Prædiken til 2. søndag efter trinitatis 2017
Posted By admin on 4. marts 2019
Det store gæstebud: Giv hierarkierne fingeren!
Prædiken i Husum Kirke 2. søndag efter trinitatis 2017
Nikolaj Hartung Kjærby
Fra jeg var 21 til jeg var 25, boede jeg på Herlev-Kollegiet, der ligger på Herlev Station. Jeg siger bevidst ”på” og ikke ”ved” Herlev Station, for fra kollegiets hoveddør skulle man bare krydse en lille vej og gå ned ad en trappe for at komme til perrontunnellen, og takket være den totale mangel på lydisolering af ydervæggene kunne man fra værelserne tydeligt høre hver gang der ankom eller afgik et tog, så den første nat jeg sov der, vågnede jeg meget tidligt!
Den manglende lydisolering betød også at jeg ofte blev ufrivillig tilhører til samtaler der blev ført lige neden for mit vindue. Som regel var de pågældende samtaler temmelig ligegyldige for mig, så jeg var mest bare irriteret over at blive forstyrret af dem (især hvis de blev ført med høj volumen midt om natten af nogen der lige var stået af toget på vej hjem fra en bytur!). Jeg husker dog en bestemt episode der var meget anderledes. Det var en fredag aften, og jeg lå og sov – enten fordi jeg var gået tidligt i seng, eller fordi jeg lige tog et powernap – da jeg pludselig blev vækket ved lyden af stemmer som jeg kendte, uden for mit vindue. Der var tale om nogle af mine venner – vel at mærke ikke venner fra kollegiet, men venner fra en anden sammenhæng. Det fremgik af deres samtale at det ikke var for at besøge mig at de befandt sig ved kollegiet, og de har næppe skænket det en tanke at de stod lige neden for mit vindue. Jeg åbnede vinduet og sagde (måske lidt søvndrukkent): ”Hej! Jeg kan høre alt hvad I siger!” Det jeg mente, var naturligvis: ”Jeg havde ikke ventet at møde jer her. Vidste I at I stod lige under mit vindue? Og hvem skal I egentlig besøge?” Men mine venner fangede ikke hvad jeg sagde mellem linjerne, men besvarede blot mit ”Jeg kan høre alt hvad I siger” med ordene: ”Vi har heller ikke noget at skjule.” Og dermed blev jeg ikke ret meget klogere.
Men måske havde de i virkeligheden noget at skjule? Ud fra det jeg havde kunnet høre af deres samtale, skulle de nemlig til en fest hos en af deres og mine fælles venner. Fødselaren boede ikke på kollegiet, men festen blev åbenbart holdt i kollegiets kælderbar som det ellers kun var beboere der kunne leje, så vedkommende må have lejet den i en andens navn. Hvordan det mere teknisk var foregået, fandt jeg aldrig ud af, og den dag i dag kan jeg ikke engang huske hvem fødselaren var. Jeg var nemlig ikke selv inviteret til festen! Og efterhånden som jeg blev mere vågen, og det gik op for mig hvad der foregik, voksede der en følelse af dyb skuffelse og afvisning frem inden i mig: En af mine venner holdt en fest på det kollegium hvor jeg boede, og havde inviteret en stribe af vores fælles venner, men ikke mig. Og hvis vennerne uden for vinduet var klar over at det forholdt sig sådan, har de måske opfattet situationen som en anelse pinlig, og så forstår jeg egentlig godt at de de ikke havde lyst til at svare på mit indirekte spørgsmål. (En anden mulighed er selvfølgelig at de troede at jeg var inviteret, og at det jeg sagde mellem linjerne, blot var: ”Nå, kommer I også? Hvor hyggeligt!”).
Det at blive skuffet over ikke at blive inviteret til en fest, er noget som jeg vil gætte på at de fleste af jer har prøvet. Og jeg skal i øvrigt ikke gøre mig mere hellig end jeg er – jeg har også selv prøvet at være den der havde forsømt at invitere nogen som med en vis ret blev skuffede over den manglende invitation.
”Med en vis ret”? Har man nogen ”ret” til at blive skuffet over den slags? Bestemmer festens vært ikke suverænt hvem han eller hun ønsker at invitere, og er det at blive inviteret ikke et privilegium som ingen kan påberåbe sig at have ”ret” til? På en måde, jo – og så alligevel ikke. Hvis Signe og jeg for eksempel havde valgt ikke at inkludere mine forældre blandt de cirka 50 middagsgæster til vores bryllup, så ville de have haft al mulig grund til at føle sig krænket og forkastet, for når man skal giftes, så inviterer man med soleklar selvfølgelighed sine forældre – i hvert fald medmindre forholdet til dem i forvejen er gået fløjten af andre årsager. Det er hvad en antropolog ville kalde en ”kulturel norm”. Når vi holder en fest, så er der visse personer der med rette kan forvente at blive inviteret, og ved at invitere dem viser vi dem ikke en særlig godhed eller velvilje; vi gør kun hvad der forventes af os i et samfund som vores. (Om jeg hørte til dem som min ven havde en form for kulturel forpligtigelse til at invitere til sin fødselsdag på kollegiet dengang i 1998, skal jeg ikke kunne sige – sandsynligvis ikke, men skuffet blev jeg nu alligevel!).
I det antikke Nærøsten, som var den kultur Jesus levede og vandrede i, var der også nogle kulturelle normer der skulle følges når der blev holdt fester, og de normer var i høj grad baseret på gensidighed. Det indebar at man selvfølgelig skulle invitere alle dem som man selv tidligere var blevet inviteret af, og derfor gjorde man også klogt i at invitere dem som man regnede med ville invitere en i fremtiden. I praksis indebar det at man inviterede dem der havde omtrent samme status i samfundet som man selv havde, for de ville være i stand til at gøre gengæld med en lignende invitation – og ved at invitere dem sørgede man for at holde sig gode venner med dem, sådan at man internt i gruppen kunne bekræfte hinandens tilhørsforhold til det gode selskab. Og blev man inviteret til en fornem fest hos en fra en højere samfundsklasse, indebar det en forpligtelse til at hjælpe den pågældende på andre måder – i det romerske patron/klient-system indebar det for eksempel en forpligtelse til at stemme på den pågældende rigmand når der var valg til senatet. Og en helt selvfølgelig forpligtelse var at tage imod de invitationer man fik, og i særdeleshed at komme når man havde sagt at man ville komme – alt andet ville være en uhørt fornærmelse mod værten.
Den evangelietekst vi har hørt i dag, foregår ved et middagsselskab hos en af de ledende farisæere. Man kan godt undre sig over hvorfor den pågældende farisæer havde valgt at invitere Jesus til sin fest, for Jesus hørte jo ikke til samme samfundsklasse som farisæerne, og han var heller ikke i stand til at gengælde invitationen, men så vidt jeg har kunnet læse mig til, var det almindeligt blandt jøderne på den tid at når man havde været til gudstjeneste i synagogen på sabbatten, så var der en af de mere velhavende personer i menigheden der inviterede alle der havde lyst, til middag i sit hjem. De fattige i menigheden forholdt sig naturligvis normalt ydmygt i sådan en situation, idet de anerkendte og respekterede at de deltog på værtens nåde og barmhjertighed, og derfor også på hans vilkår. Men sådan gjorde Jesus ikke; tværtimod provokerede han fra start til slut. Først helbredte han en mand med vand i kroppen, selvom sådan en tilstand ikke ligefrem er akut kritisk, og helbredelsen sagtens kunne have ventet til dagen efter hvor det ikke længere var hviledag. Derefter skældte han de øvrige gæster ud for at de udvalgte sig de fornemste pladser ved bordet. (Begge de to begivenheder indgår i øvrigt i prædiketeksten den 8. oktober i år, så der vil jeg da anbefale jer at komme igen, så skal jeg nok prøve at finde noget fornuftigt at sige om dem). Og som opfølgning på det gav han dem alle sammen en formaning om at når de holder fest, så skal de ikke følge tidens gængse sociale normer, men i stedet invitere ”fattige, vanføre, blinde og lamme”, altså dem som hverken kan gengælde tjenesten på den ene eller den anden måde.
Og endelig kom så den lignelse der er dagens prædiketekst, hvor en rig mand holder en stor fest og som ventet inviterer en række andre rige mennesker, deriblandt en der ejer så meget jord at han har brug for ikke mindre end fem par okser til at pløje den. ”Men de gav sig alle som én til at undskylde sig.” Der var tale om mennesker som havde sagt ja til at komme til festen, men som nu pludselig meldte fra – ikke på grund af akutte omstændigheder, men på grund af en mark og nogle okser der ikke render nogen steder mens ejeren er til fest, og en hustru som sikkert var velkommen til at tage med. Mest af alt ligner det organiseret mobning at de alle sammen kommer med lamme undskyldninger som medfører at værten står uden gæster til den fest han har forberedt. Hvis sådan noget var sket i virkeligheden i datidens kultur, ville det have været en social deroute af dimensioner for den stakkels festarrangør – han ville fra den dag af have været at regne som udstødt af sit lokalsamfund! Og hans bedste strategi ville nok være at gøre alt hvad der stod i hans magt for at forsøge at komme ind i det gode selskab igen. Men i Jesu lignelse vælger værten en helt anden strategi: Han lader de utaknemmelige mennesker på gæstelisten sejle i deres egen sø og inviterer i stedet nogle andre – nogle mennesker som en mand i hans position normalt aldrig ville invitere, nemlig de selv samme fattige, vanføre, blinde og lamme som Jesus netop havde formanet sine tilhørere til at invitere. I stedet for at kæmpe for at generobre sin position i samfundets hierarki vælger han at give hele hierarkiet fingeren (for nu at sige det på nudansk) og handle ud fra den præmis at alle mennesker er lige meget værd – præcis som Jesus opfordrer til.
Den afsluttende replik i lignelsen lyder meget hård: ”Ingen af de mænd, som var indbudt, skal smage mit måltid.” Vi kan godt synes at manden burde være lidt mere large over for de mennesker der har fornærmet ham, for de kunne vel godt komme på bedre tanker? Men jeg tror egentlig ikke at udsagnet er udtryk for at døren er lukket fra hans side. Snarere drejer det sig om at de mennesker han oprindelig havde inviteret, overhovedet ikke ville være interesseret i at deltage i en fest sammen med fattige, vanføre, blinde og lamme, så det at han nu havde valgt at invitere de grupper, ville medføre at de oprindeligt indbudte i hvert fald ikke ville fortryde deres nej – medmindre de også besluttede at skrotte hierarkiet i samfundet!
Vi kan læse lignelsen på i hvert fald to forskellige måder. Vi kan læse den som et eksempel til efterfølgelse: Vi skal ikke lade mere eller mindre tilfældige kulturelle normer diktere vores værdier (og vores værdi!), men lade Guds kærlighed komme til udtryk i vores måde at handle på – også selvom det betyder at vi mister status i andre menneskers øjne, og de mennesker som vi rent menneskeligt gerne ville ses sammen med, aldrig kommer til at hænge ud med os. Som vi hørte i epistelteksten, skal vi jo ikke undre os hvis verden hader os.
Men der er også en anden mulig måde at læse lignelsen på, og det er faktisk den mest udbredte måde, nemlig at den mand der holder festen, er et billede på Gud. Billedet halter naturligvis på en række punkter, for Bibelen – både Det Gamle og Det Nye Testamente – gør det klart at det helt fra starten har været Guds hensigt at alle mennesker skulle inviteres med til det festmåltid der ofte (blandt andet i den tekst vi hørte fra Esajas’ Bog) bliver brugt som et billede på Guds rige. Men ellers passer pengene meget godt, for hvis vi virkelig er blevet inviteret til fest af selveste universets skaber, så vil enhver undskyldning vi kan finde på, være mindst lige så lam som dem personerne i lignelsen kom med. Alligevel har vi tit travlt med alt muligt andet end at leve det liv Gud har kaldet os til (og det kunne der sagtens holdes en hel prædiken om, men det må blive en anden dag).
Den udlægning kræver imidlertid at vi identificerer os med de mennesker der i første omgang blev inviteret. Men vi kunne også identificere os med de fattige, vanføre, blinde og lamme – og det ville måske være en mere rigtig identifikation. Hvis vi bliver i lignelsens univers, så er de første mennesker der bliver inviteret, jo nogle der befinder sig på samme niveau i samfundets hierarki som værten gør, som har mulighed for at gengælde hans invitation, og som har magt til at ødelægge værtens sociale status. Men vi vil aldrig nogensinde kunne gengæld Gud hans godhed imod os. Vi har ikke noget Gud mangler, som vi kunne give ham. Og Guds ”status”, hvis man da kan bruge det ord om Gud, er helt og aldeles uafhængig af om der er så meget som et eneste menneske der anerkender ham. ”Gud er Gud, om alle mand var døde”. Når Gud vil have med os at gøre, er det ene og alene på grund af hans grænseløse godhed og kærlighed, og det eneste han ønsker af os, er at vi elsker ham igen. Men det har vi også al mulig grund til, for selvom vi i forhold til Gud er at sammenligne med udskud som ingen respektable mennesker ville ønske at have noget med at gøre, så behøver vi ikke at indtage en selvudslettende og underdanig holdning i Guds hus, men vi kan folde os ud med frimodighed og endda kalde Gud for vores far, fordi han kalder os sine børn – og vi er det.
Comments