Afskedsprædiken i Husum Kirke 5. søndag efter påske 2019
Posted By admin on 8. juni 2019
Jesus går til Faderen: Himlens kronprins
Prædiken i Husum Kirke 5. søndag efter påske 2019
Nikolaj Hartung Kjærby
I gamle dage, dengang der kun var én lærer tilknyttet hver enkelt lille landsbyskole, var læreren ofte den mest lærde person i lokalsamfundet (næst efter præsten). Det faktum var der en bestemt landsbylærer som var meget bevidst om, og han sagde pralende til sine elever at hvis en af dem kunne stille et spørgsmål som han ikke kunne svare på, ville han give vedkommende elev en krone (og det var mange penge dengang!). Eleverne forsøgte sig med snart det ene, snart det andet vanskelige spørgsmål, men læreren svarede uden problemer på dem alle sammen. Så en dag var der en dreng der rakte hånden op og sagde: ”Hr. lærer” (det sagde man nemlig dengang), ”hvad har jeg til fælles med kronprinsen?” Læreren betragtede drengens lurvede fremtoning, slog en latter op og sagde: ”Du har vist ikke ret meget til fælles med kronprinsen!” ”Jo,” sagde drengen, ”vi venter begge to på at få en krone!”
Når jeg fortæller den vittighed, er det naturligvis fordi det i dag er Kronprins Frederiks fødselsdag – 51 år bliver han. Og så er det fordi den siger noget om hvad en kronprins har til opgave, nemlig at vente. Nogle kronprinser kommer til at vente i rigtig mange år før de kommer til fadet. Frederik den 8. var 62 år da han blev konge, og så sent som året før blev han efter sigende ydmyget i Statsrådet af sin far, Christian den 9. Kongen og kronprinsen var temmelig uenige rent politisk, og på et tidspunkt drev det (hvis anekdoten taler sandt) den 87-årige konge til i hele regeringens påhør at irettesætte sin 62-årige søn med ordene: ”Ti stille, knægt!” Frederik den 8.’s 62 år er i øvrigt langt fra rekord – den engelske prins Charles er som bekendt stadig kun kronprins selvom han har rundet de 70, så hans regeringstid bliver næppe lang, hvis han da overhovedet overlever sin mor.
Heldigvis behøver en kronprins ikke bare at sidde med hænderne i skødet og vente på at hans far eller mor dør så han kan komme til fadet. De af jer der følger med i den danske kongefamilies færden, ved at dagens fødselar har en fuld kalender, og det er bestemt ikke kun sjov og ballade den er fyldt med; der er masser af officielle pligter. Hvad Prins Charles angår, rejser han såvel De Britiske Øer som resten af verden tynd som officiel repræsentant for det britiske kongehus, og i 2011 nåede han op på mere end 600 officielle optrædender. (Jeg har ikke kunnet finde nogen nyere tal).
Jesus er også en slags kronprins. Gud er jo altings konge, og Jesus er hans søn. Og i begyndelsen af Hebræerbrevet står der: ”Mangfoldige gange og på mangfoldige måder har Gud i fortiden talt til fædrene gennem profeterne, men nu ved dagenes ende har han talt til os gennem sin søn, hvem han har indsat som arving til alle ting”. Som søn og arving til universets konge må Jesus altså være kronprins. Men der er noget der ikke stemmer, for i modsætning til Frederik og Charles, der dog kan regne med at deres mødre dør på et eller andet tidspunkt, så har Jesus en far der lever evigt. (Til gengæld er Nietzsche død for mange år siden). Betyder det så at Jesus aldrig kommer til at arve det han er arving til, men må vente på sin krone i al evighed?
Nej, tingene fungerer heldigvis anderledes i himlen end de gør blandt os mennesker, og det betyder at der ikke er noget i vejen for at Gud Fader og Jesus begge to er konger på samme tid! Det lyder måske lidt mærkeligt, men ligesom med så meget andet i kristendommen kan vi finde en forklaring i Det Gamle Testamente. Jeg vil læse fra Salmernes Bog, salme 2, vers 2-6:
Jordens konger rejser sig, fyrsterne slår sig sammen
mod Herren og mod hans salvede:
”Lad os sprænge deres lænker og befri os fra deres reb.”
Han, som troner i himlen, ler, Herren spotter dem.
Så taler han til dem i sin vrede
og forfærder dem ved sin harme:
”Jeg har indsat min konge på Zion, mit hellige bjerg!”
Her ser vi altså at Gud, som sidder på tronen i himlen, har indsat en konge på jorden (nærmere bestemt på bjerget Zion i Jerusalem) – en konge som Gud ligefrem omtaler som ”min konge”, og som også kaldes for ”Herrens salvede”. Efter at Moses havde ført israelitterne ud af Egypten, var der ellers i første omgang ikke blevet udråbt en konge over folket. Moses fungerede i praksis som en konge, og det samme gjorde hans efterfølger, Josva, der stod i spidsen for erobringen af Det Forjættede Land. Men da Josva døde, var folket bosat i landet, og planen var nu at de skulle leve i fred og fordragelighed, og Gud skulle være deres eneste konge. Men et var teori, et andet praksis: Gang på gang begyndte israelitterne at dyrke nabofolkenes frugtbarhedsguder i stedet for at holde sig til Himlens Gud, med det resultat at de blev undertrykt af de selvsamme nabofolk fordi de søgte beskyttelse de forkerte steder. Da de på et tidspunkt var hårdt presset af filistrene, gik de til profeten Samuel og forlangte at få en konge ligesom de andre folk. Det kom de imidlertid til at fortryde, for selvom kong Saul i første omgang fremstod som en befrier sendt fra himlen, gik der ikke lang tid før magten steg ham til hovedet, og han blev en del af problemet i stedet for at være en del af løsningen. Men Gud havde en plan i baghånden, nemlig en konge efter Guds hjerte, og derfor sendte han Samuel for at salve hyrdedrengen David fra Bethlehem til konge i stedet for Saul. De vers fra Salme 2 som jeg læste før, handlede i første omgang om David, og Gud lovede David at der til evig tid ville være en af hans efterkommere på tronen i Jerusalem, hvis ellers efterkommerne ville holde sig til Gud.
Men selvom David blev kaldt ”en mand efter Guds hjerte”, var han langtfra perfekt. Dels var han (ligesom alle andre konger på den tid) en grum krigsherre, dels havde han ikke nok i én kvinde, eller to for den sags skyld, eller fire, eller seks. Ja, selvom han havde råderet (sådan var det jo dengang) over et helt harem af hustruer, forførte han hustruen til en af sine tapre soldater mens hendes mand var afsted på krigstjeneste. Derefter gav han sin hærfører besked på at lade manden, der i øvrigt hed Urias, i stikken på en post hvor han var sikker på at blive slået ihjel – deraf udtrykket ”en uriaspost”. Hvordan kan en mand der handlede så ondskabsfuldt og usselt, kaldes ”en mand efter Guds hjerte”? Det kan han fordi han efterfølgende angrede sin synd af hele sit hjerte og ydmygede sig for Gud. I den anledning skrev han i øvrigt en smuk bodssalme [Salme 51] som har været til god gavn for mange andre syndere op gennem tiderne – jeg har også selv benyttet den.
Davids efterkommere som efterfulgte ham på tronen, gik imidlertid ikke i deres forfaders fodspor når det gjaldt det at angre deres synder; tværtimod var de (med nogle få lysende undtagelser som Hizkija og Josija) kun med til at føre folket længere og længere ud i synd og ondskab, indtil Gud til sidst tillod kong Nebukadnezar af Babylon at ødelægge Jerusalem og føre folket i eksil, som vi hørte for 3 uger siden. Men ved den lejlighed hørte vi også at profeten Ezekiel forudsagde at Gud ville genoprette sit folk under en god hyrde; og i de følgende 6 århundreder levede jøderne i håbet om at der ville fremstå en konge, en efterkommer af David, som virkelig ville regere efter Guds hjerte. Inspireret af blandt andet Salme 2 refererede de til denne fremtidige konge som ”den salvede”, på hebraisk mashiach – Messias. Efterhånden som græsk fik status af fællessprog i den østlige ende af Middelhavsområdet, var der stadig flere jøder der begyndte at tale græsk, og på græsk blev mashiach oversat til christós – Kristus. Når vi som kristne bekender at Jesus er Kristus, siger vi altså at vi betragter ham som den retmæssige arving til Davids trone i Jerusalem, som den retfærdige konge efter Guds hjerte der skal herske til evig tid – som englen Gabriel sagde til Maria da han bebudede at hun skulle føde Jesus: ”Han skal blive stor og kaldes den Højestes søn, og Gud Herren skal give ham hans fader Davids trone; han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans rige.”
Men Jesus er ikke blot arving til et jordisk kongerige i Levanten; vi hørte jo i Hebræerbrevet at Gud har indsat ham som arving til alle ting. Han skal herske over hele jorden – og himlen med. Det hører vi hver gang der er dåb, for i den forbindelse bliver Jesu sidste ord til disciplene læst op: ”Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor ud og gør alle folkeslagene til mine disciple” osv. Det er en lidt kringlet formulering: ”Mig er givet…” – på et mere mundret dansk ville vi nok snarere sige: ”Al magt i himlen og på jorden er blevet givet til mig”. Men det er stadig tungt sprog, og mange korrekturlæsere ville nok lave en note i margenen og skrive: ”Undgå om muligt passivsætninger”. Men Jesus siger altså ikke noget om hvem der har givet ham magten, kun at den er blevet givet til ham. Det er imidlertid ret indlysende hvem det er der har givet ham magten, nemlig Gud. Og det var endnu mere indlysende i oldtiden, i en grad så man ligefrem betegner den slags sætninger som ”guddommelig passiv”. Men selvom Gud Fader har givet Jesus al magt, så betyder det ikke at Faderen selv har abdiceret; det betyder blot at den relation som der var mellem Gud og David med henblik på magten over Israel, i Jesu tilfælde er udvidet til at gælde al magt i himlen og på jorden – og det er i dén forstand at Gud har indsat ham som ”arving til alle ting”. Måske kan man udtrykke det sådan – Jesus har jo ifølge den kristne tro to naturer: han er både sand Gud og sandt menneske – at som Gud bliver Jesus aldrig andet end kronprins: han er den evige Søn, og Gud er den evige Fader. Men som det fuldkomne menneske er Jesus Kongernes Konge, herre over alle og alt.
Men den måde hvorpå Jesus er konge over alt, er som den ideelle konge set med Guds øjne: som den konge hvis magt aldrig stiger ham til hovedet som den gjorde med Saul, men som udelukkende tænker på Guds vilje og Guds ære. Det er også derfor Jesus taler så meget om Faderen – blandt andet i dagens evangelietekst (så nåede vi endelig frem til dén!). Her gør Jesus det klart at han er kommet til verden på vegne af Faderen, for at forkynde om Faderen, og for igen at gå til Faderen. Og de privilegier som han har som søn og kronprins, dem giver han endda generøst videre til disciplene idet han giver dem tilladelse til at bede Faderen om ting i hans, Jesu, navn. Den måde Jesus er både kronprins og konge på, er som tjener, og derved har han også vist vejen for hvordan vi skal bruge den magt som vi har fået i og med at vi er blevet Guds børn og kan komme til ham med vores ønsker i Jesu navn: Vi skal bruge den til gavn og glæde for andre.
Jeg vil slutte denne min sidste prædiken i Husum Kirke af med en overset og overraskende pointe som Paulus fremfører i Første Korintherbrevs 15. kapitel [vers 25-28]. Han skriver: ”Kristus skal være konge, indtil Gud får lagt alle fjender under hans fødder; som den sidste fjende tilintetgøres døden, for (citat fra Gamle Testamente) ’alt har han lagt under hans fødder’ (citat slut) – og når det hedder, at alt er underlagt, er det klart, at undtaget er Gud, der har lagt alt under ham. Og når så alt er underlagt ham, skal også Sønnen selv underlægge sig under ham, som har lagt alt under ham, for at Gud kan være alt i alle.” Det er altså kun for en tid at Jesus skal være konge! Hans funktion som konge er at besejre Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen, at overvinde alt det onde som får os mennesker til at leve i fjendskab med Gud og med hinanden. Når han har gjort det, er der ikke længere brug for en konge, for så vil det oprindelige ideal endelig kunne virkeliggøres: at vi lever i fred og harmoni på den nyskabte jord og ikke har anden konge end Gud. Modsat her på jorden, hvor ordenen er at kongen overgiver magten til kronprinsen, vil det altså i himlen ende med at kronprinsen overgiver magten til kongen.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Comments