Prædiken til påskedag 2024
Posted By admin on 15. april 2024
Jesu opstandelse: Ben Franklin tog fejl: Vi skal ikke dø!
Prædiken i Sct. Klemens Kirke påskedag 2024
Nikolaj Hartung Kjærby
”Der er dog ikke noget der er sikkert i denne verden, bortset fra døden og skatterne.” Sådan skrev den amerikanske videnskabsmand, opfinder og politiker Benjamin Franklin engang i 1780’erne. Det citat blev siden et bevinget ord og er måske noget af det som Benjamin Franklin i dag er allermest kendt for – og det selvom sammenstillingen af død og skatter faktisk ikke var noget Franklin selv havde fundet på, men noget som han havde tyvstjålet fra en bog af Daniel Defoe fra 1726.
Om skatterne nu også er så sikre som Defoe og Franklin mente, kan man altid diskutere, men at døden er det, burde der ikke være nogen tvivl om. Alligevel går mange af os til daglig rundt og lader som om det ikke er sådan. Selvom vi med vores forstand godt ved at vi alle sammen kommer til at dø, så bryder vi os ikke om at tænke på det eller tale om det. Jeg læste engang en brevkasse hvor en ulykkelig 83-årig kvinde skrev at hun gerne ville drøfte sin ”bortgang” med sine børn, men de nægtede kategorisk at tale om emnet – sikkert fordi tanken om at deres mor engang skal dø, var ubærlig for dem. Og måske var hun heller ikke selv helt afklaret med det, siden hun valgte at bruge ordet ”bortgang” i stedet for ordet ”død”.
At vi mere eller mindre ubevidst forsøger at bilde os selv ind at døden ikke er den sikre udgang på vores liv, kan også ses på vores ordvalg i andre sammenhænge. Hvad siger I for eksempel til en overskrift som: ”Folk risikerer at dø”, som optrådte i diverse medier for nogle år siden? Det der gemte sig bag overskriften, var naturligvis at en bestemt gruppe folk risikerede at dø tidligere end de ellers ville have gjort – i det konkrete tilfælde var der tale om at patienter på Odense Universitetshospital risikerede at dø af infektioner under indlæggelsen på grund af dårlig rengøring – og jeg ved ikke hvordan man ellers kunne have formuleret overskriften uden at den var blevet lige så lang som mine prædikener, men tankevækkende er det ikke desto mindre. For det at dø er ikke bare noget som nogle mennesker risikerer – det er noget som vi alle sammen stensikkert kommer til.
Men så kommer vi i kirke påskemorgen, og hvad er så noget af det første vi hører? Det er ordene ”Jeg skal ikke dø, men leve”! Det er påskens revolutionerende budskab! Benjamin Franklin tog fejl – døden er ikke noget der med sikkerhed kommer til at ramme os!
Nogle af jer sidder sikkert nu og tænker: ”Hvad i alverden skal det sige? Hvordan skulle man kunne slippe for at dø på et eller andet tidspunkt? I nyere tid er det ikke sket at noget menneske har opnået en højere alder end 122 år, og selv hvis det er rigtigt at Noas bedstefar Metusalem blev 969 år, som der står i Første Mosebog kapitel 5 vers 27, så døde han trods alt til sidst. Salmisten der skrev de ord vi hørte i begyndelsen af gudstjenesten, må også være død, medmindre han sidder og gemmer sig i en hule i Himalaya sammen med Elvis. Så hvad er pointen?”
Inden jeg besvarer det spørgsmål (det er altid godt med en cliffhanger), så vil jeg lige se lidt på et andet spørgsmål, og det er om det overhovedet ville være ønskværdigt at slippe for at dø. I mit arbejde som præst har jeg mødt en del ældre mennesker som har advaret mig om at jeg ikke skal ønske mig at blive så gammel som de er, for det er ikke spor rart. Jeg har endda mødt mennesker som brændende ønskede sig at dø fordi de syntes at de havde levet mere end længe nok. Så selv hvis det var muligt at slippe for at dø, ville vi så ønske det? Det ville i hvert fald kræve at der på en eller anden måde blev sørget for at vi aldrig kom til at kede os, og derudover ville det kræve at hverken vores krop eller vores sind gik i forfald.
Jeg nævnte før Metusalem, som ifølge Første Mosebog blev hele 969 år gammel – 7 år mere end sin farfar Jered, der med 962 år indtager andenpladsen på listen over de ældste personer i Bibelen, og 19 år mere end Noa som ifølge Første Mosebog 9,29 blev 950 år gammel, deraf 600 år før syndfloden og 350 år efter. Men faktisk nævner Bibelen også to personer der slet ikke døde! Den ene var Metusalems far Enok – om ham står der: ”Han vandrede med Gud. Så var han der ikke mere, for Gud havde taget ham bort” (1 Mos 5,24). Den anden var profeten Elias, som i levende live blev hentet op til himlen i en ildvogn med ildheste – det kan man læse om i Anden Kongebog kapitel 2. (Kom ikke og sig at Bibelen er kedelig!). Men selvom Enok og Elias ikke døde, så forlod de alligevel jorden, og så vidt man ved, er ingen af dem vendt tilbage siden (bortset fra at Elias fik sig en kort snak med Jesus og Moses på Forklarelsens Bjerg). Og der er nok mange der ikke kan se den store forskel på om man forlader jorden ved at dø eller ved at blive hentet op til himlen i en ildvogn – selvom det hjælper lidt hvis man ved at jøderne på Elias’ tid ikke forventede at komme i himlen når de døde, men derimod at skulle sove i Dødsriget. Dertil kommer at Enok og Elias kun udgør en mikroskopisk brøkdel af de mennesker der har levet på jorden, og derfor er det vel begrænset hvor meget trøst vi kan hente i at netop de to fik en anderledes skæbne end alle andre. Og det er nok også derfor det hverken er Enok eller Elias der er hovedperson i påskens evangelium, men derimod Jesus.
”Kristus er opstanden!” – det er kernen i påskens budskab. Vi kan næsten føle den helt utrolige glæde og lettelse som disciplene og kvinderne må have følt da det gik op for dem at Jesus virkelig var i live – hvordan den sorg og håbløshed som havde ramt dem da han blev korsfæstet, fordampede som duggen en forårsmorgen. Men det er trods alt sket flere gange at nogle mennesker har kunnet glæde sig over at få en af deres kære tilbage – alene de fire evangelier nævner 3 andre mennesker som blev oprejst fra de døde. Så hvorfor er netop Jesu opstandelse er den glædeligste nyhed nogensinde, som der stadig er grund til at fejre 2000 år senere? Jo, det skyldes at Jesus besejrede døden, ikke bare for sig selv, men for alle mennesker! Da Jesus hang på korset langfredag, hang han der som repræsentant for hele menneskeheden og bar straffen for alle menneskers synder i fortid, nutid og fremtid. Det var på vegne af alle mennesker i fortid, nutid og fremtid at Jesus fór ned til Dødsriget, og nu hvor han har besejret døden, er det ikke kun dens magt over ham der er brudt, men dens magt over alle mennesker i fortid, nutid og fremtid.
Det betyder ikke at det biologiske fænomen som vi kalder ”døden”, er afskaffet – ikke endnu i hvert fald. Men det betyder at den ikke længere fortjener sit navn. Det ligger jo i selve begrebet ”død” at det er noget endegyldigt og uafvendeligt, men efter at Jesus har banet en vej igennem døden til en opstandelse der ligner hans, og et evigt liv på den anden side, så er der reelt blot tale om et blund, omend måske et lidt langvarigt et af slagsen. Og det er derfor vi med overbevisning i stemmen kan hævde at Benjamin Franklin tog fejl, og sige: ”Vi skal ikke dø!” Det er også grunden til at Paulus foretrækker at bruge udtrykket ”sove hen” når han taler om det der sker når vores hjerte holder op med at slå. Og det var måske i virkeligheden også det der var årsagen til at den 83-årige dame fra brevkassen brugte udtrykket ”bortgang” i stedet for ”død”?
Men hvad er det så for et liv vi kan se frem til på den anden side af døden og opstandelsen? Er det et lige så virkeligt liv som det vi kender fra denne verden? Det er desværre en udbredt opfattelse at det ikke er det, og det er måske en af grundene til at mange mennesker opfatter tanken om reinkarnation (altså at vores sjæl efter døden bliver genfødt i en ny krop til et nyt liv i denne verden) som mere tiltalende end det kristne opstandelseshåb. Det skyldes nok blandt andet en misforståelse af hvad der menes med ”sjælens frelse”, som der tales om mange steder i Det Nye Testamente, for eksempel i det stykke fra Første Petersbrev som vi hørte tidligere i gudstjenesten.
Vi er vant til at betragte kroppen og sjælen som modsætninger, og derfor kommer vi let til at tænke at når der tales om ”sjælens frelse”, så betyder det at den frelse vi håber på, ikke omfatter kroppen. Det er kun blevet værre af at kristendommen allerede på et tidligt tidspunkt blev inficeret af gnostiske strømninger der betragtede den fysiske verden som noget ondt som det gælder om at undslippe fra. Selvom alle de store teologer i oldkirken talte dunder mod gnosticismen, som de med rette fordømte som det rene hedenskab, så har de kropsfjendske ideer fulgt kristendommen som en mørk skygge gennem snart 2000 år. Det har betydet at påskens budskab om at døden er en besejret fjende som ikke længere kan true os, er blevet forvansket til et budskab om at døden er en ven som befrier sjælen fra kroppens fængsel. Man kan endda finde den slags tanker i Den Danske Salmebog, for eksempel i unitarsalmen ”Nærmere, Gud, til dig”, hvor sidste vers begynder med linjerne: ”Og er for sidste gang striden forbi, sjælen til Himmel-vang løfter sig fri”. Man får nærmest indtryk af at det evige liv er en eller anden luftig, ukropslig åndetilværelse! Men den idé stammer ikke fra Bibelen; den stammer snarere fra den hedenske nyplatonisme.
Det Nye Testamente, derimod, fortæller os at Jesus efter sin opstandelse var i stand til at spise stegt fisk og at invitere disciplene til at røre ham så de kunne mærke at han ikke var et spøgelse, men havde kød og knogler. Og det levende håb som Jesu opstandelse har genfødt os til, er et håb om at vi vil komme til at opstå fra de døde på samme måde som Jesus gjorde det. ”Sjælens frelse” består altså ikke i at den bliver befriet fra kroppen, men tværtimod i at den bliver genforenet med en ukrænkeliggjort og udødeliggjort udgave af den gamle krop! Vi vil altså stadig være os selv – ja, endnu bedre: Vi vil være den perfekte udgave af os selv som synden på nuværende tidspunkt forhindrer os i at blive. Vi vil være alt det som Gud oprindelig havde tænkt at vi skulle være. Og vi vil få lov til at se Gud ansigt til ansigt og dag for dag, år for år opdage mere af hans uendelige storhed og skønhed. Og alt det vil vi gøre sammen med alle vore kære, som vi til den tid vil opleve et endnu tættere fællesskab med end vi gør her i denne verden – et fællesskab uden forbehold, uden konflikter, uden misforståelser, uden misundelse: en evig dans ind i stadig nye dimensioner af kærlighed og glæde. Og når dét er vilkårene, så kan jeg ikke se nogen grund til at vi ikke skulle ønske at leve videre i al evighed!
Glædelig påske!
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments