Prædiken til 24. søndag efter trinitatis 2012
Posted By admin on 26. november 2012
Sønnens fuldmagt fra Faderen: Gør hvad Faderen gør!
Prædiken i Emdrup Kirke 24. søndag efter trinitatis 2012
Nikolaj Hartung Kjærby
Det er nogle alvorlige tekster vi er samlet om i dag. I Daniels syn bliver retten sat foran Guds flammende ildtrone. Paulus formaner os til at leve Herren til behag fordi vi skal fremstilles for Kristi trone og have igen for alle vores gode og onde gerninger. Og Jesus selv taler om at Faderen har givet ham magt til at holde dom over alle der har gjort det onde – modsat dem der har gjort det gode, som skal opstå til evigt liv. Det kan nok give anledning til nogle panderynker, for hvor meget godt har vi i grunden gjort når det kommer til stykket? Hvor meget frugt er der kommet af vores liv? I hvor høj grad har vi æret Faderen og Sønnen med vores tanker, ord og gerninger? Har vi elsket vores næste som os selv, og har vi elsket Gud af hele vores hjerte, sjæl, sind og styrke?
Vi lutheranere har naturligvis vores standardsvar på den slags, for vi bliver jo ikke frelst af vores gode gerninger, men ved at tro på Jesus. Enhver der er døbt og tror på Jesus, har sit navn skrevet i livets bog, og vil blive frikendt på dommens dag fordi Jesus har taget straffen for alle vores synder. Det er sådan set evangeliet i en nøddeskal, og i lyset af det er de her domstekster sådan set mere eller mindre irrelevante, undtagen som en påmindelse om hvad Jesus har frelst os fra, for vi har jo vores på det tørre.
Og så er det måske alligevel ikke helt så simpelt, for det er nok de færreste kristne der er villige til at tage den fulde konsekvens af dén forsimplede forståelse. Jeg diskuterer jævnligt tro med muslimer, og en af deres hyppige indvendinger mod kristendommen lyder cirka sådan her: ”Hvis Jesus tager straffen for alt hvad du gør forkert, betyder det så at jeg bare kan gå ud og dræbe en hel masse mennesker og så bede Jesus om tilgivelse bagefter, og så straffer Gud mig ikke for det?” Jeg ved ikke hvad I ville svare på det spørgsmål. Principielt er svaret jo ja, men samtidig vil de fleste af os nok fastholde at syndernes forladelse ikke er det samme som syndernes tilladelse. Selvom der blandt kristne er forskellige syn på hvad man må og ikke må på eksempelvis det seksuelle, det kulturelle eller det økonomiske område, så har jeg endnu til gode at møde en kristen som mener at det er okay at begå mord – selvom der også er forskellige syn på hvad definitionen er på et ”mord”, hvilket medfører at kristne er uenige om emner som krig, dødsstraf og abort. Men muslimens spørgsmål står stadig ubesvaret: Hvis Jesus tager skraldet for alt hvad vi gør forkert, hvorfor så overhovedet beskæftige os med hvad der er rigtigt og forkert?
Nuvel, man behøver ikke at læse ret meget i Det Nye Testamente for at finde ud af at det bestemt ikke er lige meget for Gud hvordan vi lever. Paulus gør det klart adskillige steder – blandt andet i det stykke fra Andet Korintherbrev som vi hørte i dag – at Jesus ikke har frelst os for at vi skal synde videre, men at vi tværtimod skylder at ære ham med vores liv. Spørgsmålet er så bare hvad der i grunden sker hvis vi ikke gør det? Er der nogen bud?
Det store, altafgørende spørgsmål er naturligvis: Kan man synde så meget at man mister sin frelse? Og hvis ikke, er det så overhovedet vigtigt at tale om synd? Det sidstnævnte spørgsmål var noget af det der delte vandene under forårets og sommerens debat om kirkelig vielse af homoseksuelle: Kan uenighed om et etisk spørgsmål være så alvorlig at man ikke kan have kirkeligt fællesskab med dem der mener noget andet om hvad der er rigtigt eller forkert at gøre? Det er der mange, især blandt ritualets modstandere, der har fremført. I 2005 udsendte 8 kirkelige organisationer en pjece med titlen ”Kirken og homoseksualitet – 17 korte svar på aktuelle spørgsmål”, hvor et af de 17 spørgsmål netop lød: ”Hører problemet trods alt ikke til i periferien af den kristne tro, således at centrum – troen på Kristus og retfærdiggørelsen af tro alene – ikke berøres af sagen?” Pjecens svar på det spørgsmål, er at lydighed mod Gud ikke er perifert – som der blandt andet står: ”ingen synder er så små, at de ikke kan fordømme os til fortabelsen, hvis vi slutter fred med dem – og ingen synder er så store, at der ikke er fuld tilgivelse og oprejsning for dem hos Jesus Kristus.” Fik I den? Vi tager den lige igen: (gentag citatet)
Jeg ved ikke med jer, men når jeg hører sådan nogle ord, så begynder jeg altså for alvor at ryste i bukserne. Hvor mange af jer der sidder herinde, kan ærligt sige at I ved med 100 procent sikkerhed at der ikke er en eneste lille synd i jeres liv som I har sluttet fred med? Jeg kan ikke, er jeg bange for. Og så bliver talen om dommedag pludselig uhyggeligt relevant alligevel! Ja, faktisk kan man vel med en vis ret spørge om der overhovedet er nogen der bliver frelst hvis det er sådan klaveret spiller!
Og det spørgsmål stillede disciplene faktisk Jesus på et tidspunkt! Det han havde sagt, var ganske vist ikke helt det samme som det der står i pjecen fra ”De 8”, men dog alligevel lidt i samme boldgade, for det handlede om ting der kan føre mennesker i fortabelse. Samtalen fandt sted i forlængelse af at en rig mand var kommet og havde spurgt Jesus hvad han skulle gøre for at arve evigt liv, hvortil Jesus havde svaret at han skulle sælge alt hvad han ejede og give det til de fattige. Det huede ikke manden, og han gik bedrøvet bort, hvorefter Jesus sagde til disciplene: ”Børn, hvor er det vanskeligt at komme ind i Guds rige! Det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige.” Disciplene blev forfærdede og stillede det samme spørgsmål som jeg stillede for lidt siden: ”Hvem kan så blive frelst?” Og nu bliver det så pludselig meget interessant at høre hvad Jesus svarede på det spørgsmål, for pludselig er det ikke bare et stykke teoretisk teologi, men noget der har betydning for vores egen evige salighed! Vil I høre hvad Jesus svarede: ”For mennesker er det umuligt, men ikke for Gud, thi alting er muligt for Gud.”
Ved I hvad, venner? Hvis der er nogen af jer der i løbet af de sidste par minutter har truffet en beslutning om at fra nu af vil I aldrig mere slutte fred med nogen synd, så er jeg bange for at jeg har dårlige nyheder til jer: Det projekt kan I lige så godt droppe. Jesus sagde ikke at det er fantastisk svært at blive frelst, og at kun de mest samvittighedsfulde og disciplinerede mennesker har en chance for at klare det – han sagde at det er umuligt! Den pointe understreges i øvrigt også af det første Jesus sagde til den rige mand da han kom til ham. I husker måske at der i evangelieteksten til i dag stod at de der har gjort det gode, vil opstå til liv, mens de der har gjort det onde, vil opstå til dom? Well, prøv at høre hvad Jesus svarede da den rige mand stillede spørgsmålet: ”Mester, hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv?” Han svarede: ”Hvorfor spørger du mig om det gode? Én er den gode.” Der er kun én der opfylder kravene til at få evigt liv, og det er Jesus. Vi andre formår INTET – heller ikke at holde os på stadig krigsfod med synden i vores liv. Vi er i ét og alt afhængige af at Jesus vil gøre det for os. Vi er FULDSTÆNDIG hjælpeløse når det kommer til frelsen – ALT må vi modtage af Guds hånd, også kampen mod synden.
Men hvordan gør vi så det? Jo, kort fortalt kræves der to ting. Og de to ting er ikke noget vi skal præstere; de har tværtimod karakter af at vi lader være med at forsøge at præstere noget som helst. De to ting er ydmyghed og tro. Ydmygheden siger: ”Jeg kan ikke selv.” Det er en hård ting at sige, for den betyder at vi må lade hånt om vores stolthed og håbet om selv at kunne tage æren for noget som helst af det gode der sker i vores liv. Men det er en absolut nødvendighed for at Kristi liv kan komme til at udfolde sig i os. Og troen, den siger: ”Gud kan!” Det græske ord som i de fleste danske oversættelser af Det Nye Testamente er gengivet med ”tro”, kan også oversættes ”tillid”. Vi må have tillid til at Gud ved hvad han gør i vores liv. Jeg kan huske de gange hvor jeg har skullet gennemgå en operation. Tanken om at en mand skulle skære i mig, var bestemt ikke sjov, og den eneste grund til at jeg lod ham gøre det, var at jeg havde tillid til at han vidste hvad han gjorde. Når Gud tager os under behandling, er det heller ikke altid lige behageligt mens det står på, men troen består i at vi har tillid til at Gud ved hvad han gør, og at det der kan virke ubehageligt, i sidste ende tjener til vores lykke.
Har du den indstilling – at du godt ved at du selv intet har at byde på når det gælder din frelse, men at du til gengæld stoler på at Gud er i stand til at frelse dig, og har så meget tillid til at han har styr på hvad han laver, at du tager imod alt hvad der måtte komme fra hans hånd, enten det er behageligt eller ej, så kan det faktisk ikke gå galt, for så ligger ansvaret for udfaldet nemlig slet ikke hos dig, men hos Gud, og han har ikke for vane at fejle!
Men hvad betyder det for den måde vi lever vores liv på i hverdagen? Lad os prøve at se på hvordan Jesus beskriver den måde han selv lever på, i den tekst vi har hørt i dag: ”Sandelig, sandelig siger jeg jer: Sønnen kan slet intet gøre af sig selv, men kun det, han ser Faderen gøre; for hvad Faderen gør, det samme gør også Sønnen. For Faderen elsker Sønnen og viser ham alt, hvad han selv gør.” Jaså, tænker du måske, men hvad har det med mig at gøre? Jeg er jo ikke Guds søn? Til det kan jeg kun sige at hvis du er en kvinde, så er du ret, for så er du nemlig Guds datter! Men er du en mand, så er du faktisk Guds søn. Du er naturligvis ikke Guds enbårne Søn, men i kraft af at du er døbt til at tilhøre Guds enbårne Søn, er du også blevet Guds barn, og et mandligt barn plejer man jo at kalde en søn. Og når selv Guds enbårne Søn, Jesus, ikke kunne gøre noget af sig selv, men kun det han så sin Fader gøre, hvor meget mere gælder det så ikke os andre! Men heldigvis vil Gud Fader også vise os de ting han gør, ligesom han viser dem til Jesus – eller rettere: netop ved at han viser dem til Jesus. Vi har jo fået Jesu Ånd, og det betyder at ”vi har Kristi tanker”, som Paulus siger et sted [1 Kor 2,16]. Hvis du holder op med selv at lægge planer for hvordan du vil tjene Gud, og i stedet giver dig til ydmygt at spejde efter hvad Gud allerede er i færd med at gøre, så vil du opdage at han viser dig det. Og hvis du af et oprigtigt hjerte siger til Gud at du er villig til at rette dig efter alt hvad han siger til dig, så vil han også vise dig de synder som du har sluttet fred med, når tiden er inde til at han vil befri dig for dem. I mellemtiden skal du ikke rette din opmærksomhed mod dine egne gode og onde gerninger, for Kundskaben om Godt og Ondt hat vist forårsaget rigeligt med skade på os mennesker og vores Gudsforhold. Ret du hellere dit blik imod Jesus, og skjul dig selv og din usselhed hos ham – kun da fries du ud af fortabelsens hule.
Comments