Indsættelsesprædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 2. juni 2019
Posted By admin on 27. august 2019
Talsmanden og vi skal vidne: Gud vil fylde huset med herlighed
Indsættelsesprædiken i Klemensker og Rø 6. søndag efter påske 2019
Nikolaj Hartung Kjærby
”Jeg fylder dette hus med herlighed, siger Hærskarers Herre.” Er det ikke et vidunderligt løfte?
Det hus som Gud taler om gennem profeten Haggaj i det stykke vi hørte i begyndelsen af gudstjenesten, er jødernes tempel i Jerusalem som den mægtige kong Salomo havde ladet opføre omkring 1000 år før Kristi fødsel. Templet var nationens stolthed, ikke kun fordi det var en prægtig bygning, men også (og især) fordi det var et symbol på at Gud var nærværende hos sit folk.
Israels historie som Guds folk begyndte allerede nogle hundrede år før Salomo byggede templet i Jerusalem, nemlig da israelitterne blev befriet fra deres slaveri i Egypten. De af jer der har læst beretningen i Anden Mosebog i Det Gamle Testamente, eller som måske har set tegnefilmen Prinsen af Egypten eller 50’er-storfilmen De Ti Bud eller måske Ridley Scotts (efter min mening knap så vellykkede) Exodus: Gods and Kings fra 2014, kender godt historien: Israelitterne (eller ”hebræerne” som de blev kaldt dengang) havde været slaver i Egypten i 400 år, og de havde næsten glemt den Gud som deres forfædre Abraham, Isak og Jakob havde kendt og tilbedt. Men så viste Gud sig i et syn for Moses, der var født som hebræer, men var vokset op som adoptivbarn ved Faraos hof, og befalede ham at føre folket ud af fangenskabet. Til at begynde med var hebræerne skeptiske over for Moses, og det blev ikke bedre af at de i første omgang fik det værre fordi Farao kvitterede for Moses’ krav ved at gøre vilkårene endnu mere utålelige for slaverne. Men efterhånden som plagerne begyndte ar regne ned over den arrogante Farao – hver gang forudsagt af Moses – voksede hebræernes tro, og da Farao til sidst var blevet så mør at han lod dem rejse, fulgte de med Moses ud i ørkenen med kurs mod det forjættede land. Og de var ikke alene på deres vandring, for i Anden Mosebog kapitel 13 vers 21-22 læser vi: ”Herren gik foran dem, om dagen i en skysøjle for at føre dem på vejen og om natten i en ildsøjle for at lyse for dem, så de kunne gå både dag og nat. Skysøjlen fjernede sig ikke fra folket om dagen og ildsøjlen ikke om natten.” Gud var til stede på en måde så det ligefrem var synligt, og han lod folket opleve mange mirakler på deres vej gennem ørkenen.
Da de efter et par uger nåede frem til Sinajbjerget på deres vandring, blev de der i et helt år. I løbet af det år talte Gud til Moses ansigt til ansigt om hvilke love folket skulle leve efter når de nåede frem til det land de skulle bo i, og derudover gav han Moses og folket besked på at bygge en transportabel helligdom hvor Guds herlighed skulle bo. I særdeleshed ville Guds nærvær være knyttet til en lille kiste kaldet Pagtens Ark, hvori tavlerne med De 10 Bud blev opbevaret. Pagtens Ark skulle stå i det inderste rum i helligdommen, hvor kun ypperstepræsten måtte komme, og det endda kun én gang om året, og ikke uden at medbringe blodet fra en gedebuk for at skaffe soning for folkets synder.
Da israelitterne nåede frem til det land de skulle bo i, blev de gradvist bofaste og mere velstående, og da kong David havde gjort Jerusalem til sin hovedstad og bygget et prægtigt cedertræshus til sig selv, tænkte han en dag ved sig selv at det da var for dårligt at Pagtens Ark stadig måtte nøjes med at bo i et telt. Gud sagde imidlertid til ham gennem profeten Natan at han, David, ikke selv skulle bygge et tempel til Gud, men at hans søn skulle gøre det. Og derfor tog Davids søn Salomo, så snart han var blevet konge, fat på at bygge. Det tog syv år at bygge templet, men endelig stod det færdigt og kunne indvies. I Første Kongebog kapitel 8 læser vi hvordan præsterne førte Arken ind i det Allerhelligste rum i det nye tempel – og så kommer der to vers som jeg holder enormt meget af: ”Da præsterne gik ud af helligdommen, fyldte skyen Herrens tempel; præsterne kunne ikke forrette tjenesten på grund af skyen, fordi Herrens herlighed fyldte Herrens tempel” [1 Kong 8,10-11]. Og i Anden Krønikebog, hvor den samme begivenhed skildres, står der ligefrem at ”præsterne kunne ikke gå ind i Herrens tempel, fordi Herrens herlighed fyldte Herrens tempel” [2 Krøn 7,2]. Er det ikke fantastisk? Vi mennesker kan gøre mange gode ting for Gud, men nogle gange træder Gud selv ind på scenen og viser os at han overhovedet ikke er afhængig af vores indsats. Jeg kan ikke forestille mig noget bedre end en gudstjeneste hvor Guds Ånd overtager styringen i en grad så jeg ikke kan komme til at holde den prædiken jeg har forberedt, eller gennemføre de velkendte ritualer!
Det kan i øvrigt være at jeg lige skal forklare hvad ordet ”herlighed” betyder. Det Gamle Testamente er oversat fra oldhebraisk, og når der står ”herlighed” på dansk, er det en oversættelse af det hebraiske ord kabod, som kan betyde ”stråleglans” eller ”ære” eller ”tyngde”. Ud over Moses fik også profeterne Esajas og Ezekiel lov til at se Guds kabod, og de var alle tre bange på at deres sidste time var kommet – ikke fordi det de så, var ondt eller uhyggeligt, men fordi det tværtimod var så godt og rent og helligt at de blev smerteligt klar over hvor usle de selv var. Præsterne og resten af folket så ikke selve herligheden; de så kun en sky – men jeg er ikke i tvivl om at de har mærket denne ”tyngde” af hellighed. Jeg har også selv mærket den ved et par lejligheder – uden at jeg kan forklare det nærmere end at jeg ikke var i tvivl om at Gud var der, at han var virkelig, og at han var uendelig meget større og stærkere og renere end mig. Men for det meste mærker jeg det ikke – for det meste må jeg leve i tro og passe mit arbejde!
De israelitiske præster mærkede også kun yderst sjældent Guds nærvær så stærkt at de ikke kunne udføre deres arbejde. For det meste passede de deres daglige opgaver med at brænde røgelse, frembære helligt brød, hælde olie på den syvarmede lampe, ofre får og geder, og undervise folket i Guds lov. Men efterhånden begyndte både præsterne og folket at tage Gud for givet så de holdt op med at tilbede og søge ham af hjertet – det blev kun til tomme, ydre ritualer. I stedet begyndte de at dyrke afguder og at begå alle mulige former for ondskab – selv i Guds tempel tændte de offerild for hedenske frugtbarhedsguder. Derfor fik profeten Ezekiel cirka 400 år efter templets indvielse et frygteligt syn hvor han så Guds herlighed forlade templet igen – og få år efter blev Jerusalem indtaget af babylonerkongen Nebukadnezar, der jævnede templet med jorden og førte alle templets skatte med sig til Babylon. Hvad der blev af Pagtens Ark, ved ingen; den er aldrig siden blevet fundet (undtagen af Indiana Jones, men han er jo en fiktiv person. Men det at Steven Spielberg valgte at gøre Pagtens Ark til det centrale objekt i en actionfilm, viser noget om hvor stor fascinationskraft den har!).
70 år efter at Nebukadnezar havde ødelagt templet, blev hans rige erobret af perserkongen Kyros, og han gav de israelitter der levede i eksil i Babylon, lov til at vende hjem. I første omgang koncentrerede de sig om at genopbygge deres egne huse, men profeten Haggaj – ham hvis bog Johannes læste op fra først i gudstjenesten – formanede dem til først at genopbygge templet. De havde ganske vist ikke Pagtens Ark længere, og de havde heller ikke nær så mange penge som Salomo havde haft, så det nye tempel blev kun en svag afglans af det gamle – der står endda at de der var gamle nok til at have set det tidligere tempel, græd da de så det nye. Men ind i den situation var det så at Gud sagde: ”Jeg fylder dette hus med herlighed, siger Hærskarers Herre. … Husets kommende herlighed bliver større end den tidligere”.
Det nye tempel kom til at stå i næsten 600 år, og kong Herodes udbyggede det endda så det blev mindst lige så flot som Salomos tempel havde været, men i år 70 efter Kristus blev også det tempel ødelagt, denne gang af romerne, der ikke lod andet være tilbage end tempelpladsens vestlige mur, som den dag i dag er jødernes helligste sted. (Jeg har selv besøgt den, og det har nogle af jer måske også). Men det betyder ikke at Gud ikke længere har noget tempel, for da Jesus gik på jorden, åbenbarede han Guds herlighed, både i sin forkyndelse, i sine mirakler, og ikke mindst i den kærlighed han mødte mennesker med. Derfor kunne han også omtale sit eget legeme som Guds tempel [Joh 2,21].
Når vi bliver døbt, bliver vi knyttet så tæt sammen med Jesus at vi bliver ét med ham, og dermed bliver vi også ét med hinanden. Paulus udtrykker det sådan her i Første Korintherbrev: ”For vi er alle blevet døbt med én ånd til at være ét legeme” [12,13], og lidt længere nede i samme kapitel tilføjer han: ”I er Kristi legeme og hver især hans lemmer” [12,27]. Men når vi er Kristi legeme, og Kristi legeme er Guds tempel, så må det jo betyde at vi – Guds menighed på jorden – er Guds tempel. Og det siger Paulus faktisk også andetsteds i Første Korintherbrev at vi er: ”Ved I ikke, at I er Guds tempel, og at Guds ånd bor i jer? Hvis nogen ødelægger Guds tempel, skal Gud ødelægge ham. For Guds tempel er helligt, og det tempel er I” [3,16-17]. Som vi også sang med Grundtvig: ”Vi er Guds hus og kirke nu, bygget af levende stene”.
Derfor tror jeg også vi må have lov til at tage Guds løfte til israelitterne gennem Haggaj til os, nemlig at han også vil fylde dette hus med herlighed – det hus som vi er! Men det sker ikke af sig selv. Og det sker i særdeleshed ikke hvis vi tager Gud for givet, sådan som israelitterne alt for tit og i stigende grad forfaldt til at gøre på det første tempels tid. De påberåbte sig nok Gud, men de kendte ham ikke. Det samme gjaldt farisæerne og de skriftkloge på Jesu tid: De kendte De Hellige Skrifter udenad, men alligevel kendte de ikke den Gud der har åbenbaret sig i Skrifterne. Ham kan vi nemlig kun kende hvis Helligånden åbenbarer ham for os, sådan som Jesus siger det til sine disciple i dagens evangelietekst: ”Når Talsmanden kommer, som jeg vil sende til jer fra Faderen, sandhedens ånd, som udgår fra Faderen, skal han vidne om mig.” Og lidt senere i teksten, hvor han forbereder disciplene på at de vil blive forfulgt for hans navns skyld, siger han: ”Og det skal de gøre, fordi de hverken har kendt Faderen eller mig.”
Det som det hele kommer an på, er altså om vi kender Gud Fader og hans søn Jesus Kristus. Hvis Guds herlighed skal manifestere sig i vores fællesskab – og i vores dagligliv hver især – så kræver det at vi søger hans hjerte og lader ham forvandle vores hjerter så vi kommer til at ligne ham.
Hvordan gør vi så det? Jeg tror svaret findes i Apostlenes Gerninger kapitel 2 vers 42, hvor der står om de allerførste kristne, som dagligt erfarede manifestationer af Guds herlighed, at: ”De holdt fast ved apostlenes lære og fællesskabet, ved brødets brydelse og ved bønnerne.” Eller for at sige det på en måde der er let at huske: Bibelen, brødrene, bordet og bønnen – ”de fire B’er”. Jeg vil slutte min prædiken af med at sige lidt kort om hvert af B’erne.
Bibelen: Læs den! Nogle af jer synes måske at det virker som en uoverskuelig opgave, for den er jo temmelig tyk, og meget af det der står i den, er ikke specielt let at forstå. Men heldigvis findes der flere forskellige oversættelser af Bibelen til dansk, hvoraf nogle bevidst er holdt i et hverdagsnært og letforståeligt sprog, og der findes også gode resurser til at hjælpe på forståelsen, for eksempel kvartalshæftet ”Bibelnøglen” som til hver dag angiver et overskueligt antal vers man skal læse, hvorefter der følger en forklaring af versene. Det hele kan læses på 10 minutter. Og hvis du er ordblind eller af andre årsager har vanskeligt ved at læse, fås Bibelen også som lydbog – eller måske er du så heldig at der er nogen der vil læse højt for dig. Jeg vil i øvrigt under alle omstændigheder varmt anbefale at man ikke kun selv læser i Bibelen, men også jævnligt studerer den sammen med andre kristne. Det har missionsforeningerne gode traditioner for, og jeg har selv planer om at starte en bibelkreds, eventuelt en bibelkreds for begyndere, såfremt nogen er interesserede (ring til mig hvis I er det).
Brødrene (og jeg må hellere tilføje at når der mange steder i Det Nye Testamente står ”brødre”, så er det i henhold til datidens kultur underforstået at ”søstrene” også er omfattet – det er altså alle kristne der er tale om): Det er vigtigt at vi ofte mødes med andre kristne. Kristendom er ikke et soloprojekt; vi har brug for at blive støttet og båret af hinanden. Det kan også omfatte hjælp med helt praktiske og jordnære ting – vi bør som en selvfølge træde til hvis en medkristen (eller et medmenneske i det hele taget) har brug for hjælp, og når vi gør det, får vi den sidegevinst at vi selv lærer Jesus at kende.
Bordet: I nadveren rækker Jesus os sit eget legeme og blod i brødets og vinens skikkelse som et håndgribeligt tegn på sit nærvær. Tager vi imod det i tro, så vil vi også erfare at vores
tro bliver styrket ved det.
Og endelig: Bønnen. Jeg tror ikke der er nogen substitut for bønnen. Det ligger til vores moderne vestlige kultur at vi gerne vil være aktive og udadvendte og på forkant og gøre en hel masse, og er der heller ikke noget galt i i sig selv, men som Salomo skriver i Salme 127 i Det Gamle Testamente: ”Hvis ikke Herren bygger huset, arbejder bygmestrene forgæves.” Vores anstrengelser kan alt for let vise sig at være forgæves hvis ikke vores førsteprioritet er at søge Gud i bøn og lytte til hvad han har at sige os. Jeg blev fantastisk glad da jeg hørte at graver Carsten holder bedemøde hver onsdag mellem 16.30 og 17.30 i konfirmandstuen [her] i Klemensker – det håber jeg at mange af jer vil slutte op om. Jeg kunne også godt tænke mig at holde nogle korte bønnesamlinger af 15-20 minutters varighed i kirkerne – nok mest i Klemensker, for det er jo der jeg bor, men forhåbentlig også [her] i Rø, hvis der er interesse for det – og med tiden forhåbentlig hver dag i enten den ene eller den anden kirke, for jeg tror som sagt det er alfa og omega at det er Gud der sætter dagsordenen. Giver vi ham lov til det, så tror jeg også at han vil fylde dette hus med herlighed!
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments