Prædiken til alle helgens dag 2024
Posted By admin on 6. januar 2025
Saligprisningerne: Salige er de, som sørger
Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker alle helgens dag 2024
Nikolaj Hartung Kjærby
”Salige er de, som sørger”. Det lyder jo som en selvmodsigelse på linje med ”firkantet trekant”. Når man sørger, er man vel pr. definition alt andet end salig, så hvad mente Jesus egentlig med sin sære påstand?
Det er alle helgens dag i dag – den dag i kirkeåret som på en særlig måde er sat af til at mindes dem vi har mistet. Man kan undre sig over hvorfor sådan en dag lige har fået navnet ”alle helgens dag” i stedet for at hedde noget mere logisk som for eksempel ”mindesøndag”, men heldigvis er det sådan at svaret på dét spørgsmål også giver os et svar på hvordan i alverden Jesus kan påstå at de der sørger, er salige.
De fleste af jer ved sikkert godt hvad en helgen er, også selvom vi protestanter ikke går lige så meget op i helgener som man gør i den katolske kirke og de ortodokse kirker. Egentlig betyder ordet ”helgen” blot ”hellig person”, og vi bruger det undertiden i vores hverdagssprog til at betegne en from og god person – eventuelt med et ”ikke” foran hvis vil understrege at en person ikke var eller er specielt from og god. Men vi bruger især ordet om de personer som er blevet helgenkåret af paven og dermed er berettigede at blive benævnt med titlen ”Sankt” foran deres navn, hvilket er en ære som kun kan tildeles afdøde personer (bortset fra Sankt Mikkel, som slet ikke er et menneske, men derimod en ærkeengel). Allerede i kristendommens første tid begyndte man at ære mindet om dem der var døde som martyrer for troen, ved eksempelvis at holde en andagt ved deres grave på årsdagen for deres død, og efterhånden begyndte man også at betragte deres grave som hellige steder hvor Guds kraft virkede på en særligt stærk måde. I løbet af 200-tallet blev det endvidere stadig mere udbredt at bede de afdøde hellige om at lægge et godt ord ind for én hos Gud.
Til at begynde med vidste alle hvem der var martyrer og dermed fortjente at blive æret, men efterhånden som der blev flere og flere kristne, blev der brug for en central instans til at tage stilling til hvem man fra kirkens side officielt ville anerkende som helgener, og på den måde opstod begrebet ”helgenkåring”. Endvidere opstod der efterhånden en ”helgenkalender”, for som sagt ærede man jo til at begynde med martyrerne på deres dødsdag, men efterhånden som der blev flere og flere helgener, måtte de sidst tilkomne tage til takke med at blive æret på en af de ledige datoer der var tilbage. Og da der til sidst ikke var flere ledige datoer, gik man over til at det kun var de vigtigste helgener der havde deres egen helgendag (det er for eksempel Sankt Hans dag den 24. juni og Sankt Lucias dag den 13. december). Til gengæld udnævnte man den 1. november til at være ”alle helgens dag”, tilegnet alle de helgener der ikke har deres egen festdag.
Vi protestanter giver os som bekendt ikke af med at helgenkåre folk, så det kan måske undre at vi overhovedet fejrer alle helgens dag. Men selvom vi ikke tror på at en afdøds forbøn er mere værd end en levendes, eller at vi overhovedet bør henvende os til dem der ikke længere er iblandt os, så opfordrer Det Nye Testamente os helt klart til at efterligne dem der er eller har været forbilleder i troen, og i Hebræerbrevet er der sat et helt kapitel af til at opremse en lang række troshelte fra Det Gamle Testamentes tid. Dertil kommer at det er det naturligste i verden for os mennesker at mindes de mennesker vi har mistet, for selvom de ikke længere går rundt iblandt os, er de jo stadig i vores hjerter.
Der er selvfølgelig den lille detalje at der ikke er ret mange helgener blandt de mennesker vi har mistet, eller i hvert fald ikke ret mange som ville komme i betragtning til at modtage den titel af paven. Og uanset hvor højt vi har elsket de mennesker som vi hver især tænker på i dag, er der næppe ret mange af dem som vi overhovedet ikke kan finde på noget negativt at sige om. Ikke at der er nogen grund til at give de negative minder for meget opmærksomhed – det kommer der ikke noget godt ud af – men de mennesker vi har mistet, var naturligvis mennesker på godt og ondt ligesom vi andre er; de var ikke æteriske helgener.
Men (og nu kommer vi endelig til pointen): Der er ikke nødvendigvis noget som helst æterisk ved en helgen! Som jeg nævnte til at begynde med, betyder ordet ”helgen” egentlig blot en hellig person (død eller levende), og når vi hører ordet ”hellig”, forestiller mange af os sig måske mest umiddelbart en person der aldrig hidser sig op, men tværtimod viser godhed og barmhjertighed mod selv den mindste gråspurv; et menneske der er moralsk uangribelig uden at være selvretfærdig eller fordømmende; en der altid vender den anden kind til, men alligevel er stærk nok til at beskytte de svage – kort sagt: en der er så urealistisk perfekt at vi har svært ved at forestille os at sådan et menneske skulle findes i virkeligheden. Men når vi læser i Det Nye Testamente, så er der ikke nogen af de mennesker der bliver kaldt ”hellige”, der er sådan (bortset fra Jesus selv). De tolv apostle, som alle sammen (bortset fra Judas, selvfølgelig) er blandt kristenhedens mest ærede helgener, viser mange svagheder og usympatiske sider af sig selv, og apostlen Paulus, som har lagt navn til både en kirke på Sydbornholm, en katedral i London og en millionby i Brasilien, omtaler i sit første brev til Timotheus sig selv som den største af alle syndere (1 Tim 1,15). Og for at blive ved Paulus, så kan vi også kaste et blik på hans brev til menigheden i Efesos; det begynder med ordene: ”Fra Paulus, Kristi Jesu apostel ved Guds vilje. Til de hellige, som bor i Efesos, de troende i Kristus Jesus.” Paulus kalder altså de mennesker han skriver til, for ”hellige”, hvilket på grundsproget faktisk er præcis det samme ord som ”helgen”. Men hør så hvad Paulus skriver til disse ”helgener” i brevets fjerde kapitel: ”Læg derfor løgnen bort og tal sandhed med hinanden, for vi er hinandens lemmer. Bliv blot vrede, men synd ikke. Lad ikke solen gå ned over jeres vrede, og giv ikke plads for Djævelen. Den, der stjæler, må ikke mere stjæle, men skal tværtimod slide i det og selv frembringe noget godt med sine hænder, så han har noget at give af til den, der har behov for det” og så videre (Ef 4,25-28). Selvom Paulus kalder de mennesker han skriver til, for ”hellige”, er de altså ikke frommere end at han er nødt til at formane dem til at lade være med at lyve, lade deres vrede løbe af med dem, og endda stjæle! Hvad er det så lige der gør dem til helgener?
Det giver Efeserbrevet os faktisk også svar på, og det på et temmelig uventet sted, nemlig midt i en formaningstale om hvordan ægtemænd skal opføre sig overfor deres hustruer! Adskillige steder i Det Nye Testamente bliver forholdet mellem Jesus Kristus og os der tror på ham, nemlig sammenlignet med forholdet mellem en brudgom og hans brud, og derfor er Paulus’ pointe at en ægtemand skal behandle sin hustru på samme måde som Kristus behandler kirken! Det er der næppe nogen ægtemænd der formår, men det er jo altid rart at have et forbillede at stræbe efter! Paulus skriver: ”Mænd, elsk jeres hustruer, ligesom Kristus har elsket kirken og givet sig hen for den for at hellige den” (Ef 5,25-26a). Det der gjorde de kristne i Efesos hellige, var altså at Jesus havde gjort dem hellige! Og hvordan har han så gjort det? Ved at give sig hen, eller for at sige det mere direkte: ved sin død på korset. Det er måske ikke helt indlysende hvordan du og jeg kunne blive gjort hellige ved at der var en mand der blev slået ihjel for næsten 2000 år siden, men nu var det jo heller ikke bare en hvilken som helst mand; det var en mand som var Gud selv i menneskeskikkelse. Som Guds søn var han udødelig, ukrænkelig og usårlig, men han tog vores dødelighed på sig for at købe os fri af dødens magt. Populært sagt led han den død vi skulle have lidt, og dermed opfyldte han det krav døden havde på os. Og fordi han ikke kun var et menneske, men Gud selv, var hans offer tilstrækkeligt til at betale for alle mennesker i fortid, nutid og fremtid.
Det forklarer måske stadig ikke at vi angiveligt skulle være blevet gjort ”hellige”, men vi forstår det måske bedre hvis vi ser på hvad ordet ”hellig” egentlig betyder, nemlig ”sat til side til et særligt formål”. Fordi Jesus har købt os fri fra døden, er vi nemlig sat til side til det formål at tilhøre og tjene ham – vi er med andre ord blevet hellige i ordets mest egentlige betydning! Og fordi vi netop er frikøbt fra døden, gør det ingen forskel hvad der sker med vores liv i denne verden; enten vi lever eller dør, tilhører vi Jesus, og døden kan ikke skille os fra ham. Det er også derfor vi kan synge at ”helgen her” (altså i denne verden) ”og helgen hisset” (altså hjemme hos Gud) ”er i samme menighed”. Det betyder også at så sandt vi og vores kære tilhører Jesus, kan døden heller ikke skille os fra hinanden, eller i hvert fald kun for en tid, indtil Jesus vender tilbage for at fuldende Guds rige.
Det Nye Testamente taler nemlig klart om at det værk som Jesus påbegyndte med sin død og opstandelse – ja, vel i virkeligheden allerede da han blev født ind i menneskenes verden – nemlig at gøre en ende på det ondes magt i verden, den opgave vil han fuldføre når budskabet om ham er blevet prædiket i hele verden. Så vil det gå i opfyldelse som vi hørte i dagens anden læsning, at Guds rige stiger ned fra himlen, og der aldrig mere skal være død, sorg, skrig eller pine. Til den tid vil vi blive trøstet, ikke kun for den store sorg det er når vi mister en af vores kære, men også for alle andre sorger, små som store, der pletter vores tilværelse i denne verden. Og det er derfor Jesus siger at de der sørger, er salige: fordi vi skal trøstes.
Men det er også mere end det. For det håb vi har, om at alt hvad der gør ondt, for evigt forsvinder, er jo ikke bare et håb om at alt igen bliver som vi har været vant til at det var før tragedien ramte; det er et håb om at alt bliver bedre end nogensinde før – at alt hvad der altid har været at sørge over, bliver godt igen. Og det er først og fremmest derfor Jesus siger at de der sørger, ligefrem er salige. For det at vi fornemmer at denne verden ikke er som den burde være, som den kunne have været, som Gud vil at den skal være, og at vi sørger over det, det er netop et tegn på at vi er i kontakt med den gnist af tro i vores hjerte som er udgangspunktet for at vi kan lære Gud bedre at kende og leve, ikke som perfekte, men som hellige i denne verden, sat til side til at tilhøre og tjene Gud.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments