Prædiken til skærtorsdag 2023
Posted By admin on 11. april 2023
Nadverens indstiftelse: Hyrden blev et lam
Prædiken i Rø Kirke skærtorsdag 2023
Nikolaj Hartung Kjærby
Da jeg gik i søndagsskole som barn, lærte jeg en børnesang med titlen ”Jesu lille lam jeg er”, og jeg bruger den stadig ind imellem til dåbsgudstjenester og børnegudstjenester. Den går på en meget kendt melodi, og teksten lyder sådan her (I må gerne synge med hvis I kender den):
Jesu lille lam jeg er, på sin skulder han mig bær’
over bjerge, gennem dale,
op til Himlens lyse sale.
Jesu lille lam jeg er, på sin skulder han mig bær’
Jeg var et storbybarn, og jeg havde knap nok set et lam andet end på billeder (og så måske i Børnezoo), så jeg forstod nok ikke tekstens implikationer fuldt ud, men jeg vidste da så meget, at det er trygt at blive båret på et par stærke skuldre der sidder på en person der elsker én, og det var nok det vigtigste for mig at forstå. Senere hen har jeg reflekteret en del over hvad det yderligere indebærer at sammenligne sig selv med et lam, som vi gør i den sang. Ikke at det er en fremmed tanke i vores kultur at man kan sammenligne sig selv med et dyr – i popmusikken har vi for eksempel hørt Katy Perry sammenligne sig selv med løver og tigre, og Elvis Presley udtrykke ønske om at være en teddybjørn – men et lam af alle dyr? Det er ikke ligefrem verdens klogeste dyr, og det er fuldstændig forsvarsløst over for de fleste trusler. Ved at synge ”Jesu lille lam jeg er” vedgår vi altså at forholdet mellem Jesus og os er at sammenligne med forholdet mellem et menneske og et husdyr – ja, ikke bare et husdyr, men et af de dummeste og mest forsvarsløse af slagsen. Og det er da heller ikke forkert – hvis det er noget, så er det snarere underdrevet, for mennesker og får har jo det til fælles at de rent biologisk er medlemmer af dyreriget, skabninger i kød og blod, som er svage, skrøbelige og ikke mindst dødelige, hvorimod Gud er alle tings skaber, ophøjet, hellig og salig, uforkrænkelig, uforgængelig og udødelig. At han alligevel vil have med os mennesker at gøre og endda kalder os sine elskede børn, det er så stor en nåde at det er vanskeligt at fatte.
Billedet med Gud som en hyrde og os mennesker som hans før og lam, er et billede der bruges flere steder i Bibelen. Mest kendt er nok Davids Salme 23, der begynder med linjen ”Herren er min hyrde” og fortsætter med at tale om grønne enge og om at være tryg selv i dødsskyggens dal, inden den til slut sprænger billedet, idet David synger at Gud ligefrem dækker bord for ham og lader ham bo i sit eget hus. Men billedet findes også flere andre steder, blandt andet i Ezekiels Bog, og Jesus tager det selv op i Johannesevangeliets 10. kapitel, hvor han siger: ”Jeg er den gode hyrde” – og igen sprænger billedet ved at fortsætte: ”Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene” (Joh 10,11).
Men som om alt det ikke var revolutionerende nok, så tager Jesus det yderligere et skridt videre (eller mange skridt videre, vil jeg endda sige) ved at sammenligne sig selv med et lam! Ganske vist siger han ikke på noget tidspunkt direkte at han er et lam, men Johannes Døber siger det om ham i begyndelsen af Johannesevangeliet (1,29.36), og i Bibelens sidste bog, Johannes’ Åbenbaring, bliver Jesus gentagne gange omtalt som ”Lammet”. Og det er vel at mærke ikke et kælelam der bliver båret på skuldrene; det er et lam der bliver slagtet (Åb 5,6)! Hvordan det nærmere skal forstås, fremgår af teksterne til i dag, hvor Jesus ganske vist ikke direkte kalder sig selv for et lam, men ikke desto mindre sætter sig selv i et ganske bestemt lams sted.
I beretningen om påskeugens begivenheder er vi nået frem til aftenen før Jesu død, som samtidig var ”den første dag under de usyrede brøds fest”; den dag hvor israelitterne spiste deres påskemåltid (som jøderne i øvrigt stadig gør den dag i dag, selvom jeg på et tidspunkt er blevet belært om at jøder i Danmark ikke bruger ordet ”påske” fordi vi kristne har sat os så solidt på det. I stedet bruger de det hebraiske ord som det danske ord ”påske” er afledt af, nemlig pesach). Historien bag det jødiske påskemåltid hørte vi noget af som dagens første læsning: Det var i forbindelse med at Gud frelste israelitterne ud af deres fangenskab i Egypten, at han gav dem besked om at de skulle slagte et lam og stryge noget af dets blod på deres dørstolper, for så ville dødsenglen se blodet og gå forbi israelitternes huse når den bevægede sig igennem Egypten for at slå den førstefødte i hvert hus ihjel. Det var den sidste og værste af Egyptens ti plager og den der endelig fik gjort Farao mør så han lod israelitterne rejse. Man kan spørge sig selv hvorfor Gud ikke bare valgte at give englen besked om hvilke huse israelitterne boede i, så de ikke havde behøvet alt det besvær med at smøre blod på dørstolperne, men jeg tror egentlig ikke at det primært var for at vise englen vej at israelitterne skulle smøre blod på deres dørstolper; jeg tror det hovedsagelig handlede om at der var noget som Gud ville lære israelitterne selv – nemlig at det ikke var fordi de var frommere og bedre end egypterne at Gud hjalp dem, men fordi Gud viste dem ufortjent godhed. Den rituelle slagtning af påskelammet mindede nemlig til forveksling om et offermåltid.
Det at ofre dyr til Gud – eller til guderne – var en ret almindelig foreteelse i oldtidens Mellemøsten (og i øvrigt også mange andre steder i verden, tyder det på). Noa ofrede til Gud da han gik ud af arken (1 Mos 8,20), og patriarkerne Abraham, Isak og Jakob, der var israelitternes forfædre, bragte jævnligt ofre til Gud. Mest definerende var nok beretningen om dengang Gud gav Abraham befaling om at han skulle bringe sin elskede søn Isak som brændoffer. På vej til offerstedet spurgte Isak sin far hvor offerdyret var henne, og trods Guds befaling svarede Abraham optimistisk at Gud selv ville sørge for et offerdyr. Måske havde Abraham gennemskuet at der blot var tale om en test af hans tro, for det gik som han forudsagde: Guds engel greb ind og reddede Isaks liv ved i stedet at give Abraham en vædder at ofre. Man kan sige at vædderen døde i stedet for Isak. Det var også ideen i de syndofre som senere kom til at udgøre rygraden i israelitternes gudsdyrkelse, efter at de var sluppet ud af Egypten: Man kunne undgå straf for sin synd ved at lade et dyr dø i sit sted. Med det i tankerne bliver det klart at tanken med påskelammet var at det døde i israelitternes sted.
Et andet kendetegn ved dyreofringer var at offerdyrets blod rensede de personer eller genstande som det kom i berøring med. Det skal naturligvis ikke forstås bogstaveligt, for alle der har prøvet at forsøge at vaske en blodplet af et stykke tøj, véd at det ikke er ret mange ting der kan gøre tøj så snavset som netop blod! Men i rituel forstand kunne personer og genstande altså blive renset af blod i oldtidens Mellemøstens tankegang. Ideen er at fordi Gud er ren og hellig, kan et syndigt menneske ikke overleve i hans nærhed, men det dyr der bliver ofret, fungerer som en slags ”lynafleder”, og som følge deraf får offerdyrets blod kraft til at beskytte mod det der ellers ville have været den visse død. På den måde opnår den ofrende en status af rituel renhed ved at bære offerdyrets blod på sig. Det er det samme vi ser i det israelitiske påskeritual: Lammets blod på dørstolperne fungerer som en slags ”lynafleder” for dødsenglen, og det giver det pågældende hus og dets beboere en status af rituel renhed trods beboernes syndighed, så dødsenglen ikke rammer dem.
Så spoler vi frem til prædiketeksten, hvor Jesus fejrer påskemåltid sammen med sine disciple. Det at smøre blod på dørstolperne var ganske vist en engangsforeteelse som ikke indgik i den årlige fejring, men den rituelle slagtning af påskelammet gjorde, og i israelitternes bevidsthed har det utvivlsomt fortsat været uløseligt forbundet med det at lammet døde i deres sted, og at dets blod beskyttede dem mod døden og gjorde dem rene. Det var altså i den setting, hvor de var i færd med at spise det lam hvis død havde reddet deres liv, og hvis blod havde gjort dem rene, at Jesus tog et brød, velsignede og brød det, gav sine disciple det og sagde: ”Tag det og spis det; dette er mit legeme.” Og han tog et bæger, takkede, gav dem det og sagde: ”Drik alle heraf; dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse.” Kan I se sammenhængen? Det som Jesus gav udtryk for ved netop denne aften at sige disse ord, var at hans egen død tjente samme formål som påskelammets død, nemlig at redde disciplene fra døden og rense dem for deres syndeskyld. Og ikke nok med det: Ligesom begivenhederne i forbindelse med den første påskefejring i Egypten var det der banede vejen for at israelitterne kunne gå fra at være et slavefolk der tilhørte Farao, til at være et frit folk der tilhørte Gud, sådan banede Jesu død vejen for at ikke alene israelitterne, men mennesker fra alle folkeslag kan gå fra at være slavefolk der tilhører synden og døden og Djævelen, til at være frie folk der tilhører Gud.
En sidste observation: Det er ikke tilfældigt at israelitterne skulle spise det lam der blev slagtet for at redde dem fra døden. Det at lammets kød kom ind i deres kroppe, skabte en symbolsk samhørighed mellem dem og lammet som et stærkt tegn på at lammets død gjaldt for dem. Det at det skulle være et lydefrit dyr, altså et dyr uden skavanker, var samtidig et stærkt tegn på at de selv fik status af at være uden ”skavanker”, altså uden synd, i Guds øjne. Derfor: Når vi i nadveren symbolsk spiser Jesu kød i skikkelse af brødet, skaber det en samhørighed mellem Jesus og os som et umådeligt stærkt tegn på at vi i kraft af Jesu død og blod har samme status hos Gud som Jesus selv har. Så stor kraft er der i nadveren at Jesus ligefrem sagde: ”dette er mit legeme” og ”dette er mit blod”, da han gav brødet og vinen til disciplene. Selvom man ikke ville finde andet end hvedemel og vand hvis man udsatte en oblat fra nadveren for en videnskabelig analyse, så har Jesus altså knyttet sit nærvær til nadveren på en måde som kun troen kan forstå. Så deltag frimodigt efter næste salme, når hyrden dækker bord for sine lam for at give sig selv hen som påskens sande offerlam.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments