Prædiken til 4. søndag efter trinitatis 2023
Posted By admin on 25. juli 2023
Døm ikke: Ingen adgang for perfekte
Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 4. søndag efter trinitatis 2023
Nikolaj Hartung Kjærby
De ord vi lige har lyttet til, er relativt velkendte – selv forfatteren Carsten Jensen, der så vidt jeg ved, er erklæret ateist, valgte at kalde sin debatbog fra 2021 for Bjælken i mit øje. Men som barn kunne jeg absolut ikke forstå det Jesus sagde om splinten og bjælken. Det forekom mig at det var i lodret modstrid med alt hvad Jesus i øvrigt siger om næstekærlighed og om at sætte andres behov over sine egne, at man nu lige pludselig skulle løse sine egne problemer først! Ganske vist med det formål bedre at kunne hjælpe andre bagefter, ligesom når man i sikkerhedsgennemgangen på et fly får at vide at man i tilfælde af trykfald i kabinen skal tage sin egen iltmaske på inden man giver sine børn deres iltmasker på – men alligevel!
Senere fandt jeg selvfølgelig ud af at splinten og bjælken ikke skal forstås bogstaveligt, men at det er en anden måde at sige at vi skal lade være med at dømme andre, fordi vi som regel ikke er meget bedre selv, hvis vi skal være helt ærlige. (Vi har i øvrigt et dansk ordsprog med tilsvarende betydning: ”Fej foran din egen dør før du fejer foran andres”). Og det giver jo god mening, især når man sammenholder det med det andet billede som Jesus bruger umiddelbart forinden, nemlig: ”Kan en blind lede en blind? Vil de ikke begge falde i grøften?” Eller sagt på en anden måde: Hvis du har ambitioner om at være en der retleder andre, så skal du sikre dig at du selv har styr på hvad der er den rette vej at gå!
Og det giver jo god mening – men det kan også godt være temmelig anfægtende når man har sådan et job som jeg har, hvor jeg søndag efter søndag skal stå her på prædikestolen. Faktisk var det netop det der var min største anfægtelse da jeg som ung gik og overvejede om teologistudiet var den vej jeg skulle gå. Jeg var nemlig ikke spor i tvivl om at jeg havde lyst til at læse teologi, for det er et utrolig spændende studium, og det er jo et helt vildt privilegium først at kunne bruge sin studietid på at studere Bibelen og troen for derefter at få penge for at fortælle andre om Jesus! Derfor forstår jeg heller ikke hvordan vi er havnet i den situation vi står i nu, hvor der er mangel på mennesker der har lyst til at læse teologi og blive præster, især hvis man kan få lov til at bo i en kæmpe præstegård med en flot udsigt på Danmarks skønneste ø – men sådan er der så meget. Hvorom alting er, så bestod min væsentligste anfægtelse som ung i om jeg overhovedet kunne tillade mig at lægge billet ind på sådan en attraktiv levevej, for jeg havde jo så rigeligt med bjælker i mine egne øjne, så hvordan skulle jeg kunne stå her på prædikestolen og vejlede andre om deres splinter? Når jeg alligevel står her i dag, så skyldes det ikke at jeg nu ikke har nogen bjælker længere; det skyldes derimod en oplevelse jeg havde da jeg i sommeren 1996 lå i en hospitalsseng i den ungarske by Siófok, hvor jeg var havnet på grund af en akut blindtarmsbetændelse, der heldigvis blev opdaget i tide. Mens jeg lå der, læste jeg en bog af den amerikanske prædikant Chuck Swindoll med titlen The Grace Awakening, hvor forfatteren blandt andet gør opmærksom på noget som Paulus skriver i Første Korintherbrev kapitel 15 (og jeg undskylder hvis nogen har hørt mig tale om det skriftsted før; det skyldes at det er det skriftsted der fremfor noget andet er blevet definerende for mit liv). Som nogle af jer måske husker, havde den store apostel Paulus en mildt sagt blakket fortid, hvor han inden sin omvendelse forfulgte og dræbte de kristne, og på den baggrund skriver han: ”jeg er den ringeste af apostlene, ikke værdig til at kaldes apostel, fordi jeg har forfulgt Guds kirke” (1 Kor 15,9). Men så tilføjer han: ”Men af Guds nåde er jeg, hvad jeg er, og hans nåde imod mig har ikke været forgæves; jeg har arbejdet mere end nogen af dem, det vil sige ikke jeg, men Guds nåde, som har været med mig” (v. 10). Selv Paulus blev altså ikke kaldet fordi hans liv var noget at råbe hurra for, snarere tværtimod! Og det samme kan i øvrigt siges om alle de andre apostle. At der overhovedet er nogen mennesker der kan prædike, skyldes ene og alene Guds nåde, for prædikanter er ikke bedre eller frommere mennesker end alle andre.
Men hvad så med bjælken i øjet? Jesus siger jo at vi skal tage bjælken ud af vores eget øje, sådan at vi kan se klart nok til at tage splinten ud af andres? Betyder det ikke at det trods alt forventes at vi – og det gælder vel at mærke ikke kun prædikanter, men alle kristne – at det forventes at vi stræber efter at være frommere end andre, sådan at vi efterfølgende kan hjælpe dem op på vores niveau, så at sige?
Nej, det tror jeg ikke det betyder. Jo, selvfølgelig skal vi stræbe efter at ”leve besindigt og retskaffent og gudfrygtigt i denne verden”, som Paulus skriver i Titusbrevets andet kapitel (vers 12), og i særdeleshed skal den der har et embede i menigheden, bestræbe sig på at foregå menigheden med et godt eksempel – ”vær selv et forbillede i gode gerninger”, skriver Paulus til Titus i det samme kapitel (v. 7). Men det skal alt sammen ske med Guds nåde som overskrift. For at blive i Titusbrevet, så står der faktisk sådan her i verset umiddelbart før det med at leve besindigt og retskaffent og gudfrygtigt: ”For Guds nåde er blevet åbenbaret til frelse for alle mennesker og opdrager os til at sige nej til ugudelighed og verdslige lyster og leve besindigt og retskaffent og gudfrygtigt” (Tit 2,11-12).
Hvad betyder det? Det betyder at du slet ikke kan fjerne bjælken fra dit eget øje; det er kun Gud der kan det! Men hvorfor siger Jesus så at vi skal fjerne bjælken, hvis vi slet ikke kan? Jeg tror det er et retorisk greb, ligesom når vi siger: ”Lad være med at dømme nogen før du har gået en mil i deres sko”. Det kan man jo heller ikke – altså opleve andres liv, sådan som de selv oplever det. Så jeg tror at det Jesus vil sige, er: ”Lad være med at dømme andre, for du vil aldrig nå dertil hvor du er berettiget til at dømme”, og det siger han ved at angive en betingelse for at kunne dømme, som det er umuligt for os at opfylde.
Men der er noget andet som vi godt kan gøre, selvom vi har øjnene fulde af bjælker, og det er at pege på ham der kan fjerne både splinter og bjælker, sådan som Paulus netop gør i de vers jeg læste da jeg lå i hospitalssengen i Siófok. Alle de formaninger som Paulus giver i sine breve, bygger på den præmis at det dybest set kun er Guds nåde der kan skabe forandring i et menneske, og at vi ikke når i mål med forandringen så længe vi lever i denne verden. Så ganske vist drister Paulus sig til i Filipperbrevets tredje kapitel at formane sine læsere med ordene: ”Efterlign mig, brødre, og se hen til dem, der lever efter det forbillede, I har i os” (v. 17), men det skal læses på baggrund af de foregående vers, hvor han skriver: ”Ikke at jeg allerede har grebet det eller allerede er blevet fuldkommen; men jeg jager efter det, om jeg virkelig kunne gribe det, fordi jeg selv er grebet af Kristus Jesus. Brødre, jeg mener ikke om mig selv, at jeg allerede har grebet det. Men dette ene gør jeg: Jeg glemmer, hvad der ligger bagude, og strækker mig frem mod det, der ligger forude; jeg jager mod målet, efter sejrsprisen, som Gud fra himlen kalder os til i Kristus Jesus” (v. 12-14). Udgangspunktet er altså at vi er grebet af Kristus – at han har fundet os, som vi talte om i søndags da vi hørte lignelsen om det forsvundne får – og det eksempel som Paulus sætter og formaner både filippermenigheden og alle andre til at følge, er at han lægger fortiden bag sig (en fortid der for Paulus’ vedkommende som nævnt var særdeles blakket) og stræber efter fremover at kende Jesus stadig bedre og følge ham, hvor han end måtte lede én hen. Og det projekt får vi aldrig så godt styr på at der bliver tid og kræfter i overskud til at pege fingre af andre – så længe vi lever i denne verden, vil vi have mere end rigeligt at se til med at hive bjælker ud af vores egne øjne.
Men alligevel kan vi godt hjælpe hinanden på vejen, sådan som Paulus for eksempel gør med de talrige formaninger i sine breve, og sådan som jeg og andre får penge for at gøre fra prædikestolen hver søndag og i samtaler i ugens løb. Og det smukke ved det er at den hjælp vi kan give hinanden, netop ikke har karakter af at det er den mere fromme der – måske lidt nedladende – hjælper den mindre fromme, men at alle kan hjælpe alle, så længe vi ikke gør det med en dømmende indstilling, men i oprigtig kærlighed og ikke mindst ydmyghed. Mener du derimod at du allerede har grebet det hele og er blevet fuldkommen, så bedes du tie stille i de helliges forsamling indtil du har indset at du tager grusomt fejl!
Guds menighed er nemlig ikke de perfektes klub; det er tværtimod klubben for alle der har sat deres lid til Jesus i stedet for til deres egen fromhed og godhed. Ingen kristen er andet eller mere end en tilgivet synder, og ingen af os fortjener at blive kaldt Guds barn; kun i kraft af Guds nåde er vi hvad vi er. Derfor må vi se nådigt på vores medkristne når de fejler, også hvis der er nogen der bliver ved med at falde i synd på et punkt hvor vi selv mener at have 100 procent styr på tingene. Vedkommende er undervejs, ligesom du selv er, og ingen af jer er blevet fuldkommen. Og tilsvarende må du også se nådigt på dig selv når du fejler, selv hvis du har handlet på en måde der overhovedet ikke harmonerer med hvad Jesus står for. I stedet for at slå dig selv oven i hovedet eller synke hen i mismod over hvor håbløst et tilfælde du er, må du minde dig selv om at det som du ikke selv kan, det kan Jesus, og selvom du fejlede nok så grusomt i dag, er der intet der hindrer ham i at lede dig ad rette veje i morgen, hans navn til ære. Bliv blot ved med at strække dig fremad mod det der ligger forude, og mind dig selv om at dit håb bygger 100 procent på Jesus og nul procent på dig selv.
Det samme gælder alle dine medkristne: Deres håb bygger heller ikke på deres egen fromhed, men alene på Jesus. Så når du konstaterer at din bror eller søster i Kristus ikke er fejlfri, ligesom du heller ikke selv er det, og hvis du tænker at du ville kunne hjælpe vedkommende til at få et tættere fællesskab med Jesus ved at pege på et punkt hvor de med fordel kunne ændre på deres vaner eller livsstil, så må du gøre det uden at sætte dig selv på en piedestal – måske ved forsigtigt at sige noget i stil med: ”Har du overvejet at det måske ikke er så god en idé at du…” – hvad det nu måtte være. Og vent med overhovedet at sige noget som helst, til den anden kender din egen vandring og dine egne kampe, anfægtelser og sår godt nok til at vedkommende tør lytte til dig uden at behøve at frygte for at blive dømt.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments