Prædiken til nytårsdag 2013

Posted By on 14. august 2013

Jesu omskærelse: Vi er ét menneske

Prædiken i Husum Kirke nytårsdag 2013

Nikolaj Hartung Kjærby

Det er kirkeårets korteste prædiketekst vi er samlet om i dag. Hvis der skulle være en fast relation mellem prædiketekstens længde og prædikenens længde, så skulle jeg slutte om et minuts tid. Men dem af jer der var her i søndags, kom jeg jo til at love en forklaring på hvordan Jesu fødsel kan gøre at vi overgår fra at være slaver til at være frie, så det løfte må jeg hellere holde.

I søndags hørte vi om hvad der skete da Josef og Maria kom til templet i Jerusalem for at bringe de foreskrevne ofre i forbindelse med at Marias 40 dages barselsperiode var til ende. I dag springer vi 33 dage tilbage i tiden til den 8. dag af Jesu liv, hvor han blev omskåret, sådan som alle jødiske drengebørn skulle og stadig skal. At Jesus blev omskåret, understreger at han gik helt og fuldt ind under de vilkår som vi mennesker er underlagt, inklusive den lov som Gud gav israelitterne i Det Gamle Testamente med besked om at alt det var de som Guds udvalgte folk forpligtet til at overholde. Omskærelsen var et tegn på at man tilhørte Guds folk, og dermed også et tegn på at man var forpligtet på loven – selvom omskærelsen tidsmæssigt kom nogle århundreder før Moseloven, nemlig på Abrahams tid.

Samtidig udgjorde både Moseloven og omskærelsen et skel mellem dem der var indenfor, og dem der var udenfor. I den hellenistiske verden som Paulus levede i, var der groft sagt to slags mennesker, nemlig jøder og grækere. Der var naturligvis også mennesker der hverken var det ene eller det andet, men de fandtes hovedsageligt uden for grænserne af det hellenistiske rige som Alexander den Store havde oprettet. Han, og især nogle af hans efterfølgere, havde nemlig ført en meget aggressiv helleniseringspolitik der gik ud på at alle folkeslag inden for rigets grænser skulle aflægge sig deres egen kultur og i stedet antage en græsk enhedskultur. Og eftersom den græske kultur bød på storslået arkitektur, skulptur og litteratur, var der mange folk der ikke var voldsomt utilfredse med den deal. Men jøderne havde så stærk en national identitet at mange af dem modsatte sig ethvert forsøg på hellenisering. De blev ved med at dyrke deres egen Gud, og de holdt fast ved deres lov og deres omskærelse. Og det fascinerede de andre folkeslag så meget at en del ”grækere” valgte at konvertere til jødedommen, mens endnu flere tog dele af den jødiske religion til sig uden helt at tage springet og lade sig omskære – formentlig fordi de ikke turde forpligte sig på at overholde alle jødedommens religiøse forskrifter.

Det uddrag af Paulus’ brev til Galaterne som vi hørte i dag, og det uddrag som vi hørte i søndags, stammer begge to fra en længere redegørelse som Paulus giver galaterne, og som jeg vil citere en del fra i dag. Redegørelsen handler om forholdet mellem Kristus og den jødiske lov, og det lyder enormt tørt og nørdet når jeg siger det på den måde, det kan jeg godt høre! Men det er måske fordi vi aldrig har kendt til andet end det kristne evangelium, og det i en grad så vi måske er begyndt at tage det for givet og glemme hvor revolutionerende det er at vi har lov til at kalde os selv for Guds børn! Almindeligvis kræves der jo en vis ærbødig distance når man har med kongelige personer at gøre – selv den danske kongefamilie, som ingen reel magt har, skal man omgås med en ganske særlig etikette der blandt andet omfatter at man skal tiltale dem ”Deres Majestæt” for dronningens vedkommende og ”Deres Kongelige Højhed” for de øvrige medlemmer af kongefamilien. I enevældens tid var der naturligvis endnu mere grund til at være ærbødig over for kongen, for hvis han havde lyst, kunne han befale at man skulle henrettes, fratages sin ejendom, eller måske tildeles en eller anden gave eller hædersbevisning, hvis kongen var i godt humør.

Forestil dig nu at du levede på enevældens tid i et land hvor der ifølge traditionen var dødsstraf for at overtræde kongens befalinger. Og forestil dig at du var kommet til at overtræde en af kongens befalinger, og at kongen havde fundet ud af det! Ikke nogen specielt rar situation at forestille sig! En dag kommer kongen så til din by, og du frygter det værste. Men hvad sker? Han går lige hen til dig og siger: ”Jeg ved godt at du har overtrådt mine love, og at du ifølge traditionen fortjener dødsstraf, men ved du hvad? Jeg tror jeg vil adoptere dig som min søn! (/datter/bror/søster/onkel/tante). Du får lov til at bo gratis på mit palads med fri adgang til alle rum, og får du lyst til at tage rundt i landet, kan du bare tage en bil i garagen” (eller ”en hest i stalden”, som det vel snarere ville have været på enevældens tid). ”Jeg forventer selvfølgelig at du overholder mine love, men kommer du til at træde ved siden af, så tilgiver jeg dig naturligvis! Og forresten behøver du ikke kalde mig ’Deres Majestæt’; du kan bare kalde mig ’far’.” Jeg tror nok jeg ville tabe både næse og mund af benovelse hvis det var mig der oplevede sådan noget. Men kære venner: Det er jo lige præcis det vi har oplevet – og endda mere end det, for vores Gud er ikke bare enevældig konge over et land, men over hele universet, og han har endda magt over de ting som ingen jordisk konge har magt over, nemlig himlen og jorden, liv og død. Og ham får vi lov til at kalde far, med tilhørende ret til at bo i hans hus og bevæge os frit omkring uden frygt for at blive straffet hvis vi kommer til at overtræde hans bud!

Men forestil dig nu at det ikke var dig den enevældige konge viste den gestus imod som jeg har beskrevet, men derimod din nabo – så ville du nok føle dig snydt og forbigået og mene at kongen var uretfærdig. Ganske vist ville du principielt ikke kunne beskylde ham for at have snydt dig, for du ville jo ikke med nogen ret kunne hævde at du havde gjort dig fortjent til kongens nåde, men du ville i hvert fald kunne beskylde ham for at øve forskelsbehandling. Gud, derimod, kan man ikke beskylde for at øve forskelsbehandling, for han tilbyder alle mennesker at blive hans børn – de eneste der ikke bliver det, er dem der ikke ønsker at blive det.

Men hvis Gud ikke øver forskelsbehandling, hvorfor udvalgte han så Abraham, sådan som vi hørte det i den første læsning i dag? Var det ikke forskelsbehandling så det basker? Jo, hvis Abraham var blevet udvalgt for sin egen skyld, så var det. Men Guds formål med at udvælge Abraham var ikke først og fremmest at gøre noget godt for Abraham og hans efterkommere, men at gøre noget godt for hele verden. Det er derfor Gud siger til ham at: ”I dig skal alle jordens slægter velsignes.” Et par kapitler længere fremme [1 Mos 22,18] gør Gud det i øvrigt klart at det formål ikke vil blive opfyldt i Abrahams egen levetid, men at det har med hans efterkommere at gøre; han siger nemlig: ”Alle jordens folk skal velsigne sig i dit afkom fordi du adlød mig.”

Abrahams efterkommere omfattede en mængde folkeslag, men både Det Gamle og Det Nye Testamente gør det klart at Guds løfte om at velsigne hele verden knyttede sig til et bestemt af de folk, nemlig israelitterne. Det var også derfor israelitterne fik status af ”Guds udvalgte folk” og fik Moseloven, nemlig for at de skulle demonstrere Guds kærlighed og væsen for alle de andre folkeslag. Israelitternes lov var altså ikke noget mål i sig selv. Målet var et helt andet, nemlig at alle mennesker skulle blive Guds børn.

Faktisk skabte Gud oprindeligt os mennesker til at være hans børn, men siden Adam og Eva spiste af Kundskabens Træ, har vi været inficeret med en bacille af stolthed som gør at vi hellere vil klare os selv end vi vil leve det gode liv på kongeslottet med bevidstheden om at det udelukkende skyldes kongens godhed og ikke vores egen fortræffelighed at vi får lov til det. Vi vil hellere være vores egne voksne end vi vil være Guds børn. Men konsekvensen bliver den stik modsatte: Selvom vi er skabt til en privilegeret status som medlemmer af den kongelige familie, lever vi som omvi var slaver uden rettigheder.

Jeg håber at de af jer der var her i søndags, vil bære over med lidt repetition. Paulus illustrerer sin pointe med en situation der var velkendt for de oprindelige læsere af hans brev, nemlig mindreårige børns status i velhavende græske familier. Selvom de var arvinger til hele familieformuen, havde de ingen rettigheder i huset så længe de var umyndige. De fik tværtimod en hård og streng opdragelse af en slave eller tjener som var specielt ansat til formålet, og som blev kaldt en ”paidagogos” – det samme ord som ”pædagog”. Men der var altså som sagt ikke tale om en kærlig og omsorgsfuld person som dem vi i dag forbinder med det ord, og derfor er ordet også gengivet med ”opdrager” i den danske bibel. Børnene var underlagt denne opdrager indtil de havde nået den alder som deres far havde fastsat; først da overgik de til en ny og privilegeret tilværelse som sønner og døtre i huset – en tilværelse der gav dem ret til at befale over slaverne, men også pligt til at beskytte familiens omdømme og formue ved at opføre sig fornuftigt.

Den lov som Gud gav israelitterne, tjente samme formål som sådan en ”paidagogos”, siger Paulus: Den skulle forhindre børnene i at lave ulykker indtil tiden var moden til at de kunne træde ind i den privilegerede stand som de var født til. Og da tiden var moden, lod Gud sin søn føde som menneske for at bygge bro over kløften mellem sig selv og os.

Det at Jesus blev omskåret, understregede at han var en efterkommer af Abraham, for det var netop Abrahams efterkommere, og kun dem, der ifølge Guds befaling havde pligt til at blive omskåret. Som sagt var Abrahams efterkommere også dem som Gud havde lovet at bruge til at velsigne alle folk, så der var altså en sammenhæng mellem omskærelsen og det at være udvalgt til at velsigne hele verden. Imidlertid påpeger Paulus at det som Gud ordret sagde i sit løfte til Abraham, var: ” Alle jordens folk skal velsigne sig i dit afkom”. Og ordet ”afkom” står i ental! Det er et tegn på, siger Paulus, at det i virkeligheden er én bestemt person der sigtes til – nemlig Jesus, der jo som sagt var Abrahams efterkommer. Det var ham Gud hele tiden havde i tankerne! Det var for at forberede hans komme at alle begivenhederne i Det Gamle Testamente fandt sted! Ja, ikke nok med det: Det er reelt Jesus der er Det Gamle Testamentes sande hovedperson – i hvert fald ifølge hans egne ord i både Lukasevangeliet [24,27] og Johannesevangeliet [5,46]. Det var igennem ham at Gud havde til hensigt at velsigne alle folk. Og det skete ved at han, der var Himlens kongesøn, ydmygede sig lige til døden på et kors og på den måde overvandt vores stolthed. Han gik i døden for vores skyld og vandt på den måde livet for os. Han gav afkald på alt hvad han retmæssigt havde krav på hos Gud, og banede på den måde vejen for at vi kunne få alle de goder som vi ikke har krav på.

Og den måde vi bliver Guds børn på, er ved at høre sammen med Jesus. I den del af Paulus’ redegørelse til galaterne som vi rent faktisk fik lov til at høre læst op i dag, står der nemlig: ”For I er alle Guds børn ved troen, i Kristus Jesus. Alle I, der er døbt til Kristus, har jo iklædt jer Kristus.” Vi har altså mulighed for at blive en del, ikke bare af Guds udvalgte folk, men af selve Guds udvalgte person, Jesus Kristus, ham som alle Guds løfter drejer sig om! Når vi bliver døbt, giver vi afkald på vores eget liv, vores egne ambitioner, vores egne projekter, vores uafhængighed, og bliver i stedet fyldt af Jesu liv og bliver en del af hans projekt. Og når vi bliver afhængige af ham, bliver vi mere frie end vi nogensinde har været før, for derved bliver vi løst fra alle de andre afhængighedsforhold der binder os.

Det er nemlig ikke kun jøderne med alle deres love og forskrifter der har levet i et slaveri indtil Jesus kom. Det har vi andre også! Vi har ikke været forpligtet på omskærelse og bestemte spiseregler og forskrifter om dyreofringer og hvad ved jeg (selvom den slags er ganske hyppigt i en lang række af verdens førkristne og ikke-kristne religioner), men vi har også vores slavepiskere – vores ”paidagogos’er”, om I vil. Det kan være samfundets, familiens eller vores egne forventninger til os selv, det kan være frygt for fremtiden, det kan være misbrug eller dårlige vaner, det kan være arbejdsnarkomani, det kan være afhængighed af andre menneskers opmærksomhed eller anerkendelse, eller tusinde andre ting som vi bygger vores identitet på, og som dermed gør os enormt afhængige og sårbare, for hvad sker der hvis vi mister de ting? Men giver vi vores liv til Jesus, bliver vi frie, sådan at de ting vi bruger i denne verden, bliver vores tjenere i stedet for at være herre over os.

En sidste ting jeg vil pege på, er en lille finesse i Paulus’ ordvalg. Jeg ved ikke hvor om der var nogle af jer der bed mærke i det, men efter at han havde sagt: ”Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde”, skulle man tro at han ville sige: ”for I er alle ét i Kristus Jesus” – men det siger han ikke! Han siger: ”for I er alle én i Kristus Jesus”! Det han vil understrege, er altså ikke bare at der er en enhed imellem os – den tanke findes ellers også i Det Nye Testamente, for eksempel i Jesu såkaldte ”ypperstepræstelige bøn” i Johannesevangeliet hvor han beder om at alle hans disciple må være ét. Nej, det som Paulus vil frem til, fremgår af slutningen af den tekst vi hørte: ”hører I Kristus til, er I også Abrahams afkom”. Kan I huske hvad det var med ordet ”afkom”? … Det er ental, ja! Så det Paulus vil sige, er at når vi er i Jesus, ham som er Abrahams afkom i ental, så har vi del i alle hans privilegier. I en vis forstand kan man sige at vi ”er” Jesus! Vi er i hvert fald hans legeme, sådan som Paulus siger det et andet sted [1 Kor 12,27], og vi har hans ånd, så vi kan kende hans tanker [1 Kor 2,16]. Så tæt sammen hører vi med hinanden og med Jesus at vi kan betragtes som ét menneske.

Men når vi er Abrahams afkom, så betyder det også at det nu er igennem os at Gud vil velsigne alle folkeslag. Det er det projekt, den ambition, den plan han har med os! En ret fed plan, synes jeg – det vil jeg i hvert fald gerne være med til! Men ligesom Jesus måtte ydmyge sig og lade sig først omskære og siden korsfæste, og ligesom Shasta [fra ”Hesten og drengen” af C.S. Lewis] fandt ud af at der var mange omkostninger forbundet med det at være konge, kan det også have omkostninger for os at være en del af Guds plan. Men Jesus har lovet at alt hvad vi mister for hans skyld, får vi igen med renters rente!


Comments

Comments are closed.