Prædiken til 5. søndag efter påske 2024
Posted By admin on 11. juni 2024
Den ypperstepræstelige bøn 1: Vi er Guds
Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 5. søndag efter påske 2024
Nikolaj Hartung Kjærby
Halvdelen af arbejdet med at skrive en prædiken består i at finde en indfaldsvinkel; et overordnet tema der kan tjene til at illustrere det jeg gerne vil sige. Til i dag overvejede jeg et øjeblik om jeg skulle indlede med at sige noget om hvordan genitiv kasus, altså ejefald, kan udtrykke en række forskellige betydninger, men det droppede jeg hurtigt, for min menighed bryder sig ikke om at jeg holder alt for nørdede prædikener, så derfor måtte jeg finde på noget andet.
Der er nogle præster der godt kan lide at drøfte søndagens tekster med andre præster før de går i gang med at skrive deres prædiken – og måske også at drøfte den færdige prædiken og give hinanden feedback. Det har jeg personligt aldrig benyttet mig af, dels fordi jeg ville have svært ved at finde tid til det, dels fordi præster, tro det eller lad være, er lige så forskellige som alle andre mennesker, og det som det ville fungere perfekt for min kollega at sige, ville måske falde helt til jorden hvis det var mig der sagde det, og vice versa. Dertil kommer at der også er ting som vi præster ser meget forskelligt på – jeg har for eksempel mødt indtil flere kolleger som ville synes at det var meget forkert af mig at sige at ”min menighed” ikke bryder sig om nørdede prædikener, for det er jo ikke ”min” menighed; jeg er menighedens ydmyge tjener, ikke dens ejer! Og det er selvfølgelig rigtigt nok (eller det skulle det i hvert fald helst være) – men da jeg sagde ”min menighed”, mente jeg selvfølgelig heller ikke at jeg ”ejer” menigheden. Der er jo masser af vendinger hvor vi siger ”min” eller ”mit”, uden at vi dermed mener at der er tale om noget vi ejer – jeg nævner i flæng ”min far”, ”min søster”, ”min chef”, ”min arbejdsplads”, ”min skole”, ”mit fædreland”, ”mit modersmål”. Så nej, ”min” behøver ikke at betegne ejerskab; det kan også betegne mange andre ting (og dermed fik jeg alligevel lært jer lidt om brugen af ejefald), men det betyder altid at der er en form for forbindelse eller samhørighed (selvom den også kan være af negativ art, som det eksempelvis er tilfældet når man siger ”min modstander”).
I prædiketeksten til i dag siger Jesus om sine disciple at de er Guds, og at Gud har givet dem til ham. Teksten er jo lidt usædvanlig, for de fleste af kirkeårets prædiketekster handler jo enten om noget som Jesus gjorde (for eksempel at helbrede en spedalsk eller få en storm til at lægge sig”), eller noget Jesus sagde til sine disciple eller til en folkeskare eller til sine modstandere, men i dag er der altså tale om noget som Jesus siger til sin far i himlen, altså en bøn som han bad (eller i hvert fald første del af den, for det er en ret lang bøn; vi skal høre noget mere af den næste søndag). Det var skærtorsdag aften at Jesus bad bønnen, altså få timer før han blev korsfæstet, og det fremgår af sammenhængen i de foregående kapitler at Jesus udmærket godt var klar over at han ville blive slået ihjel. Derfor er det heller ikke så mærkeligt at han beder for sine disciple, for nu skal de jo til at undvære ham.
Når jeg siger at Jesus bad for ”sine” disciple, så betyder det som sagt ikke at han ”ejede” disciplene, men: selvom ordet ”discipel” egentlig bare betyder en elev, så var Peter og Johannes og de andre disciple alligevel Jesus’ i en helt anden grad end de børn som min hustru underviser på Davidskolen, er hendes. Når man kom i lære hos en mester, så forpligtede mesteren sig til at lære disciplen alt hvad han vidste, og disciplen forpligtede sig til gengæld til at være lydig mod sin mester i ét og alt. Så det ville faktisk ikke være helt forkert at sige at disciplene ”tilhørte” Jesus. Sådan er det som bekendt ikke i dag; i dag må en underviser ikke pålægge sine elever hvad som helst, men kun ting der står i et rimeligt forhold til deres læreplan, og på en arbejdsplads findes der ikke alene regler om hvilke typer arbejde din chef må sætte dig til, men også om arbejdstid (i hvert fald i de fleste brancher). Men der er stadig i hvert fald én type af kontrakt hvor man kommer til at tilhøre en anden i en grad så man som udgangspunkt er forpligtet til at dele alt hvad man ejer, med vedkommende. Kontrakten er eksklusiv, forstået på den måde at man ikke må have lignende kontrakter med andre ved siden af, og selvom det godt kan lade sig gøre at opsige kontrakten, så er det ikke helt enkelt, medmindre den anden er indforstået. Det lyder umiddelbart temmelig skræmmende, og det er det ret beset også, men alligevel er der flere tusind danskere der hvert år ganske frivilligt indgår sådan en kontrakt, og antallet lader endda til at være stigende.[1] Det er naturligvis ægteskabet jeg taler om, og man kan undre sig over at så mange helt frivilligt vælger at binde sig til et andet menneske på den måde, men måske handler det om at det ikke nødvendigvis er ufrihed at være bundet til en anden – hvis det er den rigtige man binder sig til, kan det tværtimod føre til at man føler sig mere fri end nogensinde før. Derfor er det også med både stolthed og taknemmelighed at jeg bærer den ring som har min hustrus navn indgraveret – det synlige tegn på at jeg tilhører hende.
I begyndelsen af gudstjenesten hørte vi en tekst fra profeten Esajas’ bog i Det Gamle Testamente. Ligesom de fleste andre tekster fra Det Gamle Testamente kræver den lidt forudviden for at man kan forstå den 100 procent (og af samme grund vil jeg endnu en gang gentage min hyppige opfordring til jer alle sammen om at læse flittigt i Bibelen), men selv uden at vide på hvilken tid og under hvilke omstændigheder teksten blev skrevet, kan vi i hvert fald se at den handler om at Gud lover Israel at han vil gøre noget godt for dem, og at israelitterne vil blive så stolte over at tilhøre ham, at de ligefrem vil skrive ”Tilhører Herren” i deres hånd som et synligt tegn – på samme måde som en vielsesring er et synligt tegn på at man tilhører sin ægtefælle.
De fleste af jer – også de af jer der ikke selv er eller har været gift – kan nok godt forstå at man kan være stolt af at tilhøre sin ægtefælle, men måske er det ikke helt så ligetil at forstå hvorfor man skulle kunne være stolt af at tilhøre Gud. Et ægteskab er jo trods alt en gensidig og ligeværdig kontrakt hvor de to parter forpligter sig til nøjagtig det samme: Min hustru tilhører mig i lige så høj grad som jeg tilhører hende. Når det gælder forholdet til Gud, er der derimod i sagens natur tale om en asymmetrisk relation fordi Gud har uendelig meget mere magt end vi har, det vil sige: Når vi tilhører Gud, tilhører vi en der har ubegrænset magt over os, og det lyder måske ikke specielt rart. Men: Selvom forholdet til Gud er asymmetrisk, så er det faktisk stadig gensidigt! Et gennemgående tema i Det Gamle Testamente er at Gud indgår aftaler med mennesker, eller ”pagter” for at bruge et fint ord. Eller ”testamenter” for at bruge et ord der ganske vist er antikveret, men som til gengæld er grunden til at Bibelens to dele hedder ”Det Gamle Testamente” og ”Det Nye Testamente”. Og det er kendetegnende for alle de aftaler som Gud laver med mennesker, at Gud forpligter sig til en hel masse. Nogle gange pålægger Gud de mennesker som han laver aftalerne med, at de skal gøre noget til gengæld, hvoraf det mest kendte eksempel er den lov som Gud gav israelitterne ved Sinajbjerget efter at Moses havde ført dem ud af Egypten, og som på hebraisk kaldes Toraen.
I betragtning af at Toraen rummer ikke færre end 613 bud og befalinger (hvoraf De 10 Bud er de mest kendte), kan det godt virke som om de stakkels israelitter blev forpligtet til mere end Gud selv blev, men ikke desto mindre betragtede israelitterne det som et kæmpe privilegium at lige netop de havde fået Guds lov – dels fordi der var tale om en lov der var langt mere retfærdig end nogen af de love som nabofolkene havde, og i særdeleshed gjorde meget ud af at beskytte de svage i samfundet, men også fordi det at adlyde buddene i Toraen var vejen til et godt liv, og i sidste ende vejen til at kende Gud. Bibelens allerlængste kapitel, den 119. salme i Salmernes Bog, som rummer ikke færre end 176 vers, er faktisk én lang lovprisning af Guds lovs fortræffeligheder, hvor vi blandt andet finder udsagn som ”Jeg har gjort dine formaninger til min evige ejendom, for de er mit hjertes fryd” (Sl 119,111) og ”Syv gange daglig priser jeg dig for dine retfærdige bud” (Sl 119,164).
Faktisk er der kun ét problem ved Toraen, og det er at intet menneske er i stand til at overholde den. Derfor er det skønt at Det Gamle Testamente også rummer en masse tekster hvor Gud lover at han vil frelse sit folk, også selvom de ikke har holdt deres del af Sinaj-aftalen. Det gælder blandt andet den tekst fra Esajasbogen som vi hørte i begyndelsen af gudstjenesten i dag. Baggrunden for teksten er faktisk at fordi israelitterne gennem adskillige generationer havde blæst højt og flot på Guds bud ved at gøre alt fra at undertrykke de fattige til at udføre okkulte ritualer der omfattede menneskeofringer, så havde Gud tilladt det babyloniske imperium at erobre Jerusalem og føre indbyggerne i eksil. Esajas selv var ganske vist for længst død og borte da det skete, men alligevel forudsiger hans bog ikke alene katastrofen, men også at Gud ville genrejse sit folk og føre dem tilbage til deres land, sådan at Israel igen ville blive et hædersnavn.
Som sagt hedder Bibelens to dele ”Det Gamle Testamente” og ”Det Nye Testamente”, og det hedder de fordi ”testamente” er et gammelt ord for en aftale eller pagt. Når den sidste del hedder ”Det Nye Testamente”, er det altså fordi det handler om at Gud laver en ny og fuldkommen aftale med mennesker gennem Jesus. Det er blandt andet derfor at Jesus, som vi hørte, siger i sin bøn at Gud har givet de mennesker der var hans (altså Guds) til ham (altså Jesus). Jesus er selv Guds Søn, som har haft del i Guds herlighed siden før verden var til (som vi også hørte), og han gav sit liv og sit blod for at købe os fri fra det vi kalder synden, det vil sige vores manglende evne til at overholde Guds bud, sådan at vi bliver ved med at tilhøre gud og Jesus uanset hvad der sker. Ja, selv døden kan ikke skille os fra Guds kærlighed når vi tilhører Jesus, for Jesus opstod fra de døde, og derfor vil de der tilhører ham, også komme til at opstå fra de døde. Derfor begynder dåbsritualet med en tak til Gud for at han har genfødt os til et levende håb ved Jesu opstandelse fra de døde. Dåben er nemlig en indvielse til at tilhøre Jesus – og jeg håber at jeg med det som jeg har fået sagt i dag, har fået overbevist jer om at selvom det måske lyder som ufrihed at tilhøre en anden, så er det faktisk det allerbedste der kan ske, fordi det betyder at Jesus også tilhører os, og at vi også får del i den arv som han har gjort sig fortjent til ved at udføre den gerning Gud Fader havde pålagt ham.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
[1] I hvert fald ifølge https://www.alt.dk/artikler/flere-unge-bliver-gift
Comments