Prædiken til Kristi himmelfarts dag 2018
Posted By admin on 4. marts 2019
Den 15. januar 1972 trådte daværende statsminister Jens Otto Krag frem på Christiansborg Slots balkon og forkyndte: ”Kong Frederik den Niende er død. Længe leve Hendes Majestæt Dronning Margrethe den Anden!” Dette budskab, som efter dansk skik blev udråbt tre gange, gik ikke alene ud til de tusindvis af mennesker der var forsamlet på slotspladsen, men også til millioner af andre gennem tv og radio, og der var derfor næppe nogen i hele landet der kunne være i tvivl om at der var kommet en ny regent på tronen. Men radio og især tv er som bekendt relativt nye opfindelser, så i langt det meste af menneskehedens historie har det været noget mere omstændeligt i forbindelse med et tronskifte at få gjort alle den nye konges (for det var jo som regel en mand dengang) – at få gjort alle den nye konges undersåtter opmærksomme på hvem de fremover havde at tjene og lyde. Det gjaldt naturligvis især hvis landet var stort eller uvejsomt eller begge dele, for den eneste metode der fandtes, var at sende herolder ud i hver eneste lille by og landsby og udråbe det glade budskab om den nye hersker. Set med den nye herskers øjne var det jo nærmest pr. definition et glædeligt budskab at det nu var ham der bestemte, og han håbede naturligvis at alle hans undersåtter også ville modtage det som et glædeligt budskab, sådan at de ville adlyde ham og ikke begynde at pønse på oprør eller lignende. Derfor fik udsendingene gerne besked på at de skulle indlede deres udråbelse med at gøre opmærksom på at der var tale om et godt budskab. I antikken havde græsk status af fællessprog i den østlige halvdel af Middelhavsområdet, så når der for eksempel skulle udråbes en ny romersk kejser, foregik det på græsk, med anvendelse af det græske ord for ”godt budskab”, som er euangelion. Så hvis du gik og troede at ordet ”evangelium” var noget som den kristne kirke havde opfundet, så har du lært noget nyt i dag, for i perioder havde ordet faktisk nærmest status af en teknisk betegnelse for et budskab om at der var kommet en ny kejser på tronen! – eller eventuelt at kejseren havde fødselsdag eller jubilæum eller havde fået en søn.
Den oprindelige betydning af ”evangeliet om Jesus” er altså ”budskabet om at Jesus er kommet til magten”! Det var dét budskab Jesus sendte disciplene ud i verden for at forkynde – og med det in mente er det faktisk aldeles logisk at disciplene efter opstandelsen stillede Jesus det spørgsmål som vi hørte i læsningen fra Apostlenes Gerninger: ”Herre, er det nu, du vil genoprette Riget for Israel?” – især fordi Jesus, som vi også hørte i læsningen, havde talt til dem om Guds rige gennem 40 dage.
”Guds rige” er et begreb som vi finder mange steder i Det Nye Testamente – og i øvrigt også en del steder i vores salmebog. Men hvad Guds rige er, er ikke altid lige nemt at forklare, især fordi det danske ord ”rige” som regel betegner et geografisk område, og derfor kommer vi ofte til at opfatte Guds rige som et sted; nærmere betegnet det sted hvor man kommer hen når man er død. I Ingemanns salme ”Jeg lever – og ved hvor længe fuldtrøst” hedder det for eksempel: ”Jeg rejser – og ved, hvor rejsen går hen: den går til Guds evige rige”, og Petter Dass’ nadversalme ”Dit minde skal, o Jesus, stå” opererer med et tidsperspektiv der hedder: ”indtil du synlig kommer frem i skyen, os at hente hjem og i dit rige samle”. Og det er da også sandt at det kristne håb omfatter et evigt liv i Guds rige, men det betyder ikke at Guds rige er et sted hvor vi bliver flyttet hen når vi dør. Nej, den ”livsalige dag, som i håbet vi venter”, er, for nu at citere Natanael Beskows salme af samme navn, den dag ”da verden er blevet Guds rige til sidst” – eller som det hedder lidt senere i salmen: ”da Himmelens Herre er jorderigs konge”. Guds rige er altså noget som verden er ved at blive forvandlet til. Det er derfor vi kan synge med Grundtvig (og jeg lover at det bliver det sidste citat fra salmebogen i denne prædiken) at ”Midt iblandt os er Guds rige”. Sagen er nemlig den at det græske ord basileia, som er oversat til ”rige” i de fleste danske bibeloversættelser, også godt kan betyde ”kongedømme” i betydningen ”herredømme” eller ”regime”. Så når der for eksempel står i Lukasevangeliet kapitel 8 vers 1 at Jesus ”forkyndte evangeliet om Guds rige”, så betyder det altså at han bekendtgjorde at nu var Gud ved at komme til magten.
Men hov – lige før sagde jeg jo at disciplene blev sendt ud for at bekendtgøre at Jesus var kommet til magten. Hvorfor skulle de det når Jesus lige selv havde brugt tre år på at bekendtgøre at Gud var ved at komme til magten? Og forresten – hvad skal det overhovedet sige at Gud var ”ved at komme til magten”? Er Gud ikke evig og almægtig?
For at tage det sidste spørgsmål først: Det at Gud er almægtig, betyder ikke at alt hvad der sker, er Guds vilje – hvis det var tilfældet, ville vi jo ikke behøve at bede ”ske din vilje” i Fadervor. Sagen er den at Gud har givet os mennesker en høj grad af frihed under ansvar – som Gud sagde ved menneskets skabelse: ”De skal herske over havets fisk, himlens fugle, kvæget, alle de vilde dyr og alle krybdyr, der kryber på jorden.” Gud har altså (for at bruge et ”nudansk” udtryk) outsourcet noget af sin almagt til os mennesker. Desværre har vi alt for tit opfattet ”frihed under ansvar” som ”frihed uden ansvar” og har gjort ting som Gud på ingen måde kunne stå inde for, hvilket har ført til at der bliver gjort alle mulige onde ting i verden. Derfor er det et gennemgående tema i Det Gamle Testamente at Gud skal gribe ind og frelse de svage fra undertrykkerne – som vi hørte i dagens første læsning: ”Fra støvet rejser han den svage, fra skarnet løfter han den fattige”. Og Det Gamle Testamentes profetiske bøger rummer en mængde løfter om at Gud vil gøre dette igennem en menneskelig hersker som vil gøre Guds vilje.
De løfter nåede en foreløbig opfyldelse i kong David og hans søn Salomo, som begge stræbte efter at regere med retfærdighed efter Guds vilje. Takket være sin tro på Gud opnåede David også militære sejre over de nabofolk der gennem århundreder havde truet og til tider direkte undertrykt israelitterne, med det resultat at Israel på kong Salomos tid havde status af regional stormagt. Det var den status som disciplene forestillede sig at Jesus ville genskabe.
Når Jesus gik rundt og sagde at Gud var ved at komme til magten, var hans tilhørere altså med på at det betød at der snart ville fremstå en ny konge à la David som ville gøre Guds vilje til sit politiske program, og som ville sejre. De fleste jøder på den tid regnede nemlig med at netop dét snart ville ske, fordi profeterne havde sagt at en efterkommer af David engang ville oprette et evigt rige. Og da Jesus på et tidspunkt fremtryllede mad til 5000 mand stort set ud af den blå luft, var der mange der fik store forhåbninger om at de med ham i spidsen ville kunne genrejse Israel som stormagt. Dermed ville Gud være kommet til magten, og Jesus ville være kommet til magten – og dermed fik vi også besvaret det andet spørgsmål: Budskabet ”Jesus er kommet til magten”, som disciplene blev sendt ud for at bekendtgøre, er præcis det samme budskab som Jesus selv prædikede, selvom han selv talte om at Gud var ved at komme til magten, for i en bibelsk forståelse udøver Gud sin magt på jorden gennem sin udvalgte konge, som blev kaldt ”den salvede”, eller på hebraisk: ”m’shiach”, Messias. (At Jesus ud over at være Messias også er Guds evige søn, gør det naturligvis kun endnu mere oplagt at det at han får magten, og det at Gud får magten, er to sider af samme sag).
Nu er der så bare det ved det at når en ny hersker kommer til magten, så er det ikke nødvendigvis alle der betragter det som en god nyhed, især ikke hvis den nye hersker har et helt andet program end sin forgænger og måske endda er kommet til magten ved at besejre enten forgængeren selv eller forgængerens foretrukne efterfølger. Det så vi med al ønskelig tydelighed efter Donald Trumps sejr i det amerikanske præsidentvalg forrige år, hvor hans tilhængere jublede, mens Barack Obamas tilhængere omvendt græd deres modige tårer, og enkelte endda valgte at forlade landet. Præsidentskiftet har da også medført voldsomme forandringer både i USA og på den internationale scene; så voldsomme at der er mange der arbejder på at få Trump fjernet fra magten igen hurtigst muligt, og senest ved det næste præsidentvalg.
Nuvel, jeg vil gætte på at selv den mest begejstrede tilhænger af Donald Trump godt kan forstå hvorfor det ikke er alle der er lige begejstrede for ham – men hvorfor skulle nogen ikke ønske at få Gud og Jesus til magten? Hvad kan nogen dog have imod deres program? ”Fra støvet rejser han den svage, fra skarnet løfter han den fattige, han sætter ham blandt fyrster” – er det ikke bare gennemført gode nyheder, uanset hvem man er? Nej, ikke hvis man er en af fyrsterne og helst var fri for at dele sin plads med den fattige. Ikke hvis man har fundet ud af at profitere af at den svage ligger i støvet. Og det var der mange på Jesu tid der havde, først og fremmest ypperstepræsterne og saddukæerne i Jerusalem, som levede højt på at være det selvudråbte mellemled mellem Gud og folket. Men saddukæernes erklærede modstandere, farisæerne, var heller ikke begejstrede. Jo, til at begynde med var de, for med deres store vægtlægning på den personlige fromhed stod de som sagt i opposition til saddukæernes magtpolitik, og de mente faktisk at de selv var de svage som skulle befries fra ypperstepræsternes undertrykkelse. Men da de fandt ud af at Jesu definition af ”de svage” også omfattede syndere, værnemagere, ludere og lommetyve og det der var værre, var det forbi med kærligheden, og de valgte til sidst at gøre fælles sag med saddukæerne om at få den romerske besættelsesmagt til at rydde Jesus af vejen.
En tredje gruppe der efterhånden trak sin støtte til Jesus, var partisanerne der kæmpede imod den romerske besættelse. De fandt nemlig ud af at Jesus – modsat gamle kong David – IKKE havde i sinde at bruge militær magt mod folkets fjender; tværtimod prædikede han at hvis man blev slået på den ene kind, skulle man vende den anden til, og hvis en værnemagtssoldat tvang en til at bære hans oppakning en mil, skulle man bære den to mil! Dén vattede indstilling kunne de ikke bruge til noget, og derfor valgte de i stedet at satse på den militante Barabbas, som det også lykkedes dem at få Pilatus til at frigive i stedet for Jesus.
Men hvad hverken saddukæere, farisæere eller partisaner – ja, dårligt nok Jesu egne disciple – havde forstået, var at Guds rige slet ikke kan oprettes ad politisk vej! David og Salomo gjorde som sagt et forsøg, og der har været gjort adskillige andre forsøg op igennem historien af såvel kristne som muslimer (og sikkert også andre religioner), men de er alle sammen strandet på grund af det helt grundlæggende problem at man kun kan lovgive om hvad mennesker skal gøre, ikke om hvad de skal tænke og mene og ville – og kærlighed kan slet ikke påbydes ved lov. Så hvis Gud skal have magten der hvor det virkelig gælder – i menneskers hjerter – så er det selve Ondskaben, Satan selv, der skal besejres, og ham besejrer man på en helt anden måde end med de menneskelige magtvåben, nemlig gennem ydmyghed og afkald. Derfor var Jesu død på korset ikke udtryk for at han havde tabt, sådan som hans modstandere troede, men tværtimod for at han havde vundet – en sejr som Gud stadfæstede ved at oprejse ham fra de døde påskemorgen.
Efter Jesu opstandelse – efter at han havde besejret det onde – troede hans disciple så som sagt at tiden nu endelig var inde til at han ville oprette Guds rige i form af en israelitisk stat, men Jesus lod dem vide at tiden ikke var inde endnu. Først skulle hele verden høre det glædelige budskab om at der er kommet en ny konge på tronen, og opfordres til at hylde og adlyde ham. Eller som Jesus selv udtrykte det i evangelieteksten: ”i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag”. Vi kan nemlig kun slippe fri af syndens undertrykkende herredømme ved at anerkende Jesus som vores nye herre.
Nu vil nogle måske mene at det hele ville have været meget nemmere hvis Jesus havde valgt at holde hof i Jerusalem i stedet for at fare til himmels og sidde ved Gud Faders højre hånd. Jeg må tilstå at jeg selv har tænkt den tanke. Tænk hvis man bare kunne have sat sig ind i et fly til Tel Aviv og derefter et eksprestog til Jerusalem, og så stod man foran den lyslevende, opstandne Jesus i kød og blod! Så var der da ikke længere nogen der kunne være i tvivl om at det kristne evangelium er den pure, skinbarlige sandhed! Og vi ville snart have fået udryddet både sult og sygdom, for man kunne jo bare tage til Jerusalem og få et mirakel! Bortset fra at der ikke ville være noget som helst ”bare” over det. Der er jo over 7 milliarder mennesker i verden – forestil jer et rend der ville være i Den Hellige Stad! Nogle af jer har måske set tv-billeder fra muslimernes pilgrimsfest i Mekka hvor de skubber og maser for om muligt at komme hen og røre ved den sorte sten i Kaabaen – hvor fedt ville det være at skulle skubbe og mase på den måde for at komme i kontakt med Jesus?
Derfor tror jeg vi har al mulig grund til at være taknemmelige for at Kong Jesus i stedet har valgt at holde hof i himlen – især hvis vi husker at himlen ikke er et fjernt sted ude blandt rummets utallige galakser. Nej, Gud er allestedsnærværende, og derfor gælder det også at ”Guds højre hånd er alle steder” (så kom der alligevel et salmecitat mere). Jesus er os langt nærmere som himmelfaren end hvis han havde siddet i Jerusalem. Vi kan komme i kontakt med ham hvor som helst og når som helst uden at behøve at skubbe og mase til andet end vores eget urolige sind. Og jeg vil også vove den påstand at Jesus på verdensplan helbreder langt flere mennesker på sjæl og legeme end han ville have kunnet gøre fra en jordisk tronsal i Mellemøsten.
Verden er dog endnu ikke endeligt blevet Guds rige. Alle har endnu ikke bøjet knæ for den nye konge, selv her næsten 2000 år senere. Men vi lever i tillid til løftet om at han vil komme igen på samme måde som han fór op til himlen.
Comments