Prædiken til 1. søndag efter helligtrekonger 2018
Posted By admin on 4. marts 2019
Jesus og de små børn: Er det godt eller skidt at være barnlig?
Prædiken i Husum Kirke 1. søndag efter helligtrekonger 2018
Nikolaj Hartung Kjærby
Da jeg gik i 6. klasse (tror jeg det var), lærte jeg i danskundervisningen om ”plusord” og ”minusord”. Et plusord er et ord der har en positiv klang, mens et minusord omvendt er et ord der har en negativ klang. Vi blev præsenteret for en lang liste af ord og skulle så markere hvert enkelt ord med enten et plus eller et minus. Nogle af ordene på listen havde samme grundbetydning, men forskellig klang, og det var måske noget af det vigtigste vi skulle lære, for det er jo et meget almindeligt trick både i politik og i reklamebranchen at man erstatter negativt ladede ord med andre ord der har samme betydning, men en mere positiv klang. Det lyder for eksempel pænere at sige ”effektivisering” end at sige ”nedskæring”, og en vare sælger sandsynligvis bedre hvis man kalder den ”kalorielet”, end hvis man skriver at den er fortyndet med vand og spædet op med kunstige smagsstoffer. Også i hverdagssproget findes lignende fænomener; det er for eksempel efterhånden adskillige årtier siden at betegnelsen ”gamle mennesker” blev erstattet af ”ældre mennesker”, og i disse år er den betegnelse selv ved at blive erstattet af det noble ord ”seniorer” (selvom det ord er temmelig flertydigt, for i sportsverdenen skal man blot være fyldt 18 år for at være ”senior”, og i FDF er ”seniorer” en betegnelse for unge mellem 15 og 18!). Et ords klang kan også godt forandre sig over tid. Det gælder ikke mindst slangudtryk, for eksempel ordet ”sygt”, som i mine unge dage var en særdeles negativ betegnelse, mens det i dag har fået en overordentligt positiv klang. Men det er desværre også gået ud over centrale kristne begreber som ”frelst” og ”hellig”, der i dag af mange opfattes som minusord – hvorimod vi kan takke Lars von Trier og Thomas Vinterberg for at ordet ”dogme” på ny er blevet et plusord.
I dag skal vi se på et ord som det er meget vanskeligt at kategorisere som enten et plusord eller et minusord, nemlig ordet ”barnlig”. Vi kan jo prøve at lave en lille uvidenskabelig meningsmåling her i dag: Hvor mange af jer opfatter ”barnlig” som et positivt ord? (håndsoprækning) Og som et negativt? (håndsoprækning)
Den Danske Ordbog angiver to mulige betydninger af ordet ”barnlig”, hvoraf den ene er positiv og den anden negativ. Som eksempel på det første angives et citat af Claes Johansen fra 1988: ”Du ser så dejligt barnlig og uskyldig ud, med dine blå blå øjne og dine lyse lyse krøller”, mens et blot ét år yngre citat fra en tv-udsendelse illustrerer det modsatte: ”Sig mig en gang, er du ikke lidt barnlig sådan som du går op i børneudsendelser?” Og det er måske i virkeligheden ikke så mærkeligt, for mon ikke de fleste af os forbinder både positive og negative egenskaber med børn? Og så kan vi i øvrigt misunde de engelsktalende at de har to forskellige ord, idet ”childlike” dækker det positive aspekt af ”barnlig”, mens ”childish” dækker det negative.
Jesus forbandt tilsyneladende mest barnlighed med noget positivt – som vi hørte, sagde han ikke alene at Guds rige tilhører de små børn, men ligefrem at den der ikke tager imod Guds rige ligesom et lille barn, slet ikke kommer ind i det. Men der er faktisk også steder i Bibelen hvor det at være barnlig bliver beskrevet som noget man helst skal vokse fra, for eksempel i Første Korintherbrev kapitel 13 [vers 11], hvor Paulus skriver: ”Da jeg var barn, talte jeg som et barn, forstod jeg som et barn, tænkte jeg som et barn. Men da jeg blev voksen, aflagde jeg det barnlige”. I Efeserbrevet [4,14-15] fortsætter Paulus i samme spor når han beskriver målet for kristenlivet med ordene: ”Da skal vi ikke længere være uforstandige børn … men sandheden tro i kærlighed skal vi i ét og alt vokse op til ham, som er hovedet, Kristus.” Allerstærkest siges det i Hebræerbrevet [5,12-14], hvor forfatteren skælder sine læsere ud med ordene: ”I, som i betragtning af den tid, der er gået, burde være lærere, trænger igen til, at nogen lærer jer begyndelsesgrundene i Guds ord, ja, det er kommet dertil, at I har brug for mælk og ikke for fast føde. For enhver, som lever af mælk, er uden erfaring, når der tales om retfærdighed; han er jo et spædbarn. Men den faste føde er for de fuldvoksne, som ved stadig brug har opøvet deres evner, så de kan skelne mellem godt og ondt.”
Så hvordan skelner vi mellem den positive og den negative form for barnlighed, bibelsk set? Tja, Paulus giver et hint i Første Korintherbrev kapitel 14 [vers 20], hvor han skriver: ”Brødre, vær ikke børn i klogskab! I ondskab skal I være små, men voksne i klogskab.” Noget af det der kendetegner små børn, er jo dels at de ikke ved ret meget, dels at de ikke kan ret meget. Og måske kan vi sige det så enkelt, at vi skal være barnlige i den betydning at vi ikke kan ret meget, hvorimod vi ikke skal blive ved med at være børn når det gælder viden. Og der er vel at mærke ikke tale om teoretisk viden om kvantefysik og historiske årstal – den slags havde Kay jo rigeligt af i eventyret – men derimod praktisk viden om livet i almindelighed og Guds kærlighed og retfærdighed i særdeleshed. Vi skal vide hvordan vi bør leve, så vi ikke opfører os barnligt på den trælse måde, det vil sige utålmodigt og egoistisk.
Til gengæld skal vi som sagt være barnlige når det gælder vores evner. Paulus nævner specifikt evnen til at handle ondt, men det gælder sådan set også evnen til at handle godt. Nogle af de mennesker som Jesus talte hårdest til – for ikke at sige: de eneste mennesker som Jesus talte hårdt til overhovedet – det var dem der stolede på deres egen evne til at gøre det gode. Dem kaldte han for hyklere, for deres indstilling førte ikke noget godt med sig; den blokerede tværtimod for at Guds kærlighed kunne komme til udtryk igennem dem, ikke mindst fordi de kun havde foragt til overs for dem der ikke havde lige så meget styr på tingene som de selv mente at have. Og da der engang var en der spurgte Jesus hvad godt han skulle gøre for at få evigt liv, svarede Jesus: ”Ingen er god undtagen én, nemlig Gud”.
Betyder det at det er hyklerisk at gøre gode gerninger? På ingen måde! Det Nye Testamente er sprængfyldt med formaninger om at leve ret og gøre det gode, og Martin Luther (hvis I kan holde til at høre mere om ham oven på reformationsjubilæet sidste år) var heller ikke så negativt indstillet over for fromme gerninger som han undertiden får skyld for; tværtimod sagde han: ”Gode gerninger gør ikke et menneske godt, men et godt menneske gør gode gerninger!” Og som vi så, skal vi jo netop ikke være barnlige når det gælder viden om hvordan vi bør leve. Men jo mere vi lærer om hvordan vi bør leve, desto mere vil det gå op for os at vi ikke kan leve som vi bør, men at vi er hjælpeløse spædbørn når det gælder om rent faktisk at gøre det gode, og at vores eneste chance for at komme ind i Guds rige derfor er at tage imod det ligesom små børn. Man kan sige at den rette form for barnlighed ikke udtrykker umodenhed, men tværtimod modenhed: Vi skal være voksne der ved at vi er børn, ikke børn der tror at de er voksne!
Hvordan bærer man sig så ad med at tage imod ligesom et lille barn? Ja, der er jo det ved små børn at de er fløjtende ligeglade med hvad andre tænker om dem. Derfor skammer de sig ikke over at bede om hjælp hvis der er noget de ikke kan, og derfor kaster de sig også gladeligt ud i vovestykker der langt overgår deres formåen, i tillid til at der nok er en voksen der vil træde til og hjælpe hvis de kommer i knibe – og det lille barn er jo overbevist om at mor og far kan alt! På samme måde skal vi også frygtløst give os i kast med at gøre Guds vilje, selvom vi udmærket godt ved at vi ikke kan. For vores far i himlen skal nok træde til og hjælpe når vi kommer i knibe – ja, ikke først da: han vil hjælpe os hele tiden. (Ellers ville vi også være i knibe hele tiden, uanset om vi er klar over det eller ej. Det ender altid galt når vi forsøger at gøre det gode i vores egen kraft). Og i modsætning til os jordiske forældre, så kan vores himmelske far faktisk alt! Men vi får kun glæde af det hvis vi tør være børn i forhold til ham – vel at mærke ikke utålmodige, egoistiske børn der kan selv og vil selv så de virker mere voksne end de er, men modne voksne som har fundet ud af at vi i virkeligheden hele tiden har været og altid vil være hjælpeløse babyer som er 100 procent afhængige af fars hjælp.
Comments