Prædiken til 6. søndag efter trinitatis 2017
Posted By admin on 4. marts 2019
Vrede og forsoning: Hvor tit siger du Raka?
Prædiken i Husum Kirke 6. søndag efter trinitatis 2017
Nikolaj Hartung Kjærby
Prøv engang at lukke øjnene. (lille pause) Og prøv så at tænke tilbage på sidste gang du sagde ”Raka!” til nogen. Nå, ikke? I har måske slet ikke – hvor mange af jer har nogensinde sagt ”Raka!” til nogen? Det var et held, for så undgår I at blive kendt skyldige af Det store Råd!
Prøv så at tænke på sidst du kaldte nogen for en tåbe. Hvor mange af jer har nogensinde kaldt nogen for en tåbe? (ræk også selv hånden op) Den var værre, for det betyder at vi ifølge Jesus skal dømmes til Helvedes ild! Så havde Det store Råd alligevel været at foretrække, så det er en skam at det ikke er omvendt, sådan at det var det ord vi alligevel ikke aner hvad betyder, der udløste en enkeltbillet til de evige flammer.
I det hele taget er det en mærkelig tekst som unægtelig virker meget anderledes end de evangelietekster vi plejer at høre, for det ligner da ikke Jesus at dømme folk til Helvede bare fordi man kommer til at sige et forkert ord?! Og hvilken mening giver det at advare mod at bruge et andet ord som ingen nogensinde bruger alligevel, nemlig ”raka”?
Lad os tage det sidste spørgsmål først, for det er det nemmeste. Ud over at ”Raka” er navnet på en række landsbyer der ligger så forskellige steder som Estland, Tibet, Slovenien og Burkina Faso, er det også et skældsord som åbenbart var almindeligt kendt blandt de læsere som Matthæus havde i tankerne da han skrev sit evangelium, og derfor har han ikke gjort sig den ulejlighed at oversætte det. Hvad det helt præcis betød, kan vi ikke sige med sikkerhed, men de fleste der har forstand på den slags spørgsmål, mener at det betyder noget i retning af ”din idiot” – altså et nedsættende udsagn om en anden persons intelligens. (Hvis det er rigtigt, må jeg nok indrømme at jeg alligevel har sagt ”Raka!” et par gange…)
Ordet ”tåbe” handler til gengæld ikke om intelligens, men derimod om moral – i hvert fald sådan som det bruges i Bibelen. Hvis man for eksempel læser Ordsprogenes Bog i Det Gamle Testamente, vil man finde en mængde ordsprog der sætter en kontrast op mellem hvordan den vise bærer sig ad, og hvordan tåben bærer sig ad, for eksempel: ”At handle skændigt er en fornøjelse for tåben, som visdom er det for den forstandige mand” [10,23] eller: ”Den vise frygter og holder sig fra det onde, tåben kaster sig ud i det og føler sig tryg” [14,16]. Det kunne altså se ud som om Jesus betragter det som alvorligere at udtale sig nedsættende om andres moral end om deres intelligens – og det giver vel egentlig meget god mening, for selvom det er ubehageligt at blive beskyldt for at være dum eller naiv eller fattesvag, så foretrækker jeg trods alt det frem for at blive kaldt ond eller skændig eller moralsk anløben.
Men selvom det er meget ubehageligt at blive angrebet på sin karakter, så virker det alligevel helt ude af proportioner når Jesus siger at angriberen ligefrem skal dømmes til Helvedes ild! Som borgere i en retsstat er vi jo vant til at tænke at der skal være en vis form for rimelighed i tingene – ikke som i Nordkorea hvor den unge amerikaner Otto Warmbier sidste år blev idømt 15 års arbejdslejr for at have stjålet en plakat på et hotel, og endte med at dø af de skader han pådrog sig i lejren. Men at smide nogen i helvede for at sige ”tåbe” er vel mindst lige så urimeligt som at smide nogen i arbejdslejr for at stjæle en plakat? Er Gud virkelig så urimelig?
Til det vil jeg først og fremmest sige at jeg er overbevist om at Gud er tæt på at være diametralt forskellig fra Nordkoreas diktator Kim Jong-un (og når jeg kun siger ”tæt på at være”, er det fordi diktatoren trods alt er et menneske, skabt i Guds billede). Men når det er sagt, vil jeg gerne understrege at kristendommens Gud aldeles ikke er ”rimelig”, og det kan vi prise os lykkelige for at han ikke er. Det har faktisk tit slået mig at det er et af de punkter hvor kristendommen adskiller sig mest fra eksempelvis jødedom eller islam. I Tredje Mosebog er der for eksempel en forskrift om at man i en bestemt situation skal bringe et lam som offer, men har man ikke råd til et lam, kan man nøjes med at ofre to duer, og har man heller ikke råd til det, er et par håndfulde mel og lidt olie tilstrækkeligt. Dér udviser Gud da rimelighed, må man sige! I islam er der (ligesom i jødedommen) regler om rituel renselse, især forud for deltagelse i gudstjenesten, men vers 43b af Koranens Sura 4 lyder sådan her i Ellen Wulffs oversættelse fra 2006: ”Hvis I er syge eller på rejse, hvis en af jer kommer fra nødtørftsstedet, eller hvis I har haft kønslig omgang med kvinder, og I ikke kan finde vand, så skal I gå hen til en god og tør jordbund og gnide jeres ansigt og hænder. Gud er overbærende og tilgivende.” Den påbudte afvaskning med vand kan altså erstattes af noget andet hvis der ikke er vand at finde – det må da siges at være rimeligt!
Se, hvis Gud krævede lam af folk der ikke har råd til lam, eller krævede afvaskning med vand hvor der intet vand er, så ville man med en vis ret kunne sammenligne ham med Kim Jong-un. Men buddene i Det Nye Testamente er af en helt anden slags – faktisk står der sort på hvidt at dyreofringer og rituelle afvaskninger ikke har noget som helst at sige i forhold til Gud [se fx Hebr 10,4-6 og Luk 11,38-41]. Alle buddene i Det Nye Testamente er derimod konkrete udmøntninger af det dobbelte kærlighedsbud og den gyldne regel. Som Paulus udtrykker det i Galaterbrevet [5,14]: ”For hele loven er opfyldt i det ene ord: ’Du skal elske din næste som dig selv.’” Og Jesus siger selv: ”Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. Sådan er loven og profeterne.” Og i den slags spørgsmål er der ikke plads til rimelighed.
Hvorfor egentlig ikke? Bør Gud ikke være tilfreds, bare vi gør vores bedste? Det kommer an på hvad vi mener med ”tilfreds”. Jeg vil gerne understrege at Gud altid ser på os med kærlighed, selv når vi ikke gør vores bedste, og i den forstand er han ”tilfreds” med os – men netop den kærlighed forbyder ham at stille sig tilfreds med at vi blot gør vores bedste! Jeg regner med at de fleste af jer der er her i dag, stræber efter at gøre jeres bedste i enhver situation, og det gør de fleste andre mennesker nok også – og hvordan ser den verden ud som det har resulteret i? Der bliver gjort mange gode ting, javist, og Gud være lovet for det, men der sker sandelig også meget ondt – så meget at det nok er den hyppigste årsag folk angiver til ikke at tro på Gud. Overvej for eksempel disse tal fra WHO: I 2002 døde der 559.000 mennesker som følge af bevidst vold fra andre menneskers side, plus andre 172.000 der døde som følge af krig. Dertil kommer mere end en million mennesker der omkom som følge af trafikulykker. Det er svimlende tal som nok skulle kunne overbevise os om at denne verden ikke er det paradis som Gud havde tænkt den skulle være! Men Gud har lovet os et nyt og evigt paradis – det er det løfte som det kristne håb bygger på. Hvis nu Gud slap os løs i det nye paradis og stillede sig tilfreds med at vi bare skulle gøre vores bedste, hvor længe mon det så ville blive ved med at være et paradis? Personligt tror jeg at det ville gå præcis ligesom det gjorde med det første paradis, og så ville vi være lige vidt. Derfor: Hvis Guds nye paradis skal kunne fungere, så går det ikke an at der bliver adgang for folk der går rundt og udråber andre til at være onde, for så kommer alt det had og fjendskab der præger den nuværende verden, til at flytte med. Men det eneste alternativ til at få lov at komme ind i paradiset, det er vel den evige fortabelse – og derfor giver det helt igennem god mening at ”den, der siger: Tåbe! skal dømmes til Helvedes ild.”
Men hvad bliver der så af evangeliet? De fleste af os (inklusive mig selv) har jo en eller flere gange kaldt andre for tåber, fandt vi ud af i begyndelsen af prædikenen – betyder det at vi går fortabt? Hvad med Guds tilgivelse? Vi bekender jo troen på ”syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv” – giver Jesus os alligevel ikke lov til at have den tro?
Jo, heldigvis! Ved troen på Jesus får vi nemlig en helt ny identitet. Som Paulus udtrykker det i Andet Korintherbrev [5,17]: ”Er nogen i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til.” Den dom til Helvedes ild som vi har pådraget os ved at kalde andre for tåber (og ved en hel masse andre synder), den bar Jesus da han døde på korset. Synden i os blev dømt til Helvedes ild langfredag, men selv går vi fri, fordi synden ikke længere er sandheden om hvem vi er. Sandheden om hvem vi er, er at vi tilhører Jesus, og det er hans gerning der tæller når vi står over for Gud – ikke vores egen. Og derfor behøver vi ikke at frygte Helvedes flammer.
Men det betyder naturligvis ikke at vi har frit slag til at rende rundt og kalde andre for tåber! Som Paulus udtrykte det i det stykke fra Romerbrevet som vi hørte tidligere i gudstjenesten, og som jeg nu vil citere fra Bibelen på Hverdagsdansk fordi det står mere forståeligt dér (og jeg lover at det bliver det sidste bibelcitat i denne prædiken): ”Det er da meningsløst at fortsætte et syndigt liv, når synden ikke længere har magten over os! Ved I ikke, at alle vi der er døbt til at tilhøre Jesus, vores Frelser, blev ét med ham i hans død? Jesus døde og blev begravet, men fik nyt liv ved Guds kraft. På samme måde er vores gamle liv dødt, og det blev begravet, da vi blev døbt, for at vi skulle leve et helt nyt liv.” Dét nye liv kommer først fuldt ud til at kendetegne os når Jesus kommer igen for at gøre alt nyt, men det lever allerede i os, og vi formanes til at lade det leve i os og gennem os i stedet for at lade os diktere af synden – ikke fordi det har nogen indflydelse på om vi ender i himlen eller helvede, men fordi det her og nu er det bedste både for os selv og for vores medmennesker!
Comments