Prædiken til fastelavns søndag 2014
Posted By admin on 21. marts 2014
Den blinde tigger: Kærligheden tager chancer
Prædiken i Husum Kirke fastelavns søndag 2014
Nikolaj Hartung Kjærby
Nogle af jer har måske set en eller flere af ”Star Wars”-filmene, og de af jer der ikke har, ved sikkert at der er tale om science fiction-film, hvori der indgår rumskibe, fremmede planeter og sære væsener. Mere præcist foregår de efter eget udsagn ”for længe, længe siden i en fjern galakse”. I denne fjerne galakse har et stort antal mere eller mindre selvstyrende planeter sluttet sig sammen i et forbund kaldet Den Galaktiske Republik. Flere af de vigtigste hovedpersoner tilhører et broderskab kaldet jedi-ridderne, der kæmper mod det onde ved hjælp af en usynlig kraft som giver dem overmenneskelige evner. For at kunne bruge denne kraft kræves der såvel medfødte anlæg som hård træning. På et tidspunkt er der en jedi-ridder ved navn Qui-Gon Jinn der sammen med dronningen af planeten Naboo er på en vigtig rumrejse til den planet hvor Den Galaktiske Republiks hovedstad ligger, for at bede om hjælp mod en fjendtlig invasionsstyrke. Det er af afgørende betydning for Naboos overlevelse at de når frem, men deres rumskib går desværre i stykker undervejs, og de strander på en lovløs ørkenplanet. Her forsøger Qui-Gon at skaffe reservedele til at reparere rumskibet, men han er desværre ikke besiddelse af den valuta der er den eneste gangbare på den planet. Derfor tvinges han til at indgå et væddemål med en hjerteløs reservedelsforhandler ved navn Watto. Watto har en lille slavedreng ved navn Anakin, som trods sine kun 9 år er en dygtig pilot, og som jævnligt deltager i drabelige kapflyvninger, men hidtil uden at have vundet en eneste. Qui-Gon erfarer imidlertid at Anakin har ganske usædvanlige anlæg for at bruge Kraften, og derfor aftaler han med Watto at hvis Anakin vinder det næste væddeløb, så får han sin frihed, og Qui-Gon får de reservedele han skal bruge, men hvis Anakin ikke vinder, får Watto Qui-Gons rumskib. Qui-Gon spiller altså ekstremt højt spil: Ikke alene sætter han sit eget liv på spil, men også en hel planets fremtid. Alligevel står han ganske rolig og ser til da væddeløbet begynder, også selvom Anakin kommer katastrofalt bagud lige fra starten. Hvis nogen af jer ikke vil vide hvordan det ender, så skal I lukke ørerne nu. Anakin er bagud gennem det meste af løbet, men i tredje og sidste omgang indhenter han favoritten Sebulba. I bedste Ben Hur-stil forsøger Sebulba at mase Anakins fly af banen og ind i en klippevæg, men ender med selv at ryge af banen, og Anakin vinder. Da Qui-Gon Jinn efterfølgende opsøger Watto for at få de lovede reservedele, siger Watto oprørt til ham: ”Du snød! Du vidste at drengen ville vinde!” Han har imidlertid ikke noget held med sin appel, og Qui-Gon får sine reservedele og tager Anakin med sig som sin lærling.
Jeg er ikke tilstrækkelig meget Star Wars-nørd til at jeg har kunnet regne ud hvordan Qui-Gon kunne være så sikker på at Anakin ville vinde væddeløbet. (Hvis nogen af jer ved det, må I gerne forklare mig det efter gudstjenesten). Måske er der ikke nogen bedre forklaring end at ”det vidste han altså bare”. Eller også valgte han bare at tage det afsindige sats fordi han ikke kunne se nogen anden mulighed for at komme videre til hovedstaden og fuldføre sin livsvigtige mission. Hvorom alting er, så ville både han og indbyggerne på Naboo som sagt have været pænt meget på den hvis hans vovede plan var slået fejl. Den form for risici er vi, der ikke lever for længe, længe siden i en fjern galakse, men i det 21. århundrede i velfærdssamfundet Danmark, ikke vant til at tage. Jeg kan i hvert fald ikke huske hvornår jeg sidst har foretaget mig noget risikabelt uden på forhånd at have sikret mig at jeg havde noget at falde tilbage på hvis det skulle mislykkes – og det vil jeg egentlig heller ikke anbefale andre at gøre, i hvert fald ikke sådan almindeligvis. Men der er undtagelser, nemlig hvis det man har at vinde, er så værdifuldt at det er risikoen værd.
Vi kender det nok især fra når man er forelsket. Forelskede mennesker foretager sig tit skøre og risikable ting. Her i trygge Danmark er der ganske vist sjældent tale om at man ligefrem risikerer liv og lemmer; man risikerer højest at gøre sig selv til grin. Men er man tilstrækkelig meget forelsket, så er der vist principielt ikke ret meget man ikke vil være villig til at gøre for at vinde sin elskede – som der står i Salomos Højsang i Det Gamle Testamente: ”Vældige vande kan ikke slukke kærligheden, floder kan ikke skylle den bort. Hvis en mand gav al sin rigdom bort for kærlighed, ville man da ringeagte ham?” Salomos egen far, kong David, er i øvrigt et eksempel på en mand der satte livet på spil for kærlighedens skyld, for som ung mand, før han selv blev konge, blev han forelsket i den daværende konge Sauls datter. Saul følte sig truet af Davids popularitet, så han benyttede chancen til at prøve at slippe af med ham ved at stille en betingelse for ægteskabet som han var sikker på at David ikke ville slippe levende fra. Men David påtog sig den livsfarlige mission, gennemførte den med livet i behold, og fik kongens datter til hustru.
I det hele taget har kærlighed en evne til at få mennesker til at gøre de utroligste ting, og det gælder ikke kun forelskelsen. Forældres kærlighed til deres børn kan også få dem til at løbe store risici for børnenes skyld, kærligheden mellem venner kan være så stor at man sætter sit liv til for den anden, og det samme kan kærligheden til folket, fædrelandet og lignende størrelser. Paulus havde virkelig ret da han skrev de berømte ord om at kærligheden ”tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt”. Eller sagt på en anden måde: Kærligheden satser stort! Kærligheden tager chancer!
Jeg vil vove at påstå at den største chance der nogensinde er blevet taget i kærlighedens navn, var da Gud sendte sin søn ind i verden som et skrøbeligt, dødeligt menneske for at redde os mennesker fra det ondes magt. Det var et stort sats, for Jesus mødte masser af fristelser, og hvis han havde givet efter for blot en eneste af dem, ville alt have været tabt, for så ville han selv være blevet inficeret af det onde og ville dermed ikke have kunnet redde os andre fra det. Og det var også et sats i den forstand at der ikke var nogen garanti for at nogen mennesker ville tage imod den frelse som Gud satte alt ind på at vinde til os. Faktisk var der, mens Jesus gik på jorden, langt flere der hånede ham, mishandlede ham og spyttede på ham, end der var der tog imod ham og troede på ham. Læg dertil at Jesus efter sin himmelfart overlod opgaven med at udbrede det glade budskab om syndernes forladelse til en samling opkomlinge fra samfundets bund som alle havde svigtet ham dengang han blev arresteret, og at han som deres leder udpegede en mand der kort tid forinden fejt havde svoret på at han ikke kendte Jesus. Det var vist et sats der ikke lader Qui-Gon Jinns letsindige væddemål med Watto noget tilbage at ønske!
Om lidt skal vi have dåb. I dåben kendes Gud ved os som sine børn. Jeg ved ikke om I nogensinde har tænkt på hvor stor en chance Gud tager ved at gøre det? Tænk på hvor mange tåbelige, tankeløse og direkte onde ting der hver dag bliver gjort af kristne mennesker, og hvilken skade det gør på Guds image! Jeg har i hvert fald ofte hørt mennesker sige at de ikke vil have noget med Gud at gøre fordi de har mødt kristne der har opført sig egoistisk eller fordømmende eller på andre måder dårligt.
Men faktisk tager vi også en stor chance når vi vælger at blive døbt, eller vælger at døbe vores børn. Vi kan jo ikke se Gud, og når vi kaster et blik ud på den verden vi lever i, er der meget der ikke ligefrem tyder på at det gode står til at vinde. Det er derfor vi taler så meget om tro i kirken. Det vi ikke kan se, må vi ”nøjes” med at tro på. Og tro indebærer altid et sats. I nogle kredse er det endda populært at sige at ”tro” staves ”r-i-s-i-k-o”! I dåben overgiver vi vores liv til Gud og giver ham hånd- og halsret over os, hvilket markeres ved at korset – som jo var et henrettelsesredskab! – bliver tegnet for vores ansigt og vores bryst. Selve dåbsritualet er faktisk en symbolsk gentagelse af Jesu begravelse, hvorved det markeres at den indvielse til Gud som foregår når vi bliver døbt, betyder at vi giver afkald på vores liv og overlader det til Gud efter hans forgodtbefindende, i tillid til at ”dåbens lys er tændt når livet slukkes”, som vi skal synge om lidt. Og det gør vi selvom de færreste af os nogensinde har set Gud!
Men samtidig er der også noget der hedder ”troens vished”. I vore dage bruger vi tit ordet ”tro” til at betegne usikkerhed, i hvert fald i daglig tale. Hvis min kone spørger mig om morgenen om jeg kommer hjem inden klokken 17, og jeg svarer ”Det tror jeg”, så betyder det at jeg ikke er sikker på det. Men når Bibelen bruger ordet ”tro”, så har det ikke noget med usikkerhed at gøre; tværtimod definerer Hebræerbrevet ordet sådan her: ”Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses.” [Hebr 11,1] Der er altså ikke tale om usikkerhed, men om ”fast tillid” og ”overbevisning”. Men hvor kommer den overbevisning fra? Hvordan kan man have fast tillid til noget man aldrig har set? Hvad var det der fik den blinde tigger ved Jeriko som vi hørte om, til at råbe højt på Jesus selvom han ligefrem blev udsat for trusler i et forsøg på at få han til at holde mund? Og hvad er det der gennem tiderne har fået tusindvis af kristne til med oprejst pande at gå i døden for deres tro selvom de kunne have reddet livet ved at afsværge den – og endnu flere til at vie deres liv til at hjælpe andre uden udsigt til nogen belønning på denne side af døden?
Det må jo trods alt indrømmes at hvis nu det ikke holder, alt det med Gud og Jesus og det evige liv, så er vi seriøst på den! Hvis man for Jesu skyld giver afkald på sit liv i denne verden i tillid til at der venter et bedre liv i den kommende verden, og det så viser sig at der slet ikke er nogen kommende verden – eller endnu værre: at eksempelvis muslimerne har ret i at det kun er muslimer der får adgang til paradis – så har man virkelig mistet ALT! Alligevel er det ikke tvivl og usikkerhed der har præget de kristne martyrer gennem tiderne, tværtimod. Amerikaneren Jim Elliot, som i 1956 i en alder af 28 år sammen med fire andre unge missionærer blev dræbt af stammefolk i det østlige Ecuador – stammefolk som de fem modige unge mænd havde opsøgt for at fortælle dem om Guds kærlighed og tilgivelse, vel vidende at det var forbundet med den yderste livsfare – han havde som sit motto: ”Man er ingen tåbe hvis man giver afkald på noget man alligevel ikke kan beholde, for at vinde noget man ikke kan miste.”
Jeg ved som sagt ikke hvorfra Qui-Gon Jinn fik sin urokkelige overbevisning om at Anakin ville vinde kapflyvningen. Men jeg ved godt hvorfra Jim Elliot og den blinde mand ved Jeriko og enhver anden der vælger at satse sit liv på at det med Jesus holder, får sin vished fra, nemlig fra Helligånden. Helligånden, også kaldet Guds Ånd, er en af de tre personer der tilsammen udgør den Gud som vi tror på (de to andre er Gud Fader og hans søn Jesus Kristus). Helligånden bor i ethvert menneske som tilhører Jesus, og påvirker vores tanke- og handlingsmønstre så de bliver præget af Guds værdier – eller sagt på en anden måde: Guds Ånd får os til at handle i Guds ånd! Hvis du er døbt og tror på Jesus, så bor Helligånden i dig, men Helligånden er høflig og trænger sig ikke på; du bestemmer selv hvor meget plads han skal have i dit liv. Hvis du gerne vil have at Helligånden skal fylde mere i dit liv, så vil jeg anbefale dig at bede Gud om at fylde dig mere med sin Ånd. I det hele taget er det en god idé at bruge tid sammen med Gud i bøn hvis du gerne vil have at dit liv skal være mere præget af ham, for det er jo en kendt sag at vi bliver præget af dem som vi bruger tid sammen med. Andre vaner der er kendt for at have en positiv effekt på Helligåndens fylde i vores liv, er bibellæsning, lovsang, og samvær med andre kristne.
Der bruges mange forskellige navne for Helligånden i Bibelen. Et af dem er ”Kærlighedens Ånd”. Og jeg tror at det der har allerstørst betydning for den trosvished der giver os modet til at satse stort og tage store chancer, er erfaringen af Guds grænseløse og betingelsesløse kærlighed til os. Det er min bøn at vi alle hver dag må nå til en større erkendelse af den kærlighed, for det er den stærkeste frisættende kraft i universet – en kraft der i modsætning til den Kraft som jedi-ridderne bruger, ikke kræver medfødte evner, men er tilgængelig for enhver der vil tage imod.
Comments