeg synes det er interessant at overveje hvad det er for en antagelse der ligger bag udsagn som ”Der kan ikke være en Gud, for så ville jeg ikke have fået muskelsvind” eller ”Jeg holdt på med at tro på Gud da min lillesøster døde”. Eller for den sags skyld ”Hvordan kan en kærlig Gud tillade at afrikanske børn dør af sult?” Antagelsen er at hvis der er en Gud, så følger det deraf at alle mennesker – og i særdeleshed jeg selv – skal have det godt. Men Bibelen siger faktisk ikke noget om at tingene hænger sådan sammen – tværtimod siger Jesus adskillige steder i evangelierne at hvis man tror på ham, så skal man regne med at man får problemer. Verden hader nemlig Jesus, og derfor vil den også hade dem der tilhører Jesus.

                      Den afgørende pointe er at vi ikke lever i paradis. Hvis Guds vilje altid skete i verden, så ville verden være et paradis, men der er en anden magt på spil i verden, som modarbejder Gud. Den magt fik fodfæste i verden da Adam og Eva lod sig friste til at forsøge at overtage Guds plads fordi slangen anklagede Gud for at ville snyde dem. Ved den lejlighed gjorde den onde magt sig fortjent til alle de tre ord man plejer at bruge om den: ”satan” som er hebraisk og betyder ”modstander”, ”djævel” som kommer af det græske ”diabolos” der betyder ”anklager”, og ”fanden” som er afledt af det germanske ”fandiand” der betyder ”frister”. Den Onde har kun ét mål, nemlig at ødelægge det som Gud har skabt. Det gør han først og fremmest ved at friste mennesker til at handle ondt – vi må jo erkende at rigtig meget af det onde der findes i verden, inklusive mange af de dødsfald der skyldes sygdom eller hungersnød, er et direkte eller indirekte resultat af menneskers egoistiske handlinger. Men fordi Gud har indsat os mennesker som regenter over jorden (det kan vi faktisk læse i skabelsesberetningen at han har!), så har det også konsekvenser for det øvrige skaberværk at vi har givet det onde plads. Det var aldrig Guds hensigt at der skulle være jordskælv, tsunamier, tørkekatastrofer og ødelæggende cykloner; det er os selv der har lukket de onde kræfter ind i verden og til stadighed bliver ved med at lukke dem ind.

                      Så langt, så godt. Men så kunne man jo godt tro at hvis bare vi tror på Gud og gør det gode, så vil vi ikke længere blive ramt af det onde. Sådan tænkte mange på Det Gamle Testamentes tid – for eksempel salmisten Asaf, som i Salme 73 er fristet til i frustration at udbryde: ”Hvad er fordelen ved at leve et retskaffent liv? Det giver mig kun problemer dagen lang, og jeg pines fra morgen til aften.” [vers 13b-14, Bibelen på Hverdagsdansk (som gengiver grundtekstens ærinde bedre end den autoriserede oversættelse, og er lettere at forstå)] Også i dag er der mange der mener at hvis de vælger Gud til, så skylder Gud til gengæld at give dem et let og lykkeligt liv.

                      Men hvis verden kan sammenlignes med et land der er besat af en fjendtlig magt, så svarer det at blive kristen ikke at få asyl i et fredeligt land; det svarer at melde sig til modstandsbevægelsen! De af jer der (i modsætning til mig) er gamle nok til at kunne huske den nazistiske besættelse af Danmark i 1940’erne, vil sikkert kunne bekræfte at næst efter jøder, så var modstandsfolk dem som nazisterne gik mest målrettet efter. Derfor kan vi også forvente at jo mere målrettet vi satser på at leve efter Guds vilje, desto mere målrettet vil Satan satse på at gøre livet surt for os. Og derfor skal vi heller ikke regne med at andre mennesker nødvendigvis vil rose os for at vi gør det rette – vi kan tværtimod nemt risikere at blive kritiseret sønder og sammen for det, ligesom Jesus gjorde, eller endda at blive fysisk forfulgt.

                      Lad mig fortælle jer om Dionisio Díaz García fra Honduras. Han var en dygtig advokat og kunne dermed se frem til et liv på solsiden i det ellers fattige land. Men fordi han var kristen, nægtede han at forholde sig passiv mens mange af hans fattige landsmænd blev udnyttet af skrupelløse pengemænd, som ved siden af driften af deres virksomheder ofte var dybt involveret i organiseret kriminalitet, og som nød beskyttelse fra korrupte politifolk. Derfor viede Dionisio sit liv til at føre sager i arbejdsretten for rengøringsfolk, sikkerhedsvagter og lignende som blev snydt for deres retmæssige løn eller tvunget til at arbejde under ulovlige vilkår, og han vandt mange sager – men han vandt sig også mange mægtige fjender. En dag i december 2006 hvor han var på vej i retten for at fremlægge en sag mod et stort sikkerhedsfirma, var der pludselig to mænd på en motorcykel der kørte op på siden af hans bil og skød og dræbte ham gennem ruden. Takket være et centralt vidneudsagn blev morderne fundet og dømt, men de appellerede deres sag til højesteret hvor de blev frifundet – af en dommer der tidligere havde været ansat i det firma som Dionisio Díaz García havde været ved at føre sag mod da han blev myrdet! Trods alt dette valgte Dionisios kolleger i menneskerettighedsorganisationen AJS (Association for a more Just Society) at fortsætte deres arbejde for retfærdighed i Honduras, vel vidende at de risikerede at ryge samme vej. Meget tyder i øvrigt på at García selv kendte til risikoen ved at fortsætte arbejdet på sagen mod sikkerhedsfirmaet, men at han også kendte til Jesu formaning om ikke at frygte dem der kun kan slå legemet ihjel. (Mordet på Dionisio Díaz García har i øvrigt inspireret den danske romanforfatter og jurist Jonatan Tylsgaard Larsen, som flere gange har besøgt Honduras, til at skrive thrilleren ”Volontøren”, som ud over at være åndeløst spændende også giver et unikt portræt af nogle af de frygtløse mennesker der med livet som indsats kæmper det godes sag).

                      Det virker i øvrigt umiddelbart lidt malplaceret når Jesus, midt i en forudsigelse af alle de forfølgelser som hans disciple kan vente, pludselig siger: ”Frygt derfor ikke for dem.” Særligt ordet ”derfor” virker temmelig mærkeligt, når man tænker på den sætning der går umiddelbart forud, og hvor Jesus omtaler sig selv som ”husbonden” og disciplene som ”husfolk”: ”Har de kaldt husbonden Beelzebul, hvor meget snarere da ikke hans husfolk! Frygt derfor ikke for dem.”

                      Pointen i det lidt besynderlige ”Derfor” må være at vi ikke kan blive udsat for noget som Jesus ikke selv har prøvet. Uanset om vi møder bagtalelse, svigt, falske anklager, vold eller sågar en voldelig død, så har Jesus været der før os. Han er vores garant for at vi aldrig falder ud af Guds hånd. Selv ikke en spurv kan falde til jorden uden at Gud er med den, så hvor meget mere vil Gud så ikke være med os mennesker når vi falder! Ja, ikke alene vil han være med os når vi falder – han vil rejse os op igen! Selv hvis vi dør, har vi ikke lidt nogen ubodelig skade, for Gud har magt til at gøre de døde levende igen! Og hvad angår bagvaskelse og falske anklager, så hørte vi jo at Jesus lovede sine disciple at der ikke er noget hemmeligt eller skjult, som ikke skal gøres kendt. På dommens dag vil det komme til at stå lysende klart for alle mennesker hvem der talte sandt, og alle falske anklagere vil blive gjort frygteligt til skamme. Derfor har vi råd til at lide for det godes skyld i de få år vi får i denne onde verden – ja, vi har faktisk ikke råd til andet. Som jeg engang hørte en sige ved et seminar om kristenforfølgelser i vor tid: ”Hvis vi ikke bliver forfulgt, så er det måske fordi Satan ikke synes vi udgør så stor en trussel mod ham at det er besværet værd!”

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 7. søndag efter trinitatis 2016
Tags: Matthæusevangeliet 10.24-31

Posted By admin on 4. marts 2019

Den rige mand: Æd din stolthed!

Prædiken i Husum Kirke 6. søndag efter trinitatis 2016

Nikolaj Hartung Kjærby

Da min mor var barn, abonnerede hun i en periode på Anders And & Co., så da jeg selv kom i ”tegneseriealderen”, fik jeg en del tid til at gå med at læse 20 år gamle Anders And-blade. En af de historier jeg kan huske, handler om at Mickey Mouses nevøer Mik og Mak stiller op til et sæbekasseløb hvor førstepræmien er en kæmpe pokal som drengene er helt vilde efter at få fat i. Imidlertid ender de med at blive slået på målstregen af Minnies niece, som vist nok hedder Millie, så det bliver hende der får den store pokal, mens Mik og Mak skuffede må tage til takke med en langt mindre pokal for deres andenplads. Men så kommer Millie hen til de og siger at den store pokal er alt for stor til at hun kan bære den, og derfor foreslår hun drengene at de bytter! Det bliver drengene helt vildt glade for, og jeg kan huske at de begejstret erklærer at hun er ”en morderligt sød pige”. Og sådan ender historien lykkeligt.

                      Jeg kan ikke huske præcis hvor gammel jeg var da jeg læste historien, men jeg kan huske at jeg syntes det var helt naturligt at Mik og Mak med glæde tog imod Millies tilbud om at bytte pokal. Først mange år senere slog det mig at de fleste voksne nok ville have sagt pænt nej tak og måske endda ville være blevet fornærmede over tilbuddet. At få en pokal forærende som man ikke har gjort sig fortjent til, ville mange nok opleve som den ultimative ydmygelse. Lige bortset fra små børn altså.

                      I dagens evangelietekst møder vi en mand der er meget opsat på at vinde sit livs ”sæbekasseløb”. Og den ”pokal” han er ude efter, er intet mindre end det evige liv. Disciplene og de andre mennesker der stod omkring Jesus, har nok lyttet meget opmærksomt til samtalen, for vi ved fra Lukasevangeliet, hvor historien også står at læse, at manden var medlem af jødernes råd – han tilhørte altså den absolutte religiøse elite. Hvis livet var en konkurrence hvor det gjaldt om at være mest moralsk uangribelig, så ville denne mand helt sikkert være blandt bookmakernes favoritter til at vinde. Eller for at bruge et andet billede, inspireret af de mange studentervogne der har præget gadebilledet de seneste uger: Hvis livet var en eksamen, så ville han kunne forvente et stensikkert 12-tal! Men han tager ingen chancer – han vil være helt sikker på at han gør alt det gode der skal til for at vinde førstepræmien, og derfor spørger han Jesus til råds. Det han håbede på, var utvivlsomt at få det staldtip der ville garantere ham sejren, hvorefter han kunne køre sejren i hus og blive hyldet som den frommeste mand i landet. Men han havde ikke regnet med det svar som Jesus gav ham!

                      For det første kritiserer Jesus ham for overhovedet at stille spørgsmålet. Man ville ellers forvente at en mand som Jesus ville bifalde sådan et spørgsmål, for Guds søn vil vel gerne have at vi gør det som er godt? Og det kan vi vel kun gøre hvis vi ved hvad det er? Men i et her tilfælde vælger Jesus altså at påpege at dybest set er der kun én der er god – nemlig Gud. Den rige mand tager altså fejl når han tror at han kan hale et 12-tal hjem, for selv kravene til blot at bestå eksamen er langt højere end han kan leve op til.

                      På det her tidspunkt må luften have været så tyk af spænding at man næsten kunne skære i den, for hvad mon det kan være for nogle krav der er så skrappe at selv en af de frommeste mænd i landet ikke er i stand til at efterleve dem? Hvad mon det er for superbedrifter man skal udføre for at gøre sig fortjent til det evige liv? Spændingen stiger!

                      Men sikke et antiklimaks der indtræder da Jesus løfter sløret for hvad det er man skal gøre: ”Hold budene!” Forvirringen må næsten have stået malet i den rige mands ansigt. Budene? Da ikke de bud? De helt almindelige bud som ethvert barn i Israel havde lært udenad i grundskolen? Nej, det kan umuligt passe – det er simpelt hen for banalt! Og derfor spørger han Jesus: ”Øh, hvilke bud?” Hvorefter Jesus citerer alle de ”banale” bud: ”Du må ikke begå drab, du må ikke bryde et ægteskab, du må ikke stjæle, du må ikke vidne falsk, ær din far og din mor, og du skal elske din næste som dig selv.” Men hvordan i alverden hænger det sammen med det Jesus lige har sagt om at der ikke er nogen der er gode nok til at klare ”cuttet”? Den rige mand forstår det ikke. ”Det der,” siger han, ”det har jeg jo holdt alt sammen! Hvad er det så jeg mangler?”

                      Her bliver det lidt kompliceret, for det er et stort spørgsmål om manden rent faktisk havde holdt alle budene, eller om han løj. Jeg er ret sikker på at han løj, men det skal siges til hans undskyldning at han sikkert også løj over for sig selv. Han bildte sig givetvis ind at han virkelig havde overholdt alle budene! Men selv hvis vi ser bort fra at Jesus tidligere i Matthæusevangeliet, nemlig i den tale som vi plejer at kalde for Bjergprædikenen, understregede at det at holde budene ikke kun handler om ydre handlinger, men mindst lige så meget om vores hjertes indstilling, sådan at den der bliver vred på et andet menneske uden årsag, allerede har overtrådt buddet om ikke at slå ihjel, og den der kaster et lystent blik på en kvinde allerede har overtrådt forbuddet mod ægteskabsbrud – selv hvis vi ser bort fra det, så tvivler jeg stærkt på at han virkelig i alle situationer har taget mindst lige så meget hensyn til andre som til sig selv.

                      Nå, nu skal jeg lige høre om I stadig er vågne: Hvor mange bud nævnte Jesus da manden spurgte ham hvilke bud han talte om? (pause) Lad os prøve at tælle: (tæl på fingrene) Du må ikke begå drab, du må ikke bryde et ægteskab, du må ikke vidne falsk, ær din far og mor, du skal elske din næste som dig selv. Fem bud. Men hvor mange bud er der? (pause) Ja, der er selvfølgelig mange (ifølge jødisk tradition er der i alt 613 bud i Moseloven), men normalt taler vi om ”De 10 Bud”, som er de ti vigtigste, og som Gud gav Moses på nogle særlige stentavler. Men Jesus nævnte altså kun 5, hvoraf det ene (nemlig det om næstekærlighed) ikke engang er et af De 10 Bud. Der var altså hele 6 af de De 10 Bud som Jesus i første omgang ikke nævnte, men som man må gå ud fra var underforståede, deriblandt det allerførste bud: ”Du må ikke have andre guder”.                     Med andre ord: Du skylder Gud ubetinget lydighed. Og netop dét bud var den rige mand ikke i stand til at overholde; det understregede Jesus da manden spurgte: ”Hvad mangler jeg så?”

                      ”Vil du være fuldkommen,” sagde Jesus, ”så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!” Ordene ”Vil du være fuldkommen” er ofte blevet misforstået op igennem kirkens historie, idet mange har tolket det sådan at Jesus taler om to forskellige standarder: En lavere standard som er tilstrækkelig til at man kan få evigt liv, og som består i at holde budene, og så en højere standard for dem der gerne vil være ”fuldkomne”, og som ud over at få evigt liv også ønsker at have en skat i himlen. Den misforståelse førte blandt andet til den afladshandel som Luther gjorde op med for 500 år siden, fordi der var nogle paver der bildte sig ind at de som repræsentanter for kirken havde råderet over den skat i himlen som helgenerne havde samlet sig, og derfor kunne sælge ud af den. Men det er som sagt en misforståelse, for på græsk betyder ordet ”fuldkommen” blot at man er nået hele vejen i mål. Det at sælge alt hvad han ejer, og give det til de fattige, er altså ikke noget valgfrit ekstra som manden kan vælge at gøre hvis han gerne vil opnå noget mere end at få evigt liv – hvis han gerne vil have et 12-tal, for at blive i eksamensbilledet – nej, det er noget som han skal gøre for overhovedet at bestå sin eksamen. Og ”skatten i himlen” er bare et andet ord for det evige liv. Hvis ikke, ville det jo heller ikke give mening at manden gik bedrøvet bort, for så havde han jo fået det han kom efter, nemlig det evige liv. Nej, han gik bedrøvet bort fordi han ikke var villig til at yde det som det ville koste ham at få det evige liv. Sin rigdom ville han under ingen omstændigheder skille sig af med, heller ikke hvis Gud befalede ham det, og derved afslørede han at han havde en anden gud, nemlig sine penge. Og det får Jesus til at drage den triste konklusion at det er lige så umuligt for en rig at komme ind i Himmeriget som det er for en kamel at komme igennem et nåleøje.

                      Nu er der måske nogle af jer der sidder og tænker at det da ikke er umuligt, det som Jesus bad den rige mand om. Det kan godt være at han ikke havde lyst til det, men logisk set var der ikke noget der forhindrede ham i at gøre som Jesus sagde. Så hvorfor siger Jesus det med kamelen og nåleøjet? Og hvorfor fastholder han at ingen mennesker er i stand til at være gode?

                      Jeg tror det skyldes at vi alle sammen har andre guder´end Gud. For den rige mand her var det hans rigdom – for andre er det måske noget andet. Disciplene havde rent faktisk gjort det som Jesus bad den rige mand om at gøre, men da Jesus blev arresteret natten til langfredag, så lod de ham alle sammen i stikken og flygtede, og disciplenes leder, Simon Peter, som havde pralet med at selv hvis alle de andre svigtede, så ville han være villig til at gå i døden for Jesus – selv han svigtede på det skammeligste og bandede endda på at han aldrig havde kendt Jesus. Da det kom til stykket, var der ingen der holdt hele vejen hjem (som man siger på Tour de France-sprog – det begyndte jo i går) – ingen andre end Jesus selv.

                      Men hvad så? Skal vi bare opgive det hele? Har vi slet ikke noget håb om at blive frelst? Jo, for efter at Jesus har konstateret at det er umuligt for os mennesker, tilføjer han heldigvis at ”for Gud er alting muligt”. Jesus bestod jo eksamen, han vandt løbet og fik overrakt pokale da han stod på fra de døde påskemorgen. Og ved I hvad? Den pokal vil han forære til os!

                      Men så er det jo at vi løber ind i det problem at vi voksne ikke bryder os om at tage imod en pokal som vi ikke selv har gjort os fortjent til. Det krænker simpelt hen vores stolthed. Men hvis vi vil have evigt liv, så er det den eneste vej frem. Jesus siger det faktisk selv i den tekst som vi skal høre lige om lidt i forbindelse med dåben: ”Den, der ikke tager imod Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.” I forholdet til Gud er vi simpelt hen nødt til at vende tilbage til børnelogikken hvor det vigtigste er at vi får pokalen, og så er det lige meget om det er os selv eller en anden der har vundet den. Vi kan selvfølgelig også vælge at holde krampagtigt fast i vores stolthed, men det gælder i forholdet til Gud ligesom det gælder i forholdet mennesker imellem at der kommer et tidspunkt hvor du må vælge mellem stoltheden og lykken – og alt for mange mennesker vælger forkert.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 6. søndag efter trinitatis 2016
Tags: Matthæusevangeliet 19.16-26

Posted By admin on 4. marts 2019

Peters bekendelse: Hvad er en præst?

Prædiken i Husum Kirke 5. søndag efter trinitatis 2016

Nikolaj Hartung Kjærby

Den fagforening som jeg er medlem af, Den Danske Præsteforening, har det seneste års tid gennemført en større undersøgelse, kombineret med drøftelser på medlemsmøderne rundt om i landet og på delegeretmødet i Nyborg, med henblik på at få svar på det vigtige spørgsmål: ”Hvad vil det sige at være præst?” Undersøgelsen mundede ud i en rapport på 230 sider, som udkom den 14. i denne måned.

                      Uden at vide det med sikkerhed vil jeg gætte på at hvis man gik ud og spurgte nogle tilfældige mennesker på gaden hvad det vil sige at være præst, så ville de fleste nok kunne give et relativt kort svar på det og mange vil nok blive meget overraskede over at få at vide at det er noget der kan skrives hele 230 sider om! Men som der står i undersøgelsens kommissorium: ”At være præst er ikke så entydigt, som det har været. I dag kan præsten være en ungdomspræst, der holder friluftsgudstjeneste for unge, en pilgrimspræst på vandring med en gruppe søgende mennesker, en sognepræst, der mødes med sorggruppen torsdag aften eller en natkirkepræst, der holder andagt fredag nat.” Citat slut. Og jeg kan tilføje at der også findes hospitalspræster, feltpræster, missionspræster, korshærspræster, fængselspræster, sommerlandspræster, præster for åndeligt søgende, et cetera, et cetera. Og selv alle vi mere eller mindre almindelige sognepræster har også fået en større vifte af forskellige opgaver end tidligere.

                      Men mindst lige så interessant er det hvad der ikke indgår i præstearbejdet i Danmark anno 2016, nemlig det som oprindelig var en præsts opgave! Hvis man for eksempel søger på ordet ”præst” i Bibelen Online, så vil man opdage at ordet ikke så meget som ét eneste sted bliver brugt i betydningen ”en der prædiker og leder gudstjenesten i den kristne kirke”. De mennesker der gør den slags i Det Nye Testamente, er der andre ord for, så som ”apostle”, ”evangelister”, ”profeter”, ”hyrder”, ”lærere”, ”tilsynsmænd” eller ”ældste”; det var først senere at man begyndte at bruge ordet ”præst” om sådan nogle som mig, og det gjorde man fordi man begyndte at betragte nadveren som en offerhandling. For at gøre forvirringen komplet er det danske ord ”præst” i øvrigt ikke afledt af det græske ord der betyder ”præst”, men af det græske ord der betyder ”ældste”, og hvis der er nogen af jer der vil vide hvordan det kan være, er I velkomne til at spørge mig ved kirkekaffen eller på et andet tidspunkt.

                      I Det Gamle Testamente står der en masse om præster. Præsteembedet var måske det allervigtigste embede i det gamle Israel, for præsten var nødvendig for at man kunne komme i kontakt med Gud. Det er måske en lidt fremmed tanke for os at hvem som helst ikke bare sådan kan få forbindelse til Gud. Vi har nemlig vendt tingene lidt på hovedet og forestiller os nærmest Gud som en slags kommerciel aktør der skal konkurrere med andre om at tiltrække flest kunder, og så gælder det jo om at være fleksibel og serviceminded. Men lad os et øjeblik forestille os at der rent faktisk er en Gud, som altid har været til, som har skabt hele universet med et enkelt ord, og som er uendeligt meget større og stærkere end os mennesker. Hvis der virkelig findes sådan en Gud, sådan som Bibelen påstår, så har han ikke noget som helst behov for at være ”serviceminded” i forhold til os mennesker, for han er ikke afhængig af os – han var Gud før jorden skabtes, og han er Gud om alle mand var døde. Tværtimod er vi temmelig afhængige af at stå os godt med ham, for hvis han havde lyst, kunne han lade os alle sammen omkomme i jordskælv og tornadoer den dag i morgen.

                      Heldigvis fortæller Bibelen os at det overhovedet ikke er den slags vores Gud har lyst til. Guds væsentligste karakteregenskab er kærlighed, og hans største ønske er at forholdet mellem os og ham skal være et forældre/barn-forhold. Men hvis sådan et forhold skal fungere, så er der en ingrediens som er absolut nødvendig fra barnets side, og det er tillid. Hvis et barn ikke stoler på at dets forældre grundlæggende vil dets bedste, så bliver der tale om et temmelig dysfunktionelt forhold. Og sådan har forholdet mellem Gud og mennesker desværre været gennem det meste af menneskehedens historie. Gud satte de første mennesker i Paradis og sagde til dem at hvis bare de lod være med at spise frugten af ét bestemt træ, så ville de leve lykkeligt til evig tid og aldrig mangle noget. Men naturligvis skulle de spise af lige præcis det træ, for sæt nu Guds forbud skyldtes at han var ude på at snyde dem for noget godt! Resultatet blev at det onde kom ind i verden og skabte en kløft mellem os og Gud så vi ikke kan leve i det forældre/barn-forhold som det var Guds tanke at vi skulle – ikke fordi Gud ikke er villig til det, men fordi vi ikke er i stand til det. Der er nemlig ikke noget ondt der kan overleve så meget som et sekund i Guds nærhed, fordi han er gennemført god. Ligesom mørket må gå til grunde når lyset bliver tændt, må det onde gå til grunde der hvor Gud er.

                      Men fordi Gud elsker os mennesker, kunne han ikke bare affinde sig med at vi ikke kunne tåle at komme i nærheden af ham uden at gå til grunde, og derfor gav han jøderne en midlertidig ordning med at de kunne lade sig repræsentere af et dyr, som præsten kunne slagte og stænke dets blod på et dertil indrettet alter, så dyret så at sige fungerede som en ”lynafleder” så man uskadt kunne leve som en del af Guds folk. Hver gang man blev bevidst om at man havde overtrådt Guds bud, skulle man ofte et dyr, og en gang om året skulle den ledende præst, ypperstepræsten, gå ind i det allerhelligste rum hvor Pagtens Ark stod med et ganske særligt offer for at skaffe soning for de ubevidste overtrædelser.

                      Men det siger sig selv at alle de dyreofringer ikke var en holdbar løsning. Dels var det en frygtelig blodig omgang (og dyrene var jo ganske uskyldige!), dels førte dyrenes død ikke til nogen varig forandring hos de mennesker der ofrede dem. Men det var som sagt også kun en midlertidig ordning der skulle fungere indtil Gud iværksatte sin geniale plan.

                      Da Jesus spurgte sine disciple hvem de mente at han var, svarede Peter på hele flokkens vegne: ”Du er Kristus”. Men hvad betyder ”Kristus”? Er der nogen af jer der ved det?

                      (pause)

                      Så var det godt jeg spurgte; ellers var I gået hjem uden at ane hvad teksten overhovedet handlede om! Det græske ord ”christós” (som vi plejer at udtale ”Kristus”) og det hebraiske ord ”maschiach” (som vi plejer at udtale ”messias”) betyder begge to ”salvet”. I oldtiden var det almindeligt at en person der havde en særlig status eller en særlig opgave, blev indviet ved at man hældte parfumeret olie ud over deres hoved som et symbol på den guddommelige kraft. Hos jøderne var der især to kategorier af personer der blev salvet, nemlig konger og ypperstepræster. Efter at det jødiske kongerige blev ødelagt af babylonerne knap 600 år før Kristi fødsel, kom ordet ”messias” efterhånden til at betegne en stor konge som jøderne håbede ville komme og genoprette deres kongerige, og da de på Jesu tid var undertrykt af romerne, var der mange der med længsel ventede på denne messias. Peter var altså overbevist om at Jesus var denne messias – og det gav Jesus ham ret i.

                      Derfor er der heller ikke noget at sige til at Peter protesterede da Jesus fortalte at han ville blive slået ihjel, og det endda af jødernes egne ledere, for hvis han blev det, hvordan skulle han så kunne genoprette riget for Israel? Men Peter havde ikke forstået den fulde betydning af at Jesus var Messias. Han var ikke kun salvet til at være konge, men også til at være ypperstepræst, til at gå ind i det allerhelligste rum i himlen med et offer der var langt stærkere end blodet fra en tyr eller en vædder, nemlig ham selv. Da Jesus døde på korset, tog han alle menneskers skyld på sig og gik til grunde i stedet for os. Fordi Jesus var et menneske ligesom os, kunne han fuldt ud repræsentere os over for Gud – og fordi han samtidig var Guds søn (som Peter også så rigtigt erklærede), havde hans offer ubegrænset værdi. Derfor er der ikke længere brug for at slagte dyr for at vi kan have med Gud at gøre.

                      Og det fede ved det er at Jesus ikke kun har ageret ”lynafleder”. Det er ikke sådan at vi på grund af Jesu død kan slippe for at blive ramt af den straf vi fortjener – selvom kristendommen desværre tit bliver udlagt på den måde. Nej, på grund af Jesu død og opstandelse kan vi få et helt nyt liv! Det Nye Testamente kalder det at blive ”født på ny”. Det vi får, er ikke et liv hvor Jesus står ”imellem” Gud og os, så vi ikke bliver ramt af Guds vrede – det er et liv hvor Jesus selv lever i os så vi slet ikke fortjener straffen længere fordi det onde i os allerede er udslettet! Når vi bliver døbt, sådan som Mikkel bliver det om lidt, så bliver vi knyttet så tæt sammen med Jesus at alt hvad der er sandt om ham, også er sandt om os.

                      Nogle årtier efter at Peter først erklærede at Jesus var Kristus, og straks derefter demonstrerede at han alligevel ikke havde fattet en bønne af det hele, skrev han et brev, og det brev hørte vi et uddrag af tidligere i gudstjenesten. Dér kalder han Jesus for en ”levende sten”. Prædikenen bliver for lang hvis jeg skal til at forklare i detaljer hvad han mener med det (det er noget med at han sammenligner kirken med et hus), men jeg nævner det for at pege på at han øjeblikket efter siger at alle der tror på Jesus, også er levende sten. Det som han er, det er vi også! Og ikke nok med det: Vi er også ”et kongeligt præsteskab”, dvs. vi er både konger og præster, ligesom Jesus er både konge og præst. Hvad det betyder at vi er konger, må vente til en anden prædiken, men jeg vil lige sige lidt om hvad det betyder at vi er præster.

                      En præst er som sagt en der frembærer ofre. På Det Gamle Testamentes tid frembar de jødiske præster som sagt dyr som ofre for at skærme folket mod at gå til grunde i lyset af Guds hellighed, men i Det Nye Testamente frembar Jesus som den store ypperstepræst det endegyldige offer. Men hvad er det så vi skal ofre?

                      Ja, vi er jo præster i kraft af at vi er knyttet sammen med Jesus, og derfor skal vi naturligvis ofre det samme som Jesus ofrede. Jesus ofrede sig selv, og derfor skal vi også ofre os selv. Som Jesus sagde i slutningen af dagens evangelietekst: ”Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig.” Jesus bar selv sit kors på vej til det sted hvor han blev henrettet, så når han siger at vi skal tage vores kors op, betyder det at vi også skal være parate til at ofre vores liv. Det kan være at vi skal gøre det helt konkret ved at fortælle om Guds kærlighed et sted hvor man kan blive slået ihjel for det – eller det kan være at vi hver eneste dag skal ”ofre vores liv” i overført betydning ved at sætte andres behov foran vores egne. Og hvorfor skal vi gøre det? Af samme grund som Jesus ofrede sig selv, nemlig for at frelse andre. For at andre skal forstå at der er et alternativ til at leve i mistillid og frygt. For at andre kan få lov til at smage den samme frihed som vi har smagt. Når vi på den måde er parate til at miste vores liv i denne verden, finder vi netop det sande liv – både nu og i evighed.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 5. søndag efter trinitatis 2016
Tags: Matthæusevangeliet 16.13-26

Posted By admin on 4. marts 2019

Fjendekærlighed: Mente Jesus virkelig hvad han sagde?

Prædiken i Husum Kirke 4. søndag efter trinitatis 2016

Nikolaj Hartung Kjærby

Tider skifter og sæder mildnes, som man siger. Der er gået næsten 2000 år tilbage i tiden, og derfor kan det undertiden være svært for os helt at sætte os ind i hvor radikale mange af hans udsagn må have lydt for de første tilhørere – ikke mindst fordi kristendommen har formet vores kultur i en grad så mange af de ting Jesus lærte os, er blevet en del af vores fælles tankegods.

                      Tag for eksempel den beretning som vi skal lytte til om lidt i forbindelse med Storms og Tristans dåb, om dem der bar deres små børn hen til Jesus. Disciplene truede ad dem, men da Jesus så det, blev han vred og sagde: ”Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres.” For os i dag er det helt indlysende at de små børn selvfølgelig skal have lov til at komme til Jesus, og vi ryster på hovedet ad disciplenes fjendtlighed, men havde vi levet for 2000 år siden, er der stor sandsynlighed for at vi snarere ville have tænkt at disciplene gjorde det eneste rigtige, og at det var dybt urimeligt af Jesus at skælde dem ud for det. Dengang regnede man nemlig overhovedet ikke børn for noget; de havde bare at tie stille og holde sig i baggrunden indtil de var blevet gamle nok til at de havde noget fornuftigt at bidrage med.

                      Eller tænk på den mest kendte af alle bønner, nemlig Fadervor. Gennem 2000 år har vi vænnet os så meget til at vi må sige ”far” til Gud, at vi dårligt nok tænker over det mere – og her i Jantelovens hjemland tænker vi måske endda at det manglede da bare, for ham Gud, han skal i hvert fald ikke tro han er noget! Men i betragtning af at vi stadig ikke må sige ”du” til medlemmerne af kongefamilien, selvom de ikke kan sætte så meget som et blad på en nælde, burde vi måske af og til standse op og tænke lidt over hvor revolutionerende det er at vi får lov til at tale så familiært til den suveræne magt der har skabt både blade og nælder og konger og dronninger og oceaner og galakser!

                      Der er dog en af de ting Jesus sagde, der stadig er mindst lige så provokerende at lytte til som for 2000 år siden, og det er ordene: ”Elsk jeres fjender”. Tag for eksempel den ekstreme terrorbevægelse der kalder sig ”Islamisk Stat”, og som overalt hvor de kommer frem, stiller de kristne over for valget mellem at konvertere eller blive dræbt. Vil Jesus virkelig have at vi skal elske disse grusomme mordere? Hvad bilder han sig egentlig ind?

                      Jeg må i øvrigt hellere indskyde en lille forklarende bemærkning. I vores kultur er vi tilbøjelige til primært at betragte kærlighed som noget der har med følelser at gøre. Ordene ”Jeg elsker dig” betyder som regel noget i retning af ”Jeg synes du er skøn, og jeg føler mig glad og varm indeni når jeg tænker på dig”. Men det er altså ikke det Jesus mener når han siger at vi skal elske vores fjender! Når Bibelen taler om kærlighed, handler det ikke om følelser, men om vores indstilling, om hvordan vi vælger at handle. At ”elske” nogen i bibelsk forstand betyder at vælge at handle på en måde som gavner dem. Vores følelser kan vi jo ikke kontrollere, men vi kan kontrollere vores handlinger. (Noget andet er så at når vi vælger at handle kærligt, så sker det ikke så sjældent at følelserne efterhånden følger trop!).

                      Men selv når vi tager højde for at ”elske” ikke nødvendigvis betyder at have positive følelser, så er det stadig enormt provokerende, det som Jesus siger, for det at behandle sine fjender godt, det er vel i bedste fald udtryk for naiv tossegodhed, i værste fald dødsensfarligt? Hvis nogen vil mig noget ondt, må jeg vel tage mine forholdsregler og om nødvendigt uskadeliggøre dem inden de kan nå at gøre mig noget?

                      Men det mente Jesus altså ikke. Han sagde tværtimod at hvis nogen slår dig på den ene kind, så skal du vende den anden kind til, og hvis nogen vil tage din jakke, så skal du også lade ham få din skjorte. Han sagde også at vi skal gøre mod andre hvad vi gerne vil have at de skal gøre mod os. Altså ikke hvad vi tror de har tænkt sig at gøre mod os, men hvad vi ville ønske at de ville gøre mod os. Hvis vi har mistanke om at nogen vil slå os ihjel, men vi ville ønske at de bare ville lade os være i fred, så skal vi altså lade dem være i fred! Og hvis de angriber os, må vi ikke sætte os til modværge. Det står faktisk ordret blot 4 vers tidligere end den tekst vi har hørt i dag, nemlig i Matthæusevangeliet kapitel 5, vers 38 og 39, hvor Jesus siger: ”I har hørt, at der er sagt: ’Øje for øje og tand for tand.’ Men jeg siger jer, at I ikke må sætte jer til modværge mod den, der vil jer noget ondt.”

                      Lad os være ærlige: Det lyder som det rene galimatias! Langt de fleste kristne jeg kender, uanset hvor konservative og bibeltro de hævder at være, er da også enige om at ”det kan man jo ikke”. Nogle mener at Jesus aldrig havde tænkt sig at vi rent faktisk skulle rette os efter det bud, men at han kun sagde det for at lære os at vi aldrig vil kunne leve op til Guds krav og derfor er afhængige af Guds nåde for at blive frelst. Og et af argumenterne for det er at Jesus, som vi hørte, slutter talen med ordene: ”Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen.” Der er jo ingen mennesker der er eller kan være fuldkomne, så dét bud kan det umuligt være meningen at vi skal holde!

                      Der er bare lige det ved det at ordet ”fuldkommen” i denne sammenhæng ikke betyder ”uden fejl”, men ”uden betingelser”. Det der er Jesu pointe, er jo at Gud er god mod både onde og gode, og det skal vi også være. Og altså også mod vores fjender. Den forklaring at Jesus i virkeligheden ikke mente hvad han sagde, holder altså ikke. Det kan vi i øvrigt også lære af kirkehistorien: De første næsten 300 år af kristendommens historie var det fuldstændig utænkeligt at en kristen ville sætte sig til modværge mod nogen der ville gøre ham eller hende ondt. Tusinder og atter tusinder af kristne blev kastet for løverne i Rom, brugt som levende fakler ved den vanvittige kejser Neros havefester, eller hugget ned af kejser Decius’ soldater 200 år senere fordi de nægtede at ofre til de hedenske guder. Men selvom der på kejser Decius’ tid var rigeligt med kristne i Romerriget til at de kunne have dannet en milits for at forsvare sig selv og hinanden, så gjorde de det ikke, for der var endnu ikke nogen der havde fået den geniale idé at de ting Jesus sagde som ikke er behagelige for én, dem vedtager man da bare at han i virkeligheden ikke mente!

                      (Her kommer lige en nørdet parentes, for undertiden talte Jesus faktisk billedligt og ikke bogstaveligt, for eksempel da han sagde at man skal hugge sin hånd af hvis den bringer én til fald. Det er et sprogligt billede der kaldes en hyperbel, og som svarer til når vi i dag fx siger ”Mit nye bord kostede en bondegård”. Det betyder jo ikke at vi rent faktisk skulle betale med en bondegård, men blot at det var meget dyrt. Tilsvarende betyder ”Hug din hånd af” blot at vi skal være villige til at ofre alt hvad det måtte kræve, for ikke at falde fra troen. Det kan kirkehistorien også lære os, for der var ikke én eneste af de første kristne der nogensinde huggede sin hånd af. Men det med at elske vores fjender må nødvendigvis forstås bogstaveligt, for hvis det var en hyperbel, ville det jo betyde at vi skal elske alle uden undtagelse, og det ville jo også omfatte vores fjender. Parentes slut).

                      En anden bortforklaring som jeg har hørt nogle gange, er at verden ser helt anderledes ud i dag end den gjorde dengang Jesus sagde at vi ikke må sætte os til modværge. Underforstået: Det kan godt være at det gav mening dengang, men i dag kan det ikke lade sig gøre at leve efter det. Og det argument der som regel bliver brugt for det, er den muslimske ekstremisme, med grupper som Daesh der ønsker at udrydde alle kristne. Vi er simpelt hen nødt til at lave en undtagelse fra buddet om at elske vores fjender, når det gælder muslimske ekstremister, lyder argumentet! Problemet er bare at jeg har svært ved at se hvad der gør vores situation i Europa i dag alvorligere end eksempelvis den situation der var dengang den romerske kejser Diocletian besluttede at udrydde alle kristne i sit rige, eller den situation der var da kommunistpartiet i Sovjetunionen målrettet gik efter at udrydde al religion i landet, og dræbte mindst 12 millioner kristne.

                      Men mente Jesus da virkelig at vi bare skal lade onde mennesker slå os ihjel hvis det er det de ønsker? Ikke nødvendigvis – der vil jo ofte være andre muligheder end at sætte sig til modværge, så som at flygte. Men står vi i en situation hvor vi skal vælge mellem at gøre et andet menneske ondt eller selv at lide ondt, så er sagen klar: Vi må ikke gøre et andet menneske ondt, uanset hvor onde hensigter det menneske har.

                      ”Men hvis vi ikke sætter os til modværge, så vil der jo om få år ikke være nogen kristne tilbage!” lyder en hyppig indvending. Og den er i og for sig forståelig nok – al logik tilsiger jo at hvis de onde får frit slag til at udøve deres ondskab, så vinder de! Som det gamle ord siger: ”Det eneste der behøves for at det onde kan triumfere, er at de gode ingenting gør.”

                      Men historien lærer os noget andet. Det lykkedes hverken for de romerske kejsere eller de sovjetrussiske kommunister at udrydde kristendommen. Og det er måske fordi det ikke at sætte sig til modværge, ikke er det samme som ingenting at gøre. Jesus sagde jo ikke: ”Tolerér jeres fjender” han sagde: ”Elsk jeres fjender”! Det er noget aktivt vi skal foretage os! Paulus udtrykker det sådan her med et citat fra Gamle Testamente: ”Hvis din fjende er sulten, så giv ham noget at spise, hvis han er tørstig, så giv ham noget at drikke.” [Rom 12,20; jf. Ordsp 25,21] Og historien viser altså at hvis Guds folk på den måde gengælder ondt med godt, så bekæmper de faktisk det onde med det gode – og det gode vinder til sidst.

                      Men hvad hjælper det os hvis vi dør undervejs? tænker du måske. Hvad hjalp det de 12 millioner sovjetiske kristne der blev slået ihjel af kommunisterne, at Sovjetunionen faldt til sidst? Ja, hvis det her liv er alt hvad der er, så må man sige at det ikke hjalp dem ret meget. Men nu er det jo en ret central del af det kristne budskab at det her liv ikke er alt hvad der er! ”Hvad enten vi lever eller dør, tilhører vi Herren”, som vi hørte i læsningen fra Romerbrevet. Og som dåbsritualet begynder med at konstatere, så har Gud genfødt os til et levende håb ved  Jesu Kristi opstandelse fra de døde. Hvis der ikke er nogen opstandelse, hvis det bare er forbi når vi dør, så giver kristendommen faktisk ikke ret meget mening. Men hvis det er sandt at der venter os et evigt liv hjemme hos Gud, så behøver vi, som Jesus sagde ved en anden lejlighed, ikke at være bange for dem der kun kan slå kroppen ihjel. Og når vi står hjemme hos Gud, så vil der kun være én ting der tæller, og det er om Guds kærlighed virkelig har boet i os. Derfor er der kun én ting vi virkelig har grund til at frygte i denne verden, og det er at nogen får held til at lokke os bort fra Gud og hans kærlighed. Hvis en fjende kan få os til at hade ham, så har han vundet, også selvom vi slår ham ihjel. Men hvis vi bliver ved med at elske vores fjende, uanset hvad han gør os af ondt, så har vi vundet, uanset om vi så bliver slået ihjel.

                      Nu ved jeg ikke hvor mange af jer der har prøvet at stå over for nogen der ville slå jer ihjel – sikkert ikke ret mange. Og det er heller ikke sikkert at særlig mange af jer kommer til det. Derfor tænker I måske at alt det jeg har stået og sagt i dag, det egentlig ikke er specielt relevant. Men når vi skal elske selv mennesker der vil slå os ihjel, så gælder det naturligvis så meget desto mere at vi også skal elske mennesker der vil springe os over i køen i Netto, bagtale os over for vores chef, eller på anden måde behandle os dårligt. Og måske er det i virkeligheden sværere? Jeg ved ikke om jeg ville være i stand til at leve efter Jesu ord (eller rettere: dø efter Jesu ord) hvis jeg stod over for en der ville slå mig ihjel – det ville jeg måske, for en martyrdød ville trods alt give et ret flot eftermæle! Men jeg ved at jeg meget ofte ikke er i stand til at leve efter Jesu ord når jeg står over for mennesker der er onde mod mig på langt mere hverdagsagtige måder. Så ja, Jesu ord er virkelig provokerende, og det har selv 2000 år med kristendommen ikke formået at ændre på. Og selvom Jesus ikke kun sagde det med fjendekærlighed for at få os til at indse at vi ikke kan leve op til Guds krav, så er det ikke desto mindre rigtigt nok at vi ikke kan leve op til dem – i hvert fald ikke i vores egen kraft. Men heldigvis har Jesus lovet at sende os Helligånden, og ved den kan Jesus selv gøre de ting igennem os som vi ikke selv kan. Og når vi fejler, er der tilgivelse at få, fordi Jesus har båret alle vores synder da han døde på korset.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 4. søndag efter trinitatis 2016
Tags: Matthæusevangeliet 5.43-48

Posted By admin on 4. marts 2019

Jeg vil begynde med at stille jer tre spørgsmål. Det er ja/nej-spørgsmål, og I kan bare råbe svaret.

                      Må man være sin kæreste utro?

                      Må man myrde et andet menneske?

                      Må man køre bil med en alkoholpromille på 0,3?

Jeg ved ikke om I tænkte over det, men de tre spørgsmål kan faktisk ikke uden videre sammenlignes. Hvis vi begynder med det sidste: ”Må man køre bil med en alkoholpromille på 0,3?”, så er svaret at det afhænger af mange ting, blandt andet af hvilket land man befinder sig i. I Sverige er promillegrænsen på 0,2, så der må man ikke. I Belgien er promillegrænsen derimod på 0,5, så der må man godt. I Danmark er promillegrænsen også på 0,5, men kun hvis der ikke sker uheld – bliver man impliceret i et uheld, kan man godt straffes for en alkoholpromille på 0,3. I Frankrig må man gerne hvis man har haft kørekort i mindst 3 år og ikke er buschauffør, ellers må man ikke, og i Tyskland er de danske og franske regler kombineret så man kun kan køre lovligt med en promille på 0,3 hvis man både har haft kørekort i mindst 2 år og er mindst 21 år gammel og undgår at blive indblandet i et uheld. I hvert enkelt land er reglerne lavet af de pågældende landes parlamenter, og hvis de vælger at lave reglerne om, ja, så kan det være at man pludselig må noget man ikke måtte før, eller omvendt.

                      Når det gælder det med at myrde et andet menneske, er det anderledes. Så vidt jeg ved, er mord strafbart i alle verdens lande, men selv hvis parlamentet i et eller andet obskurt land skulle finde på at vedtage at man straffrit kan slå andre mennesker ihjel efter forgodtbefindende, ville de fleste af os nok sige at det ikke bliver mindre forkert af den grund. Man må ikke myrde andre mennesker, punktum – uanset hvad alverdens parlamenter måtte mene. Mord er ikke forkert fordi det er forbudt; det er forbudt fordi det er forkert!

                      Og så er der den med at være kæresten utro. Jeg skulle hilse og sige at det er fuldt lovligt ifølge gældende lovgivning! Selv sin ægtefælle kan man bedrage uden at komme i fængsel for det, i hvert fald i de fleste vestlige lande. Og der er nok ikke ret mange der ville ønske at der blev lavet om på det. Alligevel er de fleste enige om at utroskab er meget forkert, og når jeg hvert år beder mine konfirmander om at formulere deres egne 10 bud, så optræder et forbud mod utroskab næsten altid på listen.

                      Jeg synes det er interessant at langt de fleste mennesker er enige om at der er ting der er forkerte i sig selv, uafhængigt af menneskeskabte love. Og jeg synes det er endnu mere interessant at der på det punkt ikke er nogen forskel på religiøse mennesker og ateister. Jeg synes ellers Nietzsche argumenterede meget godt for at hvis der ikke er nogen Gud, så giver det heller ikke mening at kalde nogen handlinger for ”onde”, men jeg har endnu til gode at møde en ateist der gik ind for Nietzsches ideer – tværtimod er de fleste ateister jeg kender, yderst moralske mennesker. Jeg er endda stødt på ateister der mente at religion dybest set er umoralsk! Argumentet for den påstand var at ”man skal gøre det rigtige fordi det er rigtigt, ikke fordi det står i en gammel bog!” Og når jeg så har spurgt hvordan den kære ateist kan vide hvad der er ”det rigtige”, har jeg fået det svar at jeg da må være godt dum hvis jeg har brug for en bog til at fortælle mig noget som ethvert tænkende menneske kan sige sig selv.

                      For mig at se er netop den slags argumenter faktisk et af de stærkeste vidnesbyrd om at Gud findes! For hver gang vi bedømmer om en handling er rigtig eller forkert, så gør vi det jo på baggrund af en standard. Og hvis vi vil hævde at noget er rigtigt eller forkert i sig selv, uanset hvad mennesker måtte beslutte, så opererer vi jo faktisk med en standard som er højere end os mennesker. Og hvis ikke man skal kalde det for ”Gud”, så ved jeg ikke hvad man skal kalde det.

                      Bortset fra det, så er det en stråmand at hævde at religiøse mennesker kun gør det rigtige fordi det står i en gammel bog. De fleste religioner, inklusive kristendommen, er enige om at mennesket er skabt med en naturlig fornemmelse for hvad der er rigtigt og forkert – præcis den fornemmelse som min ateistiske ven appellerede til. I Paulus’ Brev til Romerne står der for eksempel sådan her i kapitel 2, vers 14 og 15 (jeg læser fra ”Bibelen på Hverdagsdansk”): ”Når de, som ikke kender Guds lov, alligevel gør, hvad loven foreskriver, viser det, at de følger deres egen indre lov, og at lovens krav på en måde er skrevet i deres hjerter. Deres samvittighed kræver, at de følger den lov”.

                      Vi kan jo også kaste et blik på nogle af de første beretninger i Bibelen – beretningen om Kain og Abel for eksempel. Kain havde ikke nogen hellig bog han kunne slå op i for at finde ud af at han ikke måtte slå sin bror ihjel, men alligevel bebrejdede Gud ham at han gjorde det. Bibelen forudsætter altså at man godt kan sige sig selv hvad der er rigtigt og forkert uden at have en bog at slå det op i!

                      Problemet er bare at vi mennesker er enormt dårlige til at leve efter den lov som Gud har skrevet i vores hjerter, og det er derfor vi har brug for skrevne love. Som der står i den berømte fortale til Jyske Lov fra 1241: ”Med lov skal land bygges, men ville enhver nøjes med sit eget og lade andre nyde samme ret, da behøvede man ikke nogen lov. Men ingen lov er jævngod at følge som sandheden, men hvor man er i tvivl om, hvad der er sandhed, der skal loven vise sandheden. … Det er også rigtigt, dersom nogen ikke af frygt for Gud og kærlighed til retten kan lokkes til det gode, at frygten for øvrigheden og landets straffelov da kan hindre dem i at gøre ilde og straffe dem, hvis de gør det.” De 10 Bud og alle de andre love og regler i Det Gamle Testamente havde faktisk samme funktion: At formane og skræmme folk til at gøre det rigtige, når nu de tilsyneladende ikke gør det af sig selv.

                      Men som vi kun alt for godt ved, så kan lovene ikke forhindre at der bliver gjort onde ting. Selvom både vores indre lov og den danske straffelov forbyder mord, blev der for eksempel sidste år begået 42 drab i Danmark. (Hvor mange af dem der førte til en dom for overlagt mord, ved jeg ikke). Groft sagt er de skrevne love kun en lappeløsning der ikke formår andet end at ”tage toppen” af de skader der sker fordi vi mennesker ikke kan finde ud at gøre de ting som vi inderst inde godt ved er rigtige.

                      Men hør så hvad profeten Jeremias siger på Guds vegne! (Ja, vi har allerede hørt det én gang i dag, men i fald I ikke alle sammen husker det ordret, så får I det lige igen): ”Jeg lægger min lov i mit indre og skriver den i deres hjerte. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. Ingen skal længere belære sin landsmand og sin broder og sige: ’Kend Herren!’ For alle kender mig, fra den mindste til den største, siger Herren.” Gud lover altså gennem profeten at han ikke vil nøjes med lappeløsninger, men tage fat om problemets rod, som ligger i vi menneskers hjerter. (Altså ikke i den store muskel der pumper blod rundt i vores krop, men i kernen af vores væsen). For hvis verden nogensinde skal blive det paradis som Gud oprindeligt skabte den til at være, så kræver det at vi der bebor den, bliver lavet om – eller rettere: at vi bliver helbredt.

                      Og ved I hvad? Det løfte har Gud indfriet! Det gjorde han pinsedag efter at han havde lagt det nødvendige fundament med Jesu død og opstandelse!

                      Hvis der er nogen af jer der har læst i en avis eller på internettet hvad det er vi fejrer i pinsen (eller måske har lært det i skolen eller kan huske det fra dengang I gik til præst, eller fordi det ikke er første gang I er til en pinsegudstjeneste), så blev I måske lidt forvirrede over den måde dagens anden læsning begyndte. I pinsen fejrer vi jo at Helligånden kom til jorden, men beretningen om dengang det skete, begynder med ordene: ”Da pinsedagen kom…” Hvis det som er årsagen til at vi fejrer pinse, først skulle til at ske, hvordan kunne man så tale om at ”pinsedagen kom”? Det ville jo svare til at man i en beretning om foråret 1945 sagde: ”På befrielsesdagen sad familien og hørte radio, og pludselig lød budskabet om at tyskerne havde kapituleret”!

                      Forklaringen er at pinsen – ligesom påsken i øvrigt – også er en jødisk fest. I påsken fejrer jøderne at de slap fri fra slaveriet i Egypten, og i pinsen fejrer de at Moses fik tavlerne med De 10 Bud ved Sinaj. Pinseunderet – Helligåndens komme – skete altså mens jøderne, inklusive Jesu disciple der jo også var jøder, var samlet i Jerusalem for at fejre at Gud skrev sin lov på stentavler. Det er egentlig ret symbolsk at Gud lige valgte den dag til at skrive sin lov i menneskers hjerter!

                      Umiddelbart er det måske svært at se i pinseberetningen at der var nogen der fik skrevet Guds lov i deres hjerte, men det var også kun en brøkdel af beretningen vi fik at høre – det kapitel som den er hentet fra, er på hele 47 vers, og vi hørte kun de første 11. Og som sagt begyndte det hele allerede i påsken hvor Jesus døde og blev levende igen. Fordi Jesus er Guds søn, var han som det eneste menneske nogensinde i stand til at leve 100 procent efter Guds lov (altså den lov som min ateistiske ven mener at alle tænkende mennesker kan sige sig selv at man skal følge). Jesus havde altså ikke selv noget som helst ondt på samvittigheden, og derfor kunne han tage alle andre menneskers ondskab på sig og tage det med sig i døden. Den kærlighedsgerning var så storslået at selv døden ikke kunne holde på Jesus, og derfor blev han levende igen påskemorgen. Men fordi han var gået i døden på alle menneskers vegne, banede hans opstandelse vej for at alle vi andre også kan opstå. Ja, mere end det: Fordi Jesus gav sit liv for os, kan vi give vores liv til ham og få hans liv i stedet. Og den måde det foregår på, er ved at Helligånden kommer ind i os og giver os et nyt hjerte. Det er en så radikal forandring at Det Nye Testamente kalder det at blive ”født på ny”.

                      Og hvordan bliver vi så det? Jo, hvis vi læser lidt længere frem i pinseberetningen, så kan vi se at da de mange mennesker var stimlet sammen fordi de hørte disciplene tale på en masse forskellige sprog, så rejste Peter sig og holdt et brag af en prædiken om Jesus. Og så læser jeg fra vers 37: ”Da de hørte det, stak det dem i hjerte, og de spurgte Peter og de andre apostle: ’Hvad skal vi gøre, brødre?’ [Jøderne kaldte hinanden for ’brødre’] Peter svarede: ’Omvend jer og lad jer alle døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, så skal I få Helligånden som gave. For løftet gælder jer og jeres børn og alle dem i det fjerne, som Herren vor Gud vil kalde på.’” Dåben er altså et tegn på at vi giver afkald på det liv vi hidtil har haft, for i stedet at få Jesu liv. (Det er også derfor dåben indledes med ordene: ”Modtag det hellige korsets tegn både for dit ansigt og for dit bryst som et vidnesbyrd om at du skal tilhøre den korsfæstede Herre Jesus Kristus”). Og som Peter sagde dengang for knap 2000 år siden, så har Gud lovet at når vi på den måde overgiver os til ham, så vil han også give os Helligånden i vores hjerter så Jesus kan leve sit liv gennem os. Og det paradoksale er at netop når Jesus gør det, bliver vores inderste potentiale forløst så vi bliver mere os selv end nogensinde.

                      Nuvel, jeg vil gætte på at de fleste af jer der sidder her i dag, er døbt, men mange af jer synes måske ikke at I har mærket ret meget til det der med at Helligånden lever i jer sådan som Gud angiveligt har lovet. Men det skyldes at Helligånden er høflig – han trænger sig ikke på. Der er ikke tale om slags besættelse hvor en ånd tager magten over os så vi ikke længere selv styrer vores tanker og handlinger, men derimod om at det livsprincip der samtidig er en person, og som sammen med Faderen og Sønnen udgør vores treenige Gud, står ”standby”, parat til at give os kraft til at gøre det vi ikke selv kan – i det omfang vi giver ham lov til det! Derfor rummer Det Nye Testamente et hav af formaninger om at vi skal lade os fylde af Helligånden. Det gør vi blandt andet ved at bruge tid sammen med Gud i bøn, og ikke mindst ved at begynde at handle på de små indskydelser som Helligånden giver os, som regel i form af at vores samvittighed minder os om noget som vi egentlig burde gøre. Det er lidt ligesom servostyring: Der er principielt ingen grænser for hvor stort og tungt et køretøj man kan dreje med en enkelt let håndbevægelse – men der sker altså først noget når vi drejer på rattet!

                      Hvis du gerne vil lære mere om hvordan det med Helligånden fungerer i praksis i hverdagen, så står jeg gerne til rådighed for at besvare så mange spørgsmål det skal være – min mailadresse og telefonnummer står i kirkebladet, som I kan finde ude i vindfanget (eller ”våbenhuset”, som forrummet til en kirke stadig kaldes selvom folk sjældent har våben på sig i dag). Men jeg vil gerne understrege at så længe vi lever i denne verden, når vi ikke derhen hvor alt hvad vi nogensinde siger og gør, er fuldt ud i overensstemmelse med Guds gode vilje – det sker først når Gud nyskaber verden til det paradis han oprindelig havde tænkt at det skulle være. Men fordi Jesus har taget alle vores synder med sig i døden, er der ikke længere noget af alt det skidt vi render og laver, der kan skille os fra Gud og fra det evige liv – heller ikke det skidt vi laver efter at vi er blevet døbt, hvor vi ellers har Helligånden til at hjælpe os med ikke at lave det. Vi er afhængige af Gud, ikke kun til at hjælpe os med at leve som vi bør, men i høj grad også til at tilgive os når vi ikke gør det! Men netop Guds betingelsesløse tilgivelse er det som kan give os frimodighed til at kaste os ud i livet, dreje på rattet og følge Åndens indskydelser, for når vi fejler – og det kommer vi til at gøre igen og igen og igen – så er Gud der til at gribe os og rejse os op igen.

                      Og så er der i øvrigt ikke nogen modsætning mellem at være vejledt af Helligånden eller at være vejledt af Bibelen – tværtimod. Hvis vi var 100% fyldt af Helligånden, så ville vi ikke have brug for en bog til at fortælle os om Gud, for så ville alle kende ham fuldt ud, men så længe vi lever som ufuldkomne mennesker i denne ufuldkomne verden, er det afgørende vigtigt at korrigere vores opfattelser af hvad Ånden siger til os, med de skrevne ord om hvad Ånden sagde til de første kristne som Jesus havde givet den opgave at lægge fundamentet for den kristne kirke – ellers kan vi hurtigt få overbevist os selv om at det som i virkeligheden bare er vores egen ønsketænkning, er noget som Ånden siger til os. Men Gud er den samme i dag som han var på Det Nye Testamentes tid, og jo bedre vi lærer ham at kende ved at læse om især Jesu ord og gerninger i evangelierne, men også disciplenes og Paulus’ udlægninger af det i brevene, desto lettere får vi ved at genkende Åndens sande stemme når han taler til os.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til pinsedag 2016
Tags: Johannesevangeliet 14.15-21

Posted By admin on 4. marts 2019

Sandheden skal gøre jer frie: Hvad er frihed?

Prædiken i Husum Kirke 4. søndag efter påske 2016

Nikolaj Hartung Kjærby

I 1848 døde kong Christian VIII, og Frederik VII blev ny konge af Danmark. Han havde været gift to gange, men begge ægteskaber var endt med skilsmisse, og børn havde han ingen af. Derfor var der fra starten spekulationer om hvem der skulle være hans efterfølger, og en af dem der blev foreslået, var ham her: Joseph François Oscar Bernadotte (vis billedet). Men hvorfor lige ham?

                      Joseph Bernadotte blev født i Paris den 4. juli 1799. Hans far, Jean Bernadotte (vis billedet), var general i den franske hær og en af de øverstbefalende under Napoleons felttog mod Preussen. Den 6. november 1806 blev der udkæmpet et stort slag ved Lübeck, hvor 1800 svenske soldater deltog på preussernes side fordi både Sverige og Preussen var med i en international koalition imod Napoleon. Bernadottes soldater tog en hel del fanger blandt de svenske soldater, men Bernadotte gav sine mænd ordre til at behandle svenskerne pænt, og efter at slaget var overstået, fik de lov til at vende uskadte hjem til Sverige. Den svenske øverstbefalende blev så imponeret over den gestus at han bragte Bernadotte i forslag da der fire år senere skulle vælges en efterfølger til den aldrende og barnløse svenske konge, Karl XIII. Og sådan gik det til at den franske general Jean-Baptiste Bernadotte blev til kronprins Karl Johan af Sverige (Karl fordi det er et traditionelt svensk kongenavn, og Johan fordi det er den svenske version af Jean) – og i den egenskab stillede han sig i spidsen for en ny koalition imod sin tidligere herre Napoleon, og endte med at besejre ham. I samme ombæring erobrede han også lige Norge fra Danmark, så da Karl XIII døde i 1818, kunne Bernadotte lade sig krone til kong Karl XIV Johan af Sverige og Karl III Johan af Norge. Den dag i dag er Oslos hovedstrøg opkaldt efter ham, og det er der i øvrigt også en populær spisesvamp der er.

                      Men det var jo egentlig hans søn jeg ville sige noget om. Han blev som sagt døbt Joseph François Oscar Bernadotte, men efter at hans far blev konge, fik han navnet kronprins Oscar, og da hans far døde i 1844, blev han kong Oscar I af Sverige og Norge. (Han er i øvrigt tip-tip-oldefar til den nuværende svenske konge, og til dronning Margrethe af Danmark!). Og han var som sagt også tæt at blive Oscar I af Danmark! Grunden til det var at Danmark stod over for en krig mod Preussen om hvem der skulle have herredømmet over Slesvig, og der var intet der tydede på at Danmark skulle kunne vinde den krig. Til gengæld var der mange der håbede at et forenet Skandinavien ville kunne matche Preussen militært og bevare Ejderen som sydgrænse. De danske politikere var altså villige til at lægge hele Danmark ind under den svenske konge for at modstå truslen fra Preussen!

                      Ideen blev af forskellige årsager aldrig til noget – Frederik VII blev i stedet efterfulgt af prins Christian af Glücksburg under navnet Christian IX, og Danmark forblev en uafhængig stat, men indkasserede til gengæld et sviende nederlag i 1864, som resulterede i at sydgrænsen ikke blev Ejderen, men Kongeåen!

                      I lyset af at Danmark og Sverige i de foregående tre århundreder havde udkæmpet en nærmest endeløs række af uforsonlige krige mod hinanden, synes jeg imidlertid det er påfaldende at ideen om at ofre Danmarks frihed overhovedet blev rejst! Men det hænger sammen med at man under den nationalromantiske strømning i begyndelsen af 1800-tallet var begyndt at omtale danskere, svenskere og nordmænd som hinandens ”broderfolk” fordi vores sprog og kultur minder så meget om hinanden, og vi alle sammen nedstammer fra de oldnordiske vikinger. Og hvis det er sin familie man hører sammen med, er der jo ikke tale om at man ofrer sin frihed, men snarere at man er frie sammen!

                      Og på den måde nåede vi ad omveje endelig frem til dagens prædiketekst, for det som vi i dag hører Jesus sige til de jøder der er kommet til tro på ham, er jo at der er kæmpestor forskel på at være træl og at være søn. Umiddelbart lyder det ellers som om Jesus er specielt fri: Han giver udtryk for at intet af det han gør, er hans eget påfund, men at han kun gør det som er godt i Faderens øjne, og kun siger det som Faderen har lært ham. Det ville de fleste af os nok opfatte som en frygtelig spændetrøje. Tænk ikke at kunne få lov til at træffe sine egne uafhængige beslutninger! Men paradoksalt nok fastholder Jesus at han netop viser vejen til frihed, og grunden til det er den relation han har til ham der bestemmer: Han er hans søn!

                      Det sjove ved det er at de jøder som Jesus taler med, ikke reagerer negativt på at han siger at han intet gør af sig selv, men kun det der er godt i Faderens øjne – tværtimod er der mange af dem der kommer til tro på ham da han siger sådan! Men det er måske fordi de mener at det også er den måde de selv lever på – at de ting de siger og gør, er i fuld overensstemmelse med Guds vilje, og at Jesus derfor ikke har tænkt sig at udfordre dem eller bede dem om at omvende sig fra noget, eller overhovedet at antyde at der er plads til nogen som som helst form for udvikling eller forbedring i deres liv. I hvert fald reagerer de pludselig meget voldsomt da Jesus øjeblikket efter siger til dem at de gennem hans ord vil lære sandheden at kende, og at sandheden vil gøre dem frie.

                      Det lyder jo ellers som en dejlig ting at få at vide, synes jeg! Der er jo ikke tale om at Jesus bebrejder dem noget; han giver dem tværtimod et skønt løfte om frihed, så hvorfor bliver de sure? Det gør de fordi ordene ”sandheden skal gøre jer frie” indebærer at de ikke allerede er frie, og det går simpelt hen deres ære for nær.

                      Det ser da også umiddelbart ud til at de kan argumentere for at de er frie og derfor ikke har brug for at Jesus skal gøre dem frie. ”Vi er Abrahams efterkommere og har aldrig trællet for nogen”, siger de. Hvis man ved lidt om det jødiske folks historie, så ved man ellers at Abrahams efterkommere var slaver først i Egypten og senere i Babylon, og det har de jøder som Jesus talte med, sikkert også udmærket godt været klar over. Men hvorfor siger de så at Abrahams efterkommere aldrig har trællet for nogen? Jo, de er godt klar over at Jesus taler om noget der går langt dybere end spørgsmålet om hvorvidt man selv bestemmer over sin tid og hvad man vil arbejde med. Det han taler om, er moralsk frihed, altså om man er i stand til at gøre det gode.

                      I oldtiden var jøderne stort set det eneste folk i Mellemøsten, ja måske endda det eneste i verden, der var monoteister, altså troede på én Gud. Alle folkene rundt omkring dem tilbad diverse afgudsbilleder, og afgudsdyrkelsen var en konstant fristelse for israelitterne gennem hele Det Gamle Testamentes tid. Derfor er advarslen mod afgudsdyrkelse også et centralt tema hos mange af Det Gamle Testamentes profeter, som peger på at man bliver som det man tilbeder. Tilbeder man en statue der er blind og døv og lam, bliver man selv blind og døv og lam, åndeligt set, dvs. man mister evnen til at skelne mellem godt og ondt. Tilbeder man derimod den levende, kærlige, kreative Gud, bliver man selv levende og kærlig og kreativ. Og de jøder som Jesus talte med, de rørte ikke afgudsbilleder med en ildtang, og derfor var de sikre på at de havde deres på det tørre. Og det samme tænker vi måske til tider: Vi er kristne, vi er både døbte og konfirmerede og medlemmer af folkekirken, og vi lever i et kristent land og forsøger så godt vi kan at leve efter næstekærlighedsbuddet, så vi har vel ikke brug for at blive gjort frie?

                      Men Jesus advarer jøderne om at de lever i et selvbedrag. Den frihed som de bilder sig ind at de har, er en falsk frihed. For selvom de ikke tilbeder afgudsbilleder, så lever de ikke spor anderledes end dem der gør! Som Jesus siger til dem: ”Enhver, som gør synden, er syndens træl.” Det kommer altså ikke an på hvilket navn vi sætter på den Gud vi beder til, men på om vores gerninger afspejler den sande Guds væsen. Og det kan man ikke sige at de jødiske ledere på Jesu tid gjorde – de udnyttede de fattige og nægtede syndere adgang til Guds tilgivelse, og da Jesus påpegede de ting, slog de ham ihjel!

                      Der er ikke nogen af os der har slået Jesus ihjel (ikke bogstaveligt talt i hvert fald), og der er forhåbentlig heller ikke nogen af os der udnytter de fattige eller nægter syndere adgang til Guds tilgivelse. Men at gøre gerninger der afspejler den sande Guds væsen, det er der ikke nogen af os der er i stand til i vores egen kraft. Det kan vi kun hvis vi lader Jesus gøre os virkelig frie, sådan at vi ikke længere gør noget af os selv, men kun det som vi ser Faderen gøre. For at nå frem til den sande frihed, må vi med andre ord give afkald på vores uafhængighed. Det er ikke nogen lille ting at gøre – faktisk er det så stor en omvæltning at Paulus sammenligner det med at være død, i den forstand at vi ikke længere lever for os selv. Det lyder som sagt ikke som frihed, men som Jesus understreger, bliver vi ikke Guds trælle når vi giver vores liv til ham – vi bliver Guds børn! Og alternativet er ikke et liv i frihed; det er et liv hvor vi er trælle af synden og ikke er i stand til at gøre det gode.

                      Jeg skal ikke kloge mig på om det i sin tid ville have været den rette beslutning at give afkald på Danmarks uafhængighed for sammen med svenskerne at kunne holde stand mod tyskerne. Uden svenskernes hjælp blev det jo som bekendt til et sviende nederlag, men hvad udfaldet ellers ville være blevet, og om et samlet Skandinavien under svensk ledelse ville have været et godt land at være borgere i, er det umuligt at sige noget om.

                      Til gengæld vil jeg godt kloge mig på at det i forhold til Gud er den eneste rette beslutning at give afkald på vores uafhængighed. I dagens første læsning – den fra Salmernes Bog i Det Gamle Testamente – hørte vi Israels folks bekendelse af at hvis Gud ikke havde været med dem, så ville de være blevet udslettet af deres fjender. De fjender vi står over for i dag, er ikke mindre frygtindgydende – og her taler jeg ikke om Islamisk Stat, og hvad vi ellers har af ydre fjender, men om det onde inden i os selv, som gør at vi er ude af stand til at gøre det gode. Det begyndte dengang Adam og Eva valgte at spise af Kundskabens Træ i håb om at kunne gøre sig frie og uafhængige af Gud, men måtte indse at uafhængigheden af Gud kun gjorde dem til slaver af synden. Derfor er den eneste vej tilbage til friheden den at vi erkender vores totale afhængighed af Guds hjælp – men fordi Gud er vores far, hvis billede vi bærer, er afhængigheden af ham ikke noget der gør os ufrie, men noget der sætter os i stand til at være frie sammen!

Category: Ikke kategoriseret | Kommentarer lukket til Prædiken til 4. søndag efter påske 2016
Tags: Johannesevangeliet 8.28-36

Posted By admin on 4. marts 2019

Jesu opstandelse: Ben Franklin tog fejl: Vi skal ikke dø!

Prædiken i Husum Kirke påskedag 2016

Nikolaj Hartung Kjærby

Hvis man følger med i nyhederne i disse måneder, så opdager man hurtigt at der er ret meget fokus på de såkaldte primærvalg i USA, hvor de to store partier, Republikanerne og Demokraterne, hver især skal afgøre hvem der skal være deres kandidat ved præsidentvalget til november. Vi danskere kan godt have svært ved at forstå såvel kandidaternes holdninger til forskellige spørgsmål som selve det dybt komplicerede amerikanske valgsystem – jeg selv er ingen undtagelse hvad det angår – men inden vi ryster alt for meget på hovedet ad amerikanerne, gør vi nok klogt i at huske at de trods alt har verdens ældste stadig eksisterende demokrati, med en grundlov der stammer helt tilbage fra 1789, 60 år før vi danskere fik vores første af slagsen. En af de amerikanske grundlovsfædre var fysikeren og forfatteren Benjamin Franklin, der blandt andet er kendt for at have opfundet lynaflederen og flerstyrkebrillerne. Efter at han og de andre grundlovsfædre havde lagt sidste hånd på forfatningen, skrev han i et brev til en ven: ”Vores nye forfatning er nu vedtaget, og den ligner noget der kan holde evigt, men der er dog ikke noget der er sikkert i denne verden, bortset fra døden og skatterne.” Det citat blev siden et bevinget ord og er måske noget af det som Benjamin Franklin i dag er allermest kendt for – og det selvom sammenstillingen af død og skatter faktisk ikke var noget Franklin selv havde fundet på, men noget som han havde tyvstjålet fra en bog af Daniel Defoe fra 1726.

                      Om skatterne nu også er så sikre som Defoe og Franklin mente, kan man altid diskutere (og det bliver også gjort i diverse politiske debatter, ikke mindst i USA), men at døden er det, burde der ikke være nogen tvivl om. Alligevel går mange af os til daglig rundt og lader som om det ikke er sådan. Selvom vi med vores forstand godt ved at vi alle sammen kommer til at dø, så bryder vi os ikke om at tænke på det eller tale om det. Forleden læste jeg for eksempel i den kristne ugeavis Udfordringens brevkasse et brev fra en ulykkelig 83-årig kvinde som gerne ville drøfte sin ”bortgang” med sine børn, men de nægtede kategorisk at tale om emnet – sikkert fordi tanken om at deres mor engang skal dø, var ubærlig for dem. Og måske var hun heller ikke selv helt  afklaret med det, siden hun valgte at bruge ordet ”bortgang” i stedet for ordet ”død”.

                      At vi mere eller mindre ubevidst forsøger at bilde os selv ind at døden ikke er den sikre udgang på vores liv, kan også ses på vores ordvalg i andre sammenhænge. Hvad siger I for eksempel til en overskrift som: ”Folk risikerer at dø”? Den optrådte i diverse medier for et par måneder siden. Det der gemte sig bag overskriften, var naturligvis at en bestemt gruppe folk risikerede at dø tidligere end de ellers ville have gjort – i det konkrete tilfælde var der tale om at patienter på Odense Universitetshospital risikerede at dø af infektioner under indlæggelsen på grund af dårlig rengøring – og jeg ved ikke hvordan man ellers kunne have formuleret overskriften uden at den var blevet lige så lang som mine prædikener, men tankevækkende er det ikke desto mindre. For det at dø er ikke bare noget som nogle mennesker risikerer – det er noget som vi alle sammen stensikkert kommer til.

                      Men så kommer vi i kirke påskemorgen, og hvad er så noget af det første vi hører? Det er ordene ”Jeg skal ikke dø, men leve”! Jeg ved ikke om I lagde mærke til den sætning i dagen første læsning, men ellers kan I finde dem nederst på side 1122 i salmebogen. ”Jeg skal ikke dø, men leve”. Det er påskens revolutionerende budskab! Ben Franklin tog fejl – døden er ikke noget der med sikkerhed kommer til at ramme os!

                      Nogle af jer sidder sikkert nu og tænker: ”Hvad i alverden mener han med det? Hvordan skulle man kunne slippe for at dø på et eller andet tidspunkt? I nyere tid er det ikke sket at noget menneske har opnået en højere alder end 122 år, og selv hvis det er rigtigt at Noas bedstefar Metusalem blev 969 år, som der står i Første Mosebog kapitel 5 vers 27, så døde han trods alt til sidst. Salmisten der skrev de ord vi hørte i begyndelsen af gudstjenesten, må også være død, medmindre han sidder og gemmer sig i en hule i Himalaya sammen med Elvis. Så hvad er pointen?”

                      Inden jeg besvarer det spørgsmål (det er altid godt med en cliffhanger), så vil jeg lige se lidt på et andet spørgsmål, og det er om det overhovedet ville være ønskværdigt at slippe for at dø. I Douglas Adams’ kult-trilogi i 5-6 bind plus det løse, ”Hitchhiker’s Guide to the Galaxy”, der i den oprindelige danske oversættelse fik den mundrette titel ”Håndbog for vakse galakseblaffere”, optræder der – blandt utallige andre sære bipersoner – et rumvæsen ved navn Bowerick Wowbagger med tilnavnet ”den uendeligt langtrukne”. På grund af et uheld med en irrationel partikelaccelerator, en flydende frokost og et par elastikker (som ingen i øvrigt siden har kunnet genskabe uden enten at dø eller komme til at se fjollet ud) gik han hen og blev udødelig, og det var han faktisk ikke spor glad for, for han kom efterhånden til at kede sig bravt. Til sidst besluttede han at forsøge at slå al sin overflødige tid ihjel ved at rejse rundt og fornærme alle levende væsener i universet i alfabetisk rækkefølge. Og det er alt sammen fortalt på en måde der er hylende morsom hvis man er til sort humor.

                      I den lidt mere seriøse afdeling kan jeg nævne at når jeg går på husbesøg på plejehjemmene i Bystævneparken, møder jeg ofte beboere som advarer mig om at jeg ikke skal ønske mig at blive så gammel som de er, for det er ikke spor rart. Jeg har endda mødt mennesker som brændende ønskede sig at dø fordi de syntes at de havde levet mere end længe nok. Så selv hvis det var muligt at slippe for at dø, ville vi så ønske det? Det ville i hvert fald kræve at der på en eller anden måde blev sørget for at vi aldrig kom til at kede os, og derudover ville det kræve at hverken vores krop eller vores sind gik i forfald.

                      Jeg nævnte før Metusalem, som ifølge Første Mosebog blev hele 969 år gammel – 7 år mere end sin farfar Jered, der med 962 år indtager andenpladsen på listen over de ældste personer i Bibelen, og 19 år mere end Noa som ifølge Første Mosebog 9,29 blev 950 år gammel, deraf 500 år før syndfloden og 450 år efter. Men faktisk nævner Bibelen også to personer der slet ikke døde! Den ene var Metusalems far Enok – om ham står der: ”Han vandrede med Gud. Så var han der ikke mere, for Gud havde taget ham bort.” [1 Mos 5,24] Den anden var profeten Elias, som i levende live blev hentet op til himlen i en ildvogn med ildheste – det kan man læse om i Anden Kongebog kapitel 2. (Kom ikke og sig at Bibelen er kedelig!). Men selvom Enok og Elias ikke døde, så forlod de alligevel jorden, og så vidt man ved, er ingen af dem vendt tilbage siden. (Det tror jeg egentlig heller ikke at jeg ville have haft lyst til hvis jeg var dem). Og jeg er ikke sikker på at alle kan se den store forskel på om man forlader jorden ved at dø eller ved at blive hentet op til himlen i en ildvogn – selvom det måske hjælper lidt på det hvis man ved at jøderne på Elias’ tid ikke forventede at komme i himlen når de døde, men derimod at skulle sove i Dødsriget. Dertil kommer at Enok og Elias kun udgør en mikroskopisk brøkdel af de mennesker der har levet på jorden, og derfor er det vel begrænset hvor meget trøst vi kan hente i at netop de to fik en anderledes skæbne end alle andre. Og det er nok også derfor det hverken er Enok eller Elias der er hovedperson i påskens evangelium, men derimod Jesus.

                      ”Kristus er opstanden!” – det er kernen i påskens budskab. Vi kan næsten føle den helt utrolige glæde og lettelse som disciplene og kvinderne må have følt da det gik op for dem at Jesus virkelig var i live – hvordan den sorg og håbløshed som havde ramt dem da han blev korsfæstet, fordampede som duggen en forårsmorgen. Men det var ikke kun nogle mennesker der kunne glæde sig over at få en af deres kære tilbage – det er trods alt sket flere gange og ville nok ikke være helt grund nok til at blive fejret over hele verden 2000 år senere. Nej, grunden til at nyheden om Jesu opstandelse er den glædeligste nyhed nogensinde, er først og fremmest at Jesus besejrede døden, ikke bare for sig selv, men for alle mennesker! Da Jesus hang på korset langfredag, hang han der som repræsentant for hele menneskeheden og bar straffen for alle menneskers synder i fortid, nutid og fremtid. Det var på vegne af alle mennesker i fortid, nutid og fremtid at Jesus fór ned til Dødsriget, og nu hvor han har besejret døden, er det ikke kun dens magt over ham der er brudt, men dens magt over alle mennesker i fortid, nutid og fremtid.

                      Det betyder ikke at det biologiske fænomen som vi kalder ”døden”, er afskaffet – ikke endnu i hvert fald. Men det betyder at den ikke længere fortjener sit navn. Det ligger jo i selve begrebet ”død” at det er noget endegyldigt og uafvendeligt, men efter at Jesus har banet en vej igennem døden til en opstandelse der ligner hans, og et evigt liv på den anden side, så er der reelt blot tale om et blund, omend måske et lidt langvarigt et af slagsen. Og det er derfor vi med overbevisning i stemmen kan hævde at Benjamin Franklin tog fejl, og sige: ”Vi skal ikke dø!” Det er også grunden til at Paulus foretrækker at bruge udtrykket ”sove hen” når han taler om det der sker når vores hjerte holder op med at slå. Og det var måske i virkeligheden også det der var årsagen til at den 83-årige dame fra brevkassen brugte udtrykket ”bortgang” i stedet for ”død”?

                      Men hvad er det så for et liv vi kan se frem til på den anden side af døden og opstandelsen? Er det et lige så virkeligt liv som det vi kender fra denne verden? Det er desværre en udbredt opfattelse at det ikke er det, og det er måske en af grundene til at mange mennesker opfatter tanken om reinkarnation (altså at vores sjæl efter døden bliver genfødt i en ny krop til et nyt liv i denne verden) som mere tiltalende end det kristne opstandelseshåb.  Det skyldes nok blandt andet en misforståelse af hvad der menes med ”sjælens frelse”, som der tales om mange steder i Det Nye Testamente, for eksempel i det stykke fra Første Petersbrev som vi hørte tidligere i gudstjenesten.

                      Vi er vant til at betragte kroppen og sjælen som modsætninger, og derfor kommer vi let til at tænke at når der tales om ”sjælens frelse”, så betyder det at den frelse vi håber på, ikke omfatter kroppen. Det er kun blevet værre af at kristendommen allerede på et tidligt tidspunkt blev inficeret af gnostiske strømninger der betragtede den fysiske verden som noget ondt som det gælder om at undslippe fra. Selvom alle de store teologer i oldkirken talte dunder mod gnosticismen, som de med rette fordømte som det rene hedenskab, så har de kropsfjendske ideer fulgt kristendommen som en mørk skygge gennem snart 2000 år. Det har betydet at påskens budskab om at døden er en besejret fjende som ikke længere kan true os, er blevet forvansket til et budskab om at døden er en ven som befrier sjælen fra kroppens fængsel. Man kan endda finde den slags tanker i Den Danske Salmebog, for eksempel i unitarsalmen ”Nærmere, Gud, til dig”, hvor sidste vers begynder med linjerne: ”Og er for sidste gang striden forbi, sjælen til Himmel-vang løfter sig fri”. Man får nærmest indtryk af at det evige liv er en eller anden luftig, ukropslig åndetilværelse! Men den idé stammer ikke fra Bibelen; den stammer snarere fra den hedenske nyplatonisme.

                      Det Nye Testamente, derimod, fortæller os at Jesus efter sin opstandelse var i stand til at spise stegt fisk og at invitere disciplene til at røre ham så de kunne mærke at han ikke var et spøgelse, men havde kød og knogler. Og det levende håb som Jesu opstandelse har genfødt os til, er et håb om at vi vil komme til at opstå fra de døde på samme måde som Jesus gjorde det. ”Sjælens frelse” består altså ikke i at den bliver befriet fra kroppen, men tværtimod i at den bliver genforenet med en ukrænkeliggjort og udødeliggjort udgave af den gamle krop! Vi vil altså stadig være os selv – ja, endnu bedre: Vi vil være den perfekte udgave af os selv som synden på nuværende tidspunkt forhindrer os i at blive. Vi vil være alt det som Gud oprindelig havde tænkt at vi skulle være. Og vi vil få lov til at se Gud ansigt til ansigt og dag for dag, år for år opdage mere af hans uendelige storhed og skønhed. Og alt det vil vi gøre sammen med alle vore kære, som vi til den tid vil opleve et endnu tættere fællesskab med end vi gør her i denne verden – et fællesskab uden forbehold, uden konflikter, uden misforståelser, uden misundelse: en evig dans ind i stadig nye dimensioner af kærlighed og glæde. Og når dét er vilkårene, så kan jeg ikke se nogen grund til at vi ikke skulle ønske at leve videre i al evighed!

                      Jeg vil slutte af med at give ordet til den nu 97-årige verdenskendte evangelist Billy Graham som har prædiket for millioner af mennesker verden over og været en personlig bekendt af samtlige amerikanske præsidenter siden Anden Verdenskrig, fra Truman til Obama. Han sagde for nogle år siden: ”En dag vil I læse i avisen at Billy Graham er død. Tro ikke på det, for til den tid vil jeg være mere levende end jeg er nu. Jeg vil blot have skiftet adresse og været gået ind i Guds nærvær.”

                      Glædelig påske!

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til påskedag 2016
Tags: Matthæusevangeliet 28.1-8

Posted By admin on 15. maj 2017

Striden om at være den største: Det er ikke de andres skyld

Prædiken i Husum Kirke 1. søndag i fasten 2016

Nikolaj Hartung Kjærby

Det er Valentins dag i dag – dagen hvor detailhandelen virkelig scorer kassen på ægtemænd og kærester der gerne vil give deres udkårne en gave som tegn på deres kærlighed. Eller som måske bare tænker at nu er det jo Valentine’s, og så skal man jo give hende derhjemme et eller andet så hun ikke bliver sur. (Inden I begynder at spekulere for meget på hvilken af de to grupper jeg tilhører, så kan jeg røbe at jeg tilhører ikke nogen af dem – dengang Signe og jeg blev kærester, gjorde jeg det ganske klart for hende at der er én dag på året hvor hun kan være sikker på ikke at få blomster eller gaver af mig, og det er den 14. februar! Det er min egen lille – og måske lidt barnlige – protest mod forbrugersamfundet. Parentes slut).

Det kan være svært at se nogen sammenhæng mellem Valentinsdagens romantiske atmosfære og så de tekster fra Bibelen som vi har hørt i dag, især da den første, hvor vi hørte om verdenshistoriens første mord, der oven i købet var et brodermord. Men en sammenhæng er der nu alligevel – eller i hvert fald et fælles træk. Historien om Kain og Abel handler nemlig i første ombæring om to mænd der begge to giver en gave! Modtageren af gaven er ganske vist ikke en kvinde, men derimod Gud, men ligesom de mange mænd der giver deres koner og kærester Valentinsgaver, havde også Kain og Abel forskellige motiver.

Det er ganske vist ikke helt let at regne ud hvorfor Gud tog imod Abels offer, men ikke Kains – eller for den sags skyld hvordan Kain kunne vide at Gud ikke tog imod hans gave. Det sidste får vi nok aldrig svar på – i min barndoms billedbibler var det tegnet sådan at røgen fra Abels offer steg op mod himlen, mens røgen fra Kains offer krøb langs jorden, og det er jo en fin illustration af pointen, men om det var sådan det i virkeligheden foregik, finder vi aldrig ud af. Derimod giver Det Nye Testamente faktisk et svar på hvad der var i vejen med Kains offer. Jeg citerer fra Hebræerbrevet kapitel 11 vers 4: ”I tro frembar Abel Gud et rigere offer end Kain, og derved blev det bevidnet, at han var retfærdig; det vidnesbyrd gav Gud ham for hans offergaver, og i kraft af troen taler han endnu, skønt han er død”. Altså: Abels offer var rigere end Kains. Med det vers fra Hebræerbrevet i baghovedet kan man faktisk også godt se et hint i teksten fra Første Mosebog om at det er sådan det forholder sig. Om Abel står der nemlig at han ofrede ”fedtstykkerne af sit småkvægs førstefødte”, altså det bedste af det bedste! Om Kain står der derimod blot at han bragte ”en offergave af jordens afgrøde” – ikke noget om at det var det første eller det bedste, eller at det overhovedet var specielt godt. Man får nærmest indtryk af at Abel var som den ægtemand der bruger lang tid (og om nødvendigt mange penge) på at finde den helt rigtige gave til sin hustru, mens Kain mere ligner ham der på vej hjem fra kontoret kommer i tanker om at han forresten hellere må køwe en lille dusk ukrudt til madammen. Måske har han endda ikke lagt skjul på at det ikke var med sin gode vilje at han ofrede til Gud? Du kan jo overveje hvor glad du selv ville blive for en gave der blev givet af sur pligt og uden glæde.

I det der følger efter, får vi da også tydeligt at se hvad Kain er for en type: Det generer ham tydeligvis at Gud ikke tager imod hans offergave, men i stedet for at gå i sig selv og erkende at der måske var noget galt med hans indstilling, retter han vreden mod sin bror og ender til sidst med at slå ham ihjel. Gud prøver ellers på at advare ham, men Kain hører ikke efter – måske fordi hans vrede er hans eneste værn imod at se sig selv i øjnene og indse hvor meget ondskab der bor i ham? Der står faktisk et andet sted i Det Nye Testamente, nemlig i Første Johannesbrev, at Kain slog Abel ihjel ”fordi hans [altså Kains egne] gerninger var onde, mens hans brors var retfærdige.” Kains mord på Abel var altså kun et udtryk for den ondskab der allerede fandtes i Kain – og hvis han havde vovet at erkende hvad der boede i ham, og komme til Gud med det, kunne tragedien måske have været undgået.

Det er let for os at blive meget fortørnede over Kains handlemåde, og forhåbentlig er der da heller ikke nogen af os der for alvor kunne finde på at slå et andet menneske ihjel, men det er faktisk meget menneskeligt at forsøge at dække over vores egne mørke sider ved at finde nogen at blive vrede på. Tag for eksempel barnet der bliver skældt ud for at have hugget sin lillesøsters yndlingslegetøj, men fortørnet svarer at det var hendes egen skyld fordi hun lod ham låne det tidligere på dagen så han fandt ud af at det var spændende. Eller tag manden der lægger op til sex med sin kone, men bliver afvist fordi hun er dødtræt efter at have lavet mad til ham og vasket op efter ham – hvorefter han bliver vred og overbeviser sig selv om at det er hendes skyld at han bruger den halve nat på en sexchat. Tag bilisten der kører over for rødt og støder sammen med en anden bil, hvorefter han vredt bebrejder den anden at han ikke så sig for. Eller tag sidste gang du selv vredt skød skylden på andre for noget som du inderst inde godt vidste var din egen skyld. Kreativiteten fejler ikke noget hvis det der er på spil, er risikoen for at måtte sige: ”Det var min skyld. Jeg opførte mig tankeløst og egoistisk, og der er ikke nogen undskyldning for det jeg gjorde.” I det stykke vi hørte fra Jakobs Brev, kan vi endda høre om nogen de var så kreative at de skød skylden på Gud! Når de fik lyst til at gøre noget som de godt vidste var forkert, så undskyldte de sig åbenbart med at det var Gud selv der fristede dem, og så måtte det jo være hans egen skyld at de gav efter for fristelsen. Jakob irettesætter dem naturligvis: ”Når man fristes, er det ens eget begær, der drager og lokker én”, skriver han. Og det ved vi vel egentlig godt.

Nuvel, jeg gætter på at der er mange af os der er her i dag der aldrig har benyttet sexchats eller forsøgt at tørre skylden for et trafikuheld af på andre, så måske var det nogle dumme eksempler jeg valgte. Her kommer et der måske er bedre: Skærtorsdag aften – få timer før Jesus blev arresteret, og alle disciplene stak af for at redde deres eget skind – sad de selv samme disciple og skændtes om hvem af dem der skulle regnes for den største! Jesus havde ellers ikke valgt dem fordi de besad nogen særlige kvalifikationer eller var specielt fromme – der var ikke nogen af dem der havde en uddannelse, flere af dem havde en mere eller mindre tvivlsom løbebane bag sig, og i løbet af de år de havde gået rundt sammen med Jesus, havde de gang på gang vist en forbløffende mangel på evne til at fatte hvad han talte om. Og det demonstrerede de nu til overflod, for noget af det Jesus havde talt om flere gange, var at ingen mennesker har noget at rose sig af over for Gud. På et tidspunkt hentede han for eksempel et lille barn ind i midten af disciplenes kreds og sagde til dem at for Gud er det de mindste der er de største – og på et andet tidspunkt da disciplene truede ad nogle forældre der bragte deres børn til Jesus, skældte Jesus disciplene ud og sagde at man slet ikke kommer ind i Guds rige hvis man ikke tager imod det som et lille barn, altså i ydmyghed og magtesløshed. Men alligevel sad disciplene altså nu og forsøgte at bilde sig selv og hinanden ind at de hver især var ih og åh så gode og fromme.

Men Jesus vidste bedre. Og han vidste også hvem af dem der først ville indse sandheden. Derfor henvendte han sig specifikt til Simon (ham vi også kalder Peter), og sagde: ”Når du engang vender om, så styrk dine brødre.” Dér slutter dagens tekst, men jeg kunne godt tænke mig at læse lidt videre, for det der følger umiddelbart bagefter, er faktisk temmelig vigtigt for at forstå hvad Jesus mente. Der står sådan her: Simon Peter sagde til ham: ”Herre, sammen med dig gå jeg gerne både i fængsel og i døden.” Men han svarede: ”Jeg siger dig, Peter, hanen når ikke at gale i nat, før du tre gange har nægtet, at du kender mig.” Peter, der uden tvivl havde deltaget i diskussionen om hvem der var størst, og som i hvert fald her forsikrer Jesus om at han vil gå i døden med ham, han står over for at få et ikke særlig rart indblik i sin egen sjæl.

Jesu forudsigelse gik i opfyldelse: Allerede den efterfølgende nat fornægtede Peter Jesus tre gange, og han bandede endda på at han ikke kendte ham. Den episode betragtes som regel som lavpunktet i Peters liv, som en skamplet. Og vist var det da skammeligt at Peter fornægtede Jesus! Men ligesom tilfældet var med Kain, var også Peters fornægtelse kun udtryk for hvad der allerede boede i ham, men som han i sin stolthed og ærgerrighed var blind for. Og derfor indtraf den store krise hvor han fornægtede Jesus.

Jeg har hørt at når man skal skrive ”krise” på kinesisk, skal man bruge to tegn, nemlig tegnet for ”fare” og tegnet for ”mulighed”. En krise kan nemlig godt føre noget godt med sig hvis man bruger den som en anledning til at gøre det rette. Og det gjorde Peter! Vi springer 25 vers længere frem i Lukasevangeliet og træder ind i historien umiddelbart efter Peters tredje og sidste fornægtelse. Der står: I det samme han sagde det, galede hanen. Herren vendte sig om og så på Peter, og Peter huskede det ord, Herren havde sagt til ham: ”Før hanen galer i nat, vil du fornægte mig tre gange.” Og han gik udenfor og græd bitterligt.

Da det gik op for Peter hvad der i virkeligheden boede inde i ham, så reagerede han ikke med at blive vred og skyde skylden på alle mulige andre. Han gjorde noget langt mere konstruktivt: Han græd.

De fleste af os voksne bryder os ikke om hvis nogen ser os græde – og mange børn gør heller ikke. Men der er faktisk situationer hvor det er utrolig sundt at græde, og en af de situationer er når vi får et ucensureret kig ind i vores egen sjæl, og det går op for os at uanset hvor meget vi har at bebrejde andre, så er vores eget synderegister rigeligt stort til at vi ville være håbløst fortabte hvis det ikke var for Guds nåde.

Men heldigvis behøver vi ikke at blive ved med at græde! Jesus sagde jo til Peter at når han engang vendte om, så skulle han styrke sine brødre, det vil sige de andre disciple. Kun den der har erkendt sin egen fortabthed, kan blive frelst fra den. Men når vi erkender at vi ikke selv har noget som helst at byde på i forhold til Gud, så er vejen til gengæld banet for at Jesus kan tage os i sin tjeneste og bruge os til noget godt. Sådan kunne det være gået for Kain hvis han havde turdet se sig selv i øjnene. Men for Peter gik det heldigvis sådan.

Det betyder imidlertid ikke at Peter fra da af var en rendyrket helgen. I Galaterbrevet står der for eksempel om en episode hvor Peter nogle år senere igen ikke turde stå ved evangeliet om Jesus da det risikerede at koste ham noget. Så længe vi lever i denne verden, slipper vi ikke af med vores lyst til det onde. Men hvis vi lader Jesus være herre i vores liv, behøver de mørke sider ikke at definere hvem vi er. Som der står i Andet Korintherbrev: ”Er nogen i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til!”

Peter snublede flere gange efter sin omvendelse, men han fuldførte løbet. Cirka 30 år efter Jesu død og opstandelse blev han selv korsfæstet under kejser Neros massive forfølgelse af de kristne i Rom, og denne gang kendtes han ved Jesus lige til det sidste. Vores liv kan også blive en succes målt med Guds øjne, på trods af alle vores fejl og svigt, men det kræver at vi dropper at skyde skylden på andre og i stedet lever i afhængighed af Guds nåde hver dag. For hvis nogen ikke tager imod Guds rige ligesom et lille barn, kommer han slet ikke ind i det.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 1. søndag i fasten 2016
Tags: Lukasevangeliet 22.24-32