Prædiken til sidste søndag i kirkeåret 2014
Posted By admin on 29. december 2014
”Min byrde er let”: Giv op, og lad Jesus tage over
Prædiken i Husum Kirke sidste søndag i kirkeåret 2014
Nikolaj Hartung Kjærby
En af de diskussioner der med jævne mellemrum dukker op blandt præster og andre teologer, er diskussionen om det der på teologsprog kaldes ”den dobbelte udgang” – altså spørgsmålet om hvorvidt alle mennesker bliver frelst til sidst, eller om det er muligt at træffe nogle valg her i tilværelsen, som får den konsekvens at man går evigt fortabt. Jeg er ikke i tvivl om hvor jeg står i den diskussion, for der er rigeligt med bibelsteder der så vidt jeg kan se gør det tindrende klart at fortabelsen er en reel mulighed. I Bjergprædikenen siger Jesus for eksempel: ”vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den”, og i den tekst som der blev prædiket over for præcis et år siden, nemlig teksten til sidste søndag i kirkeåret efter første tekstrække, hører vi om verdensdommen, hvor Jesus til nogle mennesker siger: ”Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt”, mens andre får beskeden: ”Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle.”
Der er naturligvis ingen der kan løbe fra at den slags ting står i Bibelen, men de der argumenterer for at alle alligevel bliver frelst til sidst, plejer at pege på at der jo også er skriftsteder der siger det modsatte, for eksempel ”Gud vil at ingen skal gå fortabt”. Som en jysk præst skrev forleden i en debat med undertegnede: ”Bibelen modsiger sig selv i det her spørgsmål, men jeg vælger at håbe på at det er de skriftsteder der taler om at alle bliver frelst, som er sande.” Det lod ikke til at muligheden for at det måske er de andre skriftsteder der taler sandt, bekymrede ham synderligt, ligesom han tilsyneladende heller ikke var anfægtet af at hænge sin evige salighed op på nogle tvetydige udsagn fra en bog der efter hans eget udsagn modsiger sig selv. Til gengæld beskyldte han mig for at ignorere de bibelsteder der efter hans mening tydeligt siger at alle bliver frelst.
Hvis to bibelsteder ser ud til at modsige hinanden, er det altid en fristelse bare at vælge at tro på det af dem man bedst kan lide, og ignorere det andet. Men det burde forhåbentlig også være ret indlysende at det ikke er nogen holdbar løsning på problemet. Jeg tror i hvert fald man ville få dumpekarakter hvis man benyttede den fremgangsmåde i en tekstanalyse i gymnasiet. Hvis der optræder en tilsyneladende modsigelse i en tekst, og forfatteren ellers er i stand til at tænke logisk, så er den mest oplagte forklaring at man har misforstået mindst et af forfatterens udsagn, og så gælder det om at læse hele teksten grundigt for at finde frem til den rigtige forståelse af hvert af udsagnene. (Det skal retfærdigvis siges at der er teologer der har gennemført den øvelse, men er kommet til en anden konklusion end jeg).
I dag er det ikke spørgsmålet om den dobbelte udgang der er i fokus, men derimod spørgsmålet om hvor let eller svært det er at leve som kristen, og i det spørgsmål virker der ved første øjekast som om de bibeltekster vi har hørt, modsiger hinanden. I stykket fra Første Korintherbrev taler Paulus om at vi se til hvordan vi bygger, for vores arbejde vil blive prøvet i ild, og hvis det går op i luer, vil vi kun blive frelst ”som gennem ild”. I betragtning af hvor stor en opgave Jesus har pålagt sin kirke, nemlig at gøre alle folkeslag til disciple, døbe dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og lære dem at holde alt hvad Jesus har befalet – som vi lige har sunget det i Johannes Johansens fine gendigtning af missionsbefalingen – så kan man godt blive noget skræmt og føle at det er en meget tung byrde Gud har lagt på os. Men i evangelieteksten kommer Jesus så og siger at den byrde som han vil give os, er let! Hvordan hænger det sammen? Hvilket af de to bibelsteder har vi misforstået – eller har vi måske misforstået begge to?
Det er ikke noget nyt at netop den tekst vi er samlet om i dag, er vanskelig at forstå – Jesus begynder jo endda sin tale med at sige at Gud ”har skjult dette for vise og forstandige”. Og i dag bliver forvirringen kun endnu større af at mange af os ikke har styr på hvad et åg overhovedet er for noget, ud over at det er noget som man bærer på. Men hvordan skulle kunne finde hvile ved at tage fat på at bære noget? Jeg har undertiden hørt den forklaring at formålet med et åg er at gøre det lettere at bære på en byrde, fordi åget fordeler byrdens vægt på den rigtige måde, så når Jesus taler om at vi kan finde hvile ved at tage hans åg på os, så betyder det at han gør det lettere for os at bære på de ting som vi under alle omstændigheder skulle have båret på. Det lyder jo besnærende – ikke mindst fordi det åbner døren for at vi selv kan få lov til at gøre det meste af arbejdet og dermed også løbe med det meste af æren for det. Problemet er bare at den tolkning ikke stemmer overens med det Jesus siger om at vi vil finde hvile hvis vi tager hans åg på os. Det at en byrde bliver en smule lettere at bære, det er i hvert fald ikke hvad jeg forstår ved hvile!
For et par år siden hørte jeg en beretning om en prædikant fra et vestligt land som var på besøg i Ethiopien. Han fortalte de lokale at han syntes at Jesu ord om åget var svært at forstå, men så var der en bonde der tog ordet og sagde: ”Det er da let nok at forstå!” Og så fortalte han om hvordan man, når man pløjer med to okser, bruger et åg – en stang som man lægger over skulderen på dem begge to – for at sikre at de går lige hurtigt og trækker i samme retning. Han fortalte også hvordan sådan et åg især er nyttigt hvis den ene af de to okser er en ung okse der er i gang med at lære hvordan man trækker en plov. Så spænder man den unge okse i åg med en stærkere og mere erfaren okse, sådan at det er den store okse der styrer tempoet og retningen.
Nu sidder du måske og tænker at det stadig ikke ligefrem lyder som hvile, men bare rolig – der kommer mere! Sagen er nemlig den at den ethiopiske bonde kunne fortælle at man ofte begynder træningen af de unge okser mens de stadig kun er kalve. På det tidspunkt er de så små at de knap nok kan nå op til åget, og det betyder at det i praksis er den store okse der gør alt arbejdet, mens den unge okse bare kan traske afsted ved siden af og sige ”Ih, hvor vi gungrer!” Nu begynder det straks at minde lidt mere om hvile, ikke sandt?
Men I har stadig det bedste til gode. Første gang jeg selv hørte det her, var fra en engelsk gæstetaler på en sommerlejr, hvor jeg selv fungerede som tolk, men jeg blev så overrasket over det han sagde, at jeg måtte bede ham om at gentage det fordi jeg troede at han ved en tanketorsk var kommet til at sige det modsatte af hvad han mente. Han spurgte nemlig forsamlingen: ”Hvilken af de to okser er Jesus – den unge okse eller den store okse?” Jesu ord lød jo: ”Tag mit åg på jer”, så det er ham det i virkeligheden handler om. Altså: Hvilken af de to okser er Jesus?
(kunstpause – evt. afstemning)
Jeg blev som sagt fanget p det helt forkerte ben da taleren, som om det var det mest naturlige i verden, sagde: ”Jesus er den lille okse.” Jeg var helt sikker på at det var en fortalelse. Men det var det ikke!
Men hvis den lille okse er Jesus, hvem er den store okse så? (kunstpause) Den store okse er Gud Fader! I Johannesevangeliet kapitel 5 siger Jesus om sig selv: ”Sønnen kan slet intet gøre af sig selv, men kun det, han ser Faderen gøre” [vers 19]. Alt hvad Jesus foretog sig mens han gik på jorden, foregik altså i total afhængighed af Gud Fader. Det betød også at selv den store og altafgørende mission som Jesus havde, nemlig at frelse hele verden, ikke blev en tyngende byrde for ham, men at han midt i det alt sammen kunne hvile i at ansvaret for det hele lå hos Faderen. Det ændrede naturligvis ikke på at det til tider var forbundet med en masse lidelse – ikke mindst da han blev pisket og korsfæstet, men også når han oplevede sult og tørst, svigt fra venner, et cetera. Allerværst var det dog at han måtte bære vægten af al verdens synd – det var så hårdt at han skærtorsdag aften i Getsemane tryglede Faderen om at få lov til at slippe. Sagen er at den opgave som Faderen havde pålagt Jesus, var så tung at intet menneske kunne løfte den – selv ikke mennesket Jesus! For ganske vist var Jesus et meget specielt menneske, i og med at han samtidig var Gud, men menneske var han ikke desto mindre – 100 procent menneske! Den magt han havde i sin egenskab af Gud, valgte han gennem hele sit liv på jorden at afstå fra at bruge – også da Djævelen forsøgte at friste ham til at forvandle sten til brød, og da farisæerne hånede ham med ordene: ”Hvis du virkelig er Guds søn, så stig ned fra korset.” Alle de mirakler som Jesus gjorde, og hans villighed til at udholde smerte og lidelse, skyldtes udelukkende at han lod Faderen virke igennem sig ved Helligånden.
Men hvad så med os? Hvis Jesus er den lille okse, hvad betyder det så når han formaner os til at tage hans åg på os? Jo, da vi blev døbt, blev vi knyttet sammen med Jesus i liv og død. Som Paulus udtrykker det et sted: ”Jeg lever ikke længere selv, men Kristus lever i mig” [Gal 2,20]. Og apostlen Johannes skriver: ”Som han er, er også vi i denne verden” [1 Joh 4,17]. Vores rolle er altså den samme som Jesu egen rolle: At leve i fuldkommen afhængighed af Gud Fader som den lille okse der intet kan gøre i sig selv.
Sagen er nemlig den at det kristne liv som Det Nye Testamente taler om, overhovedet ikke er svært at leve. Slet ikke. Det er ikke svært – det er umuligt! Når det liv som Jesus havde fået at leve, var umuligt for ham, hvor meget mere umuligt er det så ikke for os? Alligevel siger Jesus at vi skal gøre de samme ting som han gjorde – ja, aftenen før sin korsfæstelse sagde han endda at de der tror på ham, vil komme til at gøre endnu større ting end han selv havde gjort. Det lyder vildt, men pointen er jo at det ikke er os selv der skal gøre det, men Jesus, som lever i os ved Helligånden. Når han lever i os, og vi lever i ham, så kan vi tage hans åg på os – det åg som den lille okse går i, men som det er den store okse der bærer.
Og det er i det lys vi skal forstå Paulus’ ord om at vores arbejde vil blive prøvet i ild. Det handler ikke om at vi skal anstrenge os for at producere noget der er godt nok til at Gud vil være tilfreds med det, for det vil vi aldrig kunne, uanset hvor meget vi strenger os an. Nej, det eneste arbejde der vil kunne bestå i ildprøven, er det som Jesus gør igennem os. Dét er der hvile i! Og det forklarer også hvorfor det som er skjult for vise og forstandige, er blevet åbenbaret for umyndige.
Vi har bare så svært ved at tage imod det, for det er jo ydmygende – og det gælder måske især os mænd, som jo tit ikke engang vil spørge nogen om vej hvis vi er faret vild! Men Jesus ved godt at det er ydmygende – det var det også for ham. Men ydmyghed er godt, og derfor siger Jesus til os at vi skal tage ved lære af hans ydmyghed og sagtmodighed. Blot skal vi vide at ydmyghed ikke er det samme som mindreværd og selvhad. Sand ydmyghed kræver tværtimod at vi kender den uendelig høje værdi vi har som Guds børn, for så kan vi fornedre os selv uden at der går noget af os af den grund – ligesom Jesus kunne bære al verdens hån og fornedrelse
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments