Prædiken til 12. søndag efter trinitatis 2014
Posted By admin on 29. december 2014
Jonastegnet: Man skal ikke tro på hvad som helst!
Prædiken i Husum Kirke 12. søndag efter trinitatis 2014
Nikolaj Hartung Kjærby
Man skal ikke tro på hvad som helst. Det vrimler med mennesker der påstår at de har fået en åbenbaring fra Gud, eller at de har gennemskuet den sammensværgelse der styrer hele verden, eller at man kan blive kureret for alverdens sygdomme ved hjælp af lige præcis det produkt som de sælger, og hvor ingredienslisten naturligvis er en forretningshemmelighed. Så hvordan finder man ud af hvad man skal tro på?
For små 2000 år siden var Israel besat af romerne, og det havde medført en stærkt øget interesse for de gamle jødiske profetier om Messias – en konge og frelser som angiveligt skulle komme engang og genrejse Guds folk. Der havde allerede været adskillige karismatiske figurer der havde samlet mange tilhængere og var blevet udråbt til messias’er, men de fleste af dem var blevet henrettet af romerne, og så var deres tilhængerskarer stille og roligt gået i opløsning. Så når der nu igen havde meldt sig en messias-kandidat, nemlig en tømrer fra Nazaret ved navn Jesus, så var det vel egentlig forståeligt nok at der var mange der ikke bare uden videre troede på ham, men som forlangte et bevis på at han var den han hævdede at være. Derfor kan det godt undre lidt at Jesus besvarer det i grunden ganske rimelige krav ”Vi vil se dig gøre et tegn” med de hårde ord ”En ond og utro slægt kræver et tegn”! For hvis det er forkert at stille kritiske spørgsmål til folk der hævder at de taler på Guds vegne, så kunne man jo lige så godt vælge at tro på Muhammed eller Buddha eller Sai Baba som på Jesus? Og de kan jo ikke alle sammen have ret, for deres budskaber afviger fra hinanden på temmelig afgørende punkter.
Men det Jesus mente, var heller ikke at vi ikke må stille kritiske spørgsmål. Jesus forventede ikke at folk skulle tro på ham for hans blå øjnes skyld (eller hvilken farve hans øjne nu var). Nej, hans pointe var at han allerede havde gjort rigeligt med tegn for øjnene af dem. Det var også det svar han gav Johannes Døber, som på toppen af sin karriere frejdigt havde erklæret at Jesus var Messias, men som senere var blevet fængslet af kong Herodes, og som i det mørke fangehul var begyndt at spekulere på om han mon havde taget fejl, og som derfor sendte to af sine venner hen for at stille Jesus et kritisk spørgsmål. Til dem sagde Jesus: ”Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser: Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige.” Tegn var der altså masser af, og Jesus gjorde dem ganske uopfordret. Men flertallet af farisæerne accepterede ikke tegnene, for de havde på forhånd besluttet at de ikke ville tro på Jesus fordi deres magtposition i det jødiske samfund ville være truet hvis han virkelig havde ret. Derfor fandt de på alle mulige krumspring for ikke at være nødt til at forholde sig til tegnenes klare vidnesbyrd. Engang Jesus helbredte en lam mand på en sabbat og bad ham tage sin båre og gå hjem, hæftede de sig for eksempel ved at det at bære en båre under armen teknisk set var arbejde og derfor var forbudt på sabbatten, og på den måde veg de behændigt uden om det for dem ubekvemme faktum at der faktisk var sket en mirakuløs helbredelse. Men det var ikke altid de kunne opstøve en petitesse at hænge sig i, og når de ikke kunne det, så måtte der stærkere boller på suppen.
Et eksempel finder vi i begyndelsen af den tekst vi hørte i dag, hvor Jesus – tilsyneladende ud af det blå – udtaler at der er en synd der er utilgivelig, nemlig det at spotte Helligånden. Det ord har givet anledning til mange bange tanker gennem tiderne hos mennesker der er bange for at de måske engang i et uoverlagt øjeblik er kommet til at sige noget der falder ind under kategorien ”bespottelse af Helligånden”. Men hvis du hører til dem der er bange for at du har spottet Helligånden, så kan jeg forsikre dig om at det har du ikke! Hvis du virkelig havde spottet Helligånden, ville du nemlig være fuldstændig ligeglad med det! Andre har undret sig på et mere teoretisk plan over at der åbenbart alligevel er grænser for Guds nåde selvom der står andre steder i Bibelen at der ikke er det. Men det er slet ikke det det handler om. Når der ikke er nogen tilgivelse for at spotte Helligånden, er det ikke fordi Gud ikke er villig til at tilgive den synd, men fordi det menneske der spotter Helligånden, ikke er villig til at tage imod Guds tilgivelse. At det er det der er tale om, bliver klart når vi ser på den begivenhed der var anledningen til det Jesus sagde.
Prædiketeksterne til de forskellige søndage er altid taget ud af en sammenhæng; det er nærmest uundgåeligt. Sammenhængen til den tekst vi har hørt i dag, er at Jesus har befriet et menneske for en ond ånd, hvorefter farisæerne beskyldte ham for at stå i ledtog med Beelzebul, altså Satan, de onde ånders fyrste. Og når man har dén baggrund med, så giver det pludselig god mening at Jesus svarer så hårdt på deres krav om et tegn. For hvad havde de tænkt sig at han skulle gøre? Uanset hvilket mirakel han udførte, ville de jo kunne påstå at det var Djævelen og ikke Gud der havde givet ham magt til at gøre det. Kravet om et tegn var altså udtryk for rendyrket hykleri – et forsøg på at dække over at de på forhånd havde besluttet at de ikke ville tro, uanset hvad Jesus måtte finde på af krumspring. Og det viste sig da også, selv da Jesus satte trumf på med tegnet over alle tegn, nemlig sin egen opstandelse, at flertallet af farisæerne stadig ikke ville tro på ham. Ved at træffe en endegyldig beslutning om at afvise Jesus havde de gjort sig selv immune over for det budskab om syndernes forladelse som Jesus kom med – og derfor var der ingen tilgivelse at hente for deres synd.
Spørgsmålet er om den slags hykleri også findes i dag – og ja, det er jeg bange for at det gør. Jeg møder tit mennesker der siger at de ikke vil tro på Gud før de har fået et bevis på at han findes, og det er i og for sig fair nok, synes jeg. Der er i hvert fald ikke nogen der skal tro på at noget er sandt bare fordi jeg siger det, og det at noget står i Bibelen, er heller ikke et brugbart argument over for en ateist, for hvorfor skulle han lige præcis vælge Bibelen og ikke en af de mange andre bøger der påstår at ligge inde med sandheden? Spørger man en muslim, vil han for eksempel sige at Bibelen er blevet forfalsket af magtsyge kirkeledere, og hvis vi havde haft adgang til den oprindelige bog som Jesus kom med, så ville vi kunne læse at Jesus ikke var Guds søn, men kun en profet, og at han i øvrigt ikke blev korsfæstet, men at Gud i sidste øjeblik lod Jesus og Judas bytte plads så forræderen Judas fik sin velfortjente straf, mens den retfærdige profet gik fri. Og spørger man så den kære muslim hvor han ved alt det fra, så vil han uden tøven svare: ”Det står jo i Koranen!” Og så er vi lige vidt…
Så jeg synes bestemt det er en god ting at underkaste de forskellige religioners påstande et kritisk eftersyn. Man skal ikke tro på hvad som helst! Men af og til møder jeg ateister som på den ene side forlanger et bevis for Guds eksistens, men som på den anden side har besluttet på forhånd at alt kan forklares ved hjælp af naturlovene. Derfor vil selv en lægeligt bekræftet overnaturlig helbredelse (og dem findes der flere af end de fleste er klar over!) blive afskrevet som ”placebo-effekt” eller ”spontan remission”, og et syn af en engel eller af Jesus selv vil blive afskrevet som ”hallucinationer”. Så er det man kan få lyst til at spørge: ”Når du forlanger et bevis for Guds eksistens, hvad forestiller du dig så, sådan mere konkret? Hvad skulle Gud gøre for at du ville tro på ham?”
Heldigvis findes der også ateister der er mere ærlige, og som ikke forlanger et bevis for Guds eksistens, men melder rent ud at Guds eksistens naturligvis hverken kan bevises eller modbevises, og derfor foretrækker de at antage at Gud ikke findes, da det er den enkleste af de to hypoteser. Det er rene ord for pengene, og jeg synes egentlig også ræsonnementet er rimeligt. En gud der ikke har anden funktion end at få et verdensbillede til at hænge sammen, er alligevel ikke værd at samle på. Og selvom jeg bilder mig ind at kunne argumentere logisk og filosofisk for at det er rimeligt at antage at der findes en gud, så har jeg jo ikke dermed argumenteret for at Guds eventuelle eksistens har nogen som helst relevans for din og min hverdag. Så kunne vi lige så godt tro på ”Det flyvende spaghettimonster”, som er en satirisk figur som nogle amerikanske ateister har opfundet for at illustrere hvor tåbeligt det efter deres mening er at tro på at der har været en overjordisk magt involveret i jordens skabelse.
Og det fører os videre til det som Jesus sagde mellem sin tale om synden mod Helligånden og farisæernes krav om et tegn, nemlig det med at et godt træ bærer gode frugter, og et dårligt træ bærer dårlige frugter. Umiddelbart virker det som et umotiveret indskud, men jeg tror at også de ord skal læses i sammenhæng med farisæernes påstand om at Jesus stod i ledtog med Beelzebul. Det at Djævelen også kan gøre mirakler, var Jesus nemlig faktisk enig med farisæerne i – længere fremme i Matthæusevangeliet advarer han om at der i de sidste tider vil komme falske profeter som vil forsøge at føre folk vild med løgnetegn og løgneundere. Så hvordan kender man forskel på Guds undere og Djævelens undere? Jesu svar er ganske simpelt: Det gør man ved at se på frugterne! Hvis den overnaturlige hændelse fører til at mennesker får et liv i frihed, glæde, tro, håb og kærlighed, så er det Gud der står bag; fører den derimod mennesker ind i trældom, frygt, mistro, mismod og had, så er det Djævelen der står bag. (Og det gælder sådan set ikke kun hændelser som vi ville kalde ”overnaturlige”, men i lige så høj grad almindelige menneskelige handlinger!).
Og det princip tror jeg egentlig også vi kan overføre til vores ateistiske ven fra før. For ham eller hende er spørgsmålet ganske vist ikke om det er Gud eller Djævelen der står bag det der sker, men derimod om der overhovedet står en udefra kommende kraft bag. Og hvis man kan opnå de samme ”frugter” ved at antage at der ikke står nogen overjordisk kraft bag, så er jeg da enig i at det er dumt at gøre tingene mere komplicerede end de behøver at være. Den person der oplever en mirakuløs helbredelse, er jo lige rask, uanset om man kalder helbredelsen for ”guddommelig”, eller man siger at det er et tilfælde af ”spontan remission” (som jo dybest set ikke betyder andet end at personen er blevet rask, og vi ved ikke hvorfor). Men hvis det virkelig er sandt, som vi kristne hævder, at der er en overjordisk kraft som er indbegrebet af kærlighed, glæde og fred, så må der nødvendigvis være nogle frugter der vidner om det – nogle frugter som en ateistisk tilværelsesforståelse (eller for den sags skyld en muslimsk eller buddhistisk eller flyvende-spaghettimonstersk tilværelsesforståelse) ikke kan frembringe. Derfor vil mit råd til alle der ikke tror på Jesus som Guds søn og verdens frelser, være: Se på os kristne! Spørg dig selv om der er noget som helst i vores liv der tyder på at vi virkelig står i kontakt med den sande Gud! Og hvis du ikke kan få øje på noget som din egen livsanskuelse ikke kan give dig mindst lige så godt, så lad endelig være med at blive kristen – for du skal ikke tro på hvad som helst!
Jeg vil slutte af med at give ordet til Lolland-Falsters biskop, Steen Skovsgaard, som i sin bog ”Hvad kan du tilbyde mig som muslim, præst?” fortæller om engang han var blevet inviteret til en offentlig debat med imamen Abdul Wahid Petersen, med efterfølgende spørgsmål fra salen. Et af spørgsmålene kom fra en selvsikker ung muslim som ganske enkelt spurgte: ”Hvad kan du tilbyde mig som muslim, præst?” hvorefter han tilføjede: ”Og nu skal du ikke komme med et billigt svar og sige ’kærlighed’ eller noget i den retning. Nej, hvad kan du tilbyde mig?” Hvad svarer man i sådan en situation? Skovsgaard besluttede at henvise til nåden i sit svar, men det fremkaldte kun en hovedrysten hos såvel spørgeren som de mange andre muslimer i salen.
Som det så ofte går i den slags situationer, kom Steen Skovsgaard bagefter i tanker om et langt bedre svar – det er jo meget nemmere når man ikke lige står i situationen med alt hvad det indebærer af pres. Det svar – altså det han ville ønske at han var kommet med – er nok det bedste svar vi som kristne kan give til et hvilket som helst menneske der selvsikkert spørger hvad kristendommen dog kunne have at tilbyde ham, og det lyder sådan her: ”Jeg må desværre skuffe dig. Jeg har slet ikke noget at tilbyde dig. Sådan som du spørger mig, og sådan som jeg oplever dig, når du stiller dig så selvsikker frem her foran mig og os, så giver du jo indtryk af, at du er rig! Du har nok i din egen tro. Du er mæt. Derfor kan jeg ikke tilbyde dig noget. Evangeliet er nemlig for fattige, for sultne og tørstige. For dem, som føler, at de ikke har nok, eller som har opdaget og ved med sig selv, at de ikke slår til overfor Gud og overfor andre mennesker. Det er sådanne mennesker, som evangeliet dybest set retter sig imod, og som Jesus levede og døde for. Og sådan har du det slet ikke, kan jeg mærke. Men den dag, hvor du skulle gå hen og få følelsen eller erkendelsen af, at du ikke slår til, og du bliver usikker på, om du nu har gjort nok i forhold til Gud og til andre mennesker, eller om Gud elsker dig og vil ha’ noget med dig at gøre, den dag må du love mig at komme tilbage. For så har jeg noget at tilbyde dig.”
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments