Prædiken til 15. søndag efter trinitatis 2022
Posted By admin on 27. september 2022
Martha og Maria: Det vokser medens vi sove
Prædiken i Sct. Klemens Kirke til høstgudstjeneste 15. søndag efter trinitatis 2022
Det fortælles at en ung landmand engang overtog en gård der ikke havde været passet i flere år, hvad man tydeligt kunne se på markerne, der efterhånden var overgroet med alskens ukrudt. Men den unge mand tog uforfærdet fat på opgaven, og i løbet af kort tid havde han skabt et mønsterlandbrug, som han stolt viste frem for alle der gad høre om det. Da den lokale præst en dag kom på besøg, fik han samme historie, og præsten var naturligvis imponeret, men syntes også at den unge landmand måske kunne trænge til en lidt mere ydmyg indstilling til tilværelsen, så han sagde: ”Det er en imponerende indsats du har gjort! Men vi må huske at det i sidste ende er Guds værk det hele.” ”Det er muligt,” svarede landmanden, ”men så skulle du have set hvordan det så ud dengang Vorherre var alene om at passe det!”
Og det har han jo ret i. Ganske vist er ordene ”det vokser jo medens vi sove”, som vi sang lige før, taget mere eller mindre direkte fra Markusevangeliets 4. kapitel, hvor Jesus siger: ”Med Guds rige er det ligesom med en mand, der har tilsået jorden; han sover og står op, nat og dag, og kornet spirer og vokser, uden at han ved hvordan. Af sig selv giver jorden afgrøde” (Mark 4,26-28a), og i Salmernes Bog står der ligefrem: ”Det er forgæves, at I fra tidlig morgen til sent om aftenen slider for det daglige brød; for den, Herren elsker, får det, mens han sover” (Sl 127,2), men det betyder ikke at vi ikke skal arbejde. Tværtimod har Gud indrettet verden sådan at vi mennesker selv må yde en indsats hvis vi vil have brød på bordet, eller hvis der i øvrigt skal ske noget som helst godt. Det ser vi allerede i Bibelens allerførste kapitel, hvor Gud siger til de mennesker han lige har skabt: ”Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den; hersk over havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden” (1 Mos 1,28). Rent bortset fra at de ord alt for tit er blevet mistolket som et fripas til at drive hensynsløs rovdrift på naturen, så fortæller de os at Gud fra starten havde til hensigt at vi mennesker skulle være Guds medregenter og være med til at tage vare på hans skaberværk. I kapitel 2, hvor vi møder Adam og Eva, bliver det gjort mere konkret, da Gud ganske vist selv planter Edens have, men derefter står der: ”Gud Herren tog mennesket og satte ham i Edens have, for at han skulle dyrke og vogte den” (1 Mos 2,15). Også Det Nye Testamente taler tydeligt om menneskets medansvar for såvel skaberværket som evangeliets udbredelse; Jesus siger for eksempel til sine disciple at de skal bede høstens herre om at sende arbejdere ud til sin høst (Matt 9,37), og Paulus kalder i Første Korintherbrev sig selv og sin prædikantkollega Apollos for ”Guds medarbejdere” (1 Kor 3,9), for blot at nævne to eksempler (der er mange flere).
I lyset af det virker Jesu ord til Martha i dagens evangelietekst meget mærkelige: ”Martha, Martha! Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men ét er fornødent. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende.” Det som Maria havde valgt, var jo, som vi hørte, at sidde ved Jesu fødder og lytte til hans ord, hvorimod Martha var travlt optaget af at sørge for ham. Man spørger uvilkårligt sig selv om det overhovedet var faldet Jesus ind at hvis Martha også havde valgt ”den gode del”, så havde de ikke fået noget at spise den dag?
Det tror jeg dog nok at det var. Jesus og hans disciple brugte meget tid på at vandre omkring fra sted til sted gennem noget der ligner tre år, og ingen af dem døde af sult i den periode, så det lader til at de var opmærksomme på at uden mad og drikke duer helten ikke. Der var i øvrigt flere andre kvinder der af deres egne midler sørgede for Jesus og disciplene, læser vi andetsteds i Lukasevangeliet, så der er ingen grund til at tro at Jesus mente at det var forkert af Martha at gøre det samme. Det som han bebrejder hende, er da heller ikke at hun varter ham og disciplene op, men at hun er på nakken af sin søster.
Noget af det teksten handler om, er kønsroller. I den kultur som Jesus blev født ind i, var det normalt kun mænd der havde adgang til at blive disciple hos en omvandrende lærer. Ved at sidde ved Jesu fødder og lytte til ham tiltog Maria sig altså et privilegium som almindeligvis var forbeholdt mænd. Det virker besynderligt set med moderne vestlige briller, men i oldtidens Mellemøsten vil jeg gætte på at de fleste syntes at det fungerede udmærket. Jeg tror egentlig heller ikke at Jesu primære ærinde var at gøre op med traditionelle kønsroller eller andre sociale konventioner; tværtimod var den tidlige kristendom på en række områder påfaldende konservativ sammenlignet med flere af de andre religiøse bevægelser der opstod i Middelhavsområdet. Som det nok er de fleste bekendt, der har fulgt med i medierne på det seneste, skriver Paulus ligefrem et sted at kvinderne skal tie stille i forsamlingen, og et andet sted at en kvinde ikke må optræde som lærer eller byde over sin mand. Selv et fænomen som slaveri lå det ikke øverst på de første kristnes dagsorden at gøre op med; tværtimod formaner Paulus flere steder kristne slaver til at adlyde deres herrer.
I lyset af at selv samme Paulus et andet sted skriver at der i Kristus ikke er forskel på om man er jøde eller græker, træl eller fri, mand eller kvinde, så kan man virkelig undre sig over at de første kristne udadtil var så konservative som de var. Men jeg tror det hænger sammen med at det kristne budskab først og fremmest handler om noget der er langt vigtigere end samfundets sociale struktur, nemlig om Guds evige rige, som er i færd med at bryde frem i verden. Guds rige er vigtigere end alt andet; det er et omkvæd der går igen og igen gennem hele Det Nye Testamente. Jesus sammenligner Guds rige med en perle der er så værdifuld at en købmand er villig til at sælge alt hvad han ejer, for at kunne købe den, og senere siger han lige ud at den der vil med i Guds rige, må være forberedt på at blive hadet af alt og alle, selv sin nærmeste familie – men at det vil være det værd. Derfor tror jeg også at det som Jesus siger til Martha i dagens tekst, skal forstås sådan at det som han har at sige, er så vigtigt at de sædvanlige normer i samfundet må vige. (På juridisk sprog ville man måske have sagt at det er en force majeure). Det betyder ikke at det er unødvendigt at lave mad, men det betyder at selv noget så livsvigtigt som madlavning ikke må komme til at skygge for budskabet om Guds rige.
Efterhånden som århundrederne er gået, og kristendommen er nået ud til stadig flere, har samfundsnormerne også stille og roligt ændret sig, for selvom det at afskaffe slaveriet ikke var noget som Paulus og de andre tidlige kristne aktivt kæmpede for, så kom det alligevel som en naturlig konsekvens af at stadig flere blev kristne. Det ligger jo på en eller anden måde implicit i budskabet om Guds rige at et menneske ikke kan eje et andet menneske. (I den forbindelse er det i øvrigt ubeskriveligt pinligt at det tog så mange hundrede år at indse at det også gælder medmennesker af afrikansk oprindelse!). Også de store fremskridt der er sket inden for kønnenes ligestilling, er langt hen ad vejen en konsekvens af kristendommens indflydelse, vil jeg vove at påstå, selvom Paulus’ pragmatiske konservatisme er blevet misbrugt til at legitimere kvindeundertrykkelse på samme måde som de ord fra skabelsesberetningen jeg citerede tidligere, er blevet misbrugt til at legitimere rovdrift på naturen. Og så vil jeg i øvrigt ikke komme nærmere ind på den teologiske debat om i hvilken grad kønnenes ligeværd i Kristus udvisker forskellen på mand og kvinde på det skabte plan; det kunne hurtigt dels blive alt for langt, dels føre os væk fra det der er ærindet i dagens tekst
Sagen er nemlig den at i takt med at de værdier der lå implicit i den kristne forkyndelse, har skabt sociale forandringer i samfundet, så er det gledet mere og mere i baggrunden at kernen i det kristne budskab er noget der er langt vigtigere end de spørgsmål. Man kan spørge hvad der på nogen måde kunne være vigtigere end et spørgsmål som eksempelvis slaveri, men svaret på det spørgsmål skal søges i at en slaveejer kun kan undertrykke det ydre menneske, mens synden, som Jesus kom for at befri os for, undertrykker selve vores inderste væsen – og at onde og magtsyge mennesker kun kan slå vores krop ihjel, mens synden kan adskille både krop, sjæl og ånd fra Gud i al evighed. Derfor har beretningen om Martha og Maria et alvorligt budskab til alle os moderne ”Martha’er”, uanset køn, om at uanset hvor vigtigt vi og andre mennesker måtte synes at vores arbejde er, så er der intet der er vigtigere end Guds rige. Det betyder ikke at vi skal sjofle de opgaver som vi er ansat til at udføre, eller de forpligtelser vi har over for vores familie, men det betyder at vi aldrig må give de ting – så vigtige som de er – lov til at skygge for det som er det allervigtigste: at kende Gud og lade Helligånden forvandle os så vi kommer til at ligne Jesus. Selv når diverse praktiske gøremål på arbejdspladsen eller derhjemme lægger beslag på det meste af vores tid, må vi – også mens vi udfører vores opgaver – lade vores hjerte hvile og lytte til sandheden fra Jesus om at det ikke er de ting vi gør, der fortæller den dybeste sandhed om hvem vi er; det gør derimod det som Jesus gjorde for os da han gav sit liv på korset og opstod igen påskemorgen.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments