Prædiken til sidste søndag i kirkeåret 2012
Posted By admin on 26. november 2012
Jesu fryderåb: Sejr vindes i ydmyghed og svaghed
Prædiken i Husum Kirke sidste søndag i kirkeåret 2012
Nikolaj Hartung Kjærby
Jeg ved ikke med jer, men når jeg hører bibeltekster som dem vi har lyttet til i dag – om at sværdene skal smedes om til plovjern fordi Gud sidder på tronen i et evigt fredsrige, og om at alle der slider sig trætte og bærer tunge byrder, kan finde hvile – så tænker jeg: ”Åh, bare det dog snart kunne ske!”
Vi lever i en tid med krig mange steder i verden – i øjeblikket er det konflikten i Gaza der fylder mest i medierne, men borgerkrigen i Syrien hører vi også jævnligt om, og den har i øvrigt kostet mere end 100 gange så mange menneskeliv som bombardementerne i Gaza. Krigene i Irak og Afghanistan er bestemt heller ikke afsluttet endnu; begge steder er mere end 3000 mennesker blevet dræbt alene i år. Og så er der de mere eller mindre glemte konflikter i Burma, Colombia, Somalia, Yemen, Pakistan, Mexico, Mali, Sudan og Congo, hvor mennesker bliver dræbt på stribe, som regel uden at det når de danske nyhedsmedier.
Vi lever også i en tid hvor mange slider sig trætte. Selvom den formelle ugentlige arbejdstid er lavere end nogensinde før i Danmarkshistorien, og antallet af årlige ferieuger er så højt at vores bedsteforældre ville have nægtet at tro det da de var på vores alder, så er vi danskere alligevel så stressede som aldrig før. Der foregår en del forskning i årsagerne til at det er sådan, og den forskning vil jeg ikke kloge mig på; jeg vil blot konstatere at det høje stressniveau er et faktum – i øvrigt et som jeg kender alt for godt fra min egen hverdag. Nogle gange får jeg lyst til at hive alle stik ud og rejse langt væk i meget lang tid for at hvile ud og slippe for at skulle tage stilling til alle de problemstillinger som både arbejdet og fritiden byder på – og jeg gætter på at jeg ikke er den eneste der har det på den måde. Så jeg glæder mig til den hvile som Jesus omtaler!
Gode gamle Karl Marx sagde som bekendt at religion er ”opium for folket”. Dermed mente han at det klasseopdelte samfund havde resulteret i så uudholdelige forhold hos de undertrykte at de var nødt til at ”dope” sig med religionens løfter om evigheden for at kunne holde det ud. Marx var ateist; hans opskrift på en bedre verden var at eliminere religion så arbejderklassen fik øjnene op for livets barske realiteter, sådan at de kunne ændre dem, i stedet for at bruge religionen som middel til at udholde dem. Den opskrift er jeg naturligvis ikke enig i, men et stykke ad vejen er jeg tilbøjelig til at give ham ret i diagnosen, nemlig at Bibelens løfter om Guds rige kan bruges til at erklære denne verden og dens problemer for irrelevante i stedet for at gå i clinch med dem. Det problem er ganske vist ikke nær så stort i vore dage som det var for et par århundreder siden, og slet ikke i den brede grundtvigske tradition der er dominerende i Den Danske Folkekirke, men spørgsmålet er om det nu også skyldes at vi har fået et andet syn på hvordan vi skal forholde os til denne verdens jammerdal, eller om det snarere skyldes at vores levestandard er blevet forbedret i en grad så vi ikke længere opfatter verden som en jammerdal! Ser vi på de situationer hvor der sker noget som river tæppet væk under os så vi ikke længere er lykkelige, taler statistikken i hvert fald sit alt for tydelige sprog om at vi ikke har vænnet os af med at tage dope – religionen har bare fået selskab af andre rusmidler så som alkohol, narkotika, porno, materialisme og arbejdsnarkomani.
Spørgsmålet er så bare hvad alternativet er. Når vi ser på de bestræbelser som menneskeheden har gjort sig for at slippe af med krig, stress og andre fortrædeligheder, så ser de jo ikke ligefrem ud til at have båret frugt – snarere tværtimod. Marx’ idé om at ”proletariatets diktatur” kunne bane vejen til et klasseløst og lykkeligt samfund, viste sig at være en utopi, som kun førte til endnu værre undertrykkelse og lidelser da man forsøgte at virkeliggøre den. Og det ser ærlig talt ikke ud til at kapitalismen har særlig meget mere held med sig end kommunismen havde. Det er måske en af årsagerne til at stadig flere, især unge, vender sig til de mere ekstreme udgaver af islam i håb om at finde svarene dér. Heldigvis er der rigtig mange efterkommere af muslimske indvandrere finder sig til rette i det danske samfund som aktive, produktive og velintegrerede medborgere, men der er desværre også et stigende antal der går ind i ekstreme organisationer som Hizb ut-Tahrir og Kaldet til Islam, og som mener at vejen til et lykkeligt samfund er islams dominans med afskaffelse af demokrati og indførelse af sharia-lov. Der er endda en gruppe der har erklæret Tingbjerg for at være sharia-zone! Man behøver ikke at vide ret meget om disse bevægelsers ideologier for at kunne gennemskue at deres idealsamfund ville være et endnu værre tyranni end den sovjetiske kommunisme, og heldigvis er der da også mange fremtrædende muslimer der tager afstand fra de radikale grupper og aktivt modarbejder dem – men samtidig er der også et stigende antal danskere uden muslimsk baggrund der konverterer til islam og tilslutter sig de ekstreme bevægelser. Om ikke andet er det i hvert fald et vidnesbyrd om at det samfund vi kan præstere i dagens Danmark, ikke kan levere det som sjælene tørster efter.
Jeg må i øvrigt hellere skynde mig at sige at et kristent diktatur ikke ville være ret meget bedre end et muslimsk. Det burde vi europæere om nogen vide, for det meste af vores kontinent blev jo gennem mere end et årtusind styret af eneherskere, med paven i Rom i spidsen, der påberåbte sig kristendommen som deres ideologi. Nogle vil måske indvende at de pågældende konger, kejsere og paver ikke var ”rigtige” kristne – underforstået: hvis blot samfundet blev styret af rigtige kristne efter rigtige kristne principper, så ville sagerne se helt anderledes ud. Og rent bortset fra at den påstand minder mig om Kaldet til Islams påstand om at undertrykkelsen i Iran skyldes at præstestyret ikke er rigtige muslimer, og de få moderne kommunisters påstand om at undertrykkelsen i Sovjetunionen skyldtes at Lenin ikke var rigtig kommunist, så rummer den faktisk også en indbygget selvmodsigelse: Det lader sig ganske enkelt ikke gøre at styre samfundet efter kristne principper – den tanke er simpelt hen totalt uforenelig med alt hvad Jesus lærte os! Hvorfor den er det, vender jeg tilbage til senere – først skal vi tilbage til spørgsmålet om hvad alternativet er til enten ”opium” eller en forgæves kamp der kun gør tingene værre.
Det vi skal forstå, er at den invitation som Jesus giver i dagens evangelietekst, om at alle der slider sig trætte og bærer tunge byrder, skal komme til ham og få hvile, den handler ikke kun om en fjern fremtid hvor verden er blevet Guds rige til sidst – den handler om lige nu! Det er lige nu at Jesus indbyder os til at skifte vores tunge byrder ud med hans gode åg! Som Paulus skriver i Andet Korintherbrev [6,2b]: ”Se, nu er det den nåderige tid, se, nu er det frelsens dag!” Som kristne har vi altså mulighed for at leve et liv der ikke er præget af stress og konflikt, men af fred og hvile. Og ja, jeg ved godt at jeg lige har sagt at jeg selv døjer med stress, og dermed er jeg næppe den rette til at belære andre om hvordan man lever i fred og hvile, men det siges jo med rette at enhver prædikant altid først og fremmest må prædike til sig selv, så det vil jeg da gøre! I andre må dog gerne få lov til at lytte med! 😉
Vejen til hvile, siger Jesus, er ikke at vi holder op med at bære en byrde, men at vi begynder at bære en anden og bedre byrde! Og den byrde vi skal bære, er Jesu byrde – den samme byrde som Jesus bar! Eller rettere: den samme byrde som Jesus bærer! Når Jesus siger: ”Tag mit åg på jer”, så skal vi forestille os to okser der trækker en vogn. På Jesu tid var det almindeligt at man forbandt sådan to okser med én og samme trækstang, kaldet et åg, for at sikre at de trak i samme retning. At tage Jesu åg på os betyder altså at vi trækker i samme retning som han trækker – at vi underkaster os hans herredømme og autoritet, men til gengæld opnår den fordel at der er en langt stærkere ”okse” der leverer hovedparten af de kræfter der skal til for at trække læsset.
”Lær af mig”, siger Jesus yderligere. Der er naturligvis meget vi kan lære af ham, men han gør det heldigvis klart hvad det mere præcist er han tænker på i sammenhængen, nemlig hans sagtmodighed og ydmyghed. Og det er derfor jeg påstår at det er en selvmodsigelse at ville lede et land efter kristne principper, for i et samfund af uperfekte mennesker – det som Luther kaldte ”det verdslige regimente” – kan man ikke forvente at alle mennesker opfører sig som kristne, og man kan ikke tvinge dem uden at forlade sin grundindstilling af sagtmodighed og ydmyghed. Jesus tvang ikke nogen til at følge ham, så det kan vi andre naturligvis heller ikke gøre.
Men heldigvis er vi kristne ikke kaldet til at regere verden – i hvert fald ikke på denne side af Jesu genkomst. Det betyder ikke at vi ikke må involvere os i politik hvis det er det Gud kalder os til, for selvom vi ikke kan lave love der tvinger folk til at handle kristent, så kan vi i det mindste lave love der afbøder de værste skadevirkninger af at folk ikke handler kristent! Men selve udbredelsen af Guds rige kan ikke ske gennem politisk virke. Noget andet er så at Kristi kærlighed godt kan tvinge os til at udføre handlinger der er en torn i øjet på magthaverne, og som derfor bliver opfattet som ”politiske”, eller at tale de svages sag mod deres undertrykkere, men vi må aldrig tro at vi kan bringe undertrykkelsen til ophør blot ved at vælge de rette mennesker til folketinget, eller ved selv at stille op.
Nej, det har aldrig været Jesu mening at kristendommen skulle dominere verden. Det er måske en af de allerstørste forskelle på kristendom og islam, for politisk herredømme har lige fra profeten Muhammeds tid været en integreret del af islams væsen, og for talrige radikale muslimer er det stadig målet at islam skal herske over hele verden. Men det værste vi kan gøre, er at sige: ”Nej, det skal blive løgn! Det er kristendommen der skal dominere verden!”, for siger vi det, er vi allerede gået på kompromis med kristendommens væsen. Vores svar på enhver form for ondskab må være sagtmodighed og ydmyghed.
Men er det ikke grænseløst naivt? Jo, det er det! Bruger vi vores menneskelige fornuft, så vil den sige os at der skal skarp lud til skurvede hoveder, og at med ondt skal ondt fordrives. Sagtmodighed og ydmyghed vinder ingen slag. Men at vores forstand umiddelbart taler imod Jesu ord, bør ikke overraske os, Jesus takkede jo netop sin Fader for at han havde skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige! Vores egen forstand kan nemt stille sig i vejen for at vi for alvor lærer Gud at kende, for ”ingen kender Faderen undtagen Sønnen og den, som Sønnen vil åbenbare ham for.”
Bortset fra det, så viser erfaringen os faktisk at Jesus havde ret. Dengang han udtalte sine ord om at ydmyghed og sagtmodighed er vejen frem, havde han højst nogle få hundrede tilhængere i et lille land i udkanten af Romerriget. Men disse mennesker tog kampen op mod det mægtige romerske imperium uden andre våben end tro, håb og kærlighed, og 300 år senere blev den første romerske kejser døbt. Der var intet Romerrigets mægtige militære magt kunne stille op mod Guds vældige styrke, som åbenbares når de der tjener ham, er ydmyge og sagtmodige. Det var også derfor Jesus sagde i Bjergprædikenen at de sagtmodige skal arve jorden [Matt 5,5]. Prøver vi derimod at udrette noget i vores egen styrke, så blokerer vi for at Guds kraft kan komme til udtryk, og resultatet bliver at vi ikke udretter noget af værdi. Vi kan altså lige så godt sænke skuldrene og løfte hovedet, for det afhænger ikke af os!
Det siges at en gammel jødisk rabbi sagde følgende på sit dødsleje: ”Da jeg var ung, drømte jeg om at forandre verden. Da jeg blev lidt ældre, indså jeg at det var for stor en mundfuld, og jeg besluttede at nøjes med at forandre mit land. Da jeg blev ældre endnu, fandt jeg ud af at også det var for meget, og jeg besluttede at nøjes med min by. Endnu senere måtte jeg indse at selv min by var mere end jeg kunne håndtere, så jeg besluttede at nøjes med min familie. I dag indser jeg at hvis jeg var begyndt med at forandre mig selv, kunne jeg måske også have forandret min familie, min by, mit land – ja, måske hele verden!” De ord er der meget visdom i. Men de er ikke hele sandheden, for sandheden er at denne verden desværre ikke lader sig grundlæggende forandre, lige så lidt som menneskets syndige natur lader sig forandre. Gud frelser os ikke ved gradvist at forbedre vores natur, men ved i dåben at drukne vores gamle natur og give os en helt ny identitet som hans fuldkomne, syndfrie børn – en identitet som vi kun ved Guds Ånds kraft kan leve i. På samme måde er det ikke Guds plan at den verden vi lever i, gradvis skal forbedres indtil den er blevet til Guds rige. Nej, den måde verden bliver Guds rige på, er ved at den gamle verden går til grunde, og en ny verden skabes. Vi ser frem til nye himle og en ny jord, hvor retfærdighed bor. [2 Pet 3,13]
Som kristne lever vi i et spændingsfelt mellem ”allerede” og ”endnu ikke”. Guds rige er endnu ikke blevet synlig virkelighed, hverken i vores egne liv eller i verden omkring os, men i troen har vi mulighed for at leve i det som endnu ikke er manifesteret. I troen er vi allerede nu Guds rene og hellige børn, og i troen lever vi allerede nu i Guds rige, hvor retfærdighed bor, og hvor Guds kærlighed råder med mægtig kraft udtrykt gennem ydmyghed og sagtmodighed – det rige som engang skal komme til at erstatte den nuværende verden. I mellemtiden er det ikke kirkens opgave at forandre verden, men at være den forandrede verden.
Comments