Prædiken til juleaften 2024
Posted By admin on 6. januar 2025
Jesu fødsel: Er der kommet fred til jorden?
Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker juleaften 2024
Nikolaj Hartung Kjærby
Jeg har altid holdt meget af salmen ”Kimer, I klokker”, men som barn forstod jeg ikke rigtig hvad ordene betød. Jeg tror jeg bare antog at det var en konstatering af at klokkerne kimer – hvis man kan sige at det isner i fingrene, eller at det suser i granerne, så kan man vel også sige at det kimer i kirkeklokkerne? Først mange år senere fandt jeg ud af at ”kimer” er en gammeldags bydemåde (ligesom ”synger” og ”danser” og ”klapper” i vers 3), og at i’et mellem ”kimer” og ”klokker” er skrevet med stort. ”Kimer, I klokker!” er altså en opfordring til klokkerne om at kime.
En anden ting jeg ikke vidste som barn, var hvad ordet ”kimer” overhovedet betyder. Jeg vidste i hvert fald ikke bedre end at det bare er et andet ord for at klokkerne ringer. Jeg tror først det var da min mor fik ansættelse som kordegn og derfor begyndte at tale om kirkelige teknikaliteter derhjemme (jeg var omkring 13 år på det tidspunkt). Det var vist noget med at kirketjeneren var kommet til at ringe i stedet for at kime (eller omvendt), og så måtte jeg jo spørge hende hvad forskellen er. Og i fald der er nogen af jer der ikke kender svaret, må jeg hellere røbe at det går meget hurtigere når man kimer. Almindelig ringning er ”dong-dong-dong-dong”, mens kimning er ”dongdongdongdongdongdongdongdongdong-dongdongdongdongdongdongdong”. Så kan I brillere med den viden ved julens familiekomsammener – og jo mere livagtigt I efterligner klokkens lyd, desto mere glæde vil det utvivlsomt vække!
Kirkeklokkerne ringer hver eneste dag, morgen og aften (som de af jer der bor tæt på kirken, sikkert ikke har kunnet undgå at bemærke), og derudover ringer de forud for gudstjenester og kirkelige handlinger. Det er derimod kun ved særlige lejligheder at man kimer med klokkerne, nemlig i forbindelse med bryllupper og med kirkeårets tre store højtider: påske, pinse og jul. Mens det at klokkerne ringer er et tegn på at nu sker der noget almindeligt og dagligdags, som at det er blevet aften, eller at vi holder gudstjeneste, så er det at de kimer et tegn på at nu sker der noget ekstraordinært glædeligt. Hvis man skal tro Mads Nielsens sang En lærke letted’ fra 1945, kimede man for eksempel også med kirkeklokkerne rundt om i landet dengang Danmark – eh, dengang noget af Danmark blev befriet fra den tyske besættelse (her på Bornholm gik det som bekendt anderledes, og så må vi hellere lade være med at tale mere om den sag!).
Grunden til at vi i salmen opfordrer klokkerne til at kime, er noget der er endnu større end Danmarks befrielse – endda større end Danmarks befrielse ville have været hvis Bornholm havde været omfattet – nemlig: ”Fred kom til jord”! Det er jo det som er rigtig mange menneskers højeste juleønske: at der må komme fred på jorden! Men selvom vi hvert år på diverse radiostationer hører John Lennon og Yoko Ono synge ”War is over if you want it” (altså: ”Krig er forbi hvis du ønsker det” – og hvem gør ikke det?), så opstår der til stadighed nye krige rundt om i verden, og der er desværre intet der tyder på at det kommer til at forandre sig. Vi mennesker bliver dygtigere og dygtigere til stort set alt, men det at holde fred med hinanden er desværre en undtagelse. Så, eh – hvorfor kimer vi så alligevel med klokkerne til jul?
De mest opmærksomme af jer vil måske have bemærket at de salmer jeg har valgt til denne juleaftensgudstjeneste, alle sammen indeholder noget om fred. I ”Det kimer nu til julefest” sang vi om ”den høje gæst, som steg til lave hytter ned med nytårsgaver: fryd og fred”, og ”den høje gæst”, det er naturligvis Jesus, Guds søn, som gæstede jorden da han lod sig føde i Betlehem. I ”Kom, alle kristne” konstaterede vi ganske enkelt at ”fred til jord er kommen”, og det samme gjorde vi som sagt i ”Kimer, I klokker”. Dagens sidste salme bliver, vanen tro, ”Dejlig er jorden”, og der får vi forklaringen på hvorfor ”jul” og ”fred” er så uløseligt forbundne, nemlig det som englene sang for markens hyrder: ”Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!” – eller som det også kan oversættes: ”Ære være Gud i det højeste! Fred på jorden! Til mennesker velbehag!” Der er nemlig ingen tegnsætning i de ældste bevarede håndskrifter, og derfor er det et fortolkningsspørgsmål hvor udråbstegnene skal sættes. Og det gør unægtelig en vis forskel om englene generelt proklamerede at nu er der fred på jorden (som Brorson hævder i sin smukke salme ”I denne søde juletid”), eller om det kun var til ”mennesker med Guds velbehag” at der blev lovet fred. I dag forbinder de fleste af os nok mest ordet ”velbehag” med den følelse vi har når vi med et suk læner os tilbage i stolen efter en god julemiddag. Men tidligere var det meget almindeligt at tale om at man kunne have en persons – typisk en konges eller en anden magthavers – velbehag. Det betød at man var i kridthuset hos vedkommende; at man nød vedkommendes fulde accept. Det englene sang, var altså: ”Fred til de mennesker som Gud accepterer.” Men eftersom den engel der først henvendte sig til hyrderne, introducerede sit budskab som ”en stor glæde, som skal være for hele folket”, så må man formode at det i det mindste er muligt for alle mennesker at opnå Guds velbehag. Og det er måske lykkedes for os danskere? Vi har jo i hvert fald ikke haft krig på dansk territorium siden bombardementerne af Rønne og Nexø den 8. maj 1945. Men selvom der ikke ligefrem falder bomber mere, og der ikke er fjendtlige soldater i gadebilledet, så betyder det jo ikke at vi nødvendigvis oplever fred – vores fred kan blive forstyrret af såvel bekymringer for fremtiden som konflikter i familien eller i andre nære relationer. Så måske har vi ikke Guds velbehag alligevel? Men hvem har så?
Der er 6 steder i Det Nye Testamente hvor det bliver sagt om en given person at vedkommende har Guds velbehag, nemlig Matthæusevangeliet 3,17, Matthæusevangeliet 12,18, Matthæusevangeliet 17,5, Markusevangeliet 1,11, Lukasevangeliet 3,22 og Andet Petersbrev 1,17 (hvis du ikke kan huske henvisningerne, kan du finde dem på kirkens hjemmeside når jeg på et tidspunkt får lagt mit manuskript fra i dag ud under punktet ”Prædikener”). Og hvem er det så der ifølge de vers har Guds velbehag? Jo, alle seks vers taler faktisk om den samme person, nemlig Jesus, ”barnet til Guds velbehag”, som vi sang om. Jesus havde Guds velbehag, så hvis englene lovede ”fred til mennesker med Guds velbehag”, så må Jesus være den som de frem for nogen lovede fred til. Alligevel ved vi jo godt hvordan det gik ham: Før han fyldte to år, forsøgte kong Herodes at slå ham ihjel, og da han blev voksen, mødte han morderisk fjendtlighed fra sit eget folks politiske og religiøse ledere, som til sidst fik ham henrettet på falske anklager i uskøn forening med den romerske besættelsesmagt. Hvad fredeligt er der ved det? Umiddelbart ikke ret meget. Men kaster vi et nærmere blik på hvordan Jesus levede og døde, så ser vi et andet billede: I Lukasevangeliet kapitel 4 kan vi læse om et tidspunkt hvor en stor flok mennesker blev så vrede over noget som Jesus havde sagt, at de forsøgte at styrte ham ud over kanten af et bjerg. ”Men han banede sig vej imellem dem og gik” (Luk 4,30). Ved en anden lejlighed læser vi at der var mange der gerne ville Jesus til livs, men: ”Ingen greb ham, for hans time var endnu ikke kommet” (Joh 8,20). Senere, da timen var kommet, og ypperstepræsterne og tempelvagterne dukkede op midt om natten for at arrestere Jesus, var der en af disciplene der trak sit sværd for at forsvare sin ham, men Jesus gav disciplen besked på at stikke sværdet i skeden igen, for som han sagde: ”Eller tror du ikke, at jeg kan bede min fader om på stedet at give mig mere end tolv legioner engle til hjælp?” (Matt 26,53). Men Jesus hidkaldte ikke nogen englehær til sit forsvar, heller ikke da han blev pisket, hånet, spyttet på og til sidst korsfæstet; tværtimod bad han Gud om at tilgive hans bødler (Luk 23,34). Al den ydre vold og uro var ingenting imod den indre fred som Jesus til overflod besad, og som satte ham i stand til at overvinde verdens ondskab ved til det sidste at holde fast i selv at vise godhed og kærlighed. Og at Jesus virkelig havde vundet, selvom han endte med at blive slået ihjel, blev bekræftet da han tre dage senere opstod fra de døde – døden var ganske enkelt ikke i stand til at holde fast på ham!
Hvor fik Jesus den indre fred fra? Det fortæller evangelisten Johannes os i introduktionen til sin beskrivelse af begivenhederne aftenen før Jesus blev korsfæstet. Han skriver: ”Jesus vidste, at hans time var kommet, da han skulle gå bort fra denne verden til Faderen … og Jesus vidste, at Faderen havde lagt alt i hans hænder, og at han var udgået fra Gud og nu gik tilbage til Gud” (Joh 13,1b.3). Kilden til den indre fred der bar Jesus, var altså at han opererede ud fra en anden og dybere virkelighed end det der kunne ses i det ydre. Det er det som vi plejer at kalde for ”tro” – ”Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses”, som der står i Hebræerbrevet (11,1). Det var altså troen der gav ham fred.
Hvad var det da han troede på? Ja, nu begynder det måske næsten at lyde som en cirkelslutning, men da Jesus stod ved begyndelsen af sit offentlige virke, åbnede himlen sig over ham, og der var en stemme der sagde: ”Du er min elskede søn, i dig har jeg fundet velbehag!” (Mark 1,11. Luk 3,22. Jf. Matt 3,17 og 2 Pet 1,17). Det var i tillid til dén erklæring at Jesus levede hele sit liv i lydighed mod den mission som Gud havde sendt ham til jorden med, også selvom den omfattede lidelse og død, og han gjorde det endda med fred i sindet. Og nu, mine damer og herrer, kommer den store, gyldne hemmelighed som vi kan tage med fra alt det, og som give også os julefred i hjertet – ikke bare nu hvor det er jul, men hele tiden, så længe vi lever: Jesus, Guds søn, kom til jorden for at gøre os til Guds børn – for at også vi skulle have Guds velbehag! Og det er faktisk ganske enkelt at opnå det: Vi skal blot tro på at vi for Jesu skyld har Guds velbehag, og leve vores liv i tillid til det. Det kan ganske vist være en udfordring når verden omkring os, både den nære og den fjerne, byder på alt andet end fred, men netop derfor har vi brug for igen og igen at høre budskabet om Jesus. Og dermed når jeg til den salme som jeg sprang over da jeg remsede op hvad der står om fred i dagens salmer – nemlig ”Velkommen igen, Guds engle små”, som vi skal synge lige om lidt. Den slutter med en beskrivelse af gudstjenesten, hvor der med Grundtvigs ord sker det fantastiske at: ”da byder vor Herre selv Guds fred til dem, den efterhige”. Gud rækker os sin fred som den bedste julegave – så lad os tage imod den!
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments